 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Det
er svært at regne med noget i det her land. Det går bare langsommeligt
med at komme frem selv om der er masser af biler. Citroëner og Renaulter
på stribe drøner forbi os time efter time, dag efter dag.
Men kun få af dem stopper. Min rejsefælle og gamle ven fra
skolen, Kim, og jeg står i dag på en motorvejs tilkørsel
i udkanten af Valance og sparker sten på anden time. Nedenfor løber
en landevej under motorvejen, hvor vi indtil for kort tid siden kunne vinke
til den waliser, vi drak rødvin sammen med hele sidste nat på
campingpladsen. Men grebet af et utålmodighedsanfald, så vi
ham for 10 – 12 biler siden hovedrystende gribe sin vadsæk og begynde
at vandre udefter. Hver gang en bil viser sig i svinget på vej op
imod os, springer vi op og prøver at se ud, som om vi er nogle særdeles
friske fyre med smil og højt humør, eller også sætter
vi en ynkelig maske på, for at se trætte og forkomne ud. Vi
skal appellere til det humør, føreren i bilen er i, hvilket
absolut er vanskeligt at ramme, og det er ikke lykkedes os alt for godt
i den sidste tid. Somme tider holder vi tommelfingeren højt op i
luften i udstrakt arm, og til andre biler holder vi blot armen lavt og
neutralt nedefter. Nogen gange helt uden tommeltot. Vi har også prøvet
at bevæge armen frem og tilbage, og at stå med siden til. Men
det dur i hvert fald ikke. Det er ikke til at finde ud af, hvilken teknik
der er den bedste overfor franskmænd, og det har sikkert mest at
gøre med chaufføren, når det kommer til stykket. Men
vi smider i hvert tilfælde aldrig sten efter en bil, der kører
forbi - hvis der kommer en anden lige efter. Jeg har en fast overbevisning
om, at det gælder om 
at
stå et godt sted, hvor bilerne let kan komme til at stoppe, samt
at småpirke til førerens ædle samvittighed ved at kigge
denne bønfaldende i øjnene med et blik, der garanterer, at
man aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd. Desværre
glemmer man som regel i ren befippelse, hvilken teknik man brugte, da en
bil stoppede, eller også virker netop den metode som ren afskrækning
på alle andre billister. Blafferlivet kan være utroligt ligetil
nogen gange, men andre gange som en uløselig gåde.
Taktiske overvejelser ved at stoppe.
En blå Renault 4 stopper med kun én bremselygte. Så
hurtigt vi kan, griber vi rygsækkene, og det par ekstra madposer
vi har, og småløber hen til bilen.
- ”Bonjour, vi skal til Avignon, må vi køre med?”
- ”Mais oui” siger både den mandlige fører og kvinden
ved siden af, hvorefter vi får rygsækkene ind bag i bilen og
selv bliver sat ind på bagsædet. Det viser sig, at parret skal
til Perpignan, netop samme by, vi rejser efter, så det passer
os således ret fint, da manden med mørkeblå alpehue
spørger, om vi ikke vil køre med dertil. Vi skal søge
arbejde som drueplukkere i Frankrigs sydlige vindistrikter, og en marokkaner
som Kim snakkede med for et par dage siden, fortalte at netop Perpignan
er et godt vinområde med masser af arbejde. Så det er blevet
vores hovedmål.
Snakken går lidt i bilen og vi får stukket noget chokolade
om til at fordrive køretiden med. Vi holder til gengæld ofte
en pakke cigaretter frem imellem de flinke folk, for erfaringen har lært
os, at langt de fleste franskmænd aldrig kunne sige nej til en Gitane.
Og det er nu rart at have noget at tilbyde, der viser vores taknemmelighed
for køreturen. Som blaffer gælder det selvfølgelig
om at få billisten til at synes om én, for at få maximalt
ud af liftet, og det er en krævende opgave, når det skal gøres
hver dag igennem lang tid. Det gælder om at få snakken i gang,
så man allerede kender hinanden en smule, når det er tid at
stå af. Igennem samtale får man dels en lærerig oplevelse,
men man kan også bearbejde føreren til at ville gøre
sig ulejligheder, han sikkert aldrig selv havde troet, før han stoppede
bilen. Interesse for alle mulige livsførelser, for forskellige hobbys,
og ikke mindst indlevelse i de spegede problemer, der måtte plage
manden eller i enkelte tilfælde kvinden, er essentielt for at få
bilisten til at bedømme én som en rigtig kammerat – en man
kan snakke med, og en der kan forstå. Derved ender man i de fleste
tilfælde med at blive kørt et mere bekvemt sted hen eller
måske med en eller anden form for invitation. Blafferliv kræver
engagement, omgængelighed, en taknemmelig indstilling og en lille
smule leflen, så kommer resultaterne.
Engang på Gran Canaria fik jeg Eddie, en sød ung schweizisk
værnepligtig i en Golf GTI, til at forlænge sin tur med 50
km i forhold til hvor langt han egentlig skulle, for derefter at vende
bilen mens jeg forrettede et par ærinder, og så køre
de 50 km. tilbage igen.
Eller en sommerferie hvor jeg skulle blaffe fra århus til Finland,
og stod 25 km. udenfor Gøteborg med Örebro på læberne
til den Saab 900, der stoppede. Da chaufføren Olle fandt ud af,
hvor jeg virkelig skulle hen, spurgte han efter lidt tid om jeg ikke ville
med lidt længere. Jooh tak, det ville da være fint, og så
endte vi efter 10 timers kørsel og 850 km. oppe i Umeå, dybt
inde i Bottenviken, hvor jeg næste dag blot skulle gå
ombord på færgen til Kokkola. Bekvemt!
En rørende invitation.
Her i bilen er der en dejlig afslappet atmosfære, og kvinden,
som er blond og ret charmerende, sidder vredet om på forsædet
og smiler til os, mens vi fortæller lidt om vores planer med drueplukningen.
Hun er chaufførens datter og dejligt impulsiv.
- ”Min forlovede kender en godsejer, og han kan tage jer med ud til
hans chateau i morgen”, siger hun i et anfald af hjælpetrang. Jeg
nikker, og Kim siger, det lyder godt.
Til Perpignan ankommer vi omkring kl. 16.30 og først kører
vi hjem til farens hus, hvor de bor. Der får vi anrettet et lille
bord i haven med Pastis 51, whisky og noget snack. Vi snakker hyggeligt
og møder et par venner af familien, inden Josephine, som pigen hedder,
ved 18 tiden spørger om hun skal køre os ud til en campingplads.
Jooh tak, Kim og jeg bliver hurtigt enige om at vi skal have noget
mad inden, og spørger om hun i stedet gider køre os ind til
byen. Morgenes camembert og noget luftige baguettes er for længst
forbrændt, så vores tarme er tomme som tvangsudpumpede nytårsmaver
og skriger efter et nådefuldt måltid.
- ”Tres bien, j´ai faim aussi, et je connais un restuarant tres
delicate”, siger Josephine, og et øjeblik efter har hun gjort sig
klar til at køre. Hun vil med. Kim og jeg takker meget for traktementet,
og så kører vi ind til Perpignans centrum, hvor den charmerende
kvinde med sit dejligt livlige pagehår viser sig som en dygtig og
handlekraftig billist. 24 år gammel og sekretær fortæller
hun over maden, der er muslinger, rødvin, gullash, ost, is og kaffe.
Hun er en af den slags livsglade, lattermilde mennesker, man kan blive
forelsket i på 1½ minut i en elevator. Restauranten er virkelig
prima og umådeligt hyggelig med levende lys i snesevis. Fremragende
mad og fremragende selskab. Vi nyder sammenkomsten indtil ved 22-tiden,
og bliver på det nærmeste bløde i knæene, da Josephine
insister på at betale regningen. Det er dog fantastisk selv i Europa
at møde en så uforbeholden indstilling fra fremmede. Hun smiler
glædestrålende, og signalerer at hun gør det med oprigtig
fornøjelse, så selv om det er både rart og pinligt,
lader vi hende styre.
Derpå kører vi i den småbulede bil ud til vores
nattely, som ligger i udkanten af byen. Campingområdet er totalt
uoplyst og næsten tomt, så det virker lidt dystert, da vi hiver
rygsækkene ud på græsset i skæret fra bilens ene
baglygte.
- ”Jeg kan holde her og lyse med bilen, til I får rejst teltet”
siger Josephine med bekymring for hvordan det ellers skal gå.
- ”No, no” råber vi i munden på hinanden, for vi er allerede
så overvældede af hendes offervilje, at det ville være
for pinligt.
- ”Vi bruger vores lommelygter” siger Kim overbevisende, selv om vi
ingen lommelygter har, men for Josephine lyder det betryggende nok, og
dermed kan vi knuse og kysse den dejlige pige farvel med en blanding af
vemod og fryd. ”Au revoir et bon voyage”, er noget vi hører næsten
hver dag, men i nogle munde gør ordene unægligt større
indtryk end i andre. Vi har ført vores tilværelse på
landevejene i 3 uger nu, og det er selvfølgelig blevet til mange
lift og mange gode bekendtskaber, men selv om stort set alle har været
flinke mennesker har Josephine´s og hendes fars bil, været
den med de blødeste sæder.
Da øjnene vænner sig til mørket, er det slet ikke
slemt at finde rundt. Vi får hurtigt rejst tomands teltet, og den
sydfranske charme, som har erobret vores hjerter allerede fra starten,
vugger os blidt i søvn.
Jagten på job.
Josephine´s forlovede tropper ganske vist op på det aftalte
mødested dagen efter, men det eneste budskab, han har er at de allerede
har tilstrækkeligt med folk på hans vens vinchateau. Han er
i øvrigt ikke nær så forhippet på at hjælpe
os, som Josephine havde fået det til at lyde, og han kommer tydeligvis
kun fordi han er blevet sendt. Måske har hun også været
lidt rigeligt facineret af os?
Vi prøver i stedet formidlingskontoret inde i byen, uden
at det giver et bedre resultat. Vi får overalt at vide, at der er
masser af arbejde at få, men når det kommer til stykket, er
det for tidligt, for sent eller der er fyldt op. De følgende dage
traver vi skosålerne tynde for at komme rundt på de noget usle
vin-arbejdsformidlings-kontorer i Narbonne, Lézignan, Toulouse og
Agen – uden held. Vi har ofte hørt om folk, der har arbejdet sig
frem gennem landene, ved at tage nogle småjobs her og der, og nu
skal det afprøves. Vi skal have vores europæiske horisont
udvidet og eventyrlysten stillet. Kim har været min bedste og mest
hvidhårede ven lige siden 2. klasse hos frøken Andersen, og
han har de skæveste ben, jeg kender. Man kan blive helt svimmel af
at gå efter ham ud af en 
landevej
i middagsheden. Men han har også det sødeste smil, som to
amerikanske homosexuelle smigrende komplimenterede på vej til borgen
i Carcassonne. Kims smil og mine blå øjne gjorde deres ellers
ganske fedtpolstrede hjerter ekstra bløde, så vi næsten
blev flove over at afslå deres i øvrigt ydmyge forespørgsel
om at dele nattens glæder sammen på et hotel. Kims smil ér
et trækplaster, for han er den glade, folkelige og ubekymrede levemand,
som automatisk suger folks opmærksomhed, hvorimod jeg er den eftertænksomme,
undrende og hyggelige, der bedst kan li´ at fyre et par henrykkere
af fra sidelinien. Vi går godt i spænd sammen, og har den samme
stædige vilje til at udfordre og løse problemerne.
Drueplukning i omegnen af Bordeaux.
Bordeaux når vi med en bonde, der med kun et par millimeter Gauloise
vippende i mundvigen garanterer, at der er masser af arbejde at få,
om end vi dog så småt er begyndt at tvivle. Dagen efter sidder
vi dog allerede i en fyldt bus på vej til arbejde 40 km. sydøst
for byen. Vi er en ordentlig gruppe plukkere, der skal køres ud
til fordeling blandt bønderne i området omkring Langon, og
straks bussen drejer ind i byen og holder ved den centrale plads, bliver
vi kaldt ud sammen med arbejderne fra 2 andre busser. Folkene fra formidlingskontoret
i Bordeaux, som er fulgt med herud, har nogle lister med vores navne på,
og de går rundt sammen med vinbønderne, for at enhver kan
få det antal plukkere, de har brug for. Dig, dig, og dig. Vi bliver
peget ud en efter en, får et kryds på navnelisten, og skal
så følge bonden, der i vores tilfælde er en lille, ældre
mand med en ternet kasket. 9 stykker er vi i gruppen, deriblandt 2 franske
piger og en større gruppe englændere. Et par gader væk
fra torvet giver bonden os hver især sin ru næve, og præsenterer
først sig selv som Gaston Flaujac og derefter en skægget venligt
udseende mand, der sidder i en bil, som sin søn Michell. 5 fra gruppen
bliver efterfølgende proppet ind i bilen og vi andre kravler ind
i en gammel spand af ubestemmeligt fabrikat, som holder foran.
Endelig er vi på vej til det arbejde, vi så længe
har forsøgt at finde. ”faire le vendange” hedder vinhøst
arbejdet, og det er med noget spænding, vi triller afsted mod bondens
gård. 20 km. ude ad små krøllede veje omgivet af langstrakte
vinmarker, svinger vi ind til gården, hvor vi bliver taget imod af
en nydelig ung pige, Marie Claude, som er Michell´s kone, samt deres
6 årige knægt Christophe. Desuden endnu en bror og madame Flaujac
foruden en gruppe franske plukkere på 7, der allerede har arbejdet
1 dag. Den fulde arbejdsstyrke på 16 plukkere, heraf 7 udlændinge,
er dermed samlet, og i morgen starter arbejdet.
Indlogering på egen gård.
- ”I laden foregår vinbrygningen” siger den lille hyggelige ”le
patron”, og han viser os rundt, mens han forklarer arbejdsgangen. Der er
forskellige maskiner placeret rundt omkring, snegle til at flytte druerne
rundt mellem forskellige rum eller til store tragte, der leder ned til
et par underjordiske tanke, hvori gæringen skal foregå.
- ”Det der med at trampe rundt i druerne med de bare tæer, bliver
der altså ikke noget af her. Havde I regnet med det?” siger han spøgefuldt,
idet han stamper lidt rundt i sine gummistøvler. Kim og jeg har
i sjov ofte set frem til netop den opgave, men hva´ så slipper
vi da for vindruesten under neglene.
Vi bliver efter et måltid mad kørt over til en anden ejendom
et par kilometer væk, hvor vi skal indlogeres i stuehuset. De to
piger får et rum for sig selv, et par tilbagevendte franske professionelle
arbejdere får også værelser for sig selv, og resten af
os skal sove på en lang række inde i stuen. Det virker hyggeligt
med pejs og bløde møbler og tegner godt. De 5 englændere
griner og pjatter, som en flok blå mandags drenge i Karolinelund,
og at en seng ind imellem falder sammen, er kun med til at øge stemningen.
Den ophobede spænding er på vej til at blive udløst,
også for dem, og fra nu af er fremtiden rimeligt overskuelig for
os alle.
Arbejdsliv.
De første 2 arbejdsdage er hårde men skrider hurtigt,
og så har vi lært proceduren. Den 3. dag på gården
er det min fødselsdag, og vi har forhåbninger om, at det vil
give et par ekstra pusterum i løbet af dagen, men det viser sig
allerede fra morgenstunden at være ubegrundet. Heller ikke i dag
bliver der tid til svinkeærinder, inden bilen med den yngste bror
holder og dytter udenfor for at hente os til morgenmad. Han er ubønhørligt
krævende og skriger ofte hæmningsløst ud over druerækkerne,
at vi skal skynde os mere. Hans rigtige navn er Pierre, men han får
hurtigt navnet ”Allez”, fordi han i sit helt eget melodiøse toneleje
regelmæssigt råber ”Allez, allez, allez, allez, alleeeez” eller
”Vite, vite, vite, vite, viiite”. Vi skal arbejde hurtigere mener farmeren
og sønnerne, og Allez er den, der med uudtømmelig energi
går mest op i at presse tempoet. Arbejdet er slidsomt og alle bliver
ømme i ryg, knæ og fødder. Vi klipper drueklaserne
med en slags saks og putter dem i en kurv, som regelmæssigt tømmes
over i en større kurv på ryggen af en opsamler, når
den er fyldt. Opsamleren går rundt i mellem plukkerne og tømmer
selv sin store konisk formede flettekurv ud i en vogn som kører
for enden af de 50 – 100 m. lange rækker. Vi arbejder 2 og 2, med
en på hver side af vinhækken, for at få det hel med.
Druerne sidder i en så umulig højde, at man enten skal kravle
fremad på knæene eller stående bøje sig dybt forover
til ulempe for lænden. Det er svært at se drueklaserne 
Rytmen i arbejdet.
Plukkerne spiser sammen med familien på vingården. Morgenmad
7.30 – 8.00, middagsmad og hvil 12.30 – 14.00 og aftensmad kl. 20.00. Morgenmad
er kaffe og brød, men middagsmaden er en fest på 4 retter.
Først suppe, så paté eller salami og derpå en
varm ret som afsluttes med af dessert og kaffe. Aftensmaden går efter
samme recept suppleret med ost og et ubegrænset antal vinflasker.
Vi spiser storslået, og jeg nyder at teste det franske landbokøkkens
madsortiment. Madamme og Marie Claude kan så sandelig få mundvandet
på udasede drueklippere til at løbe. Værtsfamilien kan
i det store og hele ikke snakke engelsk selv om de ofte forsøger
at vende nogle sætninger til overfor englænderne. Disse kan
til gengæld kun sige ”mercy bioukoo” på fransk, så kun
Kim og jeg kan kommunikere noget i begge lejre. Men generelt behøver
der heller ikke at blive sagt ret meget, for der skal knokles og ikke ævles.
I marken holder vi hinanden i gang med snak pjat, sange, slagsmål
og fælles beklagelser. Hubert, 2 gange Gerard, Jean Jaque, Roger,
Bernard, 2 gange Steve, Les, Marc, Woody, Chou Chou, Marie Paul, Kim og
jeg, foruden patronen selv, Michell og Allez slider os fremad dag for dag,
fra række til række. Mange læs både hvide og røde
druer 
bliver
kørt hjem, og den ene dag løber bare ud i den næste.
Plukningen skal helst foregå indenfor en periode på 3 – 4 uger,
så druerne ikke bliver overmodne, og de der vil arbejde længere,
må derfor rejse længere nordpå, hvor sæsonen begynder
senere. En del sæsonarbejdere når gerne 2 – 3 steder indenfor
den relativt korte høstperiode, men de kommer ofte tilbage til de
samme steder år efter år, så de ikke har bøvlet
med at finde bønderne, der har brug for dem.
Når arbejdere slår sig løs.
Om søndagen er det hviledag fra plukningen, så lørdag
aften skal der viftes med ørerne. Efter aftensmad vandrer vi ca.
4 km. ned til en lokal knejpe, hvor der bliver fyldt øl på
til nogle gevaldige drønnerter. Med sang latter og lystig samtale
huserer der en frigjort stemning, som også en hel del stamkunder
deltager i. Hen imod midnat kommer vi så til at lægge arm med
nogle lokale gæster, og pludselig udløser det et slagsmål
imellem Gerard og nogle andre. Der bliver hurtigt udsigt til større
tumult, så vi må skyndsomt fortrække med en rasende Gerard
under armene. Vi når dog kun knapt en kilometer ud ad hjemvejen,
før en hvid folkevogn kommer drønende tæt forbi os,
og stopper lidt fremme ad vejen. Det lokale vinavlersjak vælter ud,
for at gøre os det klart, hvem det er, der bestemmer heromkring.
Alle begynder at slås til højre og venstre, og efter lidt
tid ser jeg Kim kaste sig ind i en majsmark med hænderne over hovedet.
Jeg har selv travlt med at udveksle boksestød med en lille sprælsk
kung-fu kæmper, men da han og de andre uden nogen afgørelse
springer tilbage i folkevognen, forsøger jeg ængstelig at
finde Kim. Det er bælgmørkt, så jeg råber desperat
på ham ind i majsen, og pludselig dukker hans hvide hoved frem med
et lille gok i panden som eneste overlast. Steve har fået et par
grimme slag i hovedet, men ellers er det største problem, vi har,
Gerard. Selv efter at vi når hjem, er han helt ustyrlig og banker
både sit hoved og sine knyttede næver til blods imod en væg.
Han vil vist tilbage med sine 1.60 m og ordne folkevognen helt alene, men
til sidst slår han sig selv ud og bliver lagt i seng med størknet
blod i hovedet.
Lønnedgang med tilbagevirkende kraft.
Dagene går, drueplukningen slider på kroppen, og tæerne
bliver følelsesløse af at være bøjede i hugsiddende
plukkerstilling. Alle har problemer med tæerne og 14 dage henne har
Kim og jeg mistet følelsen i de sidste tæer. Vi glæder
os til at høsten er i hus.
Da vi en aften på 3 uge kommer tilbage efter aftensmad for at
drikke vores sædvanlige flasker godnatvin, kommer den lidt ældre
og stille Jean Jaque ind til pejse.
- ”Merde, har I hørt at vi får 10 franc mindre per dag
end de har lovet? Det sagde Michell til mig” Stemningen bliver pludselig
intens.
- ”Jeg ved ikke, men Michell har vist set et avisudklip, der skal dokumentere,
hvad tariffen er over hele Frankrig” Jaque ser sørgmodig ud, mens
vi andre bander og svovler et stykke tid. Englænderne er helt gearet
op, men mon ikke der nok skal komme en løsning på misforståelsen?
Næste morgen viser det sig dog at familien holder på tarifbetaling,
og selv om Chou Chou fører vores krav om aftalt aflønning
frem, kommer vi ingen vegne. Det ender med at samtlige plukkere på
nær et par af de franske sæsonarbejdere går hjem og pakker
deres ting, for situationen er fastlåst i en uløselig konflikt.
Vi er heller ikke kede af at stoppe, for de 3 ugers hårde arbejde
har tæret på energien, men vi er kede af den måde det
sker på. Jeg er kommet til at synes vældig godt om den lille
vinavlerfamilie, og jeg kan ikke finde ud af hvordan fejlen er sket. Har
de virkelig bøffet os eller har vi misforstået noget fra starten,
der så aldrig er blevet afdækket? Kim og jeg havde utvivlsom
også arbejdet til den lavere afregning fra starten af, men det er
unægtelig svært, at acceptere en negativ lønudvikling
endda med tilbagevirkende kraft. Derfor vælger vi at stoppe. Én
for én får vi de optjente penge og med hængende hoveder
fra begge lejre ender druepluknings-eventyret med et par spage farvelråb
bag fra traktoren på vej ind til Langon. Vi er tilbage på landevejen.
Efterår på sydeuropæiske landeveje.
Det er begyndt at blive efterår i Europa. Vi er sidst i oktober
og nætterne er blevet isnende kolde med frostrim på græsstråene
i morgentimerne. Vi må skynde os sydpå, hvis det at sove i
telt stadig skal være en fornøjelse.
Arbejde med frugt.
Turen går til Kreta, som er noget af det varmeste, man kan finde
i Europa på denne årstid, og samtidig skulle der være
gode muligheder for arbejde. Det viser sig dog snart endnu engang, at det
ligger tungt med at finde jobbene og endnu tungere med betalingen. Olivenplukning
på øen bliver hurtigt opgivet, da det knapt kan føde
en halvskaldet suppehøne, og samtidig fordi grækerne anser
den salgs beskæftigelse for at være kvindearbejde. Det arbejde,
en mand kan få, er på de svinske oliefabrikker, hvor det vil
tage mindst et par uger at tjene til et nyt sæt tøj. Derfor
tager jeg over til Sparta på Peloponnes, hvor appelsinhøsten
giver mulighed for nogle løsarbejder jobs, der lige netop kan belægge
brødet i madpakken. Fabriksjobbene jeg får varer sjældent
over én dag, men plukkertjansen kan strække sig over længere
tid.
I en plantage, hvortil der bliver hyret en stor gruppe plukkere, skal
vi plukke 50 kasser appelsiner á 20 kg pr. dag. Altså
1 ton appelsiner før man har tjent sin løn. 
Appelsinerne, som godt nok også er enorme af størrelse, smager
som en drøm og udgør alle andre måltider end aftensmad.
En del af plukkerne bruger nærmest mere tid på at fylde i hovederne
end i kasserne, og det er noget udpræget møg, for vi er 12
plukkere med en fælles dagskvote på 12 tons, som derved får
nogle ulideligt lange dage, inden 2 containere med hver 6000 kg er fyldte.
En eftermiddag kommer en lille firskåren og moustache-prydet
mand råbende igennem plantagen. Pegende rundt i alle retninger slår
han sig igen og igen på siden af hovedet, og med en svada af rasende
græsk decideret overfuser han mig, der sidder oppe mellem svulmende
frugter på en stige. Jeg er alene i området, for jeg har bestemt
mig til i dag at holde mig lidt i periferien af de andres appelsinsmasken
og uproduktive sladder. Jeg vil derimod klø på, for at blive
færdig. Den gale mand går med bister mine og hidsige skridt
hen imod en smal mosbegroet betonrende, råber nogle sætninger
og står et øjeblik efter igen med hoppende overskæg
for foden af stigen. Det virker mest som om, han ikke er til at formilde,
og at man hellere må blive oppe i træet, så jeg smiler
lidt til ham og trækker på skuldrene, for det er umuligt at
tolke, hvad problemet er. Med fagter viser jeg ham derfor, at jeg intet
har med det hele at gøre, og at det er bedre, han snakker med bossen.
Jeg peger i den retning, hvor denne sandsynligvis arbejder, og grækeren
skræver derpå afsted i sine lange gummistøvler, så
de ternede bukser vrider sig om hans bagdel. Jeg klatrer ned fra træet
og lusker i hælene på ham. Det viser sig at den lille bonde
har rimelig grund til at være ophidset, for jeg har klodset godt
i det. I min arbejdsiver har jeg plukket 8 kasser appelsiner inde på
mandens mark, og fuldstændig overset det ubetydelige halvt tilgroede
betonskel, der angiver grænsen af vores plantage. Bossen og naboen
bliver dog hurtigt enige om en pris for appelsinerne, og begge mænd
forklarer dermed med svingende armbevægelser
og pædagogisk mimik, at jeg kun skal plukke frugterne på den
ene side af afgrænsningen. Nå ja!
Blodsuger i Athens gademiljø.
Det blev den sidste arbejdsdag i den plantage, men et par unge græske
medplukkere, Dinna og Dimitris, inviterer mig til at bo hos dem i Athen,
hvor der skulle være masser af jobs at få, så jeg kører
med dem i en ældgammel rustspand til hovedstaden. På trods
af ihærdig søgen er det eneste job jeg kan opdrive, at skaffe
kunder til en blodbank. Jeg skal dele reklamesedler ud til folk med udenlands
udseende, for at lokke dem til at give en pint blod eller mere henne på
en klinik. Græske katolikker er næsten umulige at få
stukket en kanyle i, selv om betaling for blodet ellers ligger på
noget nær en ugeløn for mange af dem. Jeg må derfor
forsøge at indsmigre mig hos udlændingene i gaderne, og specielt
dem med blodtyper som AB eller B rhesus positiv. Arbejdet er temmelig kønsløst,
og jeg er usædvanligt uengageret, for i virkeligheden er jeg ikke
overbevist om , at det er helt anstændigt at lokke hverken blod eller
organer ud af folk med penge. Men jeg går dog hver dag troligt
hen og hæver min løn i blodbanken, imod en ny stak sedler
og et par specialopgaver til dagen efter. Samvittigheden er ikke helt i
orden, og min indsats bliver unægtelig derefter. Indsatsen er heldigvis
behageligt ukontrollerbar, så de fleste dage tager jeg seddelbunken
med ned udenfor universitetet, hvor Didi, en stor, tyk historiestuderende,
står og sælger bøger. Han er ven med nogle af anarkisterne
i Dinna og Dimitris´ lejlighed, og har tilbudt at dele mine sedler
ud for at have noget at give sig til. Nogle dage gør jeg livet lidt
lettere for ham og smider halvdelen af de ca. 300 sedler i skraldespanden,
inden han får bunken, og andre dage spreder jeg dem bare selv til
højre og venstre i hænderne på folk, før de når
at se, hvad det er de får. Derved kan jeg have fyraften efter blot
en ½ times tid, og at sedlerne derefter ligger spredt overalt og
flyver imellem benene på folk, ignorerer jeg behændigt.
Anarkisterne.
Dinna og Dimitris er nogle langhårede og letlevende revolutionære
midt i tyverne. De har som så mange græske unge et ganske distanceret
forhold til det travle utiltalende arbejdsliv, hvilket betyder at de bruger
tiden på at hutle sig igennem tilværelsen med nogle løse
småjobs, lidt tyveri og en god gang statsundergravende virksomhed.
Jeg kan ikke finde ud af, hvor deres politiske ambitioner egentlig fører
hen, men der er klart at det uoverskuelige antal venner, der kommer i kælderlejligheden
ikke nyder stor anerkendelse udadtil. De udgør en samfundskritisk
gruppe, der med en vis stolthed kalder sig anarkister, og deres underjordiske
liv med skodder for vinduer, samt en dør, der kun kan åbnes
indefra er tydeligvis med til at styrke sammenholdet. En del af dem er
efterlyst for forskellige kriminelle forhold.
- ”Vi smadrede engang nogle butikker nede under Omonia-pladsen under
en demonstration” forklarer Dimitris en aften over et par øl.
- ”Politiet gennede os hele vejen igennem byen, og det var deres skyld
at volden startede, men nu er vi eftersøgte og bor aldrig nogen
steder længe ad gangen. Vi smutter faktisk afsted til Korfu i morgen
tidlig, men du kan bare blive boende.” Han rokker til musikken på
en underlig ubekymret facon, og det virker som om deres underjordiske tilværelse
har været dagligdag meget længe. De andre anarkister, der mest
har med trykningen af et illegalt blad at gøre, har jeg ikke snakket
meget med, og jeg er egentlig træt af at ligge på mit liggeunderlag
i et hjørne af et kælderrum uden møbler, og ikke mindst
træt af at færdes i et miljø, som mest minder om Fredericia
banegård, hvor man stadig skal passe på at ingen ser, man går
ind.
Gensyn med venner.
Jeg forlader derfor ejendommen i det stille athenske yderkvarter for
at opsøge mere bekvemte omgivelser på vandrehjem nr. 1 i Kipselis,
og for atter at forenes med Kim. Vi mødes på en café
sammen med nogle venner, vi har lært at kende på rejsen, og
som absolut udgør stammen i den noget usammenhængende vennekreds,
man kan opbygge og pleje i et omflakkende rejseliv. Pigerne, Janice og
Christine, er to eventyrlystne skolelærere fra New Zealand, og Richard
er en vidtberejst fyr fra Tasmanien. Derudover er en anden meget smilende
pige fra en sydaustalsk kvægfarm, som hedder Margareth, og hun er
stødt til de andre på Kreta. Vi hygger os gevaldigt med at
fortælle hinanden om vores oplevelser, og den græske kaffe
smager bedre end nogensinde. Også Kim smiler endnu sødere
end normalt, for det at mødes med gode venner, der forstår
tanker og oplevelser på en anden måde end de lokale man møder,
er noget af denne rejses mest uforlignelige indhold. Det er dejligt at
være på opleveren alene, men det er storslået at føle
sig tilbage i venners trygge favn. Den vekselvirkning kan holde rejseånden
høj længe. Vi bestemmer os således også for nu
at holde sammen i en tid, og at rejse længere sydpå, hvor vi
i Israel vil bo og arbejde sammen på en kibbutz.
På lokum uden gasmaske.
Få dage senere står jeg nervøs og svedende på
herretoilettet i Athens lufthavn, og forsøger at lukke gassen ud
af min primus, men de andre venter ved check-in i afgangshallen.
Udenfor regner det i lårtykke stråler, og jeg kan ikke komme
med flyet med en fuld gaskontainer, så en ligegyldig dame ved skranken
har sagt at, at jeg kunne lukke gassen ud på toilettet eller efterlade
primussen her. Men det er allerede tykt af gas i luften, og øjnene
løber i vand. Jeg forsøger at holde vejret længst muligt,
men tænk, hvis der kommer nogen med en cigaret, tænker jeg
pinlig til mode, og i det samme kommer en tilsyneladende ret forskrækket
rengøringsdame ræsende ud fra det sidste toilet længst
inde. Med opspilede øjne slynger hun et par vrisne græske
bandeord efter mig og forsvinder skyndsomt ud. Pokkers som der kan blive
ved at være gas i den lille djævel. Det er koldt som is, og
tanken om hvad der sker, hvis jeg kommer til at skrue dysen helt af, så
trykket måske river dåsen ud af min hånd, er ikke behagelig.
Lige før jeg ikke tør løbe risikoen for at dratte
om i tågerne længere falder trykket, og apparatet er tømt.
Det går ikke et sekund før jeg med eksende ben står
udenfor toiletdøren og gisper efter vejret. Operationen er overstået,
og jeg kan bare håbe på, at ingen uforvarent trængende
skal besørge de næste par timer.
På jagt efter arbejdsplads.
I Tel Aviv er det varmt, grønt og moderne. Der er masser af
højhuse og travle folk, der 
går
rundt i gaderne med slangekrøller og gevær. I banken ligger
folk skyderen på disken, inden de hæver penge.
- ”Det er vist godt at der ikke er så mange israelere blandt
kunderne hjemme i sparekassen på østre Alle” siger Kim til
mig en af de første dage, endnu inden vi har vænnet os helt
til forholdene. Og det har han da ret i.
Vi kommer til at svede af at gå rundt og må lidt nervøse
erkende at de første 2 kibbutz-kontorer ingen medlemmer har, der
kan tage os alle som gruppe. Også på det 3. kontor, Hakibbuttz
Haartzi Hatzair, får vi negativt svar, og indstiller os så
småt på at splitte op. Men på vej ud af døren
finder damen ved skranken ud af, at en kibbutz, der hedder Kinneret, vil
tage os, hvis vi bestemmer os med det samme. Den beslutning er ikke svær,
så papirerne bliver udfyldt på stedet, og dermed bliver vi
sendt direkte til lægen for at få helbredsattester.
- ”It´s a miracle” himler Jannice strålende i taxaen på
vej ned ad Leonardo da Vinci, og jeg fryder mig over hvor meget til fælles,
vi danske har med unge fra den anden side af kloden. Vi vil de samme ting,
tænker på den samme måde, og har hjemmefra stort set
de samme muligheder. Vi er lige og glæden fylder os sammen. Verden
kommer på en måde til at virke mindre, des stærkere venskabets
bånd binder.
Kibbutz Kinneret.
Kinneret, godt 4 timer i bus nordøst for Tel Aviv, ligger placeret
lige ved sydspidsen af Genezareth søen, og der bor omkring 600 kibutznikker
med en smuk udsigt over en
til at bo i nogle lange træbarakker og får at vide at man skal
arbejde på fabrik 3-4 uger, før der kan blive tale om anden
form for arbejde. Arik, der tilsyneladende er noget af en nåh-ja
type, har ansvaret for voluntørernes arbejdsplan, og han sætter
mig på en beach-ball fabrik, Kim og Richard på dadelfabrik
og pigerne i druerne. Dermed demonstrerer han en noget inkonsekvent arbejdspolitik,
for jobbene i druer, bananer og grapefrugter er nogle af de mere attraktive
voluntørtjanser, og pigerne glider således direkte ind i jobs,
der nok ellers tilkom andre.
På job i et bold-bageri.
På fabrikken skal jeg lave bolde på størrelse med
bordtennisbolde af PVC til bat spil. Min boss hedder Shaul, og er
en flink, lille mand omkring de 40 med et tykt sort hår, en bred
mund, der går nedad, når han smiler. Da der er gået et
par dage forklarer han mig om hele fabrikkens produktion og viser tålmodigt
rundt. Ovre i en stor hal bliver battene lavet af udskåret laminat
af arabiske arbejdere, der bor udenfor kibbutzen, men altså tjener
til føden ved at arbejde på fabrikken. Nogle skærer
formen ud på maskine, men andre pudser, lakerer, monterer gule plasthåndtag
og pakker. Det er de samme batspil, der sælges i Danmark, og de bliver
pakker parvis med 2 bolde i en netagtig pose.
- ”We make two containers per week, only for export” beretter bossen,
som snakker flydende engelsk, og så tager han et færdigpakket
sæt op af en kasse og rækker det til mig.
- ”Det her kan du tage med hjem som souvenir,” siger han med et smil,
hvorefter vi går tilbage til den lille boldfabrik foran bathallen
for at gå i gang med dagens akkord. Jeg ér i hovedtræk
blevet fortrolig med boldproduktionen, men stanken har jeg svært
ved at kapere. Der er 2 sæt ovne, hvori boldene bliver bagt, og det
er Helmut, en tysk voluntør, der sammen med Shaul selv passer den
anden maskine. Boldene bliver lavet af en tyktflydende PVC-masse, som man
med en sprøjtepistol fylder ned i noget, der ligner et 15 hullers
æbleskivejern. Derpå skruer man låg, der hver passer
over 3 huller fast med en boremaskine, og formen er klar til at blive monteret
inde i ovnen. Her bliver de roteret rundt i alle retninger og bagt i ca.
12 minutter, hvorved PVC´ en størkner hele vejen rundt i formene,
så bolde bliver dannet. Der er to jern i ovnen samtidig, som så
snart de er færdige, bliver hevet ud og erstattet med 2 andre klargjorte
jern. Imellem hvert sæt, fra klargøringen af 2 nye jern og
til dem i ovnen er færdige, er der 3-4 minutter pause, så der
bliver tid til en mundfuld frisk luft og en smøg. Den opvarmede
PVC fra ovnen lugter ubeskriveligt grimt, og jeg bilder mig selv ind, at
jeg kan mærke dens kræftfremkaldende virkning langt ned i lungerne.
1000 bolde er en dagsnorm uanset om vi laver sorte eller gule, og det
svarer til 6 timer ved maskinen. Jeg begynder nogle dage at arbejde 2 skift
i træk, for derved at slippe for dampene dagen efter. Det er værre
hjemme på barak-værelset at tænke på at skulle
på fabrikken, end at blive der og snuppe en ekstra tørn, når
man først er kommet, og fridagene giver mulighed for at komme lidt
ud.
En rejsendes færden i et terroristisk land.
Der er næsten altid nogen af de andre, der har fri, så
vi blaffer rundt på nogle dagsudflugter til de nærmeste byer
i området. Israel er formentlig det letteste land i verden at autostoppe
i, med både soldater og civile tæt rangerede langs landevejene.
Teknikken med en strittende tommelfinger signalerer dog overdreven sexlyst,
så måden at komme op på uden forpligtelser er at pege
med et par fingre ned i jorden foran én, ligesom for at markere
hvor bilen skal standse – og det virker bare. Selv i grupper på 3
og 4 kommer vi relativt let afsted, hvilket man alle andre steder godt
kunne glemme. På den måde må man prise den uniformerede
israelske ungdoms eminente forarbejde, idet netop de i udstrakt grad transporterer
sig ved at blaffe, men det er måske også noget af det eneste
positive, jeg kan komme i tanker om ved deres virke. Israelske soldaters
overgreb mod den palæstinænsiske befolkning er afskyelig. Når
ufrivillige deportationer, bevidst lemlæstelse og forsætlig
destruktion af beboelse hører til dagens orden for en besættelsesmagt,
er det umuligt at bevare sympatien. Fjerne maskingeværsdueller og
jagere, der med øredøvende brag sprænger lydmuren,
beretter på kibbutzområdet om den urolige tilstand, landet
befinder sig i, men decideret angst for at færdes føler vi
aldrig. Det er nok fordi vi heldigvis har svært ved at begribe, hvor
inkarneret en del af dagligdagen vold er for denne nation. Tilfældige
og virkningsløse bombeattentater udført af sporadisk opståede
palæstinensiske frihedsgrupper er det sørgelige modspil, der
bydes den overlegne jødiske krigsmaskine, som regel med skade på
almindelige civile samfundsborgere til følge. I virkeligheden skulle
jeg måske slet ikke være her, for den hensynsløse og
kyniske statsterrorisme som Israel med USA bagved står for, finder jeg usmagelig
og menneskefjendsk. Men som altid har jeg valgt at ignorere de politiske
realiteter i landet på rejsen, og i stedet snuse. Hvor kan man færdes
i verden, og finde forholdene i overensstemmelse med ens egen holdning?
Ingen! Kun på havet er man fritaget for det dilemma. Når man
rejser på land er politik noget man skal lære om, og danne
sin mening om, men forhåndsindtryk skal normalt ikke være bestemmende
for rejsemålet, for så når man aldrig langt. Men selv sådanne
grundfæstede principper kan der selvfølgelig i yderlighederne
sås tvivl om.
En lille brøler.
Et lille bevis for voldens indflydelse fik vi en dag, efter at have
spist et par stående felaffeler på en food-bar i den nærliggende
by Tiberias. Kiwien Jannice kom først 300- 400 m. henne ad gaden
i tanker om, at hun havde glemt sin taske på baren. Hurtigt gik vi
tilbage for at hente den, men da var baren allerede ryddet af politiet,
og en skrigende ensom lædertaske kunne ses igennem vinduet i glasdøren,
som det eneste i lokalet foruden møbler og nogle halvt spiste felaffeler.
- ”Tasken er min” råbte Jannice uskyldigt, og skyndte sig ind
efter sit gamle slidte snøretornyster, hvorefter hun nærmest
blev omringet af mennesker med opspilede øjne. De højst 10
minutter den havde stået, havde været nok til en nærmest
panikagtig rydning af stedet. Derpå fik hun først en omfattende
belæring af en mand i uniform, og igen en overdådig skideballe
af baren ejer. Enhver ubevogtet taske eller pakke bliver anset for at være
potentielt sprængstof, så det lille pinlige optrin lærte
os lidt om dagliglivets realiteter hos Guds udvalgte folk.
Brugt
eller ….misbrugt.
Efter 3 uger ved bageovnen er jeg fuldstændig mør af PVC
dampe og varme, og trænger virkelig til luftforandring i bogstaveligste
forstand. Arik sætter mig derfor ind i dadelfabrikken. Dadlerne suser
forbi på et transportbånd, og sammen med et par stykker mere
skal jeg snuppe de dårlige dadler fra, så kun de bedste ruller
ned og bliver pakket. Arbejdet er let og ligetil, men har desværre
nogle ubehagelige bivirkninger i form af svimmelhed og synsforstyrelser,
hvilket man opdager når en eller anden stopper båndet. De millionvis
af små hastige ryk med øjnene, man laver for at følge
de fremadskridende dadler, vender op og ned på virkeligheden inde
i ens hoved. Når bånd og dadler rent faktisk står stille,
ser det for os ud, som om det hele kører baglæns, og mange
klager over hovedpine. I det hele taget foregår fabriksproduktionerne
under yderst angribelige former, hvilket gør det meget klart, hvorfor
israelerne overlader sådanne jobs til voluntører og arabere.
Ideen fra kibbutzens side med at acceptere frivilligt tilrejsende, der
for hovedparten gerne vil opleve landet indefra, ser noget udspekuleret
ud. Kibbutzen har en industri af forskellige ting, som frembyder så
ubekvemt arbejde, at ingen gad udføre det, om de kunne blive fri.
Det er i hovedtræk slidsomt, uinspirerende, sundhedsskadeligt og
ret mentalt nedbrydende, men det skaber indtægter til fællesskabet.
Derved får voluntørernes arbejdskraft enorm betydning, idet
de i allerhøjeste grad er med til at holde nogle ellers tvivlsomme
produktioner kørende, hvoraf det væsentlige udbytte havner
i kibutzkassen. Jeg føler mig frivilligt udnyttet på den måde,
og kibbutzlivet har mistet noget af det rosenrøde skær, det
havde, da vi kom fra Europa.
Kibbutznikkerne er på ingen måde interesserede i os privat,
og kun undtagelsesvis kommer der en pligtinvitation, til at besøge
en eller anden i deres hjem. Udenfor arbejdstiden passer vi generelt os
selv, og vi har det da også overordentlig sjovt sammen; ikke mindst
om aftenerne nede i vores egen bar, der er indrettet i en underjordisk
bunker. Den side af kibbutzlivet er perfekt og minder mest af alt om det
sociale samvær på en dansk højskole. Det er sjovt, hyggeligt
og mægtigt inspirerende med den internationale atmosfære, som
dannes af folk fra de første 25 lande i det frivillige selskab.
Mord på en uskyldig.
Efter en ugelang forfriskende bustur til nogle historiske steder, kommer
vi hjem og finder 
Bananas
hængt i et træ. Den lille livlige og evigt svedende gulvmoppe,
der plejede at farte legesyg rundt imellem vores ben, bliver fundet dinglende
fra en gren i baghaven. Det er en noget uhyggelig og bestialsk handling,
og for et par af dens mest hengivne beundrere et kolossalt chok. Men uden
at kunne opklare mordet kan vi dog regne ud, at nogen har været ærgerlige
over os, over at voluntørerne skulle have deres eget kæledyr.
Handlingen ser ud til at skulle ramme os, og give os udefrakommende en
lille lærestreg om, hvem det er, der bestemmer i kibbutzen. Og hvem
der ikke skal tro, de er noget. Der er en underlig uigennemskuelig spænding
imellem nogle af kibbutznikkerne og os gæstearbejdere, som indeholder
en form for skjult bitterhed, men spændingerne kommer aldrig rigtig
op til overfladen. Kibbutzens overordnede interesse stemmer muligvis ikke
altid helt overens med de enkelte beboeres interesser, og dermed kan der
selvfølgelig let opstå noget irritation over det gennemtræk
af folk, som voluntørordningen automatisk indebærer. Hvad
der nærmere ligger til grund for bitterheden, er dog umuligt at gennemskue,
men Bananas hængning er i hvert fald ikke med til at løsne
noget op. Tværtimod.
Ud i frisk luft.
Min tid på fabrik er endelig udtjent, og jeg bliver sat ud i
bananerne, hvor arbejdet trods alt smager en smule af fugl. Det er slidsom,
for bananbundterne er tunge og skal somme tider bæres langt igennem
plantagen for at blive lagt på en vogn. Bæreren griber med
begge hænder om bananbundtets armtykke stamme, hvorefter en cutter
med en krum, skarp kniv på et langt skaft snitter bundtet fri af
palmen. Man får så det 30 – 40 kg. tunge bananbundt ned på
skulderen og bærer det ud til vognen. Dyrelivet inde i bundterne
er varieret, og noget vi grønskollinger fra Europa skal vænne
os lidt til. Ikke sjældent springer rotterne ud på bærerens
hoved eller skuldre ved forstyrrelsen. De bygger nogle dejligt beskyttede
reder inde i hulrummet mellem bananklaserne og stammen, men når pludselig
deres kære hjem hensynsløst bliver slæbt rundt i plantagen,
vil de helst ud i en fart. Derimod kan edderkopper og småslanger
godt finde på at blive siddende i bundterne og bide lidt, hvis man
er meget uheldig. Men arbejdet er i frisk luft, og vi skiftes til en slappertjans
på traktoren, eller til at skære de udtjente bananplanter ned,
så al energien kan samles i de nye skud. At fælde de umådeligt
vandholdige palmetræer hører også til det lette arbejde,
og i det hele taget forekommer plantagearbejdet ret interessant. Det er
sjovt at lære om produktionen og dens vilkår, og de anstrengte
muskler bliver trænet op efterhånden.
Juleaften i Bethlehem.
Der er selvfølgelig ingen der arbejder om lørdagen, sabbatten,
og derudover optjener vi en ekstra fridag pr. uge til at tage på
udflugter. Den 24/12 – juleaften – er en særlig dag, hvor kibbutzen
arrangerer en udflugt til Bethlehem for voluntørerne, der så
godt som alle er fra kristne lande, og dermed vant til at fejre Jesus fødsel.
Jøderne giver naturligvis ikke meget for den begivenhed, men da
det er besat palæstinensisk land byen Bethlehem ligger i, er det
således også israelerne der står for kontrol og sikkerhed.
Så der er hos dem indhentet adgangskort for de tilmeldte.
Busturen derned varer 4 timer, så vi når igennem julesangene
på næsten alle sprog, inden vi ankommer til fødebyen
ved 20-tiden. Der er allerede et vrimmel af folk, der vil ind, men de fleste
har ikke fået den fornødne forhåndsgodkendelse, så
de står bare i kø udenfor, uden mulighed for at blødgøre
de lidet stemningsfuld udseende blåuniformer, der forestår
kontrollen. Der går 1½ time inden vi er blevet kropsvisiteret
og kommet ind på pladsen, der har en mur hele vejen rundt. Fødselskirken
ligger i det ene hjørne, men vi har ikke den særlige tilladelse,
som kræves for at blive sluppet ind af den lave ”ydmygelsens dør”,
der fører ind i kirken.
Dér er vi så; på en sparsomt oplyst plads med souvenirbutikker
hele vejen rundt, og maskingeværs bevæbnede vagter rundt på
tagene. Forskellige kor går spredt rundt på pladsen og synger
nogle melankolske salmer, men ellers har vi efter en 10 minutters runde
langs muren set udbuddet af bedende Mariaer, korsfæstede og krybbeliggende
Jesus figurer, samt kirkemodeller i alle mulige størrelser og materialer.
- ”Nå, det var det, let´s get back to the car”, siger Ronnie,
en lun københavnsk voluntør, efter kun ½ time, og
den samme følelse står vi andre med, for hvad skal vi lave
nu? Hverken geværpiberne, souvenirboderne eller atmosfæren
i øvrigt formår at opbygge nogen storslået julestemning
hos nogen af os, og desuden er det smadder koldt.
Nogen arabere kommer og piller ved Kims og mit hår, og de får
tilmed hurtigt fat i nogle venner. Vi er de eneste rigtig lyshårede
mænd i gruppen, hvilket viser sig nærmest uimodståeligt
for de fyre. Jeg kommer nærmest i håndgemæng med en tynd,
senet fyr med en fejekost af et overskæg, der simpelthen ikke vil
acceptere mit nej til at gå med ham hjem. Han bliver ved at hive
i arme og tøj, for at tvinge sin vilje igennem, indtil min tålmodighed
er ved at være brugt op. Men da får Anita, en billedskøn
og kløgtig svensk pige, den ide, at de andre skal danne ring om
Kim og mig, for at holde araberne på afstand. Det virker! En ½
time efter er der ingen af fyrene tilbage, og hver gang der derefter er
optræk til noget, lukker ringen sig simpelthen beskyttende om os
igen. Det er noget ufoståeligt for os, hvad der er årsag til
deres anmassende opførsel, men vi bliver enige om at de nok ikke
må bedrage deres kone med en anden kvinde.
Panik før lukketid.
Klokken 24.00 er der messe inde i kirken, og det bliver vist i en grå-sort
udgave på en kæmpeskærm udenfor på muren, så
vi efterhånden iskolde festdeltagerne ikke skal føle os forbigået.
Ingen af os forstår, hvad der sker på den mørke skærm,
så vi snupper at par stærke chili-felaffeler og drikker noget
øl fra en af boderne langs muren. Den hyggelige julestemning må
vi tænke os hjem i stuerne til. Stemningsforladt og ret skuffende
forekommer hele affæren, og de nærgående arabere har
heller ikke just været med til at fremme indtrykket. Faktisk går
de fleste bare rund og venter utålmodigt på at klokken skal
blive 2.00, hvor vi har aftalt at køre hjem. Men kl. 1.30 bliver
der røre.
- ”There is a bomb. Get out of here, there´s a bomb”, skriger
et par løbende mænd, og sekunder senere pisker folk rundt
i alle retninger. Soldaterne fægter med armene og vi løber
også mod porten og udgangen, hvor alle skal ud samtidig i et vildt
maseri. Jeg ser tilbage efter folk fra vores gruppe, og det, der for bare
få minutter siden var en plads med roligt slentrende eller småsnakkende
grupper af mennesker, ligner pludselig et sted, der allerede hár
været udsat for en bombe. Kun en enkelt eller to bener som rasende
over pladsen, og alle andre råber, maser og kæmper for at komme
ud. Hvad med dem i kirken tænker jeg, men glemmer det igen, og efter
10 minutter i hastigt trav væk fra pladsen samles gruppen fra kibbutzen
efterhånden atter i bussen. Ingen har trods spidsede ører
hørt nogen eksplosion, så det har sikkert været falsk
alarm, men pyt, hellere løbe en gang for meget. Vi begynder at snegle
os igennem køerne i en noget mat atmosfære. Ingen vidste vel
rigtig, hvad man kunne forvente af at være så tæt på
julens egentlige udspring, hvor Jesus første gang sprællede,
men skuffelsen står tydeligt malet i folks ansigter. Ronnie udtrykker
sig i overensstemmelse med den generelle vurdering af begivenheden, idet
han, halvvejs hjemme hovedrystende mumler:
- "Juleaften i Bethlehem er noget opreklameret møg."
|
Skrevet af Karsten Østergaard, Silkeborg
| |||
|
|
|
|
|