SVÆKKET! - beretning fra et indisk sygeleje.
Noget afkræftet går jeg og tænker på, hvor lidt spændende det er at opleve, når man ikke har energi til at påskønne. Der er noget i kroppen, der værker.Indiske børn Kirsten, min nære ven, og jeg kom til hedechocket Delhi i går morges med en “super, de luxe videobus”, fra et relativt køligt Nordindien, og selv om vi skulle igennem 4 indiske actionfilm og udholde 16 timers rumlen, før vi nåede hovedstaden, var jeg alligevel betydeligt bedre tilpas end i dag. Det er som om støvet, varmen og alle de forskellige lugte koges sammen i en  vammel cocktail, som gør sanseindtrykkene umulige at nyde. Varmen er normalt ikke et problem, men nu er det pludselig, som om jeg bliver tung i hovedet af den, selv om det er maven, der er galt med. Vi har været på tur siden i morges, men jeg er blevet mere og mere kraftesløs dagen igennem, og er nu temmelig opbrugt. Vi snupper en “lassi” med is på vej hjem, i håb om at yoghurtdrikken kan friske lidt op. Der er blandet nogle underligt, slimede plantefrø i den syrnede bøffelmælk, og den smager overordentlig vammelt. Den skulle dog være god for systemet, bliver vi fortalt, så bare ned med den - uden at smage. Den ene inder efter den anden kommer hen til biksen og nedsvælger i løbet af nulkommafem et trekvart liters krus, uden tegn på væmmelse, så vi kæmper os ligeledes igennem det meste af glasset og fortsætter hjemad, måske en anelse opfrisket? Virkningen er under alle omstændigheder kun momentan, der kan holde mig på benene til, vi når et sted der kan flades ud. Tilbage på lodgen kaster jeg mig straks i seng. Vi bor i den ellers tilsyneladende pulserende Old Delhi i et travlt kvarter med smalle, krogede gader, og et udpræget indisk gademylder af spændende folk med alverdens gøremål. I timevis har vi gået i et labyrintisk vrimmel af
snørklede gyder, pedalrickshaws, trækokser og handlende, og jeg er på en måde både overrasket og stolt over en stedsans, der  fører os direkte tilbage til vores lodge. Underligt at man overhovedet har nogen chance for at finde vej. Men med tiden opbygger man måske en rutinemæssig retnings-og afstandsorientering, der fungerer som sikkerhedsnet på fremmede steder. Når vi følger denne indbyggede orienteringssans, går vi som regel rigtigt, mens vi andre gange, når der bliver tænkt og analyseret for meget, ofte ender med at blive væk. 

En mave i kaos.
Den næste dag afslører, hvad der er i vente. Maven er af lave, jeg må holde sengen og løbe ud på toilethullet et par gange i timen. Værelset er beskidt, mørkt, og med en slags dobbeltseng, som stort set fylder hele rummet på tværs. En armslængde fra den venstre sengekant, findes døren til toilettet, så det er forholdsvis ukompliceret at komme ud på hullet. Alligevel går det flere gange grueligt galt i underbukserne, inden jeg når at sætte fødderne på de to rillede porcelæntrin. Kirsten støver rundt for at finde frisk frugt og store isblokke, som vi kan køle vand ned med, for koldt vand og frugt er det eneste af fødeudvalget i denne bydel, jeg kan få ned. Ingen evne til at spise eksotisk. Der bliver faktisk kun solgt “dal bath” og nogle andre chillikrydrede risretter i dette kvarter, der er yderst fattigt. De fleste spiser den noget tvivlsomme mad direkte på gaden, hvor den er tilberedt. Jeg forsøger at tage min medbragte salt/sukker blanding, som dog smager ubeskriveligt ækelt, og det bliver ikke til meget. der må være blevet byttet om på mængderne i opskriften, konkluderer jeg. Men kroppens væskebalance er noget man skal våge over ved mavebesvær, det er vi klar over. 

Til gadedoktoren.
Midt imellem to af de repeteragtige affyringsrunder vakler vi sammen afsted til en læge lidt nede af gaden. I et åbent konsultationsværelse uden dør ud til gaden, er der stillet nogle stole op langs den ene væg. Vi sætter os ved siden af 3-4 andre patienter, og venter på at blive kaldt hen til lægens skrivebord, hvilket ikke varer mange øjeblikke. Vi fremmede har med det samme vagt opmærksomhed i denne lille lægepraksis. Vi bliver næsten altid udsat for positiv særbehandling i køsituationer, og det bekommer mig yderst vel lige i dette øjeblik. Folk står i indgangen og kigger, mens lægen hører min beskrivelse af ondet. Med det samme skriver han noget ned på et papir, og giver mig nogle piller at tage. Vi kan dermed efter mindre end et kvarter atter stile hjemad. Pyha, under lægebehandling. Så går det nok hurtigt fremad. Jeg har hørt meget positivt om indiske læger, og er fuld af fortrøstning om, at det nok skal blive bedre nu med noget medicin. Det giver en særlig form for tryghed at være under medicinsk behandling. 

På stue med en mindre landsby.
Desværre accellererer problemerne de næste dage hurtigere end medicinen kan følge med. Alt hvad der kommer ned i maven, bliver nu sendt retur ekspres. Pillerne får naturligvis ikke mulighed for at virke på den måde, og desuden opstår der en udmattende hikke. Tilstanden bliver bare værre. Efter en lille uge står det klart, at situationen er gående mod kritisk, og vi bestemmer os til, at forsøge et hospital. Selv om det er hårdt, kan jeg stadig bevæge mig omkring af nød, så vi tager en rickshaw ud til et regeringshospital i NewSovende rickshawfyr Delhi. Straks inden for døren  bliver der først stillet nogle spredte spørgsmål om, hvad der er galt, og så bliver jeg vist hen til en brikslignende seng, hvor jeg får et friskt drop lagt i armen. Bagefter kommer en anden og stiller de samme spørgsmål, og han fører mig samtidig ind i en stor sal med en mængde brikse og folk. Efter lidt tid kommer en ny fyr i en åbentstående kittel med en metalbakke, hvorpå der ligger en sprøjte og en masse kanyler. Den slags er jeg noget utilpas ved at skulle stikkes med og spørger lidt skeptisk om nålene er rene. “No problem” siger han temmeligt rutinemæssigt, idet han uden tøven ligger 2 andre drops ind i min arm. Der er ingen tid til at protestere. Nervøs og usikker på deres kunnen ligger jeg således efter få minutter hjælpeløs med slanger, nåle og flasker med væske hele vejen rundt. Aldeles overvældet af hospitalsatmosfæren føler jeg det som en ubehagelig situation fuldstændigt i tilfældighedernes vold, for dette hospital er virkelig en kontrast til, hvad vi er vant til hjemme i lille Dannevang. Jeg ved ikke, om jeg skal betragte mig selv som indlagt, for jeg er jo bare blevet lagt uden så meget som at have nået at få sandalerne af. Og hvad er det for væsker, der flyder ind i min krop? Der er 20 - 30 syge mennesker i rummet, men det er svært at skelne de syge fra de raske, for senge og stole står hulter til bulter mellem hinanden, og folk kommer og går hele tiden. Det er som at ligge på stue sammen med en mindre nordjysk landsby. Kirsten sider ved siden af min seng på en stol, og det samme gør ledsagere til alle de andre syge i den store sal. Der er møgbeskidt over det hele, ligesom toilettet ude bagved efter Kirstens beskrivelse, absolut er for viderekomne. Selv her i salen er lugten aldeles uklinisk, og jeg spekulerer på, hvad jeg risikerer at komme til at fejle ibland denne syge menneskemængde. Een har grimt væskende udslet i ansigtet, og nogle ligger med åbne blødende sår. Andre ligger konstant højlydt klagende i smerter, og efter 8 timer da en sygepasser tilfældigt kommer forbi og spørger: “are you all rigtht?”, er vi parate til at komme afsted. Jeg erklærer mig således “perfectly all right”, uden at det vækker nogen nævneværdig undren. Droppene kommer derpå ud, og jeg får anvist nogle piller, som skal hentes ude foran hospitalet. Ved udgangen er der en glasluge, hvor jeg skal betale 40 rupees (25 kr.) for behandlingen, hvilket nærmest er rørende billigt. Men selv om prisen er beskeden, svarer den alligevel nogenlunde til, hvad vi føler at behandlingen har været værd. 

Komfort og god mad til de trængende.
Vi får mig slæbt gennem gaderne og ind bag Connought Place, hvor vi opsøger hotel Marina, et værdsat sted fra den første dag i Delhi. Toiletterne er rigtige kummetoiletter til at sidde på, og der er bunker af toiletpapir, som vi ellers ikke ser skyggen af til daglig. Det er klart, at hospitalsopholdet ikke har nogen helbredende virkning, og vi må være tålmodige til sygdommen får raset ud. Derfor er det vigtigt at komme over, hvor det er lettere at få fat i noget mad, jeg vil kunne tåle, ligesom et rent sted vil gøre livet mere tåleligt. Indimellem nogle manisk frådsende toiletpapirsorgier bliver vi derpå enige om, at flytte næste dag. Men prisen på værelser i New Delhi er ret høje, og det eneste sted vi kan tænke på til en rimelig penge er YMCA - unge kristne mænds forening -, så det må prøves!
Den følgende morgen pakker vi dermed vores rygsække, og stiller dem parat, hvis vi finder stedet passende. Jeg er glad for at komme ud at gå, selv om det er en kraftanstrengelse uden lige. Hver dag at ligge og koge på et snasket, dunkelt hotelværelse i en dræbende varme er næsten ikke til at bære. I starten går det ganske godt med at trave afsted, men efter kort tid får jeg så stærke smerter i maven, at kræfterne totalt forsvinder. Vi når kun lige indenfor YMCA, før jeg totalt udmattet vælter om i en stol. Kroppen begynder tydeligvis at lide af væskemangel ligesom smerterne bliver mere udtalte. Men det er svært at imødegå dehydreringen, når ikke maven vil acceptere nogen form for indhold. Sådan kan det vel ikke blive ved?
Prisen på værelset er 150 rupees (94 kr.), og vi bestemmer os hurtigt for at slå til, selv om det er ca. 4 gange så dyrt, som de steder vi plejer at sove. Her er rent, og standarden er luksus. Ude ved skranken i vestibulen skal de, for at checke os ind, se pas, og de ligger selvfølgelig hjemme på lodgen. Men vi vil jo gerne have værelset, så Kirsten forklarer damen, at hun vil hente passene, og at jeg, der er syg, gerne vil ind at ligge. Receptionisten er imidlertid bedøvende ligeglad med min sygdom, og peger på stolene ved indgangen. Kirsten må derpå skynde sig at tage en rickshaw hjem efter vores pas og baggage, imens jeg helt færdig  synker ned i de sorte plasticsæder ved døren.  Dårligere end nogensinde falder jeg lidt om på siden, og ligger sådan et øjeblik hen over to sæder, hvorpå en ung fyr straks kommer over og siger, at her må man ikke ligge. Jeg kan ikke manifestere kraft til at blive gal i skralden, selv om jeg egentlig føler, det ville være berettiget. Det er den omvendte verden lige pludselig, i forhold til hvad vi er vant til. Kun ganske få mennesker vi hidtil har haft kontakt med, har været usympatiske eller uvenlige. Genert pigeOg så lige nu! De ignorerer totalt, at jeg er syg og har brug for lidt velvilje. Gid en vis mand med horn i panden ville tage de fordømte kristne i YMCA. Kirsten kommer tilbage efter en  tid, der føles uendelig lang. 
 

Det vil ikke blive bedre. Tværtimod bliver jeg stadig svag. Toilettet ligger nede ad gangen, hvor værelset er. Jeg tæller dørene, når jeg går derned. Sidder med albuerne på knæene og hovedet i hænderne. Jeg tænker på den lange vej tilbage til sengen. Ååhh, jeg har ikke kræfter. Går ud og stiller mig foran spejlet ved håndvasken. Kigger dybt. DYBT! Det èr mig, den er god nok. Ser ikke så dårlig ud, som jeg føler mig. Jeg tænker ikke. Kun lidt. Orker ikke. Kigger stirrende og dybt med hænderne på vasken. BANG! Pludselig rammer hovedet noget hårdt og jeg vakler. Det må have ramt spejlet, og det står klart at jeg skal ned i seng. Tæller de 8 døre og tumler ind i suiten. Klaret, endnu engang. Kun på grund af sengens komfort klarer jeg gang på gang de to hundrede kilometer til og fra toilettet, ellers tror jeg hellere, jeg ville blive deroppe. 

Hikke i dagevis.
Den nedbrydende hikke har varet i 6 dage nu. Det er hårdt og tapper kræfterne både fysisk og mentalt. Bare på grund af den forbistrede hikke får jeg ikke sovet ordentligt, og hvordan skal man så kunne blive rask. Vi kalder en ny læge, der må se at få hikken kureret. Lægen kommer og giver mig nogle piller mod hikken, nogle andre imod at kaste op, og så nogle til at kurere maveondet. Flere piller - kan de noget? Tvivl, håb og et gran af modløshed har fæstnet sig side om side, efterhånden som dagene er gået. Der må snart en behandling til, der dur.
Kirsten kommer og går, uden at det er muligt for mig at følge med i, hvor hun færdes. Hun viser mig noget nyt tøj, hun har købt, uden at jeg egentlig registrerer, hvad det er. I den grad koncentreret om mig selv og mit helbred, bliver næsten alt andet uvæsenligt. Kirsten påstår, at jeg ind imellem i vildelse fabler om et stort ta´ selv bord på en færgerute, men i vågen tilstand er jeg trods alt altid bevidst indstillet på at blive rask. Vi diskuterer i mine bedste øjeblikke de forskellige muligheder, vi har, og selvfølgelig det mystiske i, hvad jeg fejler. Hvor kan jeg have fået sygdommen? - og hvorfor er Kirsten ikke også blevet syg? Kan det være æblerne i Kuludalen? -eller en is lavet af beskidt vand? -eller kan det være vores jod, der ikke har desinficeret drikkevandet ordentligt? - eller måske de små nip til vandet i en restaurant, hvor alle andre skyllede ned i slurke? Tvivlen råder for mulighederne er for mange. Men det er som regel for umuligt at konkludere noget. Jeg vil bare ikke hjem. 

Indlagt på eneværelse.
Kirsten går på ambassaden og får det råd, at jeg skal indlægges på et offentligt hospital. Og det har vi jo alså prøvet uden succes. Så får hun adressen på et privat hospital i nærheden. Vi er begge klar over, at den er gal. 10 dages sygdom uden tegn på andet end forværring af tilstanden og yderliggere dehydrering. Vi er tvunget til at prøve lykken ud i det private. Et par mænd kommer med to pinde og et stykke stof. Det er hospitalets ambulancetjeneste og deres medbragte båre. Jeg bliver anbragt på stoffet, hvorefter pindene bliver skudt ind i løbegange i siderne. Mændene bugserer mig derpå ud til en bil udenfor YMCA. Folk glor det hvide ud af øjnene, og ser ud som om, der er sket noget frygteligt. De stirrer oppefra og ned, siger en masse og spørger hvad der er galt. Følelsen af ydmygelse i denne hjælpeløse tilstand er stærk, men omvendt er jeg lettet over, at der nu endelig sker noget. Min skæbne ligger i andres hænder, men hvorfor vil kroppen ikke restituere sig selv? Vi kører - uden at jeg ser andet end loftet i bilen - til East West Medical Center. Dette er et rigtigt hospital med stuer, folk i hvide kitler, hvor der stikker instrumenter op af lommerne, og senge på hjul. Jeg ved ikke, hvad der sker, for Kirsten er mit talerør, og hun ordner alt, men det at være på et sted, der ser professionelt ud, giver mig en dejlig fornemmelse. Jeg bliver bare lagt til at vente på en seng, og har det udmærket sådan. Lidt efter spørger de efter min forsikringspolice, så den finder jeg møjsommeligt frem af pungen.
Siden bliver jeg hjulpet op på 1. sal, og kommer ind i en stue for enden af en gang. Dette er en enkeltmandsstue med eget bad og toilet, som et hotelværelse. Foruden sengen er der et lille sengebord med en buket blomster og et bækken, et skab og et bord med to stole ved vinduet. Jeg synes, de er dødflinke, og tænker, at de nok vil gøre det ekstra godt, fordi vi er fremmede, men så kommer Kirsten op og siger, at de lige har haft ringet til København for at få garanti for betaling af forsikringsselskabet. Den oplysning dæmper min begejstring en smule, men hvis de så bare kan få mig på benene igen. De fik heldigvis garanti for pengene, så nu ligger jeg på den dyreste stue på hele hospitalet, til 420 rupees pr. dag. Vi får det arrangeret, så der bliver stillet en ekstra seng, til 25 rupees, ind i stuen til Kirsten. Vi er sammen, og nu skal det nok gå. Nu gælder det bare om, at få noget behandling, så udviklingen kan blive vendt. Et drop med væske bliver lagt i min arm, så udmattet og tilfreds tænker jeg, at nu er en rigtig behandling endelig i gang, og dermed er det blot et spørgsmål om tid. De bruger endda helt nye, sterile kanyler. Vi er fulde af afkræftet optimisme. 

Hospitalsrutiner og fornyet håb.
Dagene går afsted. Stool-tests i marmeladeglas bliver afleveret, drops skifter imellem klare og gule, blodtryksmålinger og puls bliver mindst 2 gange dagligt sirligt noteret ned i nogle papirer, jævnlige blodprøver dræner skæbnesvangert de væsketrængte årer, og nogle lidt usystematiske fingre fra forskellige læger føler på skift på uordenen i min mave. Der bliver noteret og ført protokol, uden at der trods det sker nogen egentlig forbedring. Stadig kun skide, hikke og opkast. Så mange dage i rap er lige til at miste modet af. Nogle gange tænker jeg, det ville være bedst at rejse hjem, for aldrig før har jeg været så syg og afkræftet. Den svækkede tilstand samt noget af medicinen forårsager nogle ubehagelige kropslige forandringer. Huden er faldet af læberne, og har forvandlet dem til åbne pinefuldt sviende sår. Det blottede blodige kød, skal smøres med et stof som smager af eddikesyre, for at forsøge at tørre dem ud, så der kan dannes sårskorpe. De eustakiske rør i ørerne står konstant åbne med det resultat, at jeg faktisk har det som om, der er gennemtræk i hele hovedet. Kan knapt høre, og næsten ikke tale. Armene værker ulideligt på grund af nålene i venerne. Droppene bliver flyttet en eller to gange i døgnet, for at smerterne overhovedet skal være til at holde ud. Men også hofter og ryg er smadrede af at ligge. Sygeplejerskerne, der om morgenen kommer for at redde sengene, fatter ikke det ringeste af, hvorfor jeg insisterer på at ligge i sengen i min olivengrønne sovepose. Men de spørger aldrig. De forsøger blot at rede sengen med tæpper og lagener efter deres sædvanlige system, og så passe Ajungilakken ind i sammenhængen, så godt de nu formår. Endnu en af patienternes skøre ideer tænker de utvivlsomt. De begriber ikke at mine hofter, halebenet og ryggen er ømme som bylder af at ligge i 20 dage, og at soveposen gør den noget hårde seng lidt mere udholdelig.

Godt at vi er kommet på et nogenlunde hospital og små fremskridt er begyndt. Hikken er ved at stoppe, og efterhånden får jeg ikke kun væske i maven. Jeg er ivrig efter at få gang i systemet igen, og ønsker at få noget rigtigt mad. Derfor spiser jeg troligt både suppe, kartofler og kogt fisk, selv om den uundgåelige følgevirkning altid er en provokeret opkastning. Kirsten er hurtigt blevet rigtig ferm til at fremtrylle den hvide, kindformede bakke, præcis inden jeg får spredt maveindholdet rundt i rummet.  Det er ikke længere så slemt at brække sig, og jeg forsøger altid at blokere den sidste lille smule, så der kan restere lidt i mavesækken. Det er jo det, jeg skal blive bedre af. Underligt som ting kan forandre tilværelsen, men selv det at kaste op efter hvert måltid kan hurtigt indføjes i en hverdagsrutine.
Hver morgen er der vækning kl. 6.30, hvor der skal tages temperatur, måles blodtryk og spørges: ”how many stools today?”  Stools er alle de gange, jeg har sat mig på toiletsædet og efterfølgende forværret tilstanden for den hudløse bagdel. Siden bliver lyset slukket igen indtil kl. 8.00, hvor morgenmaden bliver bragt og gardinerne trækkes fra. Morgenmaden er the, brødskiver ristet tørre som knækbrød, og et hårdkogt spinatgrønt æg. Det er lidt til grin, at de hver dag kommer og spørger, hvad vi gerne vil spise næste morgen, for uanset hvad vi bestiller, kommer der altid det samme. Kirsten går så rutinemæssigt ned i køkkenet og spørger efter noget havregrød, som vi begge mener må være det bedste for en sart mave. Det lykkes somme dage at opnå.
Kl. 9.30 kommer den lille fantastisk kønne rengøringsdame, og kører en klud med en grøn, stærkt lugtende substans på, rundt over det hele. Kluden, der skal desinficere alt fra badeværelse til vindueskarm, virker betænkeligt anløbe, når den, som noget af det sidste lidt usystematisk fedtes rundt på sengebordet og skabet. Men selv om rengøringens hygiejniske standard forekommer foruroligende tvivlsom, er den sky  rengøringsdame særdeles sød, og den i huset vi snakker mest med. 

Amøber og svigtende tålmodighed.
Jeg har bestemt at sætte dem stolen for døren i dag. Jeg vil vide, hvad der er galt, og hvornår jeg bliver rask. Det kan ikke passe, at der ingenting sker. Eller at det skal gå så langsomt. En pinagtig skepsis er blevet vakt.
- “Good morning sir, how are you today”, spørger Dr. Chawla traditionstro med sin dybe overlegne bas ved stuegangen. Han er cheflægen, og ser aldeles myndig ud, når han tropper op med sit følge på 5-6 læger og sygeplejersker. Den kæmpestore sikh borer som sædvanlig sine små, tykke fingre ned i min mave et par gange, og siger, desværre med en aura af ligegyldighed, at det ser fint ud. Hans skæg er gråsprængt og bundet op med et net, som ligner det min gamle mormor brugte til at holde styr på håret.
- “Hvorfor bliver jeg ikke bedre, og hvad er der galt med den mave?”. Jeg er ved at sprænges af arrigskab over den overfladiske form for undersøgelse, han altid foretager, og begynder at tvivle på deres evner. Det ér jo blevet bedre, end da jeg blev indlagt, men det er ubegribeligt, hvorfor det ikke går hurtigere fremad med maven at komme sig. Desuden ved jeg endnu ikke præcis, hvad ondet skyldes.
- “Amebic dysentry and a sirious inflamation”, siger han så. - “Du skal nok blive rask, men det tager sin tid, og det kan ikke nytte at være utålmodig.” Jeg er knust! Denne besked efter snart 3 ugers sygdom i uvished slår mig næsten ud. Amøbedysenteri og betændelse i maven har end ikke faldet mig ind. Efter leverbetændelse har det nok været min største skræk overhovedet at få de amøber, og måske netop derfor er det en mulighed, jeg har overset. Hvor mange kender jeg ikke der er blevet tvunget hjem far Asien med amøber i maven? Men vi har jo renset vandet og undgået friske grønsager!? Jeg vil  ikke hjem. Kun være rask, og jeg tænker i det mindste klart nu, når jeg er vågen. Alligevel er jeg udpumpet, fysisk mør, mentalt smadret og uden fysisk energi. Mine forsøg på at komme noget op mislykkes som regel, fordi jeg hurtigt bliver så træt, at jeg kun kan ligge. Flere nætter får jeg mareridt. De mest gennemgribende angstanfald, jeg nogensinde har oplevet, skaber en ekstrem kropslig reaktion. De fremkalder en afskyelig smag i munden og en mærkværdig følelse af fysisk og mental ubehag, som kan vare i flere dage efter mareridtet. Det tærer ekstra på kraftreserverne. Pinsel ved at ligge og onde drømme, medfører at  jeg kommer til frygte for nætterne. 

En pind på elefantfødder.
I dag tror jeg, det er blevet lidt bedre. Umådeligt svag, men knapt så mange gange på toilettet. Jeg lyver, når de som det vigtigste i hele verden spørger: ”How many stools today”. Det er som om, at hvis jeg foregiver at være i bedring, er der en større chance for at få noget bedre mad, noget som jeg selv tror er godt. Det gode siger de ellers altid, må vente til at maven kan tåle det. Når jeg kommer op at gå ryster mine ben som stylter, og det kræver en umenneskelig styrke at flytte dem. Det er få kræfter, der er tilbage, men jeg kan dog være oppe og gå rundt i mit eget tøj; fra sengen og hen til en stol. Tabt 13 kg.! Jeg vejer mig med tøjet på, og vægten balancerer ved 59 kg. Der er noget at indhente. Humøret svinger hele tiden, men står nok mest på negativ. Det er vist nødvendigt at se mere lyst på det hele, selv om det kan være svært. Mine fødder ligner elefantfødder, på trods af at jeg næsten kun spiser kylling eller fisk. - “No, it is not a dangerous”, forklarer oversygeplejersken med bred røv og slesk stemme. - “Det er vandødemer, som skyldes proteinmangel,” siger hun, selv om jeg ikke længere kan presse fødderne ned i sandalerne. Maden er elendig, og behandlingen hjælper ikke; tålmodigheden er ved at være brugt op. Kirsten er næsten ligeså utålmodig som jeg, men alligevel tålmodig - med mig. Jeg føler en helt overvældende taknemmelighed overfor hende, og priser at vi er sammen. I vores fælles modgang holder vi hinanden oppe mentalt, så godt det lader sig gøre. Vi er hinandens støtter, og det er helt givet, at uden hende, ville jeg være hjemme nu. Længe leve sammenholdet og en fantastisk pige. 

Fornyede visa.
Jeg vil snart være rask, så vi kan komme til Nepal og hente post. Vores visa er udløbet, men mon ikke jeg kan rette datoerne, og spare os 120 rupees for nye visa. I Punjab rettede grænsevagterne datoen i vores indiske visa med et barberblad og en kuglepen for 50 US dollars, så hvorfor skulle jeg ikke kunne ordne den slags gratis. Kirsten bliver sendt i byen efter viskelæder, og kommer kort efter tilbage med et, der kan bruges. Jeg er trodsig og føler at alt er uretfærdigt, og har dermed ikke de fjerneste skrupler over, at fixe datoerne i passene. Visastemplerne bliver uden større besvær forlænget med en måned. Let og elegant: viskelæder, kuglepen, lidt kaffe og noget støv fra ovenpå skabet, så er vores visa gyldige igen. HAHRR! 

Den første spadseretur.
Jeg tager stativet med væsken i hånden, og går ned og sætter mig i haven. Hver dag kommer jeg ud nu, og det er dejligt at sidde hernede og se gartneren feje haveområdet for blade med sin kost. Det gør han hver Pind på elefantføddereftermiddag, tilsyneladende ligeglad at vinden altid blæser nye blade ind rundt omkring ham. Han får sine 155 rupees (96 kr.) om måneden. Hospitalet gør tydeligvis meget ud af at holde en pæn facade for det er jo ikke mindst fremtoningen udefra, der er med til at skaffe kunder, men at feje en græsplæne hver dag, synes virker alligevel lidt skørt.
Om aftenen får jeg nu droppet ud, for at mine stakkels arme kan få lidt hvile, men når Dr. Chawla nulrer huden på underarmene for at mærke hudens fugtighed, lyder det stadig som pergamentpapir på grund af tørhed, og årerne er knudrede som 55 årige slagteriarbejderben. Der bliver i løbet af en dag dannet en betændt prop, det sted hvor nålen har siddet, og årerne dør simpelthen lidt efter lidt, så nye må tage sig af blodcirkulationen. Jeg nyder endelig at kunne bevæge mig omkring uden stativet med væskerne, for dermed kan Kirsten og jeg komme ud på den første lille aftenspadseretur i umindelige tider. Jeg bliver støttet hele vejen, og turen foregår med bittesmå, langsomme skridt. Vi når ca. 150 m. hen inden jeg er mør og må vende om, men min glæde er enorm. Jeg er ved at blive rask, og kan atter bevæge mig omkring. En der kan gå af sig selv er på en måde mere menneske; mere komplet. Det bobler af fryd i mit indre. Juhuuu. Jeg er henrykt, så jeg kunne hoppe op og slå hælene sammen - hvis jeg bare kunne. 

Afrikanske knæ og en-orm arm.
Minus 17 kg. Jeg vejer kun 55 kg. nu. Det er til at tude over. Jeg skrumper stadig ind  - til ingenting. 25 dages sygdom uden at være blevet rask. Når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg ikke mere, det ligner. Håret er ved at falde af, knæene ser ud til at være vokset, og lårene er helt væk. Jeg kan nå rundt om mine ormetynde overarme med én hånd. Kun fødderne er store, og så den venstre underarm. Den er pumpet som en flagstang, og jeg bliver frygtelig bange for dens tilstand. Ved stuegangen siger Dr Chawla, at det ikke er noget; men at jeg skal spise meget, så jeg kan få nogle kræfter. Jeg tror, at det drop er mere ondt end godt og siger, at det skal være slut nu. Afføringen er ikke vandet mere, men der er stadig stærke smerter øverst i maven, og så længe det er tilfældet, kan vi næsten ikke tage afsted. Jeg er vild efter at komme ud herfra, for jeg har dem mistænkt for at trække behandlingen i langdrag, for at tjene så mange penge som muligt. Det kan ikke passe, at en person i den grad skal gå til grunde på grund af lidt vrøvl med maven. Vi går på den danske ambassade, som ligger kun kort afstand fra hospitalet. Her læser vi lidt aviser, og snakker med en anden fyr, som siger at han engang blev kureret for amøber på nogle få dage med en slags piller. Det er meget underligt. Hvorfor kan jeg ikke bare få nogle piller, der kan sætte tingene på plads? Vi går hjem og tænker nye muligheder igennem. 

Dr. Kurana.
Dagen efter er jeg igen i stærk pine, og klager ved stuegangen.
- “Do not eat too much” brummer sikhen med sin sorte turban, og da jeg nævner, at vi tænker på at tage afsted, ser han bekymret ud, mens han langsomt forklarer, at det tager sin tid at blive rask. Bullshit! Den ene dag skal jeg spise mere og den næste mindre. Pinefuldt ulogisk. Efter middag går vi begge op til en privatpraktiserende læge, som bor i nærheden. Jeg tror ikke længere på behandlingen på hospitalet er rigtig, så der må prøves noget andet. Idet det er søndag, er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre at komme til, men hver dag er dyrebar, så vi forsøger alligevel og har heldet med os.
Dr. Kurana hører min historie, og ryster han på hovedet, idet han siger, at det er for galt. Han lægger mig op på sin briks, og undersøger maven grundigere end nogen anden tidligere har gjort.
- “Du skulle være kureret i løbet af max. 5 dage”, siger han alvorligt, imens han skriver en recept  ud på noget medicin. Dernæst forklarer han omhyggeligt, hvad kroppen behøver for at komme sig helt, og hvordan medicinen skal virke. Han får 50 rupees for konsultationen, hvorefter vi taknemmeligt forlader hans kæmpevilla. Resten af eftermiddagen ræser Kirsten byen rundt for at købe medikamenterne, for vi har kun et i hovedet: at komme i gang med den behandling så hurtigt som muligt. Et nyt håb er opstået, og i hvert fald jeg tror på, at behandlingen nu endelig er den rette. Medicinen de giver mig på hospitalet, bliver skruppelløst smidt i toilettet, for nu skal der nye boller på en temmelig udpint suppe. Kuranas kur skal virke, uden indflydelse af noget andet. 

Penge og ubegrundet overmod.
Det er den 18. dag på hospitalet og 27. sygedag ialt. Jeg kan mærke at pillekuren hjælper. Kun på toilet 3 - 4 gange i går, hvilket jeg sagtens kan leve med også udenfor hospitalet, og hvad vigtigere er: smerterne øverst i maven er vigende. Vi aftaler at tage afsted. Ud, jo før jo bedre!
- “Vi rejser i morgen”  siger jeg beslutsomt ved stuegangen, og sikhen lurer lidt på den melding inden han tilsyneladende bifalder.
- “Jaa, men du er også ved at være rask nu”. Han nikker, men der synes at være en antydning af mismod i hans udtryk. Det hele lugter mere af pengebegær end af behandlingsiver fra hospitalets side, hvilket er uhyre bittert at måtte sande. Vi går tur igennem den stille Golf Link, hvor hospitalet ligger iblandt kæmpevillaer og udenlandske repræsentantskaber, og snakker om hvor mange ærgrelser, vi snart har haft. I morgen er det slut; vi skal afsted mod nye spændende rejsemål, og det er en fest, der må fejres.
Vi tager en trehjuler ind til byen, for at spise en sidste gang på hotel Marina. Jeg er tynd som en strikkepind, men ubeskriveligt lykkelig for at have klaret den, og fuld af forventning til fremtiden. I en knallertrickshaw på hjemvejen snakker vi løssluppet med chaufføren. Han er en anden gigantisk stor sikh, som har et godt humør, og en mave der ser ud til hensynsløst at kunne flå 5 knapper ud af skjorten ved et uforvarent host. Sikherne findes i hele Indien,  men lever hovedsagelig i staten Punjab i det nordvestlige hjørne. I hele landet er der omkring 15 millioner medlemmer af den militante blandingsreligion mellem hinduisme og islam. Kvinderne bærer navnet “Kaur” og mændene “Singh” (løve), samtidig med at de altid må bære en kam i håret, en stålring om højre håndled, et par shorts og en daggert. Derudover må de ikke klippe hår eller skæg, og bærer derfor næsten altid turban. Sikherne er uden sammenligning de førende forretningsfolk i landet, og såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt ligger de længder foran det gennemsnitlige indiske niveau. Da vi nærmer os hospitalet, får vores chauffør netop forretningsminen på, og spørger, om vi vil veksle dollars til en god kurs på 1500 rupees. Jeg siger OK, selv om jeg een gang er blevet snydt  ved at medlidenhedsveksle nogle penge for en halvsyg græker i Athen, så sikhen henter sine penge, og jeg henter en 100 dollarseddel inde på værelset. Udenfor tæller vi pengene frem og tilbage, men han er utilbøjelig til at ville give mig sedlerne uden at få lov at putte dem ned i en plasticpose først. Et par gange pakker jeg posen op igen, og begge gange ser manden meget streg ug og siger “NO,NO”. Til sidstSikhertager jeg posen med det tykke bundt rupeespenge og giver ham dollarsedlen. Han fiser direkte hen til sit totaktede køretøj, og drøner af, uden at se sig tilbage. Jeg river plasticposen i stykker for lige at kontrollere, at jeg ikke er blevet snydt, og ser til min rædsel at der kun er en 500 rupee og indeni bare avislapper. Nej!!! Satans sikh; han snød mig alligevel. Hvor dumt at jeg ikke kunne forhindre det. Han har haft en anden plasticpose med avispengene, som han alligevel til sidst har haft held til at bytte den rigtige ud med. Det var dog elendigt! Med modbydeligt tunge skridt slæber jeg mig skamfuld op ad trappen til Kirsten for at fortælle om den tåbelige episode. Jeg føler mig som en radmager, skidesyg, udbenet og mindre begavet idiot. 

Omsider på farten igen.
Næste morgen sidder ydmygelsen stadig i frisk erindring, men alligevel er det ligesom om tilværelsen har et lidt andet perspektiv, da vi står udenfor hospitalet med pakkede rygsække og venter på en taxi. Tiden er kommet, hvor vi igen skal ud at rejse. Et mareridt er forbi, og selv om mit helbred stadig forekommer noget upålideligt, er jeg overbevist om, at det fra nu af nok skal gå fremad.
På banegården er der et fantastisk mylder af folk, så det er iblandt tusindvis af mennesker, vi skal lede efter vores tog - Taj expressen. Men på kun ½ time har vi allerede fået billetter og fundet den rigtige perron. Vi kan endelig stige ind i toget og slappe af. Hvor er det længe siden, vi skulle nogen steder hen sidst; det her er som at starte på en helt ny spændende rejse. Vognen er halvt fyldt op allerede, men vi finder to sæder overfor hinanden, hvor vi kan sidde. I forvejen sidder der en dame i sari og en mand med en avis. Vi sætter de små vandrerygsække på det ene sæde, og Kirsten lægger sin store rygsæk op på baggagehylden. Det samme forsøger jeg, men  der er overhovedet ingen kraft i spagettirørene. Armene krøller sammen som blød lakrids. Da Kirsten kommer over for at hjælpe går det bedre, og vips ligger mine 16 kg. ejendele oppe under loftet. Vi går hen for at sætte os, og ser straks, at den ene dagturssæk er borte. Det samme er manden med avisen.
-“Hvor er tasken?” skriger jeg til damen på sædet, -“Hvor er manden der sad der?”, jeg peger på den tomme plads. Damen løfter ganske langsomt øjnene fra sit blad, vifter med en hånd i retning af gangen og mumler et fuldstændig ligegyldigt “outside”. Jeg spurter forbi et par nye passagerer hen til døren, og kigger ud på perronen. Synet, der møder mig, er den uhyrlige vrimmel af mennesker, hvor de første 400 kunne være den mand der spankulerer bort med Kirstens taske. Det er håbløst, han er allerede væk, og dermed Kirstens dagbog, adressebog, dolk, penalhus og nogle andre småting. Vi græmmes over uheldene, Indien viser sig fra sin dårligste side, og har gjort det længe. Manden skulle garanteret ikke engang med toget, men sad blot og ventede på en chance til at snuppe en tilfældig taske. Fordømt! Taj Mahal mausolæum

Retfærdighed findes ikke.
Toget starter, og vi ser byen glide langsomt forbi. Slum, fattigdom og nød i uendeligheder toner frem i vinduesskærmen, som vi kører. I henved 1 time kører toget igennem områder hvor skrald, blikhuse og elendighed blander et billede af umulig eksistens, trods det at her bor millioner. Vi er langt nede, for hvor har retfærdigheden været? Det har været bitre tider, vi har gennemlevet, og hvornår vil det mon stoppe? Men samtidig ser vi, hvem der også er langt nede, eller i hvert fald har grund til det. Der er sandelig andre, der også på deres måde har det slemt. Jeg kan ikke lade være at sammenligne den kummerlige tilværelse, vi bare ruller igennem, med min egen. Jeg ville aldrig bytte. Mange derude har også amøber og mavebetændelse uden at få behandling. De er dømt til smerte og død. Verdens uretfærdighed rammer trods alt ikke bare os.. Der er dog nogen, der omend har det endnu værre, og jeg kan alligevel, godt forstå, de kan blive fristet til at rapse en lille taske fra os rige. Vi må føle os ovenpå, for det er jo, hvad vi er.
Vi kommer endelig ud af byen og ud på landet, hvor vi atter opdager livets gang. Folk arbejder i marken og ved deres huse. Der er mange smukke landskaber. Træer, bakker, bøfler og gribbe findes stadig, selv om vi ingen har set længe. Min månedslange sygdom har skærpet øjets appetit. Det kan stadig nyde; en verden på godt og ondt. Mod og forhåbning begynder tøvende at vende tilbage, og vi går en dejlig tid i møde. Vi skal blot i gang med at glemme de bitre stunder.

----------------------
Der gik endnu en måned  og endnu en hospitalsrunde i Nepal inden sygdommen var helt overvundet, så jeg kunne begynde at tage på i vægt. Maven var ødelagt af antibiotika, anden medicin og amøber, men bare det at være i stand til at rejse og at kontrollere nedturene var en belønning i sig selv. Vi fik alligevel udbytte af udholdenheden til sidst. Og ingen havde fortjent det mere end .....Kirsten. 

Skrevet med følelsesladede minder af Karsten Østergaard


Læs også rejsebeskrivelsen:
  Indien bag facaden og de spiddende øjne.
- Om det livgivende brændsel der fodrer den rejsendes bål.