Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg.

Indien bag facaden og de spiddende øjne.

- Rejseskildring om brændselet der fodrer den rejsendes bål.

Varmen er allerede temmelig påtrængende. Jeg kommer gående nedad byens støvede hovedgade i morgenlyset. Der er forlængst kommet gang i livet, for det der med at sove længe er tilsyneladende ikke et fænomen, der finder stor udbredelse her i Sydindien. Når solen står op er dagen i gang, og det har den endda været et stykke tid. Hilsener i form af nik og små høflighedsfraser følger mig ligeså trofast, som hobe af herreløse hunde, der dukker op overalt, og som gerne lusker rundt temmelig længe for at se den fremmede an. De virker ulækre og frastødende på mig. De gøer som regel nogle halvkvalte og sygelige bjæf, for at vise hvem det er, der bestemmer i gaden og ligesom for at fortælle, at jeg alså ikke skal tro, jeg er noget. Men udover en sådan momentan opliven udøver de den mest ihærdige energiudfoldelse, når de bider eller kradser sig selv til blods i et forgæves forsøg på at gøre det af med kløen. Støv, lopper og soltørret sprækket hud blandet med sår fra slagsmål forårsager en skablignende kløe, der på trods af desperate anstrengelser tilsyneladende ikke kan bekæmpes. Fælles for hundene er at de er radmagre, pletvis skallede, og går helt apatisk rundt på sygeligt stive ben, og tiltider kan man se en frygtelig desperation i deres måde at angribe sig selv på. Alle er forskellige, hvilket ikke er sært, når man tænker på deres multiraciale gadeliv, hvor der i en flok nok altid findes mindst een parringsmoden tæve med 4 - 5 ivrige hanner i hælene. I bund og grund et hundeliv; et liv der som eneste trøst aldrig varer længe, selv om staklerne ser gamle og nedslidte ud. Jeg synes på trods af væmmelse, at det er synd, men bliver af og til så irriteret over deres skånselsløse glammen, at jeg ligesom de lokale også har lyst til at sende dem ud i pisrenden med et velrettet sandalspark. I starten troede jeg ikke, de var rigtig kloge, alså var blevet sindsyge af at klø og få tæsk, men så gik det op for mig, at de faktisk er ret intelligente. Irriterende intelligente. De kan nemlig godt se, at her kommer en fremmed. Selvfølgelig kender de ikke alle mennesker her i landsbyen, men alligevel kan de se, at jeg ikke hører til, som de andre der går forbi. Det er som om, de vil pege mig ud, gøre mig utryg eller genne indtrængeren bort, og derfor bliver de ved at cirkle rundt og bjæffe. Her kommer jeg i store løse bukser samt en ganske neutral T-shirt; tøj der eller skulle ligne de lokales egen blafrende beklædning, og alligevel kan selv hundene se, at jeg er fremmed. Uha, hvor skal der lidt til i denne del af verden, før man skiller sig ud. Jeg forsøger som regel at lægge mit udseende så tæt på de lokales som muligt, for at kunne færdes i rimelig anonymitet udenfor spiddende øjnes opmærksomhed. Men alene det blege hår og højden er nok til at røbe mig her - selv overfor hundene. 

Glosuppe og ydmyghed.
Der er tilskuere overalt. Mennesker der glor og deres spiddende øjne følger hvert et skridt. Nysgerrige, stirrende og sorte glugger lurer alle steder, også fra steder jeg ikke opdager, men blot fornemmer. Nogen gange når jeg ser mig omkring, ser jeg at omme bag et træet, inde i det mørke vindue eller henne fra hængekøjen er der øjne der følger min færden. Alle mennesker, som jeg kan se, kigger på mig, og der er helt afgjort flere endnu, for hvis jeg rigtig kigger rundt opdager jeg altid nye. Scenevant,  skulle man tro, ville blive resultatet af dette liv med tilskuere, men alligevel hæmmer det følelsen frihed. øjnene binder og hæmmer. Alle bevægelser bliver observeret og bedømt, åbent eller i det skjulte. Det er som at være berømt, og dog er der ikke een der har set eller hørt om mig før. Opmærksomheden ledsages ofte af smil eller fnis, hvilket nok er det, der generer mig mest. I Europa er ubehageligt at blive kigget på af nogen for længe ad gangen, og nedvurderende at blive grinet af. Herude sker det hele tiden. De smågriner af mig konstant, så jeg selv efter lang tids tilvænning og betydelig erfaring på bagen føler mig generet. Og dog ved jeg, at det er mig, det er galt med; mig der misfortolker. Menneskenes adfærd gør, at jeg føler mig latterliggjort og forkert, idet jeg til stadighed tolker deres signaler som vesterlænding. Men samtidig ved jeg godt, hvor forkert det er. Til grund for grineriet, opmærksomheden og tilråbene ligger jo nemlig hele forskellen. Forskellen imellem deres primitive, fattige, underdanige og simple liv, sammenholdt med vestens udvikling, rigdom, klogskab, mangfoldighed og overlegenhed. Jeg repræsenterer i grunden alt, hvad de drømmer om. Derfor er de usikre og opmærksomme. Derfor fniser de bare ved at se en fra superverdenen på disse kanter. De er nemlig ikke ligeglade. Hvis de var ville de ikke spilde hverken opmærksomhed eller kræfter på at kommentere mig og glo. Nej, ved at komme dryssende minder jeg dem om deres drømme, de fjerne steder, hvor livet er bedre, hvor folk er lykkelige og hvor tilværelsen er så godt som problemløs. I virkeligheden indeholder et “hello sir” og et grin fra dem bagved en dyb, dyb respekt for den hvide mand og hans status. Der ligger gemt en slags spøgefuld erkendelse af eget mindreværd, og samtidig er det et kontant bevis på det lokale sociale systems virkning. I vesten opdager vi ikke det anderledes mere. Livet er så mangfoldigt og grænsesprængt at intet er umuligt mere. Kun få ting er anderledes nok til at vække opsigt. Men her lægger folk straks mærke til noget anderledes. Socialt set opdrages man ikke til at være målende eller kritisk. Derimod lærer man at følge skik og brug, enten det så drejer sig om måden en appelsinsælger stabler sine frugter, den påklædning der anses for gængs eller den kaste man er født ind i. Folk accepterer at gøre som alle andre, og føler sig vel også mere trygge ved at gøre sådan. Meget få afviger fra normerne og endnu færre sprænger det sociale systems grænser. Man kan sige at sammenholdets ånd virker stærkere end de individuelle prøvelsers fristelse. Det er således ikke bare nogle få der, der glor og griner, men allesammen Det er utænkeligt at een ville få øje på mig, den hvide turist, og bare tænke: “nå, der kommer han.” Nej her er oplevelsen meget mere værd, når alle er involveret deri. På den måde er fællesskabets bånd stærkt, men absolut også noget, der kan sætte psyken, hos den opmærksomheden rammer, på noget af en prøve. 

Sjæl vundet med en banan.
Dybest set er jeg dog fuld af beundring for de mennesker, jeg møder. Jeg er målløs over, hvordan et liv, der er fyldt med fattigdom, elendighed og tilsyneladende uoverstigelige forhindringer alligevel fostrer en livsglæde og styrke, som er sjælden i vesten. Generelt oplever jeg ikke folkene, som en flok pjaltede, forarmede tiggere, for på trods af den omfattende armod er der oftest plads til smil og varme. Jeg tænker på den gamle etbenede peanutsælger, som sad lænet op ad en mur i skyggesiden langs en vej. Jeg bestilte for 2 rupees peanuts, og stak ham pengesedlen, hvorefter han omhyggeligt begyndte at pakke en tøjbylt op. Der var en snor omkring med masser af knuder, og indeni klædet var en lille kludepose, som også blev befriet for déns snor. Det var hans pung, og han puttede pengesedlen ned, hvorefter det hele skulle pakkes sammen igen, før han begyndte at tænke på mine peanuts. Han havde langsomme, stive fingre, så det hele tog ret lang tid. I mellemtiden tig jeg min sidste banan ud af rygsækken, for at få den spist inden den blev mast helt ud. Rent impulsivt tog jeg min dolk , og skar bananen i to dele, og rakte så manden den ene halvdel. Det blev et hit. Hans glæde var uimodståelig. En skæv tandløs mund smilede og de efterfølgende bukkebevægelser, samt det indtrængende “thank you Sir” var rørende, så han blev smuk i sin glæde. Hele hans spinkle krop udstrålede en taknemmelighed og varme, som virkede stærk og helt fremmed på mig. Fremmed, fordi der herude skal så meget minder til at erobre en sjæl. Tænk, at en blød bananstump kan fremkalde en så indtrængende glædesreaktion. Når mennesker er vant til trange kår, skal der ingenting til, selv så lidt kan gøre lykke. Eller er det “lidt”, netop det stærkeste behov mennesker har? For den ensomme gamle mand blev min handling nok et symbol på en velvilje og næstekærlighed, som han måske ikke havde oplevet i længe, og måske aldrig fra en hvid. Jeg tror, det var den ubetydelige gestus mere end banastumpen i sig selv, der gjorde ham lykkelig. I hvert fald tjente han ikke meget på den handel, og det var unægtelig endnu mere hans strålende øjne end den helt kolonorme sæk af peanuts, han gav mig med, som gjorde mig glad.
Den slags oplevelser giver kærlighed på trods af de spidende øjne. Jeg oplever folk her, som nogen der har bevaret en naturlig varme og et spontant reaktionsmønster trods al dagligdagens svære vilkår. Det virker anderledes, vel en smule mere ægte, når man møder lykke og taknemmelighed her, end når vi andre med julefedt i mundvigene knuser faster Hetty tak for julegaven. Jeg skal love for at man kommer til at tænke over betydningen af gavernes størrelse og karakter. 

Særlige evner i yogaens land.
Hundenes opmærksomhed slipper mig ikke. Der er simpelthen for mange af dem, så hvis een bliver træt af at bjæffe, er der bare fire nye, der tager over, irriterende kræ. Hele vejen igennem byen sidder nogle ensomme skikkelser med ryggen til i vejkanten. De knæler på en særlig måde let foroverbøjet, men ellers i oprejst position. Mere kan man ikke se. I begyndelsen, som ny i dette usædvanlige land, anede jeg ikke, hvad de foretog sig, for man kan ikke se noget særligt. Men efter et nærmere studium gik det op for mig, at de sidder og forretter deres nødtørft. Det viser sig når de rejser sig og forlader stedet, men dér i dette væld af løst tøj, er det meget svært at gennemskue, hvordan de bærer sig ad. Jeg har flere gange selv forsøgt at knæle på samme måde, uden at det nogensinde er lykkedes at holde tilfredsstillende styr på de afsindig løse bukser. Og det er i øvrigt også uhyre uhygiejnisk idet f.eks. regnvand ofte løbet direkte ned i en brønd. Men sådan er livet bare. Jeg foretrækker langt de to keramiktrin i noget lignende str. 49 som normalt findes på hotellerne. Her er kunsten blot med en spand indenfor rækkevidde, at få en håndfuld vand op ad spanden, og føre den ned under den urene legemsdel, for derefter at sjaske vandet op mod det uhumske landskab. I starten var det svært bare at ramme, idet det meste vand som regel var løbet ud af hånden, inden man nåede til sjaskemanøvren. Samtidig er det praktisk taget umuligt at mærke effekten af skylleprogrammet uden at røre. Man må alså have fingrene i svineriet og skrabe det resterende, der måtte sidde tilbage, bort. Med en lille efterskyldning som afslutning hiver man derpå buserne op, og lader den let dryppende bagdel glide tilbage i vante omgivelser. Der er selvfølgelig også her mange ting der kan gå galt, men man kan alligevel bedre styre begivenhederne i fred og ro. Men folk her kan åbenbart flere ting, som synes helt umulige for almindelige mennesker. En anden af disse specialiteter er den sammenkrøllede hvilestilling, der praktiseres. Personernes ben er foldet sammen som en tommestok og knæene sidder oppe under hagen, mens kroppen er lænet lige så tilpas forover, at bagdelen akkurat holdes fri af jorden. I den position sidder mange i timevis uden at blodomløbet tilsyneladende volder dem problemer. Også det virker temmelig overbevisende. Ikke underligt at yogaen lige stammer herfra. 

Madkultur - en prøvelse.
Jeg går ind på et af de utallige spisesteder, der findes. De er, som denne, næsten altid åbne ud til gaden med maden udstillet i en slags glasskab med hylder, der står placeret i døråbningen. Dette er ikke så meget for at vise stedets udvalg af retter, som for at vise, at der overhovedet ér noget mad. Alle spisestederne har nemlig det samme mad, og når glasskabet er tomt, ved man, at der ikke er mere mad. I nogle byer er det udelukkende maniok og ris der serveres, i andre byer noget andet. Restauranter kalder de sig, spisestederne, men det er oftest en lidt for flot betegnelse. I denne by er det spagetti de gør i, og den bliver kogt om morgenen, for derefter at blive slængt ind på hylden. Resten af dagen ligger den så klasket op ad ruden i glasskabet, hvor tjeneren ved bestilling åbner lågen og griber en passende håndfuld. Som tilbehør er der noget linsesuppe, et stykke kylling med skysovs eller nogle kogte grønsager. For at beskytte helbredet glemmer jeg straks alt om at indtage andet her end chai. Det er lidt af et sats at spise varm mad rundt på disse steder, hvor maden aldeles ikke kan leve op til en europæisk mave standardkrav. Maden er selvfølgelig aldeles lunken hen på dagen, og heden, fluerne og fyrenes fingre kan ikke undgå at sætte sine spor på sådan en omgang. Derfor er den daglige jagt efter rimelige restauranter ofte besværligt og et stort irritationsmoment. Selv de fineste steder har som regel aldrig det, der står på deres kilometerlange spisekort. Andre steder findes menukort ikke, så man bestiller bare den ting, de har, og får så alligevel ikke det bestilte, fordi tjeneren ikke har forstået bestillingen rigtigt. Eller også har tjeneren “ikke tid” til at høre efter en fuld bestilling, men er allerede ude i køkkenet, mens man bestiller det sidste. Så er det, man de første 100 gange bliver rasende, for hvad er det for en måde at være tjener på?  Og når man så skælder ud, forstår han ikke en pind af, hvad meningen er, for han har jo bare gjort ligesom han plejer. Livet i Indien og tankegangen her er så forskellig fra den vestlige, at man først får det rigtig godt, når man har lært, at acceptere de kuriositeter man møder uden at blive sur og frustreret. Tålmodighed og en udviklet tilpasningsevne til en anderledes mentalitet er en bydende nødvendighed. Det kan tage lang tid at lære, men er samtidig en del af det sjove; en voldsom udfordring. Visse turister har det dog forståeligt nok svært med den tilpasning. Presset fra opmærksomheden kan være enormt og alting kan være for ustruktureret til, at de finder andet end ubehag og besvær ved det hele. F.eks. mødte jeg forleden på en banegård et par unge fyre, der må siges at være blevet møre i løbet af knapt 2 uger. Alt var ifølge dem noget møg, og deres forventninger til det spændende nye var overhovedet ikke blevet indfriet. Mentalt smadrede og fuldstændig ude af stand til at se noget positivt sad de bare med pakkede rygsække og ventede på at komme afsted til en lufthavn. De ville ud og dermed led deres drømmerejse skibbrud. Synd! 

Det søde liv.
En af køterne bliver uafladeligt ved at gå bjæffende rundt udenfor madhuset, som om den vil sige, at den alså godt så mig gå ind. Jeg betaler min chai med det lidt ekstra der næsten altid bliver lagt til, når man er turist. På vej videre ad en lang støvet gade møder jeg en samling rickshawfyre, der forsøger at få mig op at køre.  Det virker som om, det i den grad er uforståeligt for dem at en hvid, rig mand bare kommer traskende her i solen uden at ville køres. Når jeg afviser tilbudet, virker det, som om de tror, det kan ikke passe. Grinende bliver tilbudet gentaget endnu en gang, og som altid ser jeg også denne gruppe sidde tilbage med et komplet åbenmundet udtryk, der tilkendegiver en dyb forundring over verdens uforudsigelighed, samt en fast overbevisning om at turisten må være skør. Det at lade sig transportere er noget man gør, hvis man har råd. Lysten kan der ikke herske tvivl om. En turist har altid råd, og hvorfor traske rundt selv, når man kan få andre til at køre? At forsøde tilværelsen er vel et mål i sig selv, og turister kan jo altid bare vælge det letteste, ligesom de rige indere gør. Det søde liv ligger dem lige for, og det skal nok ikke undervurderes, at det lokalt også giver en betydelig status, at vise man har råd. Status skal man arbejde for og værne om. Som modsætningsforholdet imellem cykel og knallert udtrykt i en knallertreklame: “You have earned respect in society, why pedal it away?”
Men jeg er ikke helt i overensstemmelse med deres billede af en turist, for jeg vil hellere gå. Jeg oplever mere på den måde, og samtidig skal jeg jo ikke markere nogen form for status, snarere tværtimod. Jeg er vandringsmand, en rejsende der er kommet for at opleve land, folk og detaljer. Jeg vil lære om livets variation og søger dets yderpunkter; mål der ligger ude af trit med den traditionelle turismes respektløse luksus søgen og kvantitets-idealisering. Overalt i verden er en tiltagende masseturisme i gang, og hvordan lærer man ubemidlede rickshawfyre at skelne? Bortset fra de meget rige, samt de få der har arbejdet i Arabien, er bare det at sætte sine fødder i et andet land noget, der her er komplet utænkeligt og folk formår ikke at skille den ene slags turister fra den anden, og forstår heller ikke at det søde liv kan være sværere at definere end som så.
For faktisk kan det søde liv vel også betragtes, som kulturstolthed; det at værne om sine traditioner samt beskytte grundfæstede værdier. At stræbe mod den leverpostejfarvede ensretning har for en rejsende ingen værdi, og burde vel heller ikke have det for en lokal. Og ikke mindst masseturismens evige summen af guidesnak og kameraudløsning udsender signaler, der i alle verdens afkroge er med til at forandre det oprindelige liv, for der mangler oftest respekt for både mennesker og kultur, ligesom der mangler tid til fordybelse. 

Bevidsthed og respekt.
Når alt kommer til alt handler det om bevidsthed og respekt. Mulighed for at optræde med dette for øje, opnår man først, når man forsøger at vurdere sine egne handlinger ud fra en lokal synsvinkel, og det er en svær målestok. Optræder man f.eks. respektfuldt, når man kommer og betaler en fattig appelsinsælger med en 100 rp. seddel? Kan man med respekt give op til 100 % af en vares eller tjenesteydelses værdi i drikkepenge, selv om det er billigt. Er det OK at gå rundt at fotografere motiverne “en lille smule for tæt på” og så bare bagefter betale for det? Kan man forsvare at købe for 5 rp. peanuts, og så smide dem ud til aberne fordi de ser så sjove ud? Eller er det i orden at stikke en tigger en 50 rp. seddel, selv om alle andre har dumpet 10 - 20 paisa (100 paisa = 1 rp.)? Det kan være vanskeligt umiddelbart at vurdere disse eksempler uden nærmere kendskab, idet netop det - kendskab - er essensen. I nogle tilfælde ville disse handlinger nok kunne forsvares, mens de i situationer jeg har oplevet kom til at virke pinligt. Selv handlinger foretaget i den bedste mening kommer i mange situationer til at virke tankeløse i disse sammenhænge. Man kan ikke med ubetænksom gavmildhed endsige ligegyldighed negligere den stedbestemte virkelighed, uden at bore sylen dybere i de, der i forvejen lever på grænsen. Turister mangler ofte evnen til at vurdere deres handlinger, hvilket virker respektløst og ubeskriveligt nedværdigende, mens de lokale - og herunder de måbende rickshawfyre  - nok ofte mangler kompleksiteten i det søde livs definition. 

Tryllekunstner der får og ikke giver.

På vej hjem til min lodge er der ingen hunde tilbage. Endelig har de mistet interessen og giver lidt fred indtil nogle nye dukker op. I stedet kommer et par unge fyre op på siden af mig. De er noget lasede i tøjet og spinkle. De siger hello og spørger hvor jeg kommer fra. Med store vidtåbne øjne virker de dybt interesserede, og den ene nikker ihærdigt til alt, hvad jeg siger. De er umådeligt nysgerrige og ivrige efter at vide svar på alle mulige spørgsmål om mig og mit land. På deres primitive engelsk og med yderst begrænset ordforråd får de alligevel fyret et hav af spørgsmål af, som jeg forsøger at besvare. Jeg fornemmer at de bare går samme vej som jeg, for at være sammen med mig. Det fremgår af deres ansigter, og af de hurtige replikker de udveksler med folk langs vejen. De er stolte over at gå sammen med mig. Eller måske nærmere over at jeg vil gå sammen med dem. Vi sludrer, hygger os og drikker endnu en kop chai, som de insisterer på at give. Et mønster der ofte gentager sig, og hvor man respektfuldt må lade sig byde. Derpå forlader vi sammen det lille sted, og følges ad hjem. De får min adresse og vi aftaler at mødes igen senere. De forsvinder smilende og småsnakkende tilbage, hvorfra vi kom.
Det giver en dejlig fornemmelse at opleve sådanne små hændelser, for stykket sammen er de med til at give et billede af den almindelige tanke- og væremåde, og samtidig bliver de stirrende øjne mere menneskelige. De har nok set en af mine før, men det er alligevel en begivenhed, når jeg kommer, og specielt i de situationer hvor jeg bærer mit sjove, spændende og fremmede udstyr. Blå og rød nylonrygsæk med bælte der hænger og lommer der buler. Skummadrassen på toppen, blød og nupret, har de aldrig hverken mærket eller set tidligere. De, der tør mærker på det hele, og ofte giver det anledning til store diskussioner mellem dem indbyrdes. Hvis jeg engang imellem tilbyder en af de mest nysgerrige at prøve rygsækken på, bliver han sikkert flov og trækker sig tilbage, og hvis jeg insisterer og prøver at tvinge min velvilje igennem, er det til stor morskab for de andre. Ligesom når en tryllekunstner trækker et offer op i manegen og laver sjov og ballade ud af en uskyldig. Jeg er som en tryllekunstner for dem, en magiker med sjove, nye ting og fremmed opførsel. Men selvfølgelig er jeg anderledes og på en måde udenfor. Som i skolegården uden legekammerater eller på dansegulvet uden pige. Den følelse er gennemtrængende omend måske mere psykisk betinget end reelt begrundet. Alligevel er det anderledes, for jeg kan altid bryde det væmmelige. Jeg kan altid for et øjeblik i hvert fald skabe en situation, der kan give mod og energi til at møde flere af de opmærksomme blikke. Jeg kan blot henvende mig - spørge, snakke, eller fortælle. En eller anden form for kontakt er næsten altid gevinst, for pludselig forvandles et ængsteligt og lurende blik til smilende og imødekommende øjne, og snart er der mange.  Denne forvandling sker igen og igen ved kontakt, og det er vidunderligt. Et tegn, et lille blink, et smil, et par få ord kan få disse “dem” til at se helt anderledes ud; kan få deres usikkerhed vendt til venlighed og glæde; kan bringe mig i en ofte helt behagelig situation som tryllekunstner, der får og ikke giver. Disse situationer er brændsel; fornyet ved til et bål, der flammer med vekslende styrke - mit indre bål. Hvorfor kan jeg li´ det? - hvornår bliver jeg træt? Hvorfor holder jeg mig ikke udenfor øjnenes rækkevidde? Nok fordi veddet aldrig når at brænde ud, før nyt bliver fyldt på. Jeg forstår måske nok kun lidt af dem og deres liv. De forstår garanteret ikke mig eller mit liv, men alligevel er der noget ved det hele. Alligevel er vores indbyrdes manglende forståelse ikke hindring for, at jeg efter mødet har en følelse af at have indåndet en ny lille bid af verden. Jeg forbedrer min indsigt og oplever smukke øjeblikke. Samtidig opnår jeg desuden mulighed for at nedbryde noget af den ærefrygt for den hvide mand, som føles så ubegrundet, og det er en landvinding. Ved at rejse kan jeg ikke slippe for de spiddende øjne, og uden dem ville jeg garanteret også blive træt.
Jeg ser frem til mødet med mange endnu - og de er der. 

....
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg.

- Lær mere om Indiens kultur idag.

---

Læs også fra Indien: Syg i Indien- historie fra et udmarvende sygeleje.

---