|
Rejsebeskrivelser
|
|
|
Rejsebeskrivelser
|
|
Rejseberetninger fra:
Europa Oceansejlads New York Borneo Indonesien Pakistan Indien Sygdom i Indien Bolivia Venezuela / Brasilien Trinidad / Tobago |
Sigte og mål med formidling af disse rejseberetninger:
|
Bolivias cocablade blade giver kræfter- om opslidende arbejdsliv og cocablade i Bolivia. Rejseår 1991 Besøg i et mineterræn i 4000 meters højde, hvor middelalderen stadig er dagligdag, I arbejdernes 42 årige trælsomme liv i et beskidt underjordisk varmehelvede, fremstår cocobladene som livets eneste støttepille, en forudsætning for mændenes overlevelse. Tankevækkende som vore dages frie verden huser slaveagtige liv.   Syg i Indien- historie fra et 2 måneder langt indisk sygeleje. Rejseår 1986 Om det at blive ramt af sygdom i omgivelser, hvor behandling, rådgivning og støtte er endnu mere usikkert end man nok ville forvente. Pludselig bliver rejselivets kaleidoskopiske udbud ligegyldigt, og dagligdagen ensformigt centreret om helbredet. Hvordan træffer man med escalerende sygdom i kroppen de rigtige valg, og hvor er grænsen for det forsvarlige? Historien kan måske lære dig lidt ekstra påpasselighed, og det er som rejsende ikke det værste, man kan opnå. En Borneo flodtur til dayak folket- hos hovedjægernes sønner. Rejseår 1987 Tag med på en rejse til en isoleret verden. 520 km. op ad Mahakam floden på besøg hos dayak-folket der traditionelt har skulderlange øreflipper, bor i langhuse og tidligere tog beskyttelse i deres fjenders hoveder. Læs også om kommercielle firmaers indtog i junglen og missionærernes nok så hovedløse indsats for at udrydde de gamle kulturer. Sejlads over atlanten i modvind- 33 døgn på havet med en gal mand. Rejseår 1990-91 Langturs sejlads på atlanterhavet er eventyr, udfordring og naturoplevelser i topklasse. Det er en enorm prøvelse og lidt af en mental overvindelse første gang. Der er på mange måder forbundet noget romantisk og dagdrømmeragtigt med den form for rejse, hvilket også er berettiget på sin vis. Men det indebærer samtidig en risiko for et socialt kollaps, hvor trang til mytteri bliver stærkere følelser end sult eller frygt for naturens kraft. De åbne døres land- følelsesvarm historie fra Pakistan. Rejseår 1986 Pakistan er et land, hvor gæstfrihed overfor hvide er aldeles grænseoverskridende, og måske netop stedet hvor den rejsendes sikkert ømmeste tå - samvittigheden - bliver trådt hårdest og mest skånselsløst. Muslimsk kan sagtens være overdådigt opofrende - især for en vesterlænding. Guldgravere i Brasilien og Venezuela- guldgraverscener fra ukontrolleret land. Rejseår 1991 Tag med på en rigtig pioneerfærd i Venezuela og Brasilien ud hvor byerne endnu ingen navne har, og hvor drømmen om et lykkefund i jorden er ligeså levende som bebyggelsernes første tilflyttere. Læs om betingelserne i et område, hvor lovens lange arm ikke altid har magt, og hvor det ædle metal, som lykkeridderne så voldsomt eftertragter, bringer dem i konflikt med nogle af Amazonas sidste indianere. Et kaleidoskopisk rejsevue fra dagligdagen i Indien- om det livgivende brændsel der fodrer den rejsendes bål. Rejseår 1987 Causerende rejsebeskrivelse af livet i en indisk landsby - langt fra masseturismens kulturødelæggende nedtromling. Ude hvor spiddende øjne følger den mindste bevægelse, må du selvbevidst kende mål og hensigter. Som eksponent for "det søde liv" skal du kunne bevare fodfæstet i en situation, hvor selv de herreløse hunde kan se, at du er fremmed. En krævende men spændende opgave. Til karneval i Trinidad- til calypsotam-tam og hede kropsrytmer og fest i Trinidads gader. Rejseår 1991 Når udstyr, farver, sensuel mimik, dans og musik går op i en højere enhed, og et helt land bidrager til et karnevals intensitet og succes, da er det værd at lægge mærke til og indeholder en kulturel nerve, der let sender blodet hurtigere rundt i selv umusikalske nordeuropæiske polka-årer. Hos pumamanden en nat i New York- en søvnløs nat i "the big apple". Rejseår 1993 Historie om at tage chancer, og forsøget på at bevare en vis kontrol i en spontant opstået krise situation. Om et forsinket fly, en ægte pumaelsker og det at ende i seng med en fremmed mand i et vilkårligt ydderkvarter i New York Østens Daltonbrødre i Jakarta- røverbande på ambassaderuten i Jakarta. Rejseår 1987 Beretning der viser, at du skal stå tidligt op for at undgå de mest snedige og organiserede tyvebander i de store hovedstæder. Det er svært at beskytte sig imod vore tiders Daltonbrødre, uden at det går ud over de mest elementære forpligtelser man som turist i 3. verdens lande har. Og det er næsten for dyrt betalt. Drueplukning, kibbutz- og blafferliv- ungdommeligt forsøg på at arbejde og blaffe sig frem i Europa. Rejseår 1978/79 Arbejsliv kombineret med rejselyst kan kombineres, selv om det kræver vilje, energi og vedholdenhed. Drueplukning i Frankrig, arbejde i appelsiner, bananer, fabrikarbejde i kibbutz og blodsnuser på gaden i Athen er lærerige oplevelser, der alle kan give et lille nøk indsigt i arbejdslivets forskellige krav. Læs også her om livet som blaffer på europæiske landeveje, om glæden ved at stifte og vedligeholde venskaber på rejse, og om juleaften ved "ydmygelsens port" en råkold decembernat i Bethlehem. |
|
Den bagvedliggende tanke.
Noget af den erfaring, jeg har fået i rejselivet, er, at turismens påvirkning Lidt om mig! Jeg, Karsten Østergaard, fra 1958 har rejseerfaring fra 5  verdensdele og noget over 60 lande. Derudover har jeg i bagagen 2 atlantkryds som sejlbådsgast (senest 1997) og talrige andre arbejdsforhold fra forskellige lande. Så er det på plads!
Jeg er har i mange år været bundet af arbejde som butiksejer, og har således ikke været på længerevarende udflugter.  Dog er det blevet til 3 ture til Midtvest USA, hvor jeg i den grad har fået øjnene op for smukke geologiske udtryk med afsæt i evolutionens gang og klodens udvikling.
er dobbeltsidig i forhold til de lokale forhold, deres udvikling og økonomi. I værste fald virker turismen decideret kultur-nedbrydende. Men i det personlige møde, hvor tidsfaktoren ikke er den væsentligste parameter, igennem nærvær og indsigt sker noget, der kan øge respekten for de besøgte, til glæde og gavn for denne og samtidig berige den rejsende. Så det synspunkt vil jeg, med beretningerne, bare gerne formidle videre.
Den individuelle noget tidskrævende rejseform kan måske medvirke til at bevare verdens forskelligheder en smule længere, idet vi som rejsende således også lærer at forstå og påskønne det anderledes, og forhåbentlig med den rette afstemning kan hjælpe at beskytte netop dette. Man kommer ikke udenom at anseelse og respekt også er uhyre vigtige faktorer for de unge i traditionelle kulturformer, der næsten altid i forvejen er presset af indenlandske forhold. Den lidt mere bevidstløse masseturisme har selvfølgelig også sin plads, men det hører bedst hjemme i den vestlige kultur og samfundsorden, der allerede er harmoniseret og klonet. Og dermed er udgangspunktet selvfølgelig meget forskelligt, om man skal rejse i Peshawar, Pandrup eller i Perth. Det er bare svært at være vidne til ½ times kamp om motiver ved en begravelses-seremoni i Torajaland på Sulawesiet fra par busfulde fototurister, når det egentlige fokus skulle være deltagernes sorg og refleksion. Således vil jeg sige, at med en rejseform der handler om at forstå i modsætning til den der handler om at se, udvikler vi os selv, vores væremåde og vores signaler til andre, efterhånden som vi kommer frem. Derfor er det en rigtig god ide i så stor udstækning, det er muligt, at dreje fra der, hvor andre i selskabet fortsætter lige ud. Det kan gøres på mange måder i det store og i det små, men der ligger næsten altid anderledes og bedre oplevelser ud af den sti. Tak for ordet og god fornøjelse her. . .
|
 |
