![]() |
| Kombirejse 8 mdr. |
| Top |
| Midt |
| Bund |
| Oversigt over rejse-beskrivelser |
| Print side |
Det er tirsdag morgen i Jakarta, og vi bestemmer os til at aflægge
et besøg på den danske ambassade. Som rygsækturist på
ubetrådt sti har man ofte en forhåbning om en
hjælpende
hånd eller måske et par gode råd fra stedkendte landsmænd.
På gesandt- skabernes dørtrin, hvor fædrelandets skjold,
med blå løver omkranset af røde hjerter, hænger,
opstår uvægerligt også en følelse af genkendelse
og nostalgi. De fleste, der har været hjemmefra i længere tid,
har oplevet længsel imod deres moderlige ophav. Usle, ubetydelige
hændelser hvori nationalismen kan få afløb, og derved
finde et udholdeligt leje kan eksempelvis være småindtryk som:
en kølig Carlsberg i en drømmevenlig blomsterfyldt gårdhave,
en times tid i snak med en lokaltboende dansk udvekslingsstudent, et glimt
af et billede med en frisk udsprunget bøgeskov, at få lov
til at læse om 11 nyudklækkede ællinger i Vilvorde i
en dansk avis eller måske at få en påmindelse af kongefamilien
i festtøj på en dansk ambassade. Ens kritiske sans bliver
på en måde skærpet udenfor de danske grænser, ligesom
omvendt også det patriotiske sindelag bliver stærkere, og dermed
er man fanget i en indre konflikt, der må have lov at rase. På
ambassaderne kan man af og til hente lidt praktiske informationer, samtidig
med at det nationale jeg kan få lov at blomstre, men desværre
er der ofte skuffende beskeden hjælp at hente. Ambassadefunktionen
er udpræget møntet på at varetage diplomatiske og erhvervsrettede
opgaver, for vi kommer ofte til at gå igen uden egentligt udbytte.
Men man har vel lov at håbe.
Ambassadehjælp til rejsende.
Jeg husker på en ambassade i Kuala Lumpur, hvor vi søgte
råd om malariasituationen i Malaysia efter en masse modstridende
oplysninger andre steder fra. Medarbejderen i lugen sagde, at hun egentlig
ikke var klar over, hvorvidt det var nødvendigt at tage profylakse,
men hun kunne spørge. Derpå vendte hun sig rundt til de 3-4
andre medarbejdere ved skrivebordene i kontoret og spurgte:
-“Er der nogen af jer der spiser malariapiller?” Nej, det var der ikke.
-”Det er ikke nødvendigt” lød beskeden derpå til
mig, og tak for det råd, når alle andre kyndige havde forsikret
at det vár nødvendigt udenfor byen, men tvivlen gik på,
om der var resistens overfor særlige profylaktiske præparater.
Også fra det danske gesandtskab i Managua, Nicaragua måtte
vi gå med en fejlagtig besked fra konsulens medarbejder om, at visum
for indrejse i El Salvador formentlig var unødvendigt. Det viste
senere til stor ærgrelse at visum til det land netop var nødvendigt,
og vi blev således afvist ved grænsen.
Alligevel er Kirsten fra Snevre og jeg efter 8 måneder på
tur atter på vej ud mod en ambassade, her efter morgenmad og lidt
fælles brok over indoneserne og deres indædte anstrengelser
for ved enhver lejlighed at bøffe os for ekstra penge. Det virker
som om turistsnyderi har generel accept her, så den daglige kamp
for at købe ting til den rigtige pris, har drænet os for kræfter.
Selv Kirsten, der ellers på helt overbevisende måde er brudt
ud af et grundfæstet indre missionsk miljø hjemme i det nordjyske,
er tæt på at længes hjem, og glæder sig til at
vi skal forlade landet om et par dage. Vi føler nok ikke helt at
være blevet behandlet fair, og derfor er vi pumpet for energi og
tålmodighed i den daglige stritten imod.
Efter en god times gang fra hotellet, når vi således til
stedet, hvor ambassaden lå. Nu, er der kun et almindeligt beboelseshus
at se og ingen røde hjerter eller løver. En eller anden siger
noget og vifter med en arm i retningen vi kom fra. Pokkers! Ambassaden
er flyttet, selv om vi fik adressen på en turist information i går,
og vi må traske hele vejen tilbage til en anden turistinformation,
der muligvis kan give os et bedre sted at prøve.
Et nyt forsøg i en anden retning
Jakarta er jo selvsagt ikke det sted i verden, man ønske at
gå flest ture forgæves, for luftfugtigheden, varmen og bilosen
får hurtigt ens tunge til at føles som en beskidt sveske,
der burde spyttes ud. Men vi når dog tilbage til det nye informationskontor,
hvor vi træder ind i et herligt kølende airkonditioneret lokale
med bløde møbler til at slænge sig udmattet ned i.
Vi får først en slapper og derpå en ny adresse at stile
efter, og finder samtidig ud af at der går en bus lige til ambassadens
dør. Så snupper vi et par ekstra mundfulde kølig luft,
og går derpå ud og venter ved et stoppested på en bus
med det rigtige nummer - P11.
Der
står en del folk og venter, og nogle springer på andre busser,
der ankommer før vores. Da P11 kommer, holder den et stykke fra
selve stoppestedet, så Kirsten og jeg skynder os henimod den, idet
man skal være på tæerne nogen gange, for at de ikke klapper
døren i for næsen af én. Der kommer 2-3 unge fyre springende
og de når med nogen masen døren før os, men vi er vant
til masen ved påstigning af transportmidler, og kan give og tage
som enhver indfødt. Da vi kommer ind er bussen faktisk så
fuld at, at de sidste efter os skal kæmpe noget for at komme med.
Jeg står lidt nede ad gangen og må bøje mig forover
for ikke at banke hovedet i loftet, når vi kører. Kirsten
får sig stillet bedre; nemlig lige op ad ruden bag chaufføren,
med ryggen mod den metalbøjle der beskytter ham imod trængselen.
Bussens standard er ellers noget bedre end normalt,
og den ser temmelig ny ud.
Der
er 2 og 3 sæder i siderne mod normalt 2 og 2, og alle passagererne
er “pæne” mennesker i kjoler, jakkesæt eller skjorter med slips,
og med små attachetasker eller mapper under armen. Det er tydeligt,
at både bus og folk skal ud til det mondæne ambassadekvarter,
tænker jeg, for den slags kvarterer er der altid noget eksklusivt
over. Det eneste der ikke rigtigt passer er stilen i trængselen,
men hva´ det er vel Indonesien.
Først én og kort efter et par stykker mere maser sig
forbi mig nedad gangen med et undskyld, men med en ret hensynsløs
påtrængen, der er tæt på at gøre mig arrig.
Der er simpelthen ikke plads, og det er hele tiden mig der må flytte
mig til et nyt sted, hvilket virker drønirriterende i den noget
stressende sammenhæng. Møveriet betyder at jeg bliver trykket
helt op i nærheden af Kirsten, hvor jeg dog stadig så godt
som muligt forsøger at holde øje med gadenavnene for at finde,
hvor vi skal af, samtidig med at jeg opmærksomt våger på
om nogen i trængselen piller ved tasken ved kameraet ved min fod.
En fyr ved siden af begynder at spørge om alt muligt, og selv om
jeg ikke gider svare på de dumme spørgsmål, de samme
om hvor jeg kommer fra, hvor længe jeg har været her, hvad
jeg synes om landet osv., som jeg har svaret på til bevidstløshed
igen og igen, for at folk kan få øvet deres engelsk, ja så
svarer jeg pligtskyldigt igen, for man er vel høflig. Manden har
vel krav på at få et rimeligt svar på en venlig og interesseret
tiltale. Det må være en af de største forpligtelser,
man har som gæst i et fremmed land. At opføre sig værdigt
og svare tålmodigt på tiltale er da en gestus enhver bør
kunne yde i tredje verdens lande, hvor folk p.g.a. deres ringe økonomiske
vilkår må leve i drømmen om besøgendes frie,
udfordrende tilværelse. Som turist i disse lande bliver man betragtet,
vurderet, beundret og misundt i en målestok, de færreste overhovedet
tænker på, hvilket absolut forpligter, når man er ude
efter levende fortællinger i en sammenhæng, hvor præmisserne
ikke udelukkende er ens egne. Og den forpligtelse gælder også
her i bussen, når man selv er udpumpet. Som regel begrænser
indonesernes engelsk sig til 8 - 10 spørgsmål, og jeg har
i flere tilfælde oplevet at fyrene hurtigt har fået etableret
en lille spontan kø, således at de 3 - 4 næste i rækken
pænt venter på, at den i tur bliver færdig. Og uagtet
at de selvfølgelig allerede har hørt alle svarene op til
flere gange, stiller de troligt de samme spørgsmål igen, når
det bliver deres tur. I disse tilfælde kan jeg ikke finde ud af om
det er spørgsmålene, svarene eller bare det at være
sammen med turisten, der er det vigtigste. Men det er sikkert en god blanding,
og vel egentlig en smule respektløst overfor ofret.
Et rask snit i pungen.
Også her i bussen er der en ny, der starter med at stille spørgsmål
til mig, og han bytter ligesom plads med den foregående på
trods af at det burde være umuligt i trængselen. En lille mand
med en sort mappe står med front imod mig og stirrer op i mit ansigt,
men han er en pjevs, der kun går mig til skulderen, så jeg
kigger blot henover hovedet på ham, samtidig med at jeg sammenligner
adressen skrevet i min hånd med vejskiltene, vi passerer. Pjevsens
mappe glider en smule op ad brystet på mig imellem os, og jeg skubber
den lidt væk, idet vi står så tæt at jeg kan mærke
ham imod min mave, når bussens bevægelser får folk bragt
ud af balance. Min nye påtrænger får nogle temmeligt
kølige og kortfattede svar, for jeg finder det ærlig talt
noget taktløst, som han prikker mig på skuldrene for at få
min opmærksomhed. Her, hvor jeg har nok at gøre med at stå
som sild i en tønde, at holde balancen samt at se efter vejskilte
i den altfor lave bus, er hans tåbelige spørgsmål ikke
lige det, jeg værdsætter mest. Pjevsens mappe glider op igen,
og jeg bliver mistænksom, for det er ikke helt logisk, hvorfor den
glider praktisk taget op under hans hage, og hvordan han faktisk holder
den sådan. Jeg skubber lidt til mappen igen, for jeg vil ikke risikere,
at manden piller ved min pung, som sidder på maven indenfor bukserne
under min ærmeløse T-shirt. Men i det samme bliver jeg trådt
hårdt over foden af en mand skråt bagude, som tilsyneladende
mister balancen og siger undskyld. Jeg kigger - nok lidt bebrejdende -
fra ham og over på den lille igen, og nu mærker jeg klart noget
på maven. En hård hæl mere på de bare sandaltæer
efterfulgt af et “undskyld”, får mig til at hoppe.
-“Så hold dog op” hvæser jeg rasende over fjolsets manglende
påpasselighed, og i det samme mærker jeg nogen rode ved min
pung indenfor cowboybukserne. Jeg skubber brutalt mappen væk
og kigger ned. En hånd bliver trukket væk i det samme, og den
holder om noget. Jeg hiver min løsthængende T-shirt op og
ser nu til min rædsel en lang gabende revne, skåret tværs
over min håndsyede lærredspung, der kun lige stikker over buksekanten.
-“De har skåret min pung op” råber jeg desperat til
Kirsten, samtidig med at jeg kigger op og griber efter en fyr, som er på
vej ud af bussen. Han kigger spørgende tilbage, og i løbet
af nogle millisekunder, sker der flere ting, som er umulige at overskue.
To fyre træder hurtigt ind foran mig, et kort glimt af en der løber
bort fra bussen, og folk bagfra, der maser for at komme ud. Jeg er sikker
på at de har taget noget fra mig, men forvirringen over alle de ens
klædte mænd efterlader mig fuldstændig rådvild,
så jeg slipper taget i ham jeg har fat i og forsøger i stedet
at mase mig ud. Men i det samme starter bussen og chaufføren smækker
døren i. Rystet og helt ude af stand til at vurdere, hvad der er
sket, befaler jeg Kirsten, at vi skal ud ved næste stoppested.
Afmagt og analyse.
Da vi udenfor får set lidt nærmere på min pungs 15
cm lange operationssnit, viser det sig, at de fandens mappebærende
skiderikker har stjålet alle mine kontante dollarsedler - omkring
400 US. De har samtidig skåret sig igennem alle mine rejsechecks,
og det er tydeligt, at pungen har været udsat for et uhyre skarpt
instrument, som ligeså godt kunne have åbnet maven på
vid gab, hvis ikke det ½ cm. lag af rejsechecks havde været
imellem. Med en god blanding af raseri og rædsel sætter vi
os til at analysere episoden. Kirsten har intet unormalt observeret udover
tumulterne ved busstoppestedet, men det er klart at 8 - 10 stykker har
været involveret, måske endda flere, og selv buschaufføren,
der sikkert har fulgt hele sceneriet i bakspejlet, har uden tvivl været
impliceret.
-“Jeg skulle have smadret ham, der trådte mig over fødderne,
en i synet” sukker jeg desillusioneret, da vi sidder på en stenopsætnig
og funderer. Alt det gode ved denne dag er pludselig afløst af bitterhed
og modløs stemning.
-“Det var godt du ikke gjorde noget” svarer Kirsten bestemt, “de kunne
jo have stukket dig ned.” Og dermed tænker vi på alle de ting,
der var medvirkende til at operationen lykkedes. Det fulde forløb
bliver efterhånden tydeligt for os, ved at vi stykker alle hændelserne
sammen, lige fra vi stod på bussen. De første stykker, der
med nød og næppe nåede at mase sig ind i bussen før
os skulle “sætte proppen i” på gangen, så de sidste 6
- 8 fyre, blandet med hvad der ellers måtte være af udenforstående
folk, kunne sørge for at vi blev stuvet sammen som svin til slagteriet.
Dernæst har nogle stykker mast mig helt op til udgangen i en position,
hvor den, der snuppede byttet, let kunne komme ud. Da var det så
bare at gå i gang med distraktion og chikane for at bane vejen for
tyveriet.
Den ubetydelige pjevs, som jeg længe stod overfor, var helt sikkert
med, og han kan muligvis være den, der både har skåret
og listet pengene ud, men det er nok mere sandsynligt, at opgaverne har
været fordelt på flere af bandens medlemmer. Til sidst sørgede
buschaufføren bare for at lukke af, så manden med pengene
frit kunne stikke afsted. Nej hvor nederdrægtigt. Det er som at have
været ude for et overfald - uden vold, en psykisk nedværdigelse.
Jeg føler mig voldtaget og udsat for et komplot. Hvis jeg havde
sløset eller havde begået dumheder, havde jeg haft noget at
hænge hændelsen op på og dermed en slags håb. Men
jeg har min pung i bukserne inde på maven med et bælte omkring,
og kan dårligt beskytte rejsemidlerne bedre på nogen måde.
-“Vi var chanceløse og dømt til at tabe, fra det øjeblik
de spottede mig som offer” siger jeg retfærdighedssøgende
til Kirsten, trods alt imponeret over røverbandens taktiske og tekniske
snilde. Der var bare ingen Lucky Luke da Daltonbrødrene slog til.
Tilfældigt er vi kommet af helt tæt på ambassaden,
så vi begynder langsomt at bevæge os op imod den, uden nogen
større entusiasme eller gnist. Oppe i det lille sparsomme ambassadeværelse
møder vi ingen personer, der kan give lidt trøst, og efter
et par hurtige aviser plus lidt mere analyse af hændelsen, dasker
vi slukørede ned af de fine trapper igen. Dagen er smadret og ligeså
er moralen. Der er dømt lav sol over århus, og det er bare
dejligt at vide, at tabet ikke får nogen ødelæggende
konsekvenser for vores videre rejse, selv om det var mange penge.
Vi må bare modvilligt erkende at dagens bustur blev den dyreste
nogensinde - og tager ikke bus hjemad.
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
| Kombirejse 8 mdr. | Top | Midt | Oversigt over rejse-beskrivelser |