 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kirsten, min nære ven, og jeg kom til hedechocket Delhi i går
morges med en “super, de luxe videobus”, fra et relativt køligt
Nordindien, og selv om vi skulle igennem 4 indiske actionfilm og udholde
16 timers rumlen, før vi nåede hovedstaden, var jeg alligevel
betydeligt bedre tilpas end i dag. Det er som om støvet, varmen
og alle de forskellige lugte koges sammen i en vammel cocktail, som
gør sanseindtrykkene umulige at nyde. Varmen er normalt ikke et
problem, men nu er det pludselig, som om jeg bliver tung i hovedet af den,
selv om det er maven, der er galt med. Vi har været på tur
siden i morges, men jeg er blevet mere og mere kraftesløs dagen
igennem, og er nu temmelig opbrugt. Vi snupper en “lassi” med is på
vej hjem, i håb om at yoghurtdrikken kan friske lidt op. Der er blandet
nogle underligt, slimede plantefrø i den syrnede bøffelmælk,
og den smager overordentlig vammelt. Den skulle dog være god for
systemet, bliver vi fortalt, så bare ned med den - uden at smage.
Den ene inder efter den anden kommer hen til biksen og nedsvælger
i løbet af nulkommafem et trekvart liters krus, uden tegn på
væmmelse, så vi kæmper os ligeledes igennem det meste
af glasset og fortsætter hjemad, måske en anelse opfrisket?
Virkningen er under alle omstændigheder kun momentan, der kan holde
mig på benene til, vi når et sted der kan flades ud.
En mave i kaos.
Den næste dag afslører, hvad der er i vente. Maven er
af lave, jeg må holde sengen og løbe ud på toilethullet
et par gange i timen. Værelset er beskidt, mørkt, og med en
slags dobbeltseng, som stort set fylder hele rummet på tværs.
En armslængde fra den venstre sengekant, findes døren til
toilettet, så det er forholdsvis ukompliceret at komme ud på
hullet. Alligevel går det flere gange grueligt galt i underbukserne,
inden jeg når at sætte fødderne på de to rillede
porcelæntrin. Kirsten støver rundt for at finde frisk frugt
og store isblokke, som vi kan køle vand ned med, for koldt vand
og frugt er det eneste af fødeudvalget i denne bydel, jeg kan få
ned. Ingen evne til at spise eksotisk. Der bliver faktisk kun solgt “dal
bath” og nogle andre chillikrydrede risretter i dette kvarter, der er yderst
fattigt. De fleste spiser den noget tvivlsomme mad direkte på gaden,
hvor den er tilberedt. Jeg forsøger at tage min medbragte salt/sukker
blanding, som dog smager ubeskriveligt ækelt, og det bliver ikke
til meget. der må være blevet byttet om på mængderne
i opskriften, konkluderer jeg. Men kroppens væskebalance er noget
man skal våge over ved mavebesvær, det er vi klar over.
Til gadedoktoren.
Midt imellem to af de repetéragtige affyringsrunder vakler vi sammen
afsted til en læge lidt nede af gaden. I et åbent konsultationsværelse
uden dør ud til gaden, er der stillet nogle stole op langs den ene
væg. Vi sætter os ved siden af 3-4 andre patienter, og venter
på at blive kaldt hen til lægens skrivebord, hvilket ikke varer
mange øjeblikke. Vi fremmede har med det samme vagt opmærksomhed
i denne lille lægepraksis. Vi bliver næsten altid udsat for
positiv særbehandling i køsituationer, og det bekommer mig
yderst vel lige i dette øjeblik. Folk står i indgangen og
kigger, mens lægen hører min beskrivelse af ondet. Med det
samme skriver han noget ned på et papir, og giver mig nogle piller
at tage. Vi kan dermed efter mindre end et kvarter atter stile hjemad.
Pyha, under lægebehandling. Så går det nok hurtigt fremad.
Jeg har hørt meget positivt om indiske læger, og er fuld af
fortrøstning om, at det nok skal blive bedre nu med noget medicin.
Det giver en særlig form for tryghed at være under medicinsk
behandling.
På stue med en mindre landsby.
Desværre accellererer problemerne de næste dage hurtigere
end medicinen kan følge med. Alt hvad der kommer ned i maven, bliver
nu sendt retur ekspres. Pillerne får naturligvis ikke mulighed for
at virke på den måde, og desuden opstår der en udmattende
hikke. Tilstanden bliver bare værre. Efter en lille uge står
det klart, at situationen er gående mod kritisk, og vi bestemmer
os til, at forsøge et hospital. Selv om det er hårdt, kan
jeg stadig bevæge mig omkring af nød, så vi tager en
rickshaw ud til et regeringshospital i New
Delhi. Straks inden for døren bliver der først stillet
nogle spredte spørgsmål om, hvad der er galt, og så
bliver jeg vist hen til en brikslignende seng, hvor jeg får et friskt
drop lagt i armen. Bagefter kommer en anden og stiller de samme spørgsmål,
og han fører mig samtidig ind i en stor sal med en mængde
brikse og folk. Efter lidt tid kommer en ny fyr i en åbentstående
kittel med en metalbakke, hvorpå der ligger en sprøjte og
en masse kanyler. Den slags er jeg noget utilpas ved at skulle stikkes
med og spørger lidt skeptisk om nålene er rene. “No problem”
siger han temmeligt rutinemæssigt, idet han uden tøven ligger
2 andre drops ind i min arm. Der er ingen tid til at protestere. Nervøs
og usikker på deres kunnen ligger jeg således efter få
minutter hjælpeløs med slanger, nåle og flasker med
væske hele vejen rundt. Aldeles overvældet af hospitalsatmosfæren
føler jeg det som en ubehagelig situation fuldstændigt i tilfældighedernes
vold, for dette hospital er virkelig en kontrast til, hvad vi er vant til
hjemme i lille Dannevang. Jeg ved ikke, om jeg skal betragte mig selv som
indlagt, for jeg er jo bare blevet lagt uden så meget som at have
nået at få sandalerne af. Og hvad er det for væsker,
der flyder ind i min krop? Der er 20 - 30 syge mennesker i rummet, men
det er svært at skelne de syge fra de raske, for senge og stole står
hulter til bulter mellem hinanden, og folk kommer og går hele tiden.
Det er som at ligge på stue sammen med en mindre nordjysk landsby.
Kirsten sider ved siden af min seng på en stol, og det samme gør
ledsagere til alle de andre syge i den store sal. Der er møgbeskidt
over det hele, ligesom toilettet ude bagved efter Kirstens beskrivelse,
absolut er for viderekomne. Selv her i salen er lugten aldeles uklinisk,
og jeg spekulerer på, hvad jeg risikerer at komme til at fejle ibland
denne syge menneskemængde. Een har grimt væskende udslet i
ansigtet, og nogle ligger med åbne blødende sår. Andre
ligger konstant højlydt klagende i smerter, og efter 8 timer da
en sygepasser tilfældigt kommer forbi og spørger: “are you
all rigtht?”, er vi parate til at komme afsted. Jeg erklærer mig
således “perfectly all right”, uden at det vækker nogen nævneværdig
undren. Droppene kommer derpå ud, og jeg får anvist nogle piller,
som skal hentes ude foran hospitalet. Ved udgangen er der en glasluge,
hvor jeg skal betale 40 rupees (25 kr.) for behandlingen, hvilket da er ret overkommeligt for en hel dag på sygehus incl. medicin. Men selv om prisen er beskeden, svarer den alligevel
nogenlunde til, hvad vi føler at behandlingen har været værd.
Komfort og god mad til de trængende.
Vi får mig slæbt gennem gaderne og ind bag Connought Place,
hvor vi opsøger hotel Marina, et værdsat sted fra den første
dag i Delhi. Toiletterne er rigtige kummetoiletter til at sidde på,
og der er bunker af toiletpapir, som vi ellers ikke ser skyggen af til
daglig. Det er klart, at hospitalsopholdet ikke har nogen helbredende virkning,
og vi må være tålmodige til sygdommen får raset
ud. Derfor er det vigtigt at komme over, hvor det er lettere at få
fat i noget mad, jeg vil kunne tåle, ligesom et rent sted vil gøre
livet mere tåleligt. Indimellem nogle manisk frådsende toiletpapirsorgier
bliver vi derpå enige om, at flytte næste dag. Men prisen på
værelser i New Delhi er ret høje, og det eneste sted vi kan
tænke på til en rimelig penge er YMCA - unge kristne mænds
forening, så det må prøves!
Den følgende morgen pakker vi dermed vores rygsække, og
stiller dem parat, hvis vi finder stedet passende. Jeg er glad for at komme
ud at gå, selv om det er en kraftanstrengelse uden lige. Hver dag
at ligge og koge på et snasket, dunkelt hotelværelse i en dræbende
varme er næsten ikke til at bære. I starten går det ganske
godt med at trave afsted, men efter kort tid får jeg så stærke
smerter i maven, at kræfterne totalt forsvinder. Vi når kun
lige indenfor YMCA, før jeg totalt udmattet vælter om i en
stol. Kroppen begynder tydeligvis at lide af væskemangel ligesom
smerterne bliver mere udtalte. Men det er svært at imødegå
dehydreringen, når ikke maven vil acceptere nogen form for indhold.
Sådan kan det vel ikke blive ved?
Prisen på værelset er 150 rupees (94 kr.), og vi bestemmer
os hurtigt for at slå til, selv om det er ca. 4 gange så dyrt,
som de steder vi plejer at sove. Her er rent, og standarden er luksus.
Ude ved skranken i vestibulen skal de, for at checke os ind, se pas, og
de ligger selvfølgelig hjemme på lodgen. Men vi vil jo gerne
have værelset, så Kirsten forklarer damen, at hun vil hente
passene, og at jeg, der er syg, gerne vil ind at ligge. Receptionisten
er imidlertid bedøvende ligeglad med min sygdom, og peger på
stolene ved indgangen. Kirsten må derpå skynde sig at tage
en rickshaw hjem efter vores pas og baggage, imens jeg helt færdig
synker ned i de sorte plasticsæder ved døren. Dårligere
end nogensinde falder jeg lidt om på siden, og ligger sådan
et øjeblik hen over to sæder, hvorpå en ung fyr straks
kommer over og siger, at her må man ikke ligge. Jeg kan ikke manifestere
kraft til at blive gal i skralden, selv om jeg egentlig føler, det
ville være berettiget. Det er den omvendte verden lige pludselig,
i forhold til hvad vi er vant til. Kun ganske få mennesker vi hidtil
har haft kontakt med, har været usympatiske eller uvenlige.
Og
så lige nu! De ignorerer totalt, at jeg er syg og har brug for lidt
velvilje. Gid en vis mand med horn i panden ville tage de fordømte
kristne i YMCA. Kirsten kommer tilbage efter en tid, der føles
uendelig lang.
Det vil ikke blive bedre.
De fine forhold forbedrer ikke rigtig noget. Tværtimod bliver jeg stadig svag. Toilettet
ligger nede ad gangen, hvor værelset er. Jeg tæller dørene,
når jeg går derned. Sidder med albuerne på knæene
og hovedet i hænderne. Jeg tænker på den lange vej tilbage
til sengen. ååhh, jeg har ikke kræfter. Går ud
og stiller mig foran spejlet ved håndvasken. Kigger dybt. DYBT! Det
èr mig, den er god nok. Ser ikke så dårlig ud, som jeg
føler mig. Jeg tænker ikke. Kun lidt. Orker ikke. Kigger stirrende
og dybt med hænderne på vasken. BANG! Pludselig rammer hovedet
noget hårdt og jeg vakler. Det må have ramt spejlet, og det
står klart at jeg skal ned i seng. Tæller de 8 døre
og tumler ind i suiten. Klaret, endnu engang. Kun på grund af sengens
komfort klarer jeg gang på gang de to hundrede kilometer til og fra
toilettet, ellers tror jeg hellere, jeg ville blive deroppe.
Hikke i dagevis.
Den nedbrydende hikke har varet i 6 dage nu. Det er hårdt og
tapper kræfterne både fysisk og mentalt. Bare på grund
af den forbistrede hikke får jeg ikke sovet ordentligt, og hvordan
skal man så kunne blive rask. Vi kalder en ny læge, der må
se at få hikken kureret. Lægen kommer og giver mig nogle piller
mod hikken, nogle andre imod at kaste op, og så nogle til at kurere
maveondet. Flere piller - kan de noget? Tvivl, håb og et gran af
modløshed har fæstnet sig side om side, efterhånden
som dagene er gået. Der må snart en behandling til, der dur.
Kirsten kommer og går, uden at det er muligt for mig at følge
med i, hvor hun færdes. Hun viser mig noget nyt tøj, hun har
købt, uden at jeg egentlig registrerer, hvad det er. I den grad
koncentreret om mig selv og mit helbred, bliver næsten alt andet
uvæsenligt. Kirsten påstår, at jeg ind imellem i vildelse
fabler om et stort ta´ selv bord på en færgerute, men
i vågen tilstand er jeg trods alt altid bevidst indstillet på
at blive rask. Vi diskuterer i mine bedste øjeblikke de forskellige
muligheder, vi har, og selvfølgelig det mystiske i, hvad jeg fejler.
Hvor kan jeg have fået sygdommen? - og hvorfor er Kirsten ikke også
blevet syg? Kan det være æblerne i Kuludalen? -eller en is
lavet af beskidt vand? -eller kan det være vores jod, der ikke har
desinficeret drikkevandet ordentligt? - eller måske de små
nip til vandet i en restaurant, hvor alle andre skyllede ned i slurke?
Tvivlen råder for mulighederne er for mange. Men det er som regel
for umuligt at konkludere noget. Jeg vil bare ikke hjem.
Indlagt på eneværelse.
Kirsten går på ambassaden og får det råd, at
jeg skal indlægges på et offentligt hospital. Men det har vi
jo alså prøvet uden succes. Så får hun adressen
på et privat hospital i nærheden. Vi er begge klar over, at
den er gal. 10 dages sygdom uden tegn på andet end forværring
af tilstanden og yderliggere dehydrering. Vi er tvunget til at prøve
lykken ud i det private. Et par mænd kommer med to pinde og et stykke
stof. Det er hospitalets ambulancetjeneste og deres medbragte båre.
Jeg bliver anbragt på stoffet, hvorefter pindene bliver skudt ind
i løbegange i siderne. Mændene bugserer mig derpå ud
til en bil udenfor YMCA. Folk glor det hvide ud af øjnene, og ser
ud som om, der er sket noget frygteligt. De stirrer oppefra og ned, siger
en masse og spørger hvad der er galt. Følelsen af ydmygelse
i denne hjælpeløse tilstand er stærk, men omvendt er
jeg lettet over, at der nu endelig sker noget. Min skæbne ligger
i andres hænder, men hvorfor vil kroppen ikke restituere sig selv?
Vi kører - uden at jeg ser andet end loftet i bilen - til East West
Medical Center. Dette er et rigtigt hospital med stuer, folk i hvide kitler,
hvor der stikker instrumenter op af lommerne, og senge på hjul. Jeg
ved ikke, hvad der sker, for Kirsten er mit talerør, og hun ordner
alt, men det at være på et sted, der ser professionelt ud,
giver mig en dejlig fornemmelse. Jeg bliver bare lagt til at vente på
en seng, og har det udmærket sådan. Lidt efter spørger
de efter min forsikringspolice, så den finder jeg møjsommeligt
frem af pungen.
Siden bliver jeg hjulpet op på 1. sal, og kommer ind i en stue
for enden af en gang. Dette er en enkeltmandsstue med eget bad og toilet,
som et hotelværelse. Foruden sengen er der et lille sengebord med
en buket blomster og et bækken, et skab og et bord med to stole ved
vinduet. Jeg synes, de er dødflinke, og tænker, at de nok
vil gøre det ekstra godt, fordi vi er fremmede, men så kommer
Kirsten op og siger, at de lige har haft ringet til København for
at få garanti for betaling af forsikringsselskabet. Den oplysning
dæmper min begejstring en smule, men hvis de så bare kan få
mig på benene igen. De fik heldigvis garanti for pengene, så
nu ligger jeg på den dyreste stue på hele hospitalet, til 420
rupees pr. dag. Vi får det arrangeret, så der bliver stillet
en ekstra seng, til 25 rupees, ind i stuen til Kirsten. Vi er sammen, og
nu skal det nok gå. Nu gælder det bare om, at få noget
behandling, så udviklingen kan blive vendt. Et drop med væske
bliver lagt i min arm, så udmattet og tilfreds tænker jeg,
at nu er en rigtig behandling endelig i gang, og dermed er det blot et
spørgsmål om tid. De bruger endda helt nye, sterile kanyler.
Vi er fulde af afkræftet optimisme.
Hospitalsrutiner og fornyet håb.
Dagene går afsted. Stool-tests i marmeladeglas bliver afleveret,
drops skifter imellem klare og gule, blodtryksmålinger og puls bliver
mindst 2 gange dagligt sirligt noteret ned i nogle papirer, jævnlige
blodprøver dræner skæbnesvangert de væsketrængte
årer, og nogle lidt usystematiske fingre fra forskellige læger
føler på skift på uordenen i min mave. Der bliver noteret
og ført protokol, uden at der trods det sker nogen egentlig forbedring.
Stadig kun skide, hikke og opkast. Så mange dage i rap er lige til
at miste modet af. Nogle gange tænker jeg, det ville være bedst
at rejse hjem, for aldrig før har jeg været så syg og
afkræftet. Den svækkede tilstand samt noget af medicinen forårsager
nogle ubehagelige kropslige forandringer. Huden er faldet af læberne,
og har forvandlet dem til åbne pinefuldt sviende sår. Det blottede
blodige kød, skal smøres med et stof som smager af eddikesyre,
for at forsøge at tørre dem ud, så der kan dannes sårskorpe.
De eustakiske rør i ørerne står konstant åbne
med det resultat, at jeg faktisk har det som om, der er gennemtræk
i hele hovedet. Kan knapt høre, og næsten ikke tale. Armene
værker ulideligt på grund af nålene i venerne. Droppene
bliver flyttet en eller to gange i døgnet, for at smerterne overhovedet
skal være til at holde ud. Men også hofter og ryg er smadrede
af at ligge. Sygeplejerskerne, der om morgenen kommer for at redde sengene,
fatter ikke det ringeste af, hvorfor jeg insisterer på at ligge i
sengen i min olivengrønne sovepose. Men de spørger aldrig.
De forsøger blot at rede sengen med tæpper og lagener efter
deres sædvanlige system, og så passe Ajungilakken ind i sammenhængen,
så godt de nu formår. Endnu en af patienternes skøre
ideer tænker de utvivlsomt. De begriber ikke at mine hofter, halebenet
og ryggen er ømme som bylder af at ligge i 20 dage, og at soveposen
gør den noget hårde seng lidt mere udholdelig.
Godt at vi er kommet på et nogenlunde hospital og små fremskridt
er begyndt. Hikken er ved at stoppe, og efterhånden får jeg
ikke kun væske i maven. Jeg er ivrig efter at få gang i systemet
igen, og ønsker at få noget rigtigt mad. Derfor spiser jeg
troligt både suppe, kartofler og kogt fisk, selv om den uundgåelige
følgevirkning altid er en provokeret opkastning. Kirsten er hurtigt
blevet rigtig ferm til at fremtrylle den hvide, kindformede bakke, præcis
inden jeg får spredt maveindholdet rundt i rummet. Det er ikke
længere så slemt at brække sig, og jeg forsøger
altid at blokere den sidste lille smule, så der kan restere lidt
i mavesækken. Det er jo det, jeg skal blive bedre af. Underligt som
ting kan forandre tilværelsen, men selv det at kaste op efter hvert
måltid kan hurtigt indføjes i en hverdagsrutine.
Hver morgen er der vækning kl. 6.30, hvor der skal tages temperatur,
måles blodtryk og spørges: ”how many stools today?”
Stools er alle de gange, jeg har sat mig på toiletsædet og
efterfølgende forværret tilstanden for den hudløse
bagdel. Siden bliver lyset slukket igen indtil kl. 8.00, hvor morgenmaden
bliver bragt og gardinerne trækkes fra. Morgenmaden er the, brødskiver
ristet tørre som knækbrød, og et hårdkogt spinatgrønt
æg. Det er lidt til grin, at de hver dag kommer og spørger,
hvad vi gerne vil spise næste morgen, for uanset hvad vi bestiller,
kommer der altid det samme. Kirsten går så rutinemæssigt
ned i køkkenet og spørger efter noget havregrød, som
vi begge mener må være det bedste for en sart mave. Det lykkes
somme dage at opnå.
Kl. 9.30 kommer den lille fantastisk kønne rengøringsdame,
og kører en klud med en grøn, stærkt lugtende substans
på, rundt over det hele. Kluden, der skal desinficere alt fra badeværelse
til vindueskarm, virker betænkeligt anløben, når den,
som noget af det sidste lidt usystematisk fedtes rundt på sengebordet
og skabet. Men selv om rengøringens hygiejniske standard forekommer
foruroligende tvivlsom, er den sky rengøringsdame særdeles
sød, og den i huset vi snakker mest med.
Amøber og svigtende tålmodighed.
Jeg har bestemt at sætte dem stolen for døren i dag. Jeg
vil vide, hvad der er galt, og hvornår jeg bliver rask. Det kan ikke
passe, at der ingenting sker. Eller at det skal gå så langsomt.
En pinagtig skepsis er blevet vakt.
- “Good morning sir, how are you today”, spørger Dr. Chawla
traditionstro med sin dybe overlegne bas ved stuegangen. Han er cheflægen,
og ser aldeles myndig ud, når han tropper op med sit følge
på 5-6 læger og sygeplejersker. Den kæmpestore sikh borer
som sædvanlig sine små, tykke fingre ned i min mave et par
gange, og siger, desværre med en aura af ligegyldighed, at det ser
fint ud. Hans skæg er gråsprængt og bundet op med et
net, som ligner det min gamle mormor brugte til at holde styr på
håret.
- “Hvorfor bliver jeg ikke bedre, og hvad er der galt med den mave?”.
Jeg er ved at sprænges af arrigskab over den overfladiske form for
undersøgelse, han altid foretager, og begynder at tvivle på
deres evner. Det ér jo blevet bedre, end da jeg blev indlagt, men
det er ubegribeligt, hvorfor det ikke går hurtigere fremad med maven
at komme sig. Desuden ved jeg endnu ikke præcis, hvad ondet skyldes.
- “Amebic dysentry and a sirious inflamation”, siger han så.
- “Du skal nok blive rask, men det tager sin tid, og det kan ikke nytte
at være utålmodig.” Jeg er knust! Denne besked efter snart
3 ugers sygdom i uvished slår mig næsten ud. Amøbedysenteri
og betændelse i maven har end ikke faldet mig ind. Efter leverbetændelse
har det nok været min største skræk overhovedet at få
de amøber, og måske netop derfor er det en mulighed, jeg har
overset. Hvor mange kender jeg ikke der er blevet tvunget hjem far Asien
med amøber i maven? Men vi har jo renset vandet og undgået
friske grønsager!? Jeg vil ikke hjem. Kun være rask,
og jeg tænker i det mindste klart nu, når jeg er vågen.
Alligevel er jeg udpumpet, fysisk mør, mentalt smadret og uden fysisk
energi. Mine forsøg på at komme noget op mislykkes som regel,
fordi jeg hurtigt bliver så træt, at jeg kun kan ligge. Flere
nætter får jeg mareridt. De mest gennemgribende angstanfald,
jeg nogensinde har oplevet, skaber en ekstrem kropslig reaktion. De fremkalder
en afskyelig smag i munden og en mærkværdig følelse
af fysisk og mental ubehag, som kan vare i flere dage efter mareridtet.
Det tærer ekstra på kraftreserverne. Pinsel ved at ligge og
onde drømme, medfører at jeg kommer til frygte for
nætterne.
En pind på elefantfødder.
I dag tror jeg, det er blevet lidt bedre. Umådeligt svag, men
knapt så mange gange på toilettet. Jeg lyver, når de
som det vigtigste i hele verden spørger: ”How many stools today”.
Det er som om, at hvis jeg foregiver at være i bedring, er der en
større chance for at få noget bedre mad, noget som jeg selv
tror er godt. Det gode siger de ellers altid, må vente til at maven
kan tåle det. Når jeg kommer op at gå ryster mine ben
som stylter, og det kræver en umenneskelig styrke at flytte dem.
Det er få kræfter, der er tilbage, men jeg kan dog være
oppe og gå rundt i mit eget tøj; fra sengen og hen til en
stol. Tabt 13 kg.! Jeg vejer mig med tøjet på, og vægten
balancerer ved 59 kg. Der er noget at indhente. Humøret svinger
hele tiden, men står nok mest på negativ. Det er vist nødvendigt
at se mere lyst på det hele, selv om det kan være svært.
Mine fødder ligner elefantfødder, på trods af at jeg
næsten kun spiser kylling eller fisk. - “No, it is not a dangerous”,
forklarer oversygeplejersken med bred røv og slesk stemme. - “Det
er vandødemer, som skyldes proteinmangel,” siger hun, selv om jeg
ikke længere kan presse fødderne ned i sandalerne. Maden er
elendig, og behandlingen hjælper ikke; tålmodigheden er ved
at være brugt op. Kirsten er næsten ligeså utålmodig
som jeg, men alligevel tålmodig - med mig. Jeg føler en helt
overvældende taknemmelighed overfor hende, og priser at vi er sammen.
I vores fælles modgang holder vi hinanden oppe mentalt, så
godt det lader sig gøre. Vi er hinandens støtter, og det
er helt givet, at uden hende, ville jeg være hjemme nu. Længe
leve sammenholdet og en fantastisk pige.
Fornyede visa.
Jeg vil snart være rask, så vi kan komme til Nepal og hente
post. Vores visa er udløbet, men mon ikke jeg kan rette datoerne,
og spare os 120 rupees for nye visa. I Punjab rettede grænsevagterne
datoen i vores indiske visa med et barberblad og en kuglepen for 50 US
dollars, så hvorfor skulle jeg ikke kunne ordne den slags gratis.
Kirsten bliver sendt i byen efter viskelæder, og kommer kort efter
tilbage med et, der kan bruges. Jeg er trodsig og føler at alt er
uretfærdigt, og har dermed ikke de fjerneste skrupler over, at fixe
datoerne i passene. Visastemplerne bliver uden større besvær
forlænget med en måned. Let og elegant: viskelæder, kuglepen,
lidt kaffe og noget støv fra ovenpå skabet, så er vores
visa gyldige igen. HAHRR!
Den første spadseretur.
Jeg tager stativet med væsken i hånden, og går ned
og sætter mig i haven. Hver dag kommer jeg ud nu, og det er dejligt
at sidde hernede og se gartneren feje haveområdet for blade med sin
kost. Det gør han hver 
eftermiddag, tilsyneladende ligeglad at vinden altid blæser nye blade ind rundt
omkring ham. Han får sine 155 rupees (96 kr.) om måneden. Hospitalet
gør tydeligvis meget ud af at holde en pæn facade for det
er jo ikke mindst fremtoningen udefra, der er med til at skaffe kunder,
men at feje en græsplæne hver dag, synes virker alligevel lidt
skørt.
Om aftenen får jeg nu droppet ud, for at mine stakkels arme kan
få lidt hvile, men når Dr. Chawla nulrer huden på underarmene
for at mærke hudens fugtighed, lyder det stadig som pergamentpapir
på grund af tørhed, og årerne er knudrede som 55 årige
slagteriarbejderben. Der bliver i løbet af en dag dannet en betændt
prop, det sted hvor nålen har siddet, og årerne dør
simpelthen lidt efter lidt, så nye må tage sig af blodcirkulationen.
Jeg nyder endelig at kunne bevæge mig omkring uden stativet med væskerne,
for dermed kan Kirsten og jeg komme ud på den første lille
aftenspadseretur i umindelige tider. Jeg bliver støttet hele vejen,
og turen foregår med bittesmå, langsomme skridt. Vi når
ca. 150 m. hen, inden jeg er mør og må vende om, men min glæde
er enorm. Jeg er ved at blive rask, og kan atter bevæge mig omkring.
En der kan gå af sig selv er på en måde mere menneske;
mere komplet. Det bobler af fryd i mit indre. Juhuuu. Jeg er henrykt, så
jeg kunne hoppe op og slå hælene sammen - hvis jeg bare kunne.
Afrikanske knæ og en-orm arm.
På vægten igen - minus 17 kg. Idag viser vægten kun 55 kg., det er til at tude over. Jeg
skrumper stadig ind - til ingenting. 25 dages sygdom uden at være
blevet rask. Når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg ikke mere,
det ligner. Håret er ved at falde af, knæene ser ud til at
være vokset, og lårene er helt væk. Jeg kan nå
rundt om mine ormetynde overarme med én hånd. Kun fødderne
er store, og så den venstre underarm. Den er pumpet som en flagstang,
og jeg bliver frygtelig bange for dens tilstand. Ved stuegangen siger Dr
Chawla, at det ikke er noget; men at jeg skal spise meget, så jeg
kan få nogle kræfter. Jeg tror, at det drop er mere ondt end
godt og siger, at det skal være slut nu. Afføringen er ikke
vandet mere, men der er stadig stærke smerter øverst i maven,
og så længe det er tilfældet, kan vi næsten ikke
tage afsted. Jeg er vild efter at komme ud herfra, for jeg har dem mistænkt
for at trække behandlingen i langdrag, for at tjene så mange
penge som muligt. Det kan ikke passe, at en person i den grad skal gå
til grunde på grund af lidt vrøvl med maven. Vi går
på den danske ambassade, som ligger kun kort afstand fra hospitalet.
Her læser vi lidt aviser, og snakker med en anden fyr, som siger
at han engang blev kureret for amøber på nogle få dage
med en slags piller. Det er meget underligt. Hvorfor kan jeg ikke bare
få nogle piller, der kan sætte tingene på plads? Vi går
hjem og tænker nye muligheder igennem.
Dr. Kurana.
Dagen efter er jeg igen i stærk pine, og klager ved stuegangen.
- “Do not eat too much” brummer sikhen med sin sorte turban, og da
jeg nævner, at vi tænker på at tage afsted, ser han bekymret
ud, mens han langsomt forklarer, at det tager sin tid at blive rask. Bullshit!
Den ene dag skal jeg spise mere og den næste mindre. Pinefuldt ulogisk.
Efter middag går vi begge op til en privatpraktiserende læge,
som bor i nærheden. Jeg tror ikke længere på behandlingen
på hospitalet er rigtig, så der må prøves noget
andet. Idet det er søndag, er det tvivlsomt om det kan lade sig
gøre at komme til, men hver dag er dyrebar, så vi forsøger
alligevel og har heldet med os.
Dr. Kurana hører min historie, og ryster han på hovedet,
idet han siger, at det er for galt. Han lægger mig op på sin
briks, og undersøger maven grundigere end nogen anden tidligere
har gjort.
- “Du skulle være kureret i løbet af max. 5 dage”, siger
han alvorligt, imens han skriver en recept ud på noget medicin.
Dernæst forklarer han omhyggeligt, hvad kroppen behøver for
at komme sig helt, og hvordan medicinen skal virke. Han får 50 rupees
for konsultationen, hvorefter vi taknemmeligt forlader hans kæmpevilla.
Resten af eftermiddagen ræser Kirsten byen rundt for at købe
medikamenterne, for vi har kun et i hovedet: at komme i gang med den behandling
så hurtigt som muligt. Et nyt håb er opstået, og i hvert
fald jeg tror på, at behandlingen nu endelig er den rette. Medicinen
de giver mig på hospitalet, bliver skruppelløst smidt i toilettet,
for nu skal der nye boller på en temmelig udpint suppe. Kuranas kur
skal virke, uden indflydelse af noget andet.
Penge og ubegrundet overmod.
Det er den 18. dag på hospitalet og 27. sygedag ialt. Jeg kan
mærke at pillekuren hjælper. Kun på toilet 3 - 4 gange
i går, hvilket jeg sagtens kan leve med også udenfor hospitalet,
og hvad vigtigere er: smerterne øverst i maven er vigende. Vi aftaler
at tage afsted. Ud, jo før jo bedre!
- “Vi rejser i morgen” siger jeg beslutsomt ved stuegangen, og
sikhen lurer lidt på den melding inden han tilsyneladende bifalder.
- “Jaa, men du er også ved at være rask nu”. Han nikker,
men der synes at være en antydning af mismod i hans udtryk. Det hele
lugter mere af pengebegær end af behandlingsiver fra hospitalets
side, hvilket er uhyre bittert at måtte sande. Vi går tur igennem
den stille Golf Link, hvor hospitalet ligger iblandt kæmpevillaer
og udenlandske repræsentantskaber, og snakker om hvor mange ærgrelser,
vi snart har haft. I morgen er det slut; vi skal afsted mod nye spændende
rejsemål, og det er en fest, der må fejres.
Vi tager en trehjuler ind til byen, for at spise en sidste gang på
hotel Marina. Jeg er tynd som en strikkepind, men ubeskriveligt lykkelig
for at have klaret den, og fuld af forventning til fremtiden. I en knallertrickshaw
på hjemvejen snakker vi løssluppet med chaufføren.
Han er en anden gigantisk stor sikh, som har et godt humør, og en
mave der ser ud til hensynsløst at kunne flå 5 knapper ud
af skjorten ved et uforvarent host. Sikherne findes i hele Indien,
men lever hovedsagelig i staten Punjab i det nordvestlige hjørne.
I hele landet er der omkring 15 millioner medlemmer af den militante blandingsreligion
mellem hinduisme og islam. Kvinderne bærer navnet “Kaur” og mændene
“Singh” (løve), samtidig med at de altid må bære en
kam i håret, en stålring om højre håndled, et
par shorts og en daggert. Derudover må de ikke klippe hår eller
skæg, og bærer derfor næsten altid turban. Sikherne er
uden sammenligning de førende forretningsfolk i landet, og såvel
økonomisk som uddannelsesmæssigt ligger de længder foran
det gennemsnitlige indiske niveau. Da vi nærmer os hospitalet, får
vores chauffør netop forretningsminen på, og spørger,
om vi vil veksle dollars til en god kurs på 1500 rupees. Jeg siger
OK, selv om jeg een gang er blevet snydt ved at medlidenhedsveksle
nogle penge for en halvsyg græker i Athen, så sikhen henter
sine penge, og jeg henter en 100 dollarseddel inde på værelset.
Udenfor tæller vi pengene frem og tilbage, men han er utilbøjelig
til at ville give mig sedlerne uden at få lov at putte dem ned i
en plasticpose først. Et par gange pakker jeg posen op igen, og
begge gange ser manden meget streg ug og siger “NO,NO”. Til sidst
tager
jeg posen med det tykke bundt rupeespenge og giver ham dollarsedlen. Han
fiser direkte hen til sit totaktede køretøj, og drøner
af, uden at se sig tilbage. Jeg river plasticposen i stykker for lige at
kontrollere, at jeg ikke er blevet snydt, og ser til min rædsel at
der kun er en 500 rupee og indeni bare avislapper. Nej!!! Satans sikh;
han snød mig alligevel. Hvor dumt at jeg ikke kunne forhindre det.
Han har haft en anden plasticpose med avispengene, som han alligevel til
sidst har haft held til at bytte den rigtige ud med. Det var dog elendigt!
Med modbydeligt tunge skridt slæber jeg mig skamfuld op ad trappen
til Kirsten for at fortælle om den tåbelige episode. Jeg føler
mig som en radmager, skidesyg, udbenet og mindre begavet idiot.
Omsider på farten igen.
Næste morgen sidder ydmygelsen stadig i frisk erindring, men
alligevel er det ligesom om tilværelsen har et lidt andet perspektiv,
da vi står udenfor hospitalet med pakkede rygsække og venter
på en taxi. Tiden er kommet, hvor vi igen skal ud at rejse. Et mareridt
er forbi, og selv om mit helbred stadig forekommer noget upålideligt,
er jeg overbevist om, at det fra nu af nok skal gå fremad. 55 kg. kan da forholdsvist opleve mere end de tidligere 72 kg. - sådan må det være.
På banegården er der et fantastisk mylder af folk, så
det er iblandt tusindvis af mennesker, vi skal lede efter vores tog til Agra - Taj
expressen - mod Taj Mahal. Men på kun ½ time har vi allerede fået billetter
og fundet den rigtige perron. Vi kan endelig stige ind i toget og slappe
af. Hvor er det længe siden, vi skulle nogen steder hen sidst; det
her er som at starte på en helt ny spændende rejse. Vognen
er halvt fyldt op allerede, men vi finder to sæder overfor hinanden,
hvor vi kan sidde. I forvejen sidder der en dame i sari og en mand med
en avis. Vi sætter de små vandrerygsække på det
ene sæde, og Kirsten lægger sin store rygsæk op på
baggagehylden. Det samme forsøger jeg, men der er overhovedet
ingen kraft i spagettirørene. Armene krøller sammen som blød
lakrids. Da Kirsten kommer over for at hjælpe går det bedre,
og vips ligger mine 16 kg. ejendele oppe under loftet. Vi går hen
for at sætte os, og ser straks, at den ene dagturssæk er borte.
Det samme er manden med avisen.
-“Hvor er tasken?” skriger jeg til damen på sædet, -“Hvor
er manden der sad der?”, jeg peger på den tomme plads. Damen løfter
ganske langsomt øjnene fra sit blad, vifter med en hånd i
retning af gangen og mumler et fuldstændig ligegyldigt “outside”.
Jeg spurter forbi et par nye passagerer hen til døren, og kigger
ud på perronen. Synet, der møder mig, er den uhyrlige vrimmel
af mennesker, hvor de første 400 kunne være den mand der spankulerer
bort med Kirstens taske. Det er håbløst, han er allerede væk,
og dermed Kirstens dagbog, adressebog, dolk, penalhus og nogle andre småting.
Vi græmmes over uheldene, Indien viser sig fra sin dårligste
side, og har gjort det længe. Manden skulle garanteret ikke engang
med toget, men sad blot og ventede på en chance til at snuppe en
tilfældig taske. Fordømt! 
Retfærdighed findes ikke.
Toget starter, og vi ser byen glide langsomt forbi. Slum, fattigdom
og nød i uendeligheder toner frem i vinduesskærmen, som vi
kører. I henved 1 time kører toget igennem områder
hvor skrald, blikhuse og elendighed blander et billede af umulig eksistens,
trods det at her bor millioner. Vi er langt nede, for hvor har retfærdigheden
været? Det har været bitre tider, vi har gennemlevet, og hvornår
vil det mon stoppe? Men samtidig ser vi, hvem der også er langt nede,
eller i hvert fald har grund til det. Der er sandelig andre, der også
på deres måde har det slemt. Jeg kan ikke lade være at
sammenligne den kummerlige tilværelse, vi bare ruller igennem, med
min egen. Jeg ville aldrig bytte. Mange derude har også amøber
og mavebetændelse uden at få behandling. De er dømt
til smerte og død. Verdens uretfærdighed rammer trods alt
ikke bare os. Der er dog nogen, der omend har det endnu værre, og
jeg kan alligevel, godt forstå, de kan blive fristet til at rapse
en lille taske fra os rige. Vi må føle os ovenpå, for
det er jo, hvad vi er.
Vi kommer endelig ud af byen og ud på landet, hvor vi atter opdager
livets gang. Folk arbejder i marken og ved deres huse. Der er mange smukke
landskaber. Træer, bakker, bøfler
og gribbe findes stadig, selv om vi ingen har set længe. Min månedslange
sygdom har skærpet øjets appetit. Det kan stadig nyde; en
verden på godt og ondt. Mod og forhåbning begynder tøvende
at vende tilbage, og vi går en dejlig tid i møde. Vi skal
blot i gang med at glemme de bitre stunder.
----------------------
Der gik endnu en måned og endnu en hospitalsrunde i Nepal
inden sygdommen var helt overvundet, hvorefter jeg kunne begynde at tage
på i vægt. Maven var ødelagt af antibiotika, anden medicin
og amøber, men bare det at være i stand til at rejse og at
kontrollere nedturene var en belønning i sig selv. Vi fik alligevel
udbytte af udholdenheden til sidst. Og ingen havde fortjent det mere end
.....Kirsten.
Skrevet med noget bitre minder af Karsten Østergaard, Silkeborg.
|
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
|
|
|
|
|