 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Pigen er høj, mørk, slank og chokoladelækker. Hun
har tydeligvis prøvet det her før. Det kører, så
det er en fryd, og hendes bevægelser i hoften samt hele attituden
får automatisk mig til at oppe mig og spille med. Hun er i fest og
farver. Langt, kulsort hår med orange bånd kruser omkring de
elegante skuldre. Stramme tights med et flagrende kulørt skørt
udenpå, der ikke når hende meget længere end til lige
under navlen. Hun er virkelig en udfordring, og det eneste, der generer
mig, er en noget klodset fornemmelse og min kniv. Hun vender rundt og kører
med sit kugleleds-underliv, som man kunne forestille sig bløddyr
uden skelet ville gøre, og det gør de øvrige i gruppen
også. Jeg har observeret bevægelserne i over en uge nu, og
ved at sådan er de mennesker bare skabt. OUOOH, hendes dybsorte,
tændte øjne, og det inviterende smil får mig til at
gøre det ypperste, jeg formår. Med en taske i hånden,
og i tøj der overhovedet ikke har karnevalskarakter er jeg brutalt
blevet trukket fra tilskuerrollen og ind i et konkurrenceudstyret band,
så det ypperste rækker ikke langt. Vi skulle jo bare ind og
tage nogle billeder og snuse lidt stemning. Og så den fordømte
kniv. Følelsen af en umådelig akavethed i forhold til pigens
elegance er påtrængende. Mange andre står rundt om og
griner. Både mine venner og hendes meget farverige, livligt ballesvingende
soca-dansere. Pigen slår ud med armene og bøjer ned i knæene,
alt imens hun kører sit lystigt roterende underliv op og ned ad
mit. Hun er med sine 18 - 19 år billedlig smuk og virker uimodståelig
udfordrende. Hun deltager i den gruppe, der nu er ved at være passeret,
og jeg er i færd med at blive lidt febrilsk, totalt uerfaren
i at være involveret i sexlignende optrin på åben gade,
som jeg er. Og selv om lignende scener ganske vist foregår over det
hele, er jeg noget ubekvem ved situationen. Alligevel forsøger jeg
at presse mine hofter ud i positioner, hvor de aldrig tidligere har været,
og håber på at jeg ikke ser alt for flagstangs-agtig ud i forhold
til de ryggradsløse slangemennesker, der er i gruppen. Hun ser endda
ud til at blive opildnet af mine anstrengelser. Pigen og jeg står
helt tæt front imod front, og vrider vore hofteskåle af led,
da hun pludselig træder et halvt skridt tilbage, stikker hånden
ned og giver mig et hurtigt fast klem på mine ømmeste dele,
imens hun kigger lidt forundret og opgivende på mig. Så vender
hun sig blot og danser lystigt videre i hælene på gruppen.
Hvorfor det? Jo, selvfølgelig! Jeg græmmes, ærgrer mig
og føler mig umådeligt dum. Hun kunne ved nærkontakten
mærke min 10-funktioners sweitziske armykniv, som jeg havde hængt
indenfor bukserne i en snor, for at den ikke skulle blive stjålet
i mængden af folk. Hun har utvivlsomt kunnet føle kniven,
og troet det var mig. Pinligt og fandens irriterende, at jeg lige slæber
rundt på den kniv i dag. Grebet af den tætte atmosfære
er jeg ganske vist ophidset, men mine fysiske reaktioner er dog trods alt
til at tøjle, hvilket hun må have fået en anden opfattelse
af. øV! Jeg flytter kniven ned i min taske, uden at nogen af de
andre bemærker noget, og så går vi videre.
Folkefest
Vi,
en større blandet gruppe fra forskellige sejlbåde, er i Port
of Spain til karneval i Trinidad. En folkefest der får et karneval
hjemme i Danmark til at minde om et høstbal i en husmandsforening.
Der er en helt utrolig larm overalt, og oppe ved det store anlæg
med scene og tilskuerpladser, som kaldes Savannah, og hvor hele optoget
er på vej op for at passere, er menneskemylderet næsten infernalsk.
Alligevel er der en foryngende stemning af fest og “jump up”, som om landet
havde vundet en 30-års krig på en uge. Alle smiler, eller hvis
der er tilstrækkelig plads, griner over hele femøren, og alle
er med til at gøre det smukt og levende. Et par gange bliver jeg
mindet om hindufesten “Thaipusam” i Singapores gader, hvor kostumelignende,
40 kg. tunge stativer med stålstivere boret ind i deltagernes bare
hud, blev båret igennem byen som en bodshandling. Spyd blev stukket
igennem kinder, tunge og læber, ligesom nogen bar mælkefyldte
krukker ophængt med kroge i skindet. Umiddelbart en noget makaber
måde at feste på, men ikke desto mindre en jubelglad fest,
der ikke mindst blev præget af deltagernes opmuntrende og dansende
familie og venner. Men dette er omend endnu mere omfattende, og på
det nærmeste er hele samfundet berørt af begivenhederne.
Der kommer calypsoorkestre kørende i gaden på kæmpemæssige
rullende stilladser hele tiden. Der er masser af olietønde-grupper
spredt på byens hjørner og pladser, ligesom enhver butik med
den mindste respekt for sig selv, fyrer et par kæmpe højtalere
af ud mod gaden, for at lokke folk ind. Folk er tummelumske af feststemning,
og det der følger med. Fest er fest, og der bliver indtaget en enorm
mængde energistimulerende hyggedrik. En aften skulle to af vennerne
køres hjem fra en af de faste barer. En bekendt politimand påtog
sig den opgave, fordi han mente, det kunne være for risikabelt at
tage en taxi, med al den kriminalitet, der er overfor turisterne. Desværre
var han lidt for omtåget, så han faldt i søvn ved rattet
i sin ladbil. Da bilen begyndte at trække ubehageligt over i den
modgående kørebane, blev de nødt til at ruske den mere
end halvsnaldrede kasketkarl vågen i en fart, og efter en lille pause
i vejkanten, blev de vist nok enige om at alting var OK, så de kunne
forsigtigt trille det sidste stykke hjem. Hvordan den store neger klarede
sig tilbage, er der ingen der ved, men han er garanteret ikke blevet stoppet.
Et langt forspil.
Egentlig er det lidt svært at finde ud af, hvad der foregår
dag for dag, og hvorfor. Men i hovedtræk er alle konkurrencerne og
de kontinuerlige optog i gaderne forløbere til det officielle karneval,
som starter med j´uvee om natten 2 dage før askeonsdag. Askeonsdag
er indledning til fasten, samt 40 dage inden påske. Det vil sige
at det rigtige karneval kun varer 2 ½ dage, og at alle aktiviteterne
forinden kun er optakt. Alligevel er disse indledende begivenheder også
umådeligt vigtige for helheden. Samtlige aktiviteter har mening,
og der ligger et stort forudgående arbejde i forberedelserne. Konkurrencerne
får intens opmærksomhed. Foruden Kings and Queens, som er kostumekonkurrencer,
er der duel i pan - steelband musik - med bands på flere hundrede
olietøndebankere. Der er konkurrencer i calypsosang, en speciel
slags folkeunderholdning, hvor aktørerne syngende fabulerer og improviserer
over aktuelle og ofte politiske temaer. Og endelig er der konkurrencer
i, hvem der har lavet den bedste karnevalsmelodi. Alså hvilken af
de omkring dusin melodier, der bliver spillet overalt, som oftest spilles
af bandene i gaderne.
Vikinger til karneval.
Vi er via optoget nået op til semifinaler i “mas”, som er de
flotte og gigantiske kostumers konkurrence. Det er ikke detaljer, der mangler
i de mange meterhøje og ligeså brede dragter. Der er en edderkoppekvinde,
fodboldpokal, havets dronning, Bush/Hussein ryg mod ryg og et væld
af andre ubeskriveligt fantasifulde og smukke kreationer. Jeg går
hen og snakker lidt med én der er klædt ud som et vikingeskib.
Kostumet har været undervejs lige siden sidste karneval, og det har
detaljer
som en krage og et sværd med skjold på siden. De flinke folk
omkring kostumet fortæller ivrigt at konstruktøren har studeret
nordisk mytologi i 3 måneder, før selve arbejdet med konstruktionen
af skibet gik i gang. Bæreren, en lille skindklædt mand med
hornhjelm på hovedet og langhårede støvler, går
nervøst frem og tilbage for at høre om kostumet bliver kaldt
ind på scenen igen. Han bliver lukket ind i dragten, ved at gå
ind igennem en låge, og så ind under en bøjet metalramme,
som han bærer den forreste del af skibet med på skuldrene.
Den bagerste del er på hjul, men det er vigtigt i bedømmelsen
af kostumet, at det er fuldt mobilt i alle retninger. Fyrene griner og
er nervøse, men de er stolte over at fortælle om projektet,
der tilsyneladende betyder meget for dem. Jeg ønsker dem held og
lykke og går op imod scenen for at se kostumerne som er på
vej ind at blive præsenteret for dommere og publikum.
Scenen er en enorm åben platform med tilskuerpladser på
begge sider. Kostumerne kommer så ind i den ene ende, og efter nogle
danserunder går de ud i den anden ende. Jeg er mest begejstret for
den slags kostumer, som bæreren fuldt og helt kontrollerer selv ved
at bære hele systemet på skuldrene. Det er ofte nogle ret indviklede
konstruktioner, danserne kommer i, og systemerne på hjul er tit større
og tungere, men selve bevægelsesmønsteret bliver dermed også
lidt stift. Man får hurtigt nogle favoritter efter at have set kostumerne
få gange, og man bliver helt spændt på, om det nu også
i sidste ende er dem der finder nåde hos dommerne.
Flere tusinde i een gruppe.
Jeg går udenfor igen til de andre. I kulissen er det næsten
sjovere, for der kan man komme helt tæt på kostumerne og folkene
bag. På scenen præsenterer de sig, og alt sidder som det skal,
men udenfor bliver de klargjort, står i deres stativer eller hviler
i sig selv, og der kan man så rigtig se og mærke alt tylden,
alle pailletterne, for ikke at snakke om de hundredvis af andre materialer,
der er blevet brugt for at gøre dem unikke. Dét særlige,
der gør det hele umådeligt lækkert og medrivende, er
den energi og fantasi der er lagt i dragterne. Man kan sagtens se, at der
til de fleste er gået et forarbejde, der har taget tonsvis af tid
og energi, hvilket bestemt er inspirerende og facinerende. 
Typisk er et af konkurrencekostumerne en tilhørende gruppes
flagskib. Men kreativiteten gælder heldigvis ikke blot de relativt
få konkurrencekostumer, men sandelig også den enkelte gruppedeltager,
der ofte ved nærmere eftersyn har krydret deres dragt med helt personlige
detaljer. Pigerne i særdeleshed, lige fra den mindste lille kravlegårdstøs
og til den aldrende bredrumpede negermama, er i udstyr der matcher i deres
gruppe. Det er forberedt og springer i øjnene. Hver gang en ny farveeksplosion
i form af en dansegruppe viser sig i et optoget, tænker man uvilkårligt:
det er det flotteste. Men det er i ligeså høj grad kontrasterne
der overvælder en. Det er ligesom at se en solnedgang over havet.
Hvis man lukker øjnene, eller kigger bagud i mørket, vil
man hver gang, man igen vender blikket mod farverne, blive overvældet
på ny. Det er en fantastisk dejlig måde at snyde sig selv på.
De store kostumebands med i hundredvis af ensklædte deltagere er
særligt imponerende. “Barbarossa”, som vandt årets konkurrence
er i blå, lilla og turkis med bjælder på anklerne. Med
mere end 3000 deltagere i gruppen til at svinge viftekludene er bandlederens
organisering af en fælles koordinerede danseopvisning en særdeles
krævende opgave. Et band et alså ikke kun musikken på
de rullende vogne. Det består også af hele følget, som
ofte er en blandet skrabsammen fra alle steder. Enhver kan købe
sig en tur til Trinidad, og få et rejsebureau til at arrangere deltagelse
i et band til karnevalet. Så indgiver man størrelser og en
lille indbetaling, hvorefter kostumet i de rigtige farver ligger færdigsyet
og klar til deltageren ved ankomsten. Bandarrangørerne kender så
i en vis udstrækning antallet af deltagere på forhånd,
og kan organisere placeringer og opstilling lidt før det store kaos
opstår. Noget af en udfordring. 7 ud af 10 af de udklædte
mennesker i optogene er piger. Mændene vrikker også med bagdelen,
men det er mere i baren, i bussen, eller i bagerbutikken. De er engagerede
nok, og der er flere mænd end piger i olietøndeorkestrene.
Drifternes spillerum.
De lokale, eller i hvert fald et utal af dem, går ikke hjem.
Mange laver “jump up” i gaderne lige til de segner, og der ligger de så
og bobler indtil de med fornyet energi springer op igen nogle timer efter.
Det er selvfølgelig hovedsagelig de unge, der udfolder deres uudtømmelige
energi, men trods det er det bemærkelsesværdigt, hvor meget
det er en fest for alle generationer. Familierne fester og konkurrerer
i begivenhedens ekstatiske ånd. Det er åbenlyst, at sex er
drivkraften for mange. Sexuelle signaler er festens tydeligste budskab.
Men det er sex på en sjov, pæn og anstændig måde,
og der er både moralske som givne regler for udfoldelserne. Ingen
bare bryster eller løse tissemænd er tilladt. Aviserne er
ved at skumme over af forargelse, imens de viser billeder af nogen
som er gået over stregen. Festen skal kun lægge op til noget,
men må ikke kamme over. Folk skal pirres men ikke voldtages, og den
balance bliver generelt imponerende flot holdt. Anstændigheden råder
trods alt, alså anstændighed for så vidt, at man ikke
moralsk lader sig genere af ivrige danseres samlejelignende udvekslinger
med alt fra lygtepæle og højtalervogne til forhåndenværende
forbipasserende bagdele. Under festen er alle dagligdagens normer, i dette
i høj grad katolske land, blevet ophævet. Alle pirrer hinanden,
og sådan kan de li´ det. Nogen påstår at unge ugifte
piger, der uforvarent bliver gravide under karnevalets ukontrollerbare
pardannelser, ikke i samme grad skal lide fordømmelse, som andre,
der utilsigtet er blevet det under normale omstændigheder. I hvert
fald er tolerancetærskelen høj og udfoldelsen fantasifuld.
Folk er glade, og det er skønt at se. Og for mig at se, er det
dejligt frimodigt, selv om man godt kan føle sig lidt ydmyg i visse
situationer.
Det ærgrer os, at der er så meget, vi ikke forstår.
Det gik for alvor op for Hanne og jeg en aften, hvor vi var inde at høre
calypso-monarkerne give opvisning i deres fabulerende sangkunst. Vel er
engelsk et sprog vi forstår, og vel var det engelsk de sang på,
men den lokale dialekt og slang gjorde, at vi fik mest ud af at kigge på
familien foran os. Sjældent har verden set en pige more sig så
inderligt i så lang tid. Hendes hovede gik fra side til side og op
og ned i en så medlevende og vedvarende fryd, at vi inderligt forstod,
hvad vi gik glip af. Også denne populære og særprægede
den af karnevalet vidner om folkefest med dybe rødder.
Mandag morgen, alså kl. 14.30 dagen efter j´uvee, er vi godt smadrede, og orker ikke at skulle ind i vrimlen igen. Vi har været til karneval i 10 dage i træk, og selv om det er nu, at krudtet skal fyres af, så er det som om, flere af os er noget pumpede. En stille dag med rolige øl er nødvendig som opladning til en sidste kraftmobilisering.
Calypsofloden.
Men om tirsdagen, 2. dagen, er vi på banen igen. En del er klædt
ud, og skal med i optoget, mens andre af os hellere vil agere tilskuere
og fotografere de spektakulære grupper. Her midt på formiddagen
er det rimeligt sikker at tage kamera med ind til byen, og det er næsten
nødvendigt at få taget nogle billeder af det imponerende optog.
Vi hører ellers om en del tyveri, som specielt om natten får
flyttet en god portion dollars over i de trængendes lommer. Man skal
jo ikke tro, at alle problemerne med fattigdom og arbejdsløshed
forsvinder bare fordi der er fest; selv om man i den medrivende stemnings
beruselse nemt kan glemme det. Mylderet er næsten umuligt at finde
ud af, for der er faktisk optog i alle gader i den indre by. Port of Spains
gader er blevet til levende floder af calypsodansere i alle verdens tænkelige
farver. Man bliver totalt ombruset af stemning og vrimmel. Det er flot,
storslået og virkelighedsforførende.
Nu kommer der en lille gruppe farvestrålende børn forbi
i Hawai-skjorter og røde glinsende bukser. Børnene som ofte
danner grupper for sig selv, er mindst ligeså sjove at se som de
voksne. I karnevalets optaktsface havde de et særskilt kæmpeoptog
med grupper af afrikanske zuluer, arabiske sheike og nordamerikanske indianere.
Også blandt børnene blev det bedste kostume kåret -
en havfrue med alt fra viftekoraller og søstjerner til englefisk
og 8 armede blæksprutter. Børnene kan lide postyret, det kan
man se. De gumler alle sammen på noget slik eller sutter sodavandsis.
De føler sig mærkværdig vis trygge i masserne, og som
om det er en del af deres opdragelsesmæssige lod efterligner de blot
de voksne. Der er således også altid nogle voksne i nærheden.
Børnene her danser til en af de aller populæreste calypsomelodier
“Dollar”. Børnene elsker teksten og bevægelserne til den:
Cent - hoften til venstre
Five cents - hoften til højre,
Ten cents - rumpen bagud,
Dollar - hoften fremad så skørterne blafrer.
Om og om igen. Og for de små er det bare skægt; når sangeren til sidst synger “Dollar, dollar, dollar, dollar......” For dem, der er 3, 4 eller 6 år, har de sexuelle signaler nok ikke den store betydning, for dem gælder det om, at kunne følge tekst og musik, og sangen er så simpel, at det kan de sagtens. Samtidig er det med til at udvikle de hofteskredsrotationer, vi andre betragter som overmenneskelige. Rytme og krop hører sammen; det lærer de små fra starten.
Stilhedens velsignelse.
Grupperne passerer forbi time efter time. Der tilsyneladende ingen
ende på optog og deltagere. Ingen lader sig mærke med, at de
er kommet til vejs ende og ingen kan tilsyneladende få nok. Det er
en nådig stilhed og fred, der når os nogle gader få gader
væk fra optogene i byens udkant, da vi udslukte slentrer hjemad.
Festen varer nogle timer endnu inden de sidste olietønder er blevet
banket, inden de sidste hofter er blevet krøllet og inden den sidste
ølflaske er blevet tømt. Men for os er det ovre nu. Vi er
dødtrætte af at være til karneval 12 dage i træk
med kun få pauser. Det skal vare et godt stykke tid igen, inden det
næste skal udfordres. Vi må ha´ hverdag igen!
Det gælder i allerhøjeste grad også for den lille
caribiske tropeø. Når festen er forbi, og kun skidtet ligger
tilbage i gaderne vender folk tilbage til deres jævne lidt kedelige
og ofte fattige dagligdag. Men for de ivrigste, og de der har råd,
kan forberedelserne til næste års begivenhed så begynde.
For dem er det ene kun lige slut før det næste begynder. Forberedelserne
er lange og grundige, og erfaringerne fra år til år skal der
naturligvis bygges videre på. For dem er karneval en del af tilværelsen
- en vigtig del. Festen er en del af landets kulturelle arv. Og så
kan alle andre godt begynde at glæde sig. I ro og mag!
|
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
|
|
|
|
|