 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skræmmende, ukendt og farlig som Elefantmanden. Børnene
fniser, peger og hvisker. Men når jeg kigger direkte på dem,
løber de spidsrod. Så hurtigt som muligt om bag hinanden eller
en gruppe palmer eller noget andet. Bare noget der skjuler lidt, så
de kan få mig til at kigge et andet sted hen, og dermed give dem
selv fred til igen at liste frem og glo. Det er nogle MØG-beskidte
unger, der, hvis de overhovedet har noget på, er klædt i lasede
klude, der kan få maskerne i ethvert fiskenet til at virke små.
Nogle har lidt “mave”, men ellers ser de friske ud. Glade dybsorte øjne,
runde kuglehoveder med ligeså sort hår, og en hærdet,
mørklødet krop, der, selv for de mindste, ser ud til at have
været udsat for noget en sagsbehandler burde tage sig af. De står
der hele vejen langs flodbredden - også de voksne. Ligeså nysgerrige
som ungerne og næsten ligeså sky. Tager jeg mit kamera frem
for at fange momentets magi, er det som at smide en mus i en strikkeklub.
Der går en øjeblikkelig panikagtig bølge igennem flokken,
og jeg ser børnene piske afsted i alle retninger for at finde skjul
og sikkerhed. Ikke bare vil de ikke kunne ses. Det er som om, de skal gardere
sig imod at blive ramt, og alligevel kommer de næsten med det samme
listende tilbage, ligesom soldater, der sniger sig fremad ved at søge
ly bag hver en busk og hvert et træ. De voksne reagerer med mindre
desperation, men de reagerer dog næsten altid. Selv om de sjældent
løber, vender de sig eller går. De modigste nøjes med
at tage hatten eller en hånd hen foran ansigtet, og bliver så
ellers stående for at kigge selv. Også hos dem er usikkerheden
blandet med nysgerrighed - en ganske svær cocktail at håndtere.
Jeg er selv på usikker grund, drevet af nysgerrig trang til at finde
originalitet, og efterhånden føler jeg mig som en Elefantmand,
altid overvåget og i besiddelse af en skræmmeeffekt, der får
folk til at te sig som murmeldyr på en afrikansk savanne: glo, glo,
glo - piivnnn! Kameraet holder jeg hurtigt op med at bruge.
På flodbåd ind mod midten.
Jeg sejler i en to-etagers flodbåd op ad øens næstlængste
flod, Mahakam, og det er fra båden, jeg kan iagttage børn
og voksne inde på bredden. Stedet er Kalimantan - den indonesiske
del af Borneo. Flygtningene er folk fra Dayak-stammerne, Borneos indfødte
og oprindelige beboere, malayer som det meste af det øvrige Indonesien,
men blot kommet længe før den almindelige bosætning.
Dayakerne var engang, for ganske få år siden ganske vist, hovedjægere,
hvilket betyder at de fandt på at halshugge fremmede, og sætte
hovedet op ved deres hytte, for at den dødes ånd kunne beskytte
stammen imod onde lokalt huserende ånder. Denne praksis finder næppe
sted mere, såvidt jeg har kunnet finde ud af, selv om visse skrivelser
siger, at det forekommer en gang ca. hvert 5. år. Folk i de civiliserede
dele af landet stoler ikke på de mystiske jungleboere og deres
sære skikke, og det er kun få år siden, at regeringen
åbnede øen for turister, idet det tidligere blev anset for
alt for farligt at rejse ind blandt orang utan´erne - skovmenneskene.
På Java og Bali er den opfattelse stadig rimelig udbredt, men uholdbare
rygter spredes hurtigt, afstandene er store og generelt er informationen
tvivlsom. Mytedannelse og manglende viden er så udbredt, at jeg anser
det for at være veloverdreven angst.
Et middelalderligt træskib .
Jeg har lige fra barndommen haft en særlig kriblen i kroppen,
når jeg hørte eller læste beretninger, eller så
film om Borneo. Junglens forbilledlige skønhed, det eksotiske plante-og
dyreliv krydret med underlige stammers isolerede liv kunne få en
kildrende fornemmelse til at fare op og ned ad rygsøjlen på
en eventyrlysten barnekrop. Mit indre billede af dette afsidesliggende,
tropiske vildnis var fyldt med en vidunderlig spænding; en mixet
blanding mellem realitet og fantasi. Og billedet er stort set blevet hængende
lige til i dag og måske ekstra krydret af en gang ubegrundet romantik.
Forventningerne blev kun styrket af en usædvanlig rejse fra øen
Sulawesi og hertil:
................
“På gaden i Pare Pare på Sulawesi falder det mig ind at
den foregående aftens to tilbud om erotisk samvær, et fra hvert
køn, bare skyldes at udenlandske gæster her er en sjældenhed.
Jeg går ned mod båden til Samarinda på Borneos østkyst
, indstillet på at nu bliver rejselivet spændende. Der
er store øjeblikke på vej. Også i rejselivet er intensiteten
ind imellem særlig tæt, og fornemmelsen er, at et af den slags
momenter er i vente.
Da jeg ser skuden, er det første der slår mig: Det skib
ligner Vasa-skibet i Stockholm, som lå på bunden af Stockholms
havn i flere hundrede år, efter at være sunket få meter
ude på sin jomfrurejse. Men dette her skib ser i modsætning
til Vasa-skibet, om ikke udtjent, så dog temmelig slidt ud, og dermed
er det nok mere sødygtigt end det svenske krigsskib. Og i øvrigt
kun i halv størrelse. Skibet er af træ fra ende til anden.
Kun skorstenen ligner noget metal i en rødbrun farve.
Jeg går op ad to stejle sammentømrede planker for at borde
skibet, og træder direkte ned i en varm kolort kamufleret af noget
halm. Først nu ser jeg, at skibets indre er inddelt i store båse
med kvæg, som ser ud til allerede at have stået der længe,
for de ælter rundt i et dybt lag af lort og halm. Varmen er intens
og stanken ubeskrivelig. Langs rælingen fylder svedige beskidte arbejdere
op med kasser og sække, ligesom der indrettes en slags bås
til en hel lastbilfuld røde kyllinger, som nogle mænd allerede
er begyndt at slæbe op ad planken i benene. To eller tre sæt
baskende vinger i hver hånd og en nakkeisnende larm af dyr i dødsangst.
Jeg kigger mig om efter andre passagerer, og er nok lidt i tvivl om,
at dette er det rigtige skib, jeg er kommet ombord på. Et sted er
der et hul i bjælkeloftet på størrelse med en udslået
avis, hvor en skæv stige fører op. Jeg møver mig op
gennem hullet, og får en mand til at stikke mig rygsækken.
Dette er helt klart passagerdækket, for der sidder nogle folk rundt
langs rælingen og fniser, da jeg stiger op af hullet. Det er nærmest
en lang korridor på et par meter i bredden, som buer rundt i skibets
stævn. I midten er der nogle bittesmå kahytsdøre ind
til noget der ligner sovekabiner. Jeg ser mig beklemt om efter andre turister.
Ingen! - og alle glor på den fremmede Mister. Omkring 15 mennesker
befinder sig siddeende eller stående fra hullet og hen hvor gangen
runder.
Jeg sætter mig lidt på en bænk med rygsækken
helt tæt, for at få overblik over mulighederne. Jeg drypper
af nervøs sved, idet varmen i situationen, hvor min blotte tilstedeværelse
har forårsaget nærmest ekstremistisk opmærksomhed, forekommer
at skabe overtryk i mit hoved. Der kommer nogle stykker flere op gennem
hullet uden bagage, bare for at kigge, og snart er antallet af mennesker
fordoblet. Jeg finder mig en plads ved rælingen, for passagererne
breder sig grådigt med tæpper og måtter, så der
er allerede kun en lille smal streg tilbage, hvor jeg skønner, at
liggeunderlaget kan klemmes ind. Her sætter jeg mig, sveder tran
og føler mig i det hele taget ikke særligt godt tilpas ved
tanken om, at dette skal være mit hjem de næste 2 ½
dage. Der kommer nogle unge fyre over og snakker til mig, mens alle andre
snakker om mig. Fyrene kan lidt engelsk og jeg lidt bahasa indonesia, så
en smule kan vi snakke sammen. Det er dog hurtigt slut og nye kommer til
for at stille de samme spørgsmål. Det vigtigste spørgsmål
er, hvor jeg skal hen, selv om det burde være ret indlysende, og
de selvfølgelig kender svaret i forvejen. Kun denne båd afgår
herfra, og den sejler til Samarinda to gange ugentligt. Alle ved det. Endnu
er det kun nysgerrige fra havnen, som trænger sig på. Passagererne
lader tålmodigt de andre komme til først, for de kan jo godt
se, at de selv har tid nok senere. Allesammen spørger, hvor meget
billetten har kostet - berapa harga?, og der er noget ubehageligt ved,
at de vil more sig over den overpris de tydeligvis forventer, jeg har betalt.
Det har taget mig 1 ½ dag at få billetten til prisén
på 20.000 rupees (82 kr.) og ikke med 5.000 rupees i overpris. Jeg
var stædig og alligevel kun heldig, og skuffelsen i fyrenes ansigter
er ganske tydelig. Jeg føler en slags hån i opmærksomhedens
væsen, men véd at jeg kun er i lære. En ukendt på
fremmed grund, der må give sig tid til at kende og forstå.
En dyb gennemtrængende sirene lyder flere gange efter hinanden,
og det betyder, at vi skal afsted. De unge fyre forsvinder igennem hullet
ned af den stejle trappe en efter en. Det er blevet mørkt og lidt
køligere, og lysene fra byen blinker smukt i vandet, idet vi glider
ud fra havnen. Endelig er vi på vej!
Med kurs mod eventyrernes ø.
Passagererne tager nu over, hvor de andre slap. De sidder rundt om
med beundrende, nysgerrige og uforstående blikke. Et par unge knægte
i teenage-alderen sidder på hver sin side af mig og føler
på mine ører, hiver i de små hvide hår på
mine arme og ælter mine muskler. De behandler mig som en europæer
kun ville gøre med en grøn, ukendt skabning fra det ydre
rum. De undrer sig. Dels fordi jeg er større end dem, jeg er hvid,
og jeg repræsenterer en fjern tilværelse, som de betragter
med ærefrygt og beundring. Det er som en eventyrskikkelse dumpet
ned i virkeligheden. Mit liggeunderlag er noget af det, der forbavser dem
mest, hvor alle ellers sover på nogle flettede græsmåtter.
Selv den gamle mand til højre afbrød sin hoste et øjeblik,
da jeg rullede underlaget ud. Siden fik jeg en anerkendende gestus og ikke
så få nik, da han havde gennemskuet skummadrassens formål.
Desværre var hostepausen ved at flå hans lunger fra hinanden
bagefter. Virkeligheden her er deres virkelighed, og jeg må tillade
dem at stille nysgerrigheden, selv om jeg føler mig ydmyget. Netop
nu savner jeg en ven mere end nogen sinde - og vist også lidt respekt.
Jeg har taget mad med til turen, men opdager snart at mad er inkluderet
i billetprisen. Køkkenet er nede på kreaturdækket i
skibets agterende, i øvrigt sammen med toilet og vaskerum. Der er
sat brædder op hele vejen på tværs af dækket, undtagen
ved døren, hvor en 30 cm. høj kant skal forhindre grise og
høns i at løbe ind. Inde i køkkenet er der et bord
langs med bræddevægen, og endnu et midt i rummet. Henne bag
en bærende træsøjle er der en lille lav trækasse
med et hul ned til vandet. Det er toilettet. Der skal man sidde og forrette
sin nødtørft, mens køkkenpersonalet går rundt
omkring én lige udenfor og tilbereder mad. Der er allerbagerst et
vindue, hvorfra man kan se bådens kølvand. Ved vinduet står
en plasticspand med et knudret reb, som er til bad. Pøsen skal kastes
ud af vinduet og så kan man trække en gang mærkeligt
gulligt saltvand op til en skyller. Det er svært at holde balancen
på de helt utroligt fedtede dørkplanker. Det forekommer mig
at køkken, bad og toilet i samme rum da heller ikke ligefrem at
rutte med faciliteterne, men det er klart, at skibet mere er indrettet
til transport af naturalier end af mennesker.
Stanken er infam. Især ammoniakdunsten fra kolorten samt hørmen
fra køkken-lokumafdelingen siver i en evig kloakagtig fims op gennem
hullet til os på passagerdækket.. Men værst, og det der
får mig til at føle virkeligt ubehag er min højre sovekammerats
lange slimede snotguirlander, som snart hænger i lange buer på
rælingen lige bag mig. Rælingen er også af træ,
og på de kraftige tværbjælker hænger den gamle
mands mangfoldige mønstre af slim og snot. Han sidder tæt
ved min side og hoster konstant lungesegment op, som han sender direkte
ind i rælingen bag os. Trævæggen er gjort til en forkølelsesgrøn
dryphule, og jeg tænker på at skælde ham ud, for flere
af de tykke, seje langharkere svajer faretruende hen over min bagage. Men
det får jeg mig ikke taget sammen til, og forsøger i stedet
at rykke tingene tættere sammen og lidt væk fra rælingen.
Men til sidst opgiver jeg dette , da der simpelthen ikke er plads, og finder
i stedet nogle pastiller frem, som den gamle får, som et forsøg
på at lindre hans hoste. Han smiler venligt, men forstår i
øvrigt ikke hentydningen til at stoppe svineriet.
Passagererne kigger, når jeg lægger mig til at sove, og
de kigger igen, når jeg vågner. Straks er der tre, der sætter
sig for at se, være sammen, undersøge, snakke m.m. Nogen er
dødirriterende og nærmest enfoldige, men nogen er såmænd
søde og helt behagelige at være lidt sammen med. På
en måde er det uforeneligt med disse menneskers opfattelse af en
turist, at jeg sidder her med roti (brød), peanutbutter og et par
bløde bananer. Spørgsmålene træder utilsløret
frem i deres ansigter. “Hvorfor sidder den rige mand og gumler tørt
brød lige som os selv, og hvorfor er han også klædt
i ligeså slidte klæder???” Jeg kan mærke at de tænker
med forundring: ”Det er da ikke et liv for en Mister.”
Jeg gør netop sådan, for at mindske afstanden. For at
komme nærmere på folk. Og måske mest for at skabe en
slags respekt omkring mig selv som turist. I virkeligheden føler
jeg mig nok mest som et asocialt dumt svin, når jeg i denne sammenhæng
kommer fra en anden verden som observatør. Med penge og muligheder,
som ligger fjernt fra virkeligheden her. At rejse; i stedet for at afhjælpe
menneskers nød, er et dilemma, der maler turistens venlige ansigt
slemt egoistfarvet, og samvittigheden formørkes igennem dette misforhold.
DERFOR prøver jeg at skjule mit ansigt, mit sande tilhørsforhold.
Jeg vil være usynlig, eller være som dem, og forsøge
at eliminere afstanden. Selv om de ikke kan skelne forskel på turister,
kan jeg godt fornemme, at de på en måde opfatter mig som tilnærmelig.
Jeg vil samtidig gøre afstand til forskel og opnå accept igennem
åbenhed og et venligt ansigt. Det virker nok, men opnår jeg
respekt ved denne facon? Jeg er i tvivl, men der er ingen anden måde.
Sure tæer bliver aldrig rene af at komme i friske sokker, og i visse
sammenhænge afslører turismens løgn automatisk sig
selv.
Indsejlingen til Samarinda er en lang, smal rende, det varer 2-3 timer at komme igennem. Jeg har sat mig helt op på taget af båden, for at være alene, og for at kunne koncentrere mig om en drengedrøms opfyldelse: at se med egne måbende øjne, Borneo -eventyrernes ø, dukke op. Det giver en tonus i kroppen, som er ganske særlig. De længe oparbejdede forventninger, skal snart stå deres prøve, og efter dagene med ryggen mod rælingen på den gamle knirkende træskude, fulgt af intens opmærksomhed dagen lang, er jeg glad for at anløbe Borneos kyst. Måske kan dér blive lidt spillerum?”
Stammefolk med lange ører.
Her i båden på vej op ad floden får jeg det bedre
og bedre des længere vi kommer op - på trods af at ungerne
flygter og de voksne er sky. “Selamat Datang” - Velkommen!, siger
skiltene langs floden, når vi kommer til de lidt større byer.
Byerne ligger næsten altid langs floden, for den er livsåren
og kontakten med omverdenen. Velkomsten ledsages konsekvent af mennesker
i hobetal, som kommer for at se, hvad båden bringer i denne uge.
Psykisk er jeg på flodbåden i en anden situation, fordi jeg
fornemmer at folk et eller andet sted er anderledes; de fleste er efterhånden
indfødte. 
Nok
føler jeg mig som en “Elefantmand”, når de reagerer, men jeg
fornemmer også den menneskelige respekt, som længe har manglet.
Når folk på båden, eller andre der midlertidigt kommer
ombord, mens vi lægger til ved en af de utallige bopladser langs
bredden, har set og undret sig et stykke tid, giver de sig til noget andet.
Deres nysgerrighed har dermed en naturlig grænse, som gør
situationen meget behagelig. Jeg er ikke længere overvåget.
Kun fulgt af en naturlig interesse ledsaget af smil og venlige bemærkninger.
Enten det så er dayakkernes høflighed eller det bare er naturligt
for dem at acceptere det anderledes, ved jeg ikke, men med presset taget
af, får jeg en ubeskrivelig ro i kroppen. En ro som gør mig
rørt og hengiven, for jeg havde nær glemt sådanne menneskelige
egenskaber.
Traditionelt er dayak-folket udsmykkede med blå tatoveringer
på arme og ankler, samt med skulderlange ører. øreflipperne
bliver trukket ud af tunge metalringe, som efterhånden forøges
i antal og vægt. 
Lange
ører betød oprindelig høj anseelse og status for personen.
Dayakkerne er også kendt for at bo i langhuse; pælehuse på
60 - 80 m., hvor alle familier i byen så bor under samme tag i et
eller to huse. Der er normalt en slags gang hele vejen rundt om huset,
således at man kan komme ind ad forskellige indgange. Husene er flotte
men bliver mere og mere sjældne, idet en-families byggeri tydeligvis
vinder frem. En eftermiddag opdager jeg pludselig en DAYAK. En rigtig èn
med ører, der når helt ned til brysterne, behængt med
en halv snes tunge gyldne ringe. De øvrige på båden
er også dayak, men mere moderne. Mange har lange slatne øreflipper
uden ringe i til at trække dem ud. På en måde bliver
jeg overrasket over det specielle syn, for de lange ører ser ud
til at kunne sprænges hvert øjeblik. Kvinden sidder ovre ved
rælingen på det nederste dæk, og hun bliver noget urolig,
da hun får øje på mig. Hun sætter en mønstret
og helt blåtatoveret hånd op foran ansigtet, og kigger fra
tid til anden med sky sideblikke over mod mig, idet jeg tydeligvis har
gjort hende beklemt ved at stirre så henfaldent. Flov over at have
gjort den enlige kvinde utilpas, sender jeg betaget et par skjulte
blikke over mod hendes spagettitynde øreflipper en ekstra gang,
inden jeg går op. Jeg er glad, og ørernes længde får
mit blod til at koge. Det smukke i verden eksisterer. Denne kultur er i
live - endnu - og jeg har fået del i dens særpræg. Henrykkelsens
eufori er påtrængende.
Matahari - dagens øje.
Flodbåden er inddelt i to etager. Jeg har plads på det
øverste dæk, hvor der er ret lavt til loftet. Men under den
bløde skummadras, som ligger henover sovebænken, kan man løfte
en lem hvorunder et stort rum giver plads til bagagen, så alt i alt
er der god plads. Der er fast tag på båden, og hele det øvre
dæk er delt i to lange rækker med sovebænke og en gang
i midten. Nedenunder er der ingen sovebænke. Folk ligger hulter til
bulter imellem hinanden blandet med kasser og tønder med mad fra
Samarinda samt olie og benzin til lokale motorbåde. Larmen fra motoren
er intens dernede og billetprisen er selvsagt noget billigere end ovenpå.
Ude foran i stævnen er der på begge dæk plads til, at
sidde og falde i svime over skønheden. Det er forrygende lækkert
at sidde ude i spidsen hævet et par meter over vandet, og bare se
at vi bugter os længere og længere ind i junglen. Ovenpå
er larmen fra motoren ikke noget særligt, og her kan man samtidig
opfange nogle af regnskovens hypnotiske hemmeligheder, når de tilkendegiver
sig for ens sanser. Jeg ser springende fisk, og slanger, der med kun hovedet
oven vande, ser ud til at være ved at drukne, imens de med svajende
rytmiske ryk bevæger sig fremad. Der er også aber, og vildt
skrigende fugle, der basker henover vandspejlet i utrolig fart. Spændingen
for mig er intens, for hvad gemmer sig bag den næste pynt, i næste
bugtning? Naturen åbner sig som en bog efterhånden som vi kommer
fremad, og floden bliver smallere. Specielt i aftentimen bliver jeg helt
opstemt, og lader mig saligt indsvøbe i solnedgangens uforlignelige
farveeksplosion og naturens magtfulde favntag. Det samme gør de
fleste andre passagerer for de er et nok et kvalitetsbevidst naturfolk.
Matahari - dagens øje - borer sig ind i sindet og besætter
sanserne med 
symfonisk
pragt. Hvert øjeblik forandres billedet og nye farvekonstellationer
spilles ud, og vi småskabninger må bare spille med og lade
vore hjerter rodfæste. I lysets vælde står det mig pludselig
klart, at ingen, der ikke har oplevet en solnedgang over Kalimantans prægtige
jungle, har nogen anelse om hvor storslået farveglans en himmel kan
få. Jeg bliver pludselig poetisk og digter spontant til dagbogen:
Aftenstund har guld i mund,
og tilmed meget mere.
Overgiv dig for en stund,
lad dit hjerte eskapere.
- Lysets magt gør sjælen sund!
hoveder mere, de lægger øreringene, bliver kristne og går
i korte bukser og t-shirts - atypisk tøj for junglemennesker. Kort
sagt: de kommer til at ligne alle andre mere og mere, hvilket er ganske
forfærdeligt at indse, når det er særpræg og forskelligartethed,
man søger. Hvor ville jeg ønske at de ville forkaste denne
påvirkning, og bevare deres egen traditionsrige livsstil. En stil
med smukke traditioner og specielle vaner, i stille og beskeden harmoni
med naturen.
Menneskeskabt ødelæggelse.
Men udviklingen taler sit tydelige sprog. Gigantiske tømmerflåder
af sammenbundne træstammer glider, med interimistisk opslåede
hytter til rorsfolkene ombord, regelmæssigt forbi os nedad junglens
flydende færdselsåre på vej mod kysten. Tømmeret
følger Mahakams stærke strøm på en 3 ugers rejse
mod savværket. Men efterspørgselen på ædelt tropisk
træ til møbler, kosteskafte, malerhåndtag m.v. har sin
pris. Skovhugst sammen med svedjebrug ændrer regnskovens fint afstemte
balance. Når de store træer fældes bliver underskoven
tør og bushagtig, samtidig med at nedbørsmængden falder.
Kæmpebrande raserer dermed let områder større end Sjælland,
og får landskabet til at ligge hen i aske og afsvedne stubbe. En
brand kan fortsætte i et halvt år inden ilden mister sin magt,
og derpå er erosion og udvaskning af jorden næsten uundgåelig.
Jeg har aldrig været så langt fra civilisationen endsige oplevet
en så isoleret tilværelse i tilsyneladende uspolerede omgivelser,
og alligevel er forandringerne tydelige. De flyder med strømmen
op ad floden, alt imens tømmeret flyder ned.
Efter en uges sejlads og 520 km. når vi Ujoh Bilang, så
langt vi kan komme med denne type flodbåd. Herfra er det med longboat
videre, og jeg vælger at stoppe selv om oplevelserne nok bliver stadig
bedre des længere man kommer ind. Men folk siger at det er uhyre
farligt at tage herfra. Junglens vandmasser bliver flere steder presset
gennem nogle helt smalle klipper, og selv om man kun sejler ved absolut
lavvande, skal man næsten sejle op ad bakke i den vilde strøm.
Den risiko tør jeg ikke løbe uden lokalkendte til at tage
mig med, og den mulighed har ikke budt sig.
Trivina - en kvinde med uddannelse.
Den sidste håndfuld passagerer der var tilbage på båden
er nu alle gået op til deres huse - undtagen Trivina. Hun står
lidt tøvende oppe på skrænten, og afventer hvad jeg
vil. Jeg tager min rygsæk og går efter hende. Trivina Luhung
er en sød pige, som jeg traf en af de første dage på
båden, og hun har tilbudt at jeg kan bo hos hende og hendes familie,
hvilket sådan set er vældig bekvemt, eftersom der hverken er
lodges eller hoteller herude. Hun skal nu hjem efter i flere år at
have studeret til lærer i Samarinda og selv om skolen i byen allerede
fungerer en smule, skal der nu sættes skik på undervisningen
for alvor. Trivina er en lattermild og smart pige, der godt ved, hvad hun
er værd. Hun ligner overhovedet ikke et skovmenneske fra den mørke
urskov, men går i rent og pænt tøj med stærke
farver, som hun selv på båden ofte skiftede, og det er ikke
til at tage fejl af, at hun får vendt hovedet på en hel del
mænd. Men hun har den stille og afdæmpede fremtoning der så
markant tegner forskellen mellem junglemenneskene og tilflytterne.
Gæst i en fremmed verden.
Familien tager godt imod mig trods overraskelse over pludselig også
at skulle huse en fremmed hvid mand, og jeg bliver anvist et hjørne
til min rygsæk. Huset som er hævet en meters penge over jorden
er et fint og godt enfamilieshus med 4 rum. Der er ingen møbler
i huset, men Trivina har en stålseng med fra byen til en begyndelse.
Det er dog kun rammen, som de så må forsøge at lave
en bund til. Men ellers er der på gulvet en slags måtter af
plantefibre. Jeg bliver tilbudt “mandi” - at vaske mig, hvilket lyder som
et tillokkende forslag i mine ører, også for at lade familien
lidt alene.
Jeg tager badetøj og håndklæde med de ca. 150 m.
ned til floden, hvor nogle få andre badende er forsamlet ved en lille
flydende ponton, som er bundet fast til træerne ved bredden. Vandstanden
i floden er relativt høj, idet det sidste nat regnede heftigt i
bjergene omkring. Det vækker unægtelig noget opsigt,
da jeg, lange, midefarvede mand iført Speedo-badebukser med fartstriber,
kaster mig ud i strømmen. Nok lever dayakkerne her med og i floden,
inklusive bad morgen og aften, men svømning er ikke noget de kender
meget til. De enkelte, der modigt kæmper sig fremad kastende hovedet
fra side til side, er efter få tag altid på randen af kollaps.
Ganske målløse over det usædvanlige syn stopper al aktivitet
stort set indtil jeg har svømmet færdig og er blevet ren.
Dagens oplevelse er i hus.
For første gang på rejsen tager jeg chancer med min pung.
Den ligger oppe i huset hos familien, som jeg endnu knap kender navnene
på, en satsning, jeg ellers aldrig gør. Men dels kan jeg jo
ikke svømme med den, og dels stoler jeg i barnlig naivitet på
menneskene her. Dette er trods alt ikke et hvilket som helst sted, og selv
om jeg uden pungen ville mere fortabt her end nogen andre steder, anser
jeg det for umuligt at nogen skulle stjæle den. Dette er et samfund,
hvor tyveri, alene på grund af størrelsen og den sociale struktur,
med garanti ville blive opdaget. Og det at blive opdaget ville igen betyde
fordømmelse fra det fællesskab, som enhver i bund og grund
er afhængig af. Derfor tør jeg løbe en risiko, jeg
end ikke anser for at være en risiko.
Missionærer i junglen.
Jeg går op, klæder mig på, og bliver lidt efter vist
over til pastor de Graaf af et af børnene. Jeg har spurgt efter
missionæren, for eventuelt at høre om arbejdet herude. Jeg
besøgte også længere nede ad floden et “pastoran”, hvor
jeg boede hos en katolsk mission. Her hed pastoren Ian, og han havde oprettet
en lille præsteskole med henblik på at uddanne lokale præster
til at udstationere andre steder. Ian selv var en noget reserveret type,
der tilsyneladende havde glemt det meste af sit hollandske modersmål
og andre europæiske sprog, han engang havde behersket, men
en af de lokale lærlinge fortalte velvilligt og engageret om arbejdet,
hvis ene mål var at omvende stammerne i skoven.
De Graff er også hollænder, en venlig mand midt i 60 ´erne,
som taler et fint engelsk, selv om han af og til må ransage hjernen
for at finde ordene. Han vil gerne modtage en gæst, og får
sin husholderske til at lave te samt en gang “pisang goreng” - panérede
oliestegte bananer - som smager så fuglene synger.
Hans beretning virker både stærk og forstemmende på
mig. For over 40 år siden forlod han Holland og har siden levet sit
ensomme liv blandt stammerne her i regnskoven. Han er flyttet meget rundt,
og er startet et nyt sted, når en menighed var stablet på benene
i et område. Han har fået det meste af dette område inddelt
imellem sig selv og nogle andre nye præster; lokale som udenlandske;
så der i de fleste anseelige bosættelser nu findes en kirke
og en menighed. Pastoren er en rolig, smilende mand med et fromt kirkeligt
væsen. Han synes vist, det er sjovt, at jeg er kommet helt herud
bare som turist, og han virker til at have al den tid, en kirkens lakaj
altid skal have. I hvert fald fortæller han ivrigt om sit isolerede
liv og det utraditionelle arbejde.
- “It is fery diffucult” siger han, idet han forklarer, hvordan man
får dayakkerne til at omvende sig. Normalt er det ved at vise et
godt eksempel; ved at udføre hjælpefunktioner eller ved at
støtte folkene med f.eks. skoleoprettelser, at budskabet vinder
gehør. Og når først nogle få har bekendt sig
til den kirkelige tro, er det lettere at få flere omvendt.
- ”Education is extremely important” forsikrer han, for det at uddanne
lokale præster gør klart nok de Graaf selv mindre betydningsfuld.
Og jeg må beundre den stædige kamp missionærerne kæmper,
samt beundre den respekt, som kirken trods alt har formået at tiltvinge
sig, bare ved at være til eksempel. Men jeg væmmes ved tanken
om den undertvingelse, som kirken i vid udstrækning satser på.
Dens imperialistiske væsen får folk som de Graff til, at hellige
hele deres jordiske liv på, at omvende urskovens vantro hedninge.
Hvilken afskyelig form for kulturelt mord. Det er kvalmende at konstatere,
at religiøse bevægelser i den grad tromler frem overfor sårbare
uudviklede samfund, som i forvejen er yderst trængt af det moderne
samfunds ekspansive vækst og mangel på resourser. Kirkens væsen
kommer blandt samfund, der allerede lever i egen selvtilstrækkelig
forståelse af verdens ubesvarede spørgsmål, til at virke
destruktivt anmasende. Hvad er der galt med dayakkernes traditionelle animistiske
tro? Hvorfor skal kristendommen og for den sags skyld også islam
komme her, og spolere en ældgammel velfungerende livsanskuelse? Mod
psykisk og moralsk pres er et sådant samfund naturligvis uhyre sårbart.
Som veltrakteret gæst forbliver disse tanker dog usagte, og De
Graff tilbyder mig at bo hos ham. Han nikker genkendende, da han får
at vide, hos hvilken familie jeg er blevet indlogeret. Familien er allerede
blevet omvendt, bedyrer præsten, allesammen, undtagen faderen. De
Graff virker, på trods af allerede at have fået splittet familien,
temmelig modløs med udsigten til også at få lov at frelse
faderens, byens heksedoktors sjæl. Opgivende fortæller han,
at faderen, der igennem dans og trancetale virker som åndemaner,
ikke vil lade sig omvende. Han er gammel og vil fortsætte sit virke
på trods af at de fleste andre er blevet kristne.
Jeg går fra præstehuset, glad for besøget, men med
afsky for den indblanding kirken foretager i disse sagesløse menneskers
liv. Lad dog åndemaneren leve!
Splittede følelser.
Senere slentrer jeg lidt rundt sammen med Trivina på hovedstien
igennem byen. Stemningen er lidt penibel, ikke så meget for mig,
men for Trivina; og dermed også for mig. Jeg kan mærke, at
det er pinligt for den unge ugifte pige at gå omkring i sin egen
by med en fremmed mand. Det er åbenbart ikke helt efter normerne,
så jeg sender hende hjem, og siger jeg gerne vil gå lidt for
mig selv. Det er tydeligvis en lettelse for hende, selv om det egentlig
er min fornemmelse, at hun enormt gerne ville gå sammen med mig og
vise mig rundt. Grunden til hendes ubehag forstår jeg ikke, men hun
vil utvivlsomt imødegå en fordømmende reaktion for
at bryde nogle moralske regler.
Der er en ubeskrivelig ro i denne by. Der er mange huse som ligger
gemt inde mellem træerne, så det er svært at danne sig
et præcist skøn over størrelsen, men jeg gætter
på et sted mellem 200 og 300 beboere ialt. Her er smukt og helt fantastisk
stille. Alle lyde bliver dæmpet af den tætte bevoksning, og
det er som om folk selv beskytter
stilheden.
Der er ingen der smækker døre i, banker eller råber.
Hovedgaden, en letbugtet jordvej så bred som en dansk cykelsti, løber
langs med floden, og derfra leder mindre stier ned til husene imellem tætte
træer og buske. Det er uhyre grønt, og i skumringen, med himlen
i al sin farvepragt, er det som om en længsel smyger sig ind i min
krop. En længsel efter dette. Stilhed, farver og harmoni. Jeg er
her ganske vist, midt i det hele, og alligevel er det, som jeg længes
hertil. Min tilstedeværelse er som turist; en slags fremmed fugl
på træk. Men jeg længes efter at være en del af
dette afbalancerede paradis, og ikke kun en observatør. Fornuftens
indre stemme argumenterer:
- “Men du er jo vesterlænding! Et bymenneske på afveje.
Din baggrund og dit liv tilhører en anden tid; en anden virkelighed.
Du vil aldrig kunne trives som junglemenneske inde midt på Borneo.
Du er fra Vendsyssel og ikke fra Kecamatan Long Bagun.”
Fornuftens ord har vægt, og jeg erkender modvilligt paradokserne.
Men alligevel længes jeg efter at leve primitivt, stilfærdigt
og lykkeligt. Jeg er lykkelig lige her. Ensom men lykkelig!
Jeg sætter mig i baghaven ved et hus med udsigt over floden og
funderer, mens himlens gyldenglans spejler sig i de tyste og vældige
vandmasser. Her er så ubeskriveligt smukt og fredfyldt, at jeg beruses
af indre velvære. Jeg tænker mig hele vejen ned ad floden,
over havet og den lange vej til Danmark. Som en drøm man ikke kan
finde sammenhængen i, føler jeg mig på en underlig måde
bedst tilpas ved at blive her. Hundreder af kilometer inde i junglen sidder
jeg og forkaster mine hjemlige trygge omgivelser. Hvorfor? Hvad er der
galt med livet i Danmark? Fornuftens indre stemme svarer:
- “Livet er præcis så godt som man gør det til alle
steder. Glæd dig hvor du er nu, men forkast ikke dermed din egen
sammenhæng. Du er afhængig af et bagland, og din tankegang
er banet af din opvækst, selv om du har kritiske meninger. Vogt dig!”
Min indre diskussion kører mens dagens sidste lys brænder
ud. Jeg ved, at fornuftens stemme taler klarest, men at følelsen
taler mest indtrængende. Længslen er pinefuld, for her er en
tilværelse der ligger tæt på mine forestillinger om livsværdi,
og dog kører værdierne på lånt tid. I mit sind
er dette paradis allerede dømt til undergang; udviklingens klare
sprog står skrevet tydeligt for mit blik. Længselen udtrykker
nærmest en utopisk drøm om en udbredt anerkendelse og respekt
for dette livs kvaliteter, istedet for iver efter at destruere det.
Junglens stemme.
Jeg slæber mig beruset hjem til huset, hvor familien henslængt
langs væggene med en olielampe midt på gulvet, sidder og snakker.
Moderen og et par af pigerne laver mad, og lidt efter sætter vi os
i en rundkreds ind til midten, hvor jeg bliver bedt om at række til
fadene først. Menuen er små rispakker i palmeblade, kasawarod
og to forskellige slags kogte grønsager med noget kokosdrys til,
og det er tydeligt, at der er gjort en del ekstra ud af middagen, både
fordi jeg er her, og fordi Trivina er kommet hjem. Vi sidder i skrædderstilling
og spiser maden med fingrene. Roen er påfaldende. Sted, situation
og mennesker er i harmoni, og mad smager særligt godt i denne kulisse.
Efter middagen er der bare hygge. Kvinderne skrår og skiftes
til at spytte i en messingkrukke med låg, der hele tiden cirkulerer
rundt. Faderen og Trivinas bror ryger, og synes det er mærkeligt,
at jeg ikke vil ryge. Enhver rigtig mand kan vel ryge sig en cigaret, tænker
de vist nok, og et øjeblik er jeg ved at give efter. I stedet giver
jeg faderen en pakke fine filtercigaretter, som jeg længe har slæbt
rundt på i tilfælde af at skulle komme i taknemmelighedsgæld
til nogen. Han lyser op og bliver tydeligvis særdeles glad.
Aftenen går med at familien sidder og snakker. Een fortæller
typisk i lang tid, mens de andre opmærksomt tilkendegiver deres medleven
med små grynt eller nik. Siden overtager en anden hovedrollen, som
så fortæller sine historier. Det hele er vældig stemningsfuldt
selv om jeg ikke forstår, hvad der bliver sagt. Det meste foregår
på deres stammesprog, men af og til taler de til mig eller stiller
et spørgsmål, for at jeg ikke skal føle mig ensom iblandt
dem. Det gør jeg ikke! Det er sjovt bare at være her, og jeg
nyder, at iagttage deres vaner og deres sociale adfærd. Stemningen
virker intim omkring det flakkende lys fra olielamperne, og atmosfæren
er varm. Jeg kan bestemt li´ deres måde at være sammen
på og ligeledes deres diskrete måde at traktere mig på
som gæst fra den anden side af jorden. Den hyggelige familiestemning
fortsætter i evigheder. Junglens mysterium af natlige lyde trænger
ind i huset igennem vinduer, døre og vægge og opsluger vor
eksistens. Ingen i hele verden ved hvor vi er, for vi er indhyldet i mørkets
uendelighed og knyttet af sammenholdets ubrydelige bånd. Jeg føler
mig i dette øjeblik, med sindet bedøvet i tryghed, som en
del af familien, og længslen er forsvundet. Jeg er blevet del af
en evig familie.
.....
En allerede opdaget verden.
Da jeg tog afsked med familien og den lille by, tog jeg på en
måde også afsked med øen. Jeg blev forelsket i
dayakkernes liv, i Trivina og hendes familie, og i Mahakam. Drømmenes
højdepunkt var det stille liv i de rolige omgivelser, floden, og
dens lange vej mod den anden verden. Men heroppe blev jeg også
mere realistisk bevidst om, hvad fremtidige rejsemål kan byde. Ingen,
uanset hvor de end rejser hen i dag, skal forvente at finde liv eller kulturer,
der fremstår upåvirket af denne moderne verdens indflydelse.
Opdagelsesrejsernes tid er forbi, undtaget opdagelsesrejser som denne på
afgrænset personligt niveau. Kloden forandrer sig hurtigere end et
kritisk opdagerhjerte bryder sig om at erkende, men der er dog stadig noget
i behold. Jeg forlod Borneo med ønsket om en dag at vende tilbage,
og med bevidstheden om, at jeg dèr har haft nogle af livets mest
værdifulde øjeblikke.
|
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
|
|
|
|
|