 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
hilser rundt til højre og venstre, signalerer at han kender Gud
og hver mand i gaden. Jeg har lidt svært ved at følge med,
og glider rundt på de toppede og skæve brosten i mine noget
tyndslidte sandaler. Knægten, der hiver mig igennem en af Lahores
snævre gader i den indre by, er formentlig en 17 - 18 år gammel,
og han hilser garanteret også på en hel del folk, han ikke
kender. Ingen kender så mange mennesker og jeg kan se, at selv om
stort set alle høfligt hilser tilbage, så ser de også
lidt forbløffede ud somme tider. Men selv om det nok virker lidt
skørt, og jeg ikke aner, hvor vi er på vej hen, ja, så
tør jeg ikke stritte ret meget imod. Jeg vil så nødig
skuffe ham, for hvornår har jeg dog sidst har set en sådan
lykke? Den pakistanske yndling lyser af glæde ved at vise alle andre,
at han er sammen med en hvid mand, en Mister, og over at have fået
ham til at følge med. Det er nu alligevel lidt skægt, så
jeg må acceptere mest af alt at ligne en stud, der bliver trukket
igennem gaden af sin ejer.
Postyr i et baggårdshus.
Først kommer vi igennem en smal passage og derefter ud i en
slags baghave. Dér ligger så et lille hus, hvor drengen skynder
sig at hive mig ind gennem døren. Rummet i huset er mørkt,
for der hænger et tykt gardin foran det eneste vindue, der er, så
der kun kommer lys gennem yderdøren. Stuen må være omkring
5 gange 3 meter, og der er bare een dør mere med forhæng foran
modsat yderdøren. Henne op ad den ene væg ligger en mand med
en gigantisk vom og et kuglerundt hovede. Det er faren. Han løfter
hovedet lidt, idet vi braser ind, og der dukker øjeblikkeligt en
håndfuld mindre børn op. Khan udbreder sig gestikulerende
og dirigerer med alle, mens faren, der er en lille, skaldet og noget træt
mand, skynder sig op, og vi bliver præsenteret. Så kommer der
også fut i ham, og en trebenet taburet bliver rakt over til mig.
Den hastigt voksende hob af unger har forsamlet sig i døren, hvor
een, efter hurtigt og alvorligt at være blevet instrueret i et eller
andet, så piler afsted. Jeg sætter mig på skamlen op
ad væggen. Kirsten står ved siden af, og de andre bare står
rundt omkring, mens Khan fortæller familien, hvad vi er for nogen.
Vi mødtes på gaden udenfor en lille købmandsbutik,
hvor vi stod og snakkede. Han kom nysgerrigt hen for at lytte i første
omgang, og siden begyndte han at praktisere sine engelske fraser fra skolen.
Vores forsøg på at vise velvilje og være tålmodige,
hver gang en ny kommer op for at snakke, opmuntrede ham til at gribe fat
i min hånd og invitere os hjem. Vi møder nemlig mange hver
eneste dag, der gerne vil snakke og være sammen med os, og føler
en form for forpligtelse til altid at være på toppen og tage
godt imod. Folk kan jo ikke gøre for, at der måske allerede
har været 20 før dem, som også gerne ville vide, hvad
vi er for nogen fisterløgsovse.
Pludselig stikker moren sit hovede frem fra døren med forhæng.
Hun kommer smilende ud og siger ydmygt goddag, men står og tripper
lidt usikkert inden hun hastigt forsvinder bag forhænget igen; genert
og utilpas ved situationen. Hun har garanteret længe stået
og lyttet til postyret, inden hun tog sig sammen til at komme frem, og
der må være et lille køkken derude, hvori hun befinder
sig bedst. Khan spørger, hvad vi gerne vil have at drikke. Chai
eller cola? Kirsten vil gerne have cola, hvilket jeg også vælger,
hvorpå en ny af ungerne straks bliver instrueret udenfor huset, og
vi kan høre han spæne afsted efter ordren. Den nationale chai
er, med noget ofte halvsurt bøffelmælk i, som regel svær
at nedsvælge, men alligevel som traktement svær at afslå.
Chai og cola repræsenterer trods alt en betydelig værdi, og
må betragtes som en flot invitation i disse omstændigheder.
En invitation som nødig skal tolkes, som ikke værende god
nok, hvis vi kommer til at afslå.
Stjernestatus på godt og ondt.
Det uudgrundelige er at blive behandlet som royale, selv om vi bare
er børn af en anden verden. Vi er rejsende i et land hvor hvid giver
stjernestatus, og hvor folk samtidig er fantastisk søgende efter
vestlig anerkendelse i enhver form. En anerkendelse man viser ved blot
at besøge landet. Den vestlige verden, dens repræsentanter
og dens rigdom, står i dette land som et ideal, et billede på
frihed og en bedre tilværelse. Frihed og rigdom har højstatus,
og det er let at se hvorfor. Alligevel hersker en kulturbunden åbenhjertig
indstilling over grådighed, hvilket virker underligt bagvendt, og
afslører et fundamentalt modsætningsforhold. Det pinlige består
sikkert i, at nogle af disse kvaliteter er nedtonede i vores frie verden;
hvilket gør det stærkt og forrygende skønt at opleve,
de eksisterer her. Vi er vant til hjemmefra, at folk i det store hele passer
sig selv for ikke at risikere noget, eller for ikke at miste noget, de
allerede har erhvervet. Her ejer folk faktisk ingenting, og har alligevel
overskud til at give, til at smile og være glade. Jeg føler
mig privilegeret og glad på en måde, mens Kirsten er mere forbeholden.
Vi kommer nemlig ud for denne slags oplevelser hele tiden. Overalt henvender
folk sig til os på gaden med invitationer eller måske blot
“hello Sir” og “good morning Madam”. Jeg kan li´ det fordi jeg fornemmer
en overvældende positiv nysgerrighed bag henvendelserne, og vi ender
næsten altid med at sidde med traktement i hænderne og tage
imod. Kirsten opfatter det, som at hun aldrig får fred til at være
sig selv, og at folk generelt er noget pågående. Det gør
jeg vel egentlig også, men den ofte lidt ubehagelige og skræmmende
opmærksomhed, vi vækker i gadebilledet, bliver automatisk til
en følelse af tryghed og velvære, når vi giver os tid
til at blive budt. Det er en anden verden. Vi må sætte tempoet
ned, og nå det vi kan nå, for ofte skyldes irritationerne,
at vi aldrig selv får lov at bestemme dagens indhold, endsige hvem
vi vil være sammen med. For at lære hvad der ligger bag den
pakistanske facade, må vi acceptere dette lands betingelser. I folkets
karaktertræk er spillereglerne defineret. Nysgerrighed, stolthed,
generthed, respektfuldhed, samtaleiver, gæstfrihed og broderskab
fornemmer jeg som den positive cocktail, hvor den negative kan være
manglende situationsfornemmelse, påtrængethed og en nærmest
guddommelig respekt for det hvide skind. Men hvem siger; det bare skal
være nemt at være turist?
Udenlandske venner.
“Your adress”, griner Khan, imens han stikker en kuglepen og en lap
papir hen, som jeg skal tage. Det er umuligt at begynde at forklare ham,
at vi alså ingen adresse har, mens vi rejser, og først får
en igen når vi kommer hjem. For ham er det umådeligt vigtigt,
at få vores adresse som symbol på at han kender os, og at han
er vores ven. Der er afgjort betydelig prestige i at have venner i de rige
lande, og i erkendelse af at han aldrig får brug for adressen til
andet end at gemme og vise frem til andre, får han navn og en gammel
adresse. DENMARK kommer der til at stå nederst med store fede typer,
for jeg ved, at det betyder meget. Jeg tror såmænd ikke at
han eller nogen af de andre i familien ved hvor Danmark er, men de har
fået at vide det ligger i Europa, og for Khan er det tilstrækkeligt.
Det er samtidig en passende anledning til at bryde denne lidt ubekvemme
sammenkomst, så vi rejser os fra skamlerne, og begynder at sige farvel
og tak. Faren, der kun er i et par meget tyndslidte shalwar-bukser, ser
nu ligeså glad ud som Khan, og hans kostestive overskæg sidder
næsten helt oppe ved ørerne. Moren kommer igen frem bag forhænget,
og vifter et par tjavser væk fra panden, imens hun smilende rækker
hånden frem til farvel. Hun er i en komplet shalwar-kamees plus et
kulørt tørklæde. De af ungerne, der tør, siger
også farvel, og resten hopper rundt og gemmer sig bag hinanden. Situationen
er underlig, for afskeden foregår så inderligt og hjerteligt,
som havde vi kendt hinanden i årevis og ikke bare knapt en time.
Men taknemmelighed og respekt fra begge sider, omend med vidt forskelligt
udgangspunkt, har opslugt scenens aktører. Vi bakker ud og vinker,
til vi ikke kan se dem mere.
En nation født i vold.
Pakistan er et land med mange kontraster og meget uro. Styret er temmelig
ustabilt, og hvor lederne konstant bliver beskyldt for korruption, bliver
oppositionens frontfigurer til gengæld jævnligt deterneret
i stuearrest eller bare fængslet. Folk er vant til myrderier og regelmæssige
optøjer, og der er såvel politisk som religiøs splittelse.
Alligevel mærker vi kun sjældent angst og bitterhed iblandt
folk, om end den nok eksisterer i det skjulte. Uro har været en del
af landets historie, og nationen er født i vold og krig. Heldigvis
kan almindelige folk acceptere deres skæbne samt alligevel finde
plads til glæde. Det er dejligt livsbekræftende.
Lahore - en østens Perle.
Vi har boet sydpå i det tørre Karachi-område en
uges tid ved en rig familie med to biler, stort hus og tjenestefolk. Men
det er på en måde extra spændende at færdes her
iblandt jævne folk, og følge gennemsnitsfolkets brogede tilværelse
og forunderlige dagligdag. Lahore er måske den mest farverige af
alle verdens byer. Bankende af puls i gader og stræder, er den hyldet
i et virvar af liv som forundrer og forbløffer den besøgende.
Byen er gennemkrydset af smalle, krogede brostensgader med melbikse og
silkebutikker, værksteder og baggårdsslum. Den er kronet af
smukke bygningsværker som den storslåede Badshahi moske, der
er ét af stormogulen Shah Jahan´s (1628 - 1668) ypperlige
bygningsværker. Verdens Konge, blev den fænomonale bygherre
kaldt i sin regeringstid, og han stod bl. a. også for opførslen
af det verdenskendte marmor-mausolæum Taj Mahal i Agra i Indien,
et andet vidnesbyrd om ufattelig rigdom og enorm magt. Fra Badshahi og
alle de dusinvis af andre moskeer spredt rundt om i byen, lyder mu´addhinnernes
mere eller mindre melodiøse bønneremser 5 gange dagligt.
Der er flokke af herreløse gadehunde, som næsten altid ser
forarmede ud med rifter, sår og fremstående ribben, og så
er der de løse køer og okser, der går og æder
skrald. Der er tiggere med deres oftest sammenkrøllede udseende,
som roder med en tøjbylt, eller med deres langsomme bevægelser
forsøger at appellere til de forbipasserendes hjerte og pengepung.
Gaderne er fulde af trehjulede knallertrickshaws, slidsomme cykeltaxaer
og store tunge personbiler med form som biler i 40´ erne. Større
transporter foregår i individuelt overordentlig smukt udsmykkede
lastbiler, mens mindre opgaver udføres af trækæsler,
langsomme oksekærrer med kæmpestore træhjul eller hestevogne
med gummihjul, hvor hestene med store betændte slidsår næsten
altid ligner levende lig.
Så
er der ellers budcykler og almindelige cykler og folk med alle mulige slags
løbevogne blandet med løst fjerkræ og madsøgende
gribbe. Der er businessklædte mennesker blandet med folk i det todelte
pakistanske nationaldress - shalwar-kamees. Shalwar-bukser på ca.
1,5 m. bredde med snor til at snøre om livet, samt en knælang
løs kamees-tunika med lange ærmer. Dette sæt, i som
regel lyse farver, bæres af langt den overvejende del af befolkningen,
hvilket er flot, seværdigt og praktisk. Og så er der overalt
små klaner af svedende personer der holder siesta, noget der vidner
om et trods alt afslappet forhold til armbåndsuret. Joh, det er fremmedartethed
i sin bredeste form, og man skal lede længe efter en by med en tilsvarende
palet af variation.
Et bekendtskab med en tøjsælger.
En dag sætter vi os ved indgangen til et flot hus i et beboelseskvarter,
og venter på at en eller anden skal komme til os. Vi er nysgerrige
over, hvad det er for et hus, for det skiller sig ud ved at være
udsmykket, og med en bemærkelsesværdig velholdt have. Efter
få minutter kommer en blå bil drønende gennem gitterporten.
Den tager en runde i gården foran huset så gruset sprøjter,
hvorpå den holder foran os, og en fyr ruller vinduet ned.
“What do you want?” kommer det tørt men smilende.
“øh, vi ville såmænd bare, øh, vide hvad
det her er for noget”
“Her bor jeg, kom med ind”, og så sprøjter gruset igen
før han sætter bilen henne foran indgangen. Det er Agha Ali
Kizilbash, og han er hjemme til frokost i sin middagspause. Vi kommer ind
i huset, som synes bælgmørkt, når man kommer udefra
det skarpe sollys. Der er store tunge møbler, tæpper og glasskabe
i stuen, og vi bliver placeret i et par dybe lænestole, mens Ali
får en tjenestepige til at fixe nogle drinks. Alt imens øjnene
vænner sig til mørket, fortæller vi lidt om os, og han
fortæller lidt om sig selv på et ganske udmærket engelsk.
Ali er 30 år og tøjhandler. Han har et rundt, venligt ansigt
med helt sort hår og overskæg. Han går ind i rummet ved
siden af, øjensynligt et soveværelse, og står pludselig
i halvlange underbukser i døren og siger at vi skal komme ned i
hans butik, som ligger i et eller andet marked. Den kunne vi såmænd
godt tænke os at se, så vi får et visitkort at gå
efter, og aftaler at mødes. Efter derpå at have slugt det
sidste i glassene, skynder vi os atter ud gennem den store udskårne
trædør, for ikke at forsinke hans frokost yderligere.
Dagen efter, da vi kommer ned i butikken, bliver vi en smule forbavsede,
for butikken er ganske lille med en glasdisk og et par høflige ekspedienter.
Det smalle rum er fyldt med tøj og stof, i en temmelig rodet blanding.
Ali er der ikke, men ekspedienterne forsikrer, at han kommer lige straks,
så de finder to stole, vi kan sidde på og vente. Bagerst i
butikken er der et lillebitte prøverum, og ved siden af, en glasdør
ind til et minikontor med et skrivebord og en stol. Vi havde vist forventet
noget større. Ali kommer pludselig halsende og ser glad ud. Fluks
sender han en af ekspedienterne efter colaer, og jeg bliver noget forbløffet
sat til at prøve en shalwar-kamees. Vi er jo bare gæster,
der er kommet for at se hans butik, og havde ikke tænk os hverken
at skulle have nyt tøj eller andet. Men se nu at komme i sving-tonen
neutraliserer alle indvendinger. Det står klart, at der er en vis
kvalitetsforskel mellem det sæt, jeg tidligere har købt hos
noget lummer gadehandler, og så det jeg nu får på. Jeg
vælger et lyseblåt i rigelig stor, og sættet bliver så
andægtigt pakket sammen, og jeg får det under armen i en pose.
Alting sker så selvfølgeligt, at det er svært at afslå,
men det er dog en unik gæstfrihed, der er lidt vanskelig at forholde
sig til. Da colaerne kommer sætter vi os ind på kontoret for
at snakke lidt. Ali er god til engelsk i forhold til de fleste, men dog
ikke bedre end at samtalen er langsom og simpel. Uden at pumpe ham for
detaljer, er vi forundrede over, at han med den lille biks kan bo i sådan
et stort hus, men det er øjensynligt moren, der ejer huset, og som
har noget af en formue. Kort efter bliver også Kirsten sendt ud for
at prøve et sæt tøj, en ny gestus, der skal få
os til at ligne rigtige pakistanere. Ali spørger, om han skal komme
og hente os på hotellet, så vi kan spise sammen om aftenen,
og uden videre dikkedarer bliver det vores aftale. Kort tid efter forlader
vi butikken, ærbødigt takkende for tøjet, og endnu
engang forundrede over tilliden til totalt fremmede, samt hvor hurtigt
tingene udvikler sig.
Venskabsbånd.
Ali henter os i sin bil sammen med Rani, en kusine, og vi kører
først lidt rundt på sightseeing, for at samle noget appetit.
Rani er en elegant og smuk kvinde i tyverne, der underligt nok bor alene
ligesom Ali. Det er ikke så tit at kvinder bor alene i muslimske
samfund, men hun har et arbejde, og kan klare sig selv. Hun taler engelsk
på niveau med Ali, og har en forunderlig løssluppet form for
humor. Vi ender efter en god time på et af deres yndlings-spisesteder,
umiddelbart et overraskende valg, for vi sidder udenfor på nogle
træbænke i næsten mørke, men vi har meget at lære
om madkultur og hygge her. Kirsten og jeg vælger blot, hvad parret
foreslår, for det er spændende at se, hvad der bliver bestilt
til os, og ud fra en uforståelig urdu-menu har vi ingen særlige
præferencer.
“Hvad laver I i Danmark?”, spørger Rani og afslører kort
efter at hun gerne ville besøge vores lille land, og at hende og
Ali planlægger en rejse til Europa sammen. Vi hygger os dermed en
stund, med at tale om rejser og rejseplaner i efterhånden bælgragende
mørke, og har atter brudt gadeanonymitetens anstrengende barriere.
Vi er nu der, hvor chancerne for indsigt og nærhed er allerstørst,
og hvor følelsen af velbehag bliver bevidsthedsudvidende - det ultimative
mål for en rejse. Glæden ved at være i det fremmede vokser
som dej til hævning, og gæren er at befinde sig på venskabeligt
plan med lokale mennesker og finde ud af at drømme og mål
er de samme. Maden er noget hakket kød med krydderier og en tomat/løgsalat,
der kaldes “gol capa”, som selv uden synssansen smager himmelsk - og Ali
betaler.
En pan med effekt.
Siden kører vi rundt i gaderne igen, og med et spørger
Ali om vi vil have en “pan” - noget betelnød i et grønt blad
med en masse smag. Nå ja, det kan vi da så godt, og Kirsten
bestiller en sweet, mens jeg satser på en strong. Rani vil ingen
have.
Lidt efter vender Ali tilbage fra en opklappet gadebiks med de to små
grønne pakker, og en tredje siddende som en byld i hans kind. Vi
propper også de små pakker ind i kinden, spændte på
hvad de smager af. Derpå kører vi igen og et øjeblik
efter kan jeg mærke noget. Man skal tygge lidt på pakken en
gang imellem, ligesom man tygger cocablade i Sydamerika, men i øvrigt
helst lade den sidde stille og roligt og lade juicen sive ud. Man skal
løbende spytte saften ud, og kun nyde smag og virkning. Efter ganske
få minutter er jeg fuldstændig slap og svimmel. Det går
åbenbart lynhurtigt, hvilket er både sjovt og betænkeligt,
for jeg har aldrig prøvet noget lignende. Den øjeblikkelige
virkning gør mig både usikker og lidt flov over at indrømme
at blive ramt så hårdt, og hvor længe vil det mon blive
ved at bygge op? Helt koncentreret om mig selv, sidder jeg bare fuldstændig
forstenet, og ser lysene i gaden passere. En gang imellem må jeg
stikke hovedet ud ad vinduet og splatte en kæmpe rød klat
ud på vejen for at undgå at blive kvalt Det er grusomt
så hurtigt spyttet dannes i min mund, men jeg tør ikke sluge
det, da jeg frygter at virkningen så bliver endnu stærkere.
Få minutter til og er jeg på randen af at kaste op. Det ville
være frygteligt, hvis det skulle ske i bilen, men jeg føler
at rusen er alt for meget for mig, og har ingen kontrol over noget tilbage.
Derfor hiver jeg bladklumpen ud, og håber på at virkningen
fortager sig. Ali fortæller om stederne, vi passerer, og det samme
gør Rani. Kirsten har også allerede spyttet sin pan ud, men
det er fordi hun ikke kan li´ systemet. Jeg hører ingenting
af, hvad de fortæller, og sidder bare koncentreret om ikke at kaste
op. Det er modbydeligt, og føles som om jeg har fået 5 genstrande
for meget og er kommet ned i en rundtosset seng. Aftenen er ødelagt
for mig, og jeg er glad, da vi igen holder udenfor hotellet og siger godnat.
Virkningen har fortaget sig lidt, men er stadig stærk nok til at
jeg snubler op ad trappen. Ali spurgte flere gange om vi kunne li´
vores pans, og jeg sagde “ja, ja” med så meget overbevisning, jeg
kunne. Man vil vel gerne vise, at de fremmedes skikke ikke virker helt
tåbelige på én selv. I øvrigt kunne jeg vel godt
li´ smagen selv om virkningen var lammende. Da bilen med de to fremragende
pakistanske værter drejer om og forsvinder, fortæller jeg snøvlende
Kirsten om mit traume, og vi bliver enige om, at det må have været
en særlig strong, de har brygget sammen til mig. Måske med
kokain eller noget andet stærkt, for ingen betelnødder nok
så kraftige kan alene virke med sådant et hammerslag. Alt for
gæsterne! Jeg vakler op på værelset og får hurtigt
sagt godnat.
Til Islamabad
Et par dage senere, efter at vi har luftet planen for Ali om, at vi
vil en tur til Islamabad i nord, bliver vi hentet af ham og Rani, og sammen
sætter vi kursen mod hovedstaden. Da de spurgte, om de ikke skulle
køre os, var det som om vi trak lidt på det. Der er ca. 275
km. mellem Lahore og Islamabad, og det er ligesom ikke så ofte, man
får tilbudt den slags køreture. Men Ali insisterede for så
ville de samtidig søge dansk visum, og vi bumper således alle
4 ud ad den fantastisk hullede vej. Godt nok er ruten asfalteret men så
meget desto værre, for derved er hullerne bare mere skarpe og endnu
dybere. Den venstre dør lyder hele vejen som om den er ved at falde
ud, og bilens fjedre går konstant i bund, selv om vi zig-zag´er
rundt imellem kraterne på vejen. Der kan gå et eller andet
i stykker hvert øjeblik, tænker jeg, men Ali lyder fuldstændig
ubekymret, og vi kommer da også til Rawalpindi uden sammenbrud. Pakistan
er helt forståeligt uden medlemskab af det internationale samarbejde
vedrørende færdsel. Dertil er trafikbilledet simpelt hen for
uorganiseret og anarkistisk. Omvendt skal det samtidig retfærdiggøres
at folk tilsyneladende er fortrinlige trafikanter, der forstår at
begå sig i tilsyneladende kaos ved forudseenhed og gemytlig optræden.
To cyklister, der med fuld knald stødte sammen i et af Lahores kaotiske
kryds, rejste sig forslåede, børstede hinanden af og sagde
undskyld inden de hver især haltede afsted med cyklerne i modsatte
retninger. Aldeles uimodståeligt!
Rawalpindi er tvillingby med Islamabad, der ved løsrivelsen
fra østpakistan i 1960 blev grundlagt som en helt nyopført
hovedstad, og forskellen på de to byer svarer til forskellen mellem
oasen og ørkenen på trods af en nærmest sammenvokset
tilstand. Hvor Pindi, som den almindeligvis betegnes, er gammel, fuld af
hverdagsmylder og orientalsk stemning, er den nykonstruerede Islamabad
mondæn, øde og temmelig kønsløs at bevæge
sig rundt i. I hvert fald set med vores turistøjne.
Ude på Shakar Parian, sukkerhøjen, hvor vi går rundt
imellem botaniske mindesmærker i form af plantede træer fra
besøgende statsledere, går det pludselig op for mig, at Ali
for første gang selv har en shalwar kamees på. Han ser flot
ud i den funklende hvide dragt og det samme gør Rani, som altid
er elegant påklædt. Folk går op i at se ordentlige ud
trods de noget svære forhold, og specielt kvinderne har ofte imponeret
os med deres smukke klæder og betagende hår. Og det gælder
i vid udstrækning for folk uanset deres status. Rani og Ali er ikke
kun smukke, de er løsslupne som forårskvier på en græsmark.
Kåde som et nyforelsket par løber de rundt imellem træerne,
og kaster bær efter hinanden og os.
-“Det er skønt at være udenfor familiens kritiske øjnes
rækkevidde” betror Rani os stilfærdigt på en bænk,
og vi får et lille indblik i hvorledes det muslimske samfund kan
hæmme den individuelle udfoldelse. For os er det vidunderligt at
møde en så stor tillid og så udtalt accept, at man efter
få dages samvær kan snakke sammen om alt, og tilmed have en
fælles forståelse af det meste. For dem er samværet med
os med til, at generere ideer om frihed og individuel livsførelse.
Deres rejse til Europa og evt. Danmark planlægges på
trods af familiens misbilligelse, og det ville være herligt for os,
når vi kommer hjem, at få en chance for at gøre lidt
gengæld og vise dem rundt i det danske, som tak for sidst. Derfor
skal vi over på den danske ambassade og søge visa. Vi får
en drink sammen inden vi kører, og upåagtet vores forskellige
baggrund, kan vi pjatte og hygge os på en måde, som om vi har
kendt hinanden i årevis.
På den danske ambassade.
Beliggende i et udtalt ambassadekvarter med indhegnede gigantiske pragtvillaer,
finder vi det danske repræsentantskab. Vi kommer ind i et rum bagerst
i huset med et par bænke og nogle pulte til papirskriveri. Det hele
ser knapt så prangende ud ved nærmere eftersyn, men der er
en luge af den slags, man taler igennem med en usikker fornemmelse af,
om damen bagved kan høre en. En lille pakistansk mand siger, at
de skal vente på at damen i hullet kalder dem hen. Der er nogle andre
i rummet, der står og roder med en stor stak papirer. Damen bag glasset
er tydeligvis dansk, og da hun banker, går vi alle hen til lugen,
hvor Ali og Rani på engelsk siger, de gerne vil søge turistvisum
til Danmark. Damen siger hurtigt noget, de hverken kan høre eller
forstå og går ligegyldigt sin vej. igen. Det var da pokkers,
tænker jeg, men de andre med papirerne, siger at formularerne til
visumansøgning er i en kasse, der hænger på væggen.
Så bliver papirerne nøje udfyldt og stukket ind til damen
i hullet, der siger at hvis de vil søge visa, så skal der
afleveres to eksemplarer af hver formular. Så må de tilbage
og udfylde en lang gul seddel mere, med alle de informationer, der skal
gives om alt muligt. Det tager omkring et kvarter at udfylde sedlerne,
og da damen igen får de 4 gule formularer samt billederne, der skal
følge, siger hun, at de ikke kan få visum her, men at papirerne
skal sendes til Danmark. Damen har et ganske ligegyldigt udtryk, og er
yderst kortfattet. Hun virker ret irriteret over, hvor svært det
er at høre, hvad der bliver sagt, og er nærmest uforskammet
uengageret. Ali kommer lidt slukøret hen og siger, at de ikke kan
få visa. Det kan ikke passe skumler jeg, og går hen for at
ordne damen på dansk.
- “Hvorfor kan de ikke få visum?”, spørger jeg lidt pågående..
- “De kan ikke få visa” siger hun, - “for papirerne skal sendes
til Danmark”. Hun har bare en temmelig afvæbnende “nu har hun ved
gud problemer med de pakier igen” - attitude, og der ligger et dybt underforstået
øV i hver sætning, hun formulerer.
- “Hvorfor?”, jeg lægger øret helt ind mod lugen for at
kunne høre.
- “De skal kende nogen, der kan tage ansvaret for dem” sukker hun opgivende.
- “Jamen jeg er jo her nu og inviterer dem, og i øvrigt har
de penge til at sørge for sig selv. Det kan de bevise med deres
bankgarantier.” Damen taler nu til mig med langsomme ord, som til et barn,
der bedre skal kunne forstå: - “Papirerne skal sendes til Danmark,
og der vil man så kontakte dig, og få bekræftet at du
inviterer de to, og kan tage ansvaret.” Hun vender sig bort og begynder
uden videre at snakke med en ved et skrivebord ved siden af.
- “Jeg er jo her, og kan dermed ikke svare på nogen henvendelse
fra visumministeriet hjemme i Danmark” råber jeg rådvild og
irriteret igennem glashullet. Hun vender blot hovedet og trækker
på skuldrene, og får mig med sin attitude nærmest til
at sprutte af raseri. Hvorfor i hede hule helvede kan de pakistanere ikke
få lov at besøge Danmark, som vi kan besøge andre lande.
Hvor i alverden er logikken, når det skal være en menneskeret
at rejse, og så vil vi ikke lukke dem ind. Hvor mange i dette land
mon kender en dansker, der vil invitere dem endnu inden de har betrådt
dansk jord.? Tak for kaffe!
Jeg går forbitret tilbage til de andre, og siger nedtrykt, at
det ikke kan lade sig gøre. Kirsten og jeg skal rejse noget tid
endnu, og kan dermed ikke hjælpe de to hjemme far Danmark. Jeg er
flov; både over de tåbelige regler, men også over damen.
Tænk at hun er dansk, den første og eneste sure person vi
har mødt i dette land. Lige her i et af de mest venligtstemte lande,
sammen med mennesker der har taget sig af danske gæster som deres
egen familie. Her kommer det at være dansk til at virke æreskrænkende
og hensynsløst pinligt, og det er næsten utåleligt at
måtte sande vores nationale begrænsninger på den måde.
Skuffede forlader vi ambassaden.
Jeg ved ikke hvad vore værter tænker, men de lader ikke
situationen gå ud over os. Vi kører lidt rundt, og spiser
sammen, på Alis regning som altid, inden Kirsten og jeg bliver kørt
hjem til vores hotel i Pindi.
- “Tak for denne gang” smiler de tilsyneladende igen i godt humør,
- ”og kom endelig tilbage til os, når I kommer tilbage til Lahore
påny. Vores dør står altid åben for jer.” Det
er ganske vemodigt at se dem sætte kurs sydpå igen.
Fotomodel for søndagsturister.
Nogle dage senere tager vi fra Muree, et af pakistanernes yndlingsmål
for søndagsturen, efter at have nydt de kølige bjerge for
en kort bemærkning. Busturen er unikt pictoresk flotte, og samtidig
skræmmende. Det går umådeligt stejlt ned, og vejen der
går til kanten er ret smal, så busser og lastbiler skal nærmest
smyge sig forbi hinanden i hårnålesvingene, for at den yderste
ikke skal ryge i dybet. Jeg sidder og tænker på mit første
skue ud over Himmalaya bjergene i hvis udkant byen Muree ligger. Det var
fantastisk stemningsfuldt, at sidde oppe ved bjergstationen Ayubia og se
solnedgangen over bjergene.
Men aldrig er jeg blevet fotograferet så meget i mit liv som
den dag, og først da solen begyndte at stå lavt forsvandt
alle turisterne, hvorpå der sænkede sig en befriende fred over
det smukke område. Folk var vilde med at få sig stillet op
i det flotte søndagstøj sammen med en Mister, og så
få deres snapshot med et eller andet billigt klikkamera. De spurgte
som regel om lov inden, men enkelte stillede sig bare ligesom helt tilfældigt
tæt hen, mens en anden tog billedet. Kirsten var selvfølgelig
ligeledes et udsøgt mål, men med respekt for at gå for
tæt på min kone, holdt mange sig tilbage fra at spørge
om tilladelse, selv om hun nu alligevel blev foreviget ikke så få
gange endda. Jeg tror vi ser lidt anstrengte ud på de billeder, der
blev taget til sidst, for efter de første 30 opstillinger sammen
med fuldstændig ligegyldige søndagsturister, så er der
ikke den store energi til at vise begejstring på de sidste 50. Men
pakistanerne blev glade, og vi endte med at nyde stedet i fred og ro med
aftenhimlen i alle mulige nuancer af rød og orange. Herligt!
Blodigt kød og undtagelsestilstand.
På vej tilbage til Lahore, er vi lidt usikre på situationen,
for i mellemtiden er der blevet indført undtagelsestilstand og udgangsforbud
i dele af byen. Men vi håber på at komme ud til Ali, og at
udgangsforbudet netop ikke gælder det område af byen, hvor
han bor. Det er noget med nogle muslimske grupper der slås, så
gaderne eksploderer i vold, og lig bliver slæbt bort. Pakistan er
hovedsagelig et sunnimuslimsk land men der er en betydelig shiitisk minoritet,
og hovedgrupperne er igen fraktioneret i en mængde forskellige retninger.
Jeg tænker på shiiternes parade i gaderne i Muree. I den hellige
måned Moharram mindes man i 10 dage, at Muhammeds barnebarn blev
halshugget, og hans hoved senere udstillet på et fad. I den måned
laver shiiterne optog i gaderne, skærer sig med knive, slår
og pisker sig og synger klagesange. Umådeligt udtryksfuldt var det,
at se optoget i den lille by langsomt bevæge sig fremad med sanggruppen
forrest i en rundkreds, og så gruppen af nøgne bloddryppende
rygge der fulgte, imens de med vekslende intensitet hamrede hænderne
mod brystet i jamrende elegi. Mændenes brystkasser var mørbankede
og blårøde, og deres rygge var skåret eller pisket i
lange blodige spor. Optoget, som kun bestod af mænd, var på
mindre end 100 deltagere, men sangen og de rytmiske klask, kunne høres
i de stejle gader over det meste af byen. Sang og pinsel var cocktailens
ekspressive ingredienser, men mange af de øvrige folk i gaden rystede
på hovedet af dem, og kiggede ligeså åbenmundede som
vi. Der var tydeligvis en religiøs kløft, men ingen sammenstød
eller konflikter.
Afsked med beklagelse.
Ankommet til Lahore, får vi fat i en taxa, der uden problemer
kører os ud til Ali. Han bor ikke mere end ti minutter fra stationen,
og det er åbenbart stadig lovligt at bevæge sig ud i det område.
Heldigvis er han også hjemme, for klokken er 22 om aftenen. Vi bliver
taget godt imod, og bliver øjeblikkeligt tilbudt et værelse
og en drink. Ali fortæller om situationen og problemerne.
- “ Præsidenten og hans kumpaner køber nogle folk til,
at løbe rundt i gaderne og råbe skældsord efter nogle
muslimske grupper, og måske skyde en enkelt her og der. På
grund af en ophobet spænding i mellem grupperne, skal der kun lidt
til før disse bliver rasende og angriber de andre, som de tror står
bag. Og sådan starter mange af optøjerne”, beretter han i
et tilsyneladende helt nyt jakkesæt.
- “Og så kan præsidenten sætte militæret ind
og argumentere for at militær kontrol i landet er nødvendig,
så alt ikke ender i ren anarki eller borgerkrig. Sådan er det
hele tiden og så igen, men det har vi vænnet os til”, forsikrer
han, og så skal vi ellers ud og spise gensynsmiddag.
De næste par dage kører vi rundt på tidspunkter og
steder, hvor vi kan komme. I den del af byen, hvor Rani bor, kan folk kun
gå ud i et par timer midt på dagen, så vi henter hende
og kører rundt til noget mere familie. Pakistanerne har generelt
stor glæde ved at præsentere os for familie og venner, for
det er som om, det er en del af fornøjelsen, at dele oplevelserne
med dem man står nærmest. Det kan godt være lidt anstrengende,
at blive præsenteret for så mange folk, som man ofte bare udveksler
sporadisk høflige bemærkninger med, men hele systemet med
at ville dele oplevelserne, er egentlig stærkt. Og vi bevarer tålmodigheden.
Den sidste aften giver jeg Ali min fineste og relativt nye, grønne
sweat-shirt, som tak for shalwar-kamees, alle middagene, drinks´ene
og generøsiteten. Det er klart at en sweat-shirt ikke er den mest
ideelle gave at give en mand med en tøjbutik i et utroligt varmt
land, men det er det bedste, jeg har i rygsækken, og det bedste udtryk
for taknemmelighed, jeg kan finde på. I en spartansk pakket rygsæk
er der desværre sjældent noget, man kan undvære eller
som egentlig egner sig som gave, hvilket absolut kan virke pinagtigt. For
ligeså positivt for os rejsende dette samspil med lokale mennesker
forekommer, ligeså påbydende nødvendigt er vores egen
evne til at udtrykke taknemmelighed og til at gengælde spontan gæstfrihed.
At modtage og at give er to forhold der aldrig opvejer hinanden i disse
situationer, men der skal alligevel være en eller anden minimal afstemthed,
der kan forhindre samvittighedens totale kollaps. Mødet med det
pakistanske folk har absolut været et højdepunkt, der har
imponeret et begærligt rejsehjerte. Et folk med en ubarmhjertig nysgerrighed har
for os resulteret i en nærkontakt på det menneskelige plan,
der går langt ud over, hvad vi normalt støder på, og
jeg håber inderligt at Ali fornemmer den dybe følelse af taknemmelighed
der følger med sweat-shirten. Han takker i hvert fald ihærdigt.
Dagen efter sidder vi i toget på vej mod den indiske grænse,
og længes allerede tilbage.
|
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
|
|
|
|
|