Oceansejlads


SejlbådEn sejlbåd i modvind!
- når selv det uendelige rum er for småt.
Den flakser temmelig forvildet, den lille fugl, nærmest desperat på små krampagtige vinger, mens den forgæves forsøger at lande på bådens søgelænder. Det tommeltykke stålrør er dog alt for glat for dens svækkede fuglekløer, og efter tredje forsøg på bagbords side vælger den at prøve gelænderet på agterstavnen. Den er totalt udmattet og i absolut nød. Det er synd, og jeg håber den får fodfæste. Jeg står ved roret i cockpittet og iagttager den nyankomne gæsts desperate kamp, mens bådens gyngen i bølgerne, gør det svært. For en frisk fugl ville det have været så let som ingenting, at lande og holde sig fast, men denne vildfarne fugl har dødsangsten til at lamme de i forvejen udmattede muskler. Det lykkes ikke for den, så efter et par yderligere forsøg flyver den ind over båden og hen imod mig ved roret. Der er kun mange usikre steder at lande i bølgegangen, så fuglen tager bestik af dens muligheder, uden at have tid til at vurdere dem tilstrækkeligt. Således ender den lige ovenpå glaskompasset foran roret. Kompassets halvkugleformede facon og glatte overflade får fuglen til at glide, selv om den helt udfladet forsøger at fastklamre sig. Idet jeg stikker hånden frem til hjælp halvt kravler og halvt falder den over i min håndflade. Forpustet holder den næbbet åbent, imens den stirrer op på mig med frygtsomme øjne. Jeg holder hånden helt stille, og betragter blot fuldkommen målløs det lille kræ. Fuglen, som ligner en rørsanger, er fin med et lidt krumbøjet næb og lyse pletter på dens gråbrune fjerdragt. De små krampagtige klør borer sig ind i håndfladens hud,  som kattekløer i en mus. Jeg er overvældet, for det at stå ved roret på åbent hav, mange hundrede sømil fra nærmeste kyst, pludselig, med en lille vildfaren sangfugl i hånden, ja, det er grænseløst og nærmest surrealistisk. Herude hvor luftrummet ellers kun beherskes af stormsvaler, skråber og flyvefisk. Den lille fyr er på afveje, og ude på dybt vand. Det her er overhovedet ikke dens domæne; hvad laver den dog midt ude på Atlanten, og ikke mindst i min hånd? Medlidenhed over dens håbløse situation fylder mit sind, men i det samme kommer en eller anden buldrende op fra kahytten og KNIPS! - oplevelse forbi. Fuglen basker atter ud over bølgerne og jeg følger den med øjet, så længe det er muligt. Ærgerligt; for den skulle have haft fred og hvile noget længere tid for at samle kræfter. Dens chancer er nu minimale for at overleve, men angsten drev den på flugt mod en formodet tragisk skæbne. I et tidløst øjeblik gav den mig sit liv - og forsvandt. Det varede så kort, at jeg et øjeblik tvivler på episodens autentiske karakter. Var den virkelig? Oplevelsen hører alene bølgernes eventyrlige verden til, for hvor ellers kan en fugl blive så trængt, at den sprænger sine egne naturlige grænser? Så trængt at den lander i et menneskes hånd. Jeg oplever episoden som et højdepunkt i oceanets monotone univers, men et højdepunkt med et ultimativt offer. Enhver scene har sine helte, og fuglen var denne scenes superstar. 

Sejlads uden vind.
Skibets besætning før afgang fra Puerto RicoVi er en besætning på seks folk ombord i en 37 fods ketch med en dinghy på slæb på vej til Caribien. Besætningen er sammensat af to kvindelige sygeplejersker midt i tyverne, tre mandlige lærere lidt over 30, og skipper fra Amager, som er freelance arkitekt. Alle er debutanter, når det gælder oceansejlads, og siden Gibraltar i det sydlige Spanien har vi tilbagelagt omkring 1700 sømil, med godt 2000 sømil til Caribiens forpost, Barbados, foran os. Vi er alle uafhængige personer fra forskellige steder i Danmark, og er i gang med at lære hinanden at kende. De fleste af os har været forsamlet på båden i 1 ½ måned nu, og det er gået noget op og ned med kemien. Der har været mange sammenstød mellem skipper og os andre Alt for mange!
Lige nu hersker der en frisk, optimistisk stemning ombord, eftersom vinden har været hos os i nogle dage. Og den ser tilmed ud til at have stabiliseret sig i den nordakvatoriale passat. Det har hidtil været bemærkelsesværdigt meget vindstille, og vi har helt klart været for optimistiske i vores vurdering af overfartstiden. Troen og provianten er svindende! Passatvinden, som skulle blæse med en stabil styrke på omkring 20 knob i vestlig retning her i staten af december, er åbenbart ikke en given størrelse, selv om vejrkortets gennemsnitstal bedragerisk angiver dette.  Passatvind har der dog været i perioder, men er så gået over i vindstille eller direkte modvind igen kort tid efter. Først nu, hvor det har blæst fra nordøst nogle dage i træk, mærker vi en vis retningsstabilitet. Det har slidt på alle at være i tilfældighedernes og naturens vold. At vågne op om morgenen til den usystematiske tærsken af sejl, fald og skøder er næsten sjælepinsel. Efter mange lignende morgener kan det føles lige som om en ånd eller skygge har lagt sig over båden. En sådan banken kommer nemlig kun, når der er for lidt luft til at fylde sejlene. Båden ligger så praktisk taget stille, og hver gang en dønning vipper skibet, fyldes sejlene med luft fra den anden side, og der lyder et drøn. En sådan morgen har man simpelt hen ikke lyst til at krænge sig ud over slingrekøjens kant, og se dagens realiteter i øjnene. Det er som at vågne til kæder i en fangelejr, og dermed er dagens optimistiske nerve lammet fra starten. På et sejlskib har man det godt, så længe der sker det, der skal ske, nemlig at der bliver lagt vand bagud - når båden bevæger sig fremad. Men når dette ikke sker, er tilstedeværelsen i et verdenshavs tomrum kedeligt, psykisk udmarvende og fordømt langsommeligt. Vind og velvære hører sammen.

Kort over sejlrute

Mad og mod.
Vores naive skøn af overfartstiden fra Gran Canaria til Barbados var maximalt 30 dage og formentlig nærmere de 3 uger. Det havde skipper lagt sejlplan efter, med en anslået gennemsnits hastighed på 4 knob, og det provianterede vi ligeledes efter. Men allerede nu kan vi se at der sikkert vil gå over de 4 uger. Det bevirker, at vi nu har måtte rationere maden til 1 ½ stykke rugbrød om dagen pr. person, og derudover lidt suppe og en gang aftensmad fra dåse eller havet. Vi sulter ikke, men får heller ikke mad nok. Desværre har vi lidt en del tab. Ikke mindst af rugbrød, der overhovedet ikke holder sig som datoen på de dobbelte plasticposer lover. Det mugner mellem hænderne på os samtidig med at løgene rådner og osten bliver til slim. Er der i forvejen frustration over manglende vind, er mangel på trøst - mad - med til at forværre oplevelsen mange gange. Vi har i perioder så store selvmedlidende madtraumer, at Alt for Damernes juletillæg med madopskrifter jævnligt passerer fra hånd til hånd, som et skrøbeligt antikt glasklenodie, der for alt i verden ikke må gå tabt. Alligevel er traumerne forbigående, og situationen føles kun livstruende, når vi er allermest lækkersultne. Der skal så lidt til at vende stemningen, og det sker altid med vindens tilbagekomst. 

Havari, søsyge eller ballade. 
Dog er vi en båd i modvind. Alle vores håbefulde forventninger har ikke stået mål med virkeligheden. ingen havde regnet med, at samarbejdet skulle blive et hovedproblem efter vores hyggelige møder hjemme inden afrejsen. Jeg frygtede mere havari, søsyge, sygdom og storm ved afrejsen. Men her kan vi godt glemme Kløvedal, Wedersøe og Heyerdal. Alle de harmoniske beskrivelser, man har læst fra andre verdenssejlere, gælder ikke her. Vi sejler i en konstant spænding mellem skipper og besætning. En spænding, der efterhånden har bygget op, men startede allerede inden vi stod ud af havnen. Liz, en pige der skulle have været med på turen, stod af båden i Gibraltar. Hun mistede dermed alle sine forudbetalte penge for mere end 3 måneder, idet hun lige som alle andre forud havde betalt et beløb på 1500 kr./md. Trods det kunne hun mærke efter 3 ugers sejlads med skipper i Middelhavet, at hendes nerver ikke kunne stå en oceansejlads igennem med ham. Hun sagde stop. - Liz var bange for at sejle, sagde skipper senere som forklaring. Men det var ikke hele sandheden, for hun tog senere med en svensk båd over. Nu sejler vi uden sympati, i ikke blot fysisk men også mental modvind. Alligevel kan vi godt skyde problemerne væk og hygge os ind imellem, men vort samvær lider. 

“Du er bare et nul”
Dagen efter har vindstille ramt os igen - eller næsten da. Der er mellem 1 og 2 beaufort, og det får kun sejlene til at blafre på vores pæreskude. Så kommer det:
“Jeg er skipper, det er min båd og du er bare et nul. Det må du indstille dig på, eller stå af på Barbados.” SÅDAN! Søren fik hermed dagens hårdeste melding indtil videre. Skipper er rasende over ydmygelsen ved at have slået knude på spileren i forsøg på at sætte den. Det starter en temmelig vidtrækkende diskussion, ligesom dem vi har været igennem så ofte. Vi skændes som børn i førskolealderen om låget til et marmeladeglas. Skipper er en mand i starten af 50érne, som er fraskilt og har to voksne børn. Han farver jævnligt sit hår i en rødbrun tone, og vil som så mange andre gerne holde en ungdommelig fremtoning. Han har støvet besætningen op til turen igennem annoncer i avisen, samt gennem kontakt til Langturssejlernes forening i Århus. Det er hans plan at sejle til Caribien først, og så se tingene an derfra. Måske vil han sejle charter med turister fra Margarita senere, og måske vil han sejle hjem eller jorden rundt. Han har tidligere sejlet med turister i Middelhavet og betragter sig selv som erfaren og en fuldbefaren sømand. Vi har alle mødt ham hjemme på Amager før vi tog afsted, og vurderede at han var en flink og fornuftig mand, samt at sejlplanen og projektet lød velovervejet. Hver enkelt har forberedt sig og ladet op til en oplevelse for livet. Forventninger og forhåbninger har været i top, og vi så frem til samværet.
Sådan vurderer vi ikke længere. Forholdet til den mand, der bestemmer, er dalet til under middel. Skippere på både rundt omkring i verden har naturligvis uendelig mange oplevelser med besætninger. Meget ofte er kemien ombord bare forkert, og så er samværet uudholdeligt og fantastisk opslidende for alle parter. Det Redningskranser altid tragisk når det sker, og får som regel et efterspil af bitterhed og sure miner. Det kræver en gevaldig portion afbøjning, tolerance, konsekvens, psykologisk tæft, pædagogisk flair og frem for alt medmenneskelighed, at kunne omgås vidt fremmede personer så intenst på et kvadratmeterareal, der svarer til en normal dagligstues. Og det kræves af alle parter - derfor fungerer samværet ikke. Skipperen, der jo har sat hele scenen, forstår desværre ikke den kunst at få samværet til at glide. Tværtimod sætter han gang på gang tingene på spidsen og lægger op til konflikt, i stedet for udjævne kontroverserne. Han har vist sig at være særdeles humørsvingende og fuld af mistillid. Han begriber ikke at det avler modreaktion, når han snerrer, vrisser og giver ordrer i vilde raseriudbrud. Modreaktionen tolker han som modvilje mod hans person, og anfægtelse af bestemmelsesretten. Vi har ellers forklaret det ofte: det er måden tingene bliver sagt på, vi anfægter. Tonen i samtalen eller ordren er vigtig, for at vi alle føler os respekterede og i det hele taget formår at kommunikere på en anstændig facon. Men vi er en båd i modvind. Lige fra starten har han i pressede situationer mistet sin selvbeherskelse, og svunget om sig med mishagsytringer over os andre, og fordømt vores handlinger. Virkeligheden er at vi 5 gaster springer rundt og hiver i skøder, slækker på fald og i det hele taget står på pinde, blot for at holde vulkanen på ulmende. Det virker bare ikke. Udbrudene kommer med uregelmæssige mellemrum alligevel, og vi ryger dermed ind i de gigantiske skænderier, der føles så opslidende. Hadet iblandt os vokser. 

Kvalifikationer er vigtige.
Skippers sejlmæssige kvalifikationer er ikke i orden, og mange af hans andre bedømmelser virker løse og uansvarlige. Der er ting, som nok er fundamentale for, at en båd skal kunne fungere. Ting som er i alles interesse at holde styr på, men som er skippers ansvar, forhold der er utilgivelige at ignorere og overse på en langturssejlads:
- Økonomien skal være i orden.
Økonomien på vores båd har været uigennemskuelig og flydende, stik imod forventning. Endnu fra starten, hvor der kun var to uerfarne piger med som gaster, købte skipperen søkort til båden og spiritus til sig selv og satte omkostningerne på en fællesliste. Desuden afslog han at udstyre båden med rekvisitter til overfarten, som vi havde aftalt hjemmefra at båden skulle have f.eks. gummistøvler, regntøj m.v. Endvidere er det blevet klart at han indkasserer de forudbetalte bådpenge, hvis folk af står af eller bliver smidt af før tiden.
- Fortrolighed med nye installationer er en nødvendighed.
Skipper købte en satelitnavigator inden afrejsen, men vi tog afsted uden at være tilstrækkeligt informeret om brugen. Den engelsk sprogede manual blev godt nok dechifreret, af gasterne, men for lidt tid siden begyndte den at vise positioner nede ved Antarktis. Båden har simpelt hen for lidt strøm til, at den kan fungere. Nu har vi kun sekstant tilbage at finde vej med.
- Det er nødvendigt at kende sit eget og bådens værd.
Skipper havde lovet at lære os andre alt om stjernenavigation med sekstant. Men idet han kun kunne skyde solhøjden uden at vide, hvad tallet skulle bruges til, havde jeg brugt en hel del tid på at udspørge andre søfolk inden afrejsen. Det kan blive vores redning nu, idet jeg dagligt laver en positionsberegning på denneKompasrose måde. Blot er det kritisk, at der ikke er købt ekstra batterier til den lille lommeregner med navigationsprogram, eller en almanak til gardering. Sker der noget med den, er vi for alvor på herrens mark.
Ingen af de fundamentale ting kan alså siges at være i orden - og dog sejler vi. 

Visdom og overtro.
Til daglig passer vi hver især vores gøremål uden at rive håret af hinanden. Folk passer deres vagter, og de, der har fri læser bøger, skriver dagbog, laver kursberegninger, fisker, eller hvad de ellers er stemt for. Vi har 3 vagthold med to på hver, og foruden at styre skibet indgår også pligter som madlavning, opvask og rengøring. Der er masser af tid til at beskæftige sig med andet end problemerne, og specielt er der liv og stemning når, vi ser hvaler. Det er, som om vi da bare bliver revet med i dyb beundring over naturens skønhed, og glemmer alle problemerne. Søren hævder hver gang vi ser delfiner, at det betyder held. Og han prøver altid at dokumentere det, ved at minde os om, at sidste gang skød vi en ekstra knob, eller vi fangede fisk, eller der kom vind efter lang tids vindstille. Visdom og overtro er uløseligt forbundet med sejlerlivet, og ingen ved hvad der er hvad, når det kommer til det.

Halvvejs. 
Position 18. dag: Nord 16°.45´
                          Vest 34°.07 kl. 12 middag, 1412 mil igen. HALVVEJS!
Fuld sejlsætningJørn har regnet ud, at vi i dag ved middagstid er 1412 sømil ude fra Gran Canaria, og dermed halvvejs på vores færd. Vi har moret os en del med at diskutere, hvordan beregningerne skulle gøres, men Jørn argumenterede bedst, så hans metode vandt. Problemerne har været, at vi har både loggen og søkortet at kigge på, når vi skal finde ud af, hvor langt vi har sejlet, og vi har overhovedet ikke sejlet den direkte vej efter vores udstukne kurslinie; det har vinden ikke tilladt. Desuden kan det diskuteres, hvorvidt vi skal anlægge en vurdering ud fra storcirkelkursen eller bare ud fra søkortet, for at beregne den tilbageværende distance. Men nu er det alså blevet afgjort, og uanset hvor vi befinder os i verden, så er vi dæleme halvvejs nu. Vi får højtideligt åbnet en flaske champagne, godt gemt til formålet, og føler det nok alle som en stor begivenhed. På trods af den drilske vind og vores langsomme fremfærd er det alligevel lykkedes at komme så langt. Det havde været urealistisk at håbe på for blot 2 dage siden. Fra nu af får vi mindre og mindre mil tilbage, end vi har gået. Vi skåler med brede smil, og håber i det stille på fordragelighed. Gitte, bådens værdsatte trykkogerekspert, kommer op med en grydefuld friskbagte boller. Det tager for meget gas at bage i ovnen, så Gitte har udviklet en ret raffineret teknik, der gør det muligt at bage i trykkogeren. Stemningen er høj, idet vi skåler igen og ønsker hinanden god vind resten af turen. Ingen tror, at det kommer til at vare lige så længe med sidste halvdel, som første del har taget. Der MÅ komme mere vind! Selv hjemme i det bakkede Nordjylland blæser det betydeligt mere end herude midt på atlanten. Jeg plejede at forbande den evige vestenvind, der væltede mig af cyklen som barn. Men nu tænker jeg anderledes: hvor langt kunne vi ikke være nået med den blæst, der får skummet fra vesterhavets brusende bølger til at fyge hen over de nordjyske strande? Vi kunne have siddet på en bar med bambustag allerede.
WahooEfter den lille fest springer alle vi badeglade gaster i baljen. Vi svømmer først et par runder om skibet, og hager os derefter fast i et langt slæbetov, som bliver slængt ud efter skibet. Den lidt vandskræk skipper starter derpå motoren, og vi bliver trukket igennem vandet, som lækker madding på en fiskesnøre. Det er forrygende morsomt, og der råbes og grines højlydt. Måske er vi nok lidt nervøse ved at tænke på de 5 kilometer havdybs skumle univers vi plasker ovenpå, men der skulle vel gerne være plads til os alle. Jørn er den mindst modige af os, efter at han en dag fik kigget en stor hvid haj lige i øjnene. Med en uvirkelig kraft steg han op af vandet og landede med eftergivende knæ gispende på dækket, uden først at vurdere om fisken overhovedet var sulten. Men fisk store nok til at snappe efter maddingen på linen ignoreres i dette øjeblik. Normalt, når vi svømmer omkring båden, har vi masker på, for det er nu rigtigt som Søren tidligt bedyrede: "- hvis jeg endelig skal være hajmad, vil jeg denundeme se, hvad jeg bliver ædt af. "
I denne stund glemmer vi både farer og opbygget nag. Det er herligt at sejle! Momenterne med fordragelighed og hygge på båden, får mig til at tænke på havet som en tyk eventyrbog. Eventyrene, oplevelser, får da 100 % koncentration, og dermed får man langt flere af detaljerne med. Evnen til at tænke bliver større, og viljen til at lade sig føre ind i eventyrenes verden styrkes. Havets fortællinger er en føljeton i uendelig mange afsnit, ligesom tilsyneladende skænderierne. 

Små mennesker. 
Naturoplevelserne og følelsen af at befinde sig i et uendeligt rum er de største kick ved at sejle langfart. Man får et nærmere forhold til begge dele efterhånden, og man opnår omvendt også en dybere respekt for de store sammenhænge. I grunden ser havet ens ud, hvad enten der er 20 m. eller 5000 m. vand under kølen, men selve bevidstheden om at flyde ovenpå flere kilometer vand, sætter fantasien i sving på mange områder. Der er så meget ukendt og mystisk forbundet med dybderne, og der tager fantasien og drømmene så fat. Alt hvad man kan gennemskue, er som regel trivielt og uden udfordring, mens det ukendte og uopdagede virker dragende som syngende sirener. Havets uendelighed, de momentvise, uforudsigelige tegn på liv, morildens lysflimmer og stjernehimlens myriader, er fænomener, der dagligt tvinger os ud i endeløse spekulative puslespil. Spekulationer, der næsten altid ender i drømme og fantasier. Der er dog også uhygge og frustration i kølvandet på disse tanker, men den slags virker jo dragende i sig selv. På stort set alle nattevagter sidder vi og vrider nakken af led, for at lære stjerner og stjernetegn at kende. Vi har teori i bøgerne om dagen, og er i praktik om natten. Lyren, Canopus, Perseus og alle de andre navne bliver en genvej til fortrolighed med universet. Det er som om, at de stjerner man ved, hvad hedder, eller dem man kan placere i et stjernebillede, ja, det er nogen man kender. Det er som at være i en by. Alting virker ikke nær så fremmed, når man kan finde vej og ved hvad gaderne hedder. At man ikke ved, hvem der bor i husene, eller hvad der gemmer sig bag murene, er ikke så slemt. Det kan man så fantasere om.
KarlsvognenStjernerne bliver som gode venner, nogen man kan regne med, og som vil følge én trofast igennem livet. Det har dog format! Min nyligt erhvervede viden om stjernehobe, røde kæmper, galakser og lysvariable dobbeltstjerner er virkelig en af de ting, der næsten kan sætte selv fantasien mat. Hvordan kan en lille hjerne under ufriserede, solblegede tjavser begribe at Andromeda galaksens lys kan være 28 millioner år gammelt, og at det som én lille prik kommer fra ca. 300.000.000.000 sole lige som den ene, vi kender. Den lille udflydende klat, man kan se imellem alle de andre millioner lys i mørket, kan bringe selv fantasien i limbo. Man kommer til at føle sig ganske lille og ubetydelig, et forhold Piet Hein har beskrevet strålende:

Stjernerne
på nattens blå
lærer mensker
at forstå
hvor hinanden dog er små.

“Skipper - et dumt svin.” Skipper
“Jeg kan og vil ikke lave mig mere om end jeg har gjort”, hvæser skipper i en ny diskussion. “Dette er den dårligste sejlads, jeg nogensinde har haft”, klager han. Banen er kridtet op om morgenen, efter at vi en nat har fået et armtykt tov i skruen. Jeg sad ved roret og vi sejlede for motor for at lave strøm. Pludselig kl. 23.30 lyd der et tjok, og motoren kunne ikke længere trække. Skipper i agterkahytten lå lige over skruen, så han stak fluks hovedet op fra hullet og slukkede motoren. Da vi så det tykke ruebegroede tov, der var gået i skruen med en hel stime fisk under, blev vi noget overraskede. Skipper påstod, at kunne høre at skruen var faldet af eller at akselen var brækket. En lidt komisk og noget tvivlsom vurdering for de af os, der også havde hørt lyden. Den frustration kunne han imidlertid ikke bære og skældte ud. Vi andre var ligeglade med bådens ve og vel, og fattede ikke alvoren i situationen. Jørn sagde, han skulle holde kæft og skrubbe ned i sit hul og vente med at ærgre sig til i morgen. Det var nemlig bælgmørkt, så ingen anede i realiteten om der overhovedet var sket noget, og tovet kunne vi ikke umiddelbart få af. Skummende trak skipper sig dermed tilbage. Men nu til morgen har han imidlertid taget sig sammen igen, og startet en ny tåbelig diskussion. Tovet faldt selv af i løbet af natten, og et nærmere check har vist, at ingen skade er sket - heldigvis. Alligevel brokker han sig og føler sig forfulgt; uretfærdiggjort, som offer for rænkespil i besætningen. Han vil ikke finde sig i at blive talt til på den måde på sin egen båd, og vi er alle imod ham, bare fordi han er skipper.
-“Sådan er det altid. En skipper bliver altid betragtet som et dumt svin” udbryder han forurettet.
-“Der er intet der fungerer på denne her båd. Jeg holder mig hele tiden tilbage uden at sige noget til det I laver”. Hvad vil han gerne sige? Hvor går hans tolerancetærskel? Hvad er hans forestilling om at rejse jorden rundt med vidtfremmede betalende gaster ombord uden at ville samarbejde eller udtrykke sig så samarbejde i det hele taget er muligt. Spørgsmålene hober sig op, og svarene blafrer i den manglende vind. Tålmodighed er sandt for sjælen en dyd som sejler, og på denne skippers værste sejlads nogensinde, har han efter min vurdering mødt en tålmodighed, jeg overhovedet ikke kan forestille mig overgået. Alle gasterne prøver som desperate at få sejladsen til at glide uden den nedbrydende ævl - uden succes. Krisen trækker ud, kører i ring, og fører ingen steder hen. Da skænderiet slutter og alle går hvert til sit forbliver ordduellen i tankerne længe efter. Præcis det faktum at det er skipper, der skælder ud, får det hele til at virke underligt bagvendt, og efterhånden lærer vi, at diskussionerne nok på kort sigt kan synes frugtbare og rense luften, men de er som dømt af et orakel til at bryde ud igen med en ny vinkel på et senere tidspunkt. Det er en ubehagelig situation for os alle. Vi tre lærere i trediverne, har nok aldrig været sat på nogen lignende diplomatisk opgave, og vores pædagogiske evner rækker simpelthen ikke. Vi vil nemlig ikke tyraniseres af vores kaptajn, men vil omvendt aldrig generere ufred. Til det er skipper alene også fuldt tilstrækkeligt. Vi er en båd i modvind. 

Halvvind med genoa, stor- og mesansejlEgoisme har ingen fremtid.
Jeg skulle være taget med en anden båd ligesom Liz, tænker jeg nogen gange efter de endeløse opgør, men det er jo for sent nu. Her er vi i saksen, og må gå på listefødder, for at værne om det lidt der er tilbage i os af høflig tolerance. Respekten er forlængst forsvundet. Men gasternes fællesskab bliver på en måde hver gang bestyrket, og i de principielle skænderier kommer skipper altid til at stå tilbage i en aura af tåbelighed og regeresyg afmagt. Alligevel går alt for meget tid på at ærgre sig. Det virker ekstremt asocialt på mig, at han har gemt sine egne pakker honningristede Nutana-müsli og sin Nesquick cacao dybt inde i køkkenskabet, og højtideligt meddelt os, at det er hans private. Båden er ved at løbe tør for alt muligt: Peber slut. Tomater, løg og kartofler slut. Kaffe slut. Ost slut. Müsli og havregryn slut for en uge siden. Cacao slut. Sukker kun til et par kopper the mere før slut. Sennep og tomatketchup slut. Rugbrødet er desuden blevet beskåret til een sølle skive pr. hoved til deling mellem morgenmad og frokost. Hver dag bringer ende på nye madvarer, så hvorfor lader han ikke sine reserver indgå i den temmelig spartanske fælleshusholdning, og evt. skriver værdien på listen over fælles forbrug?
Der har tilmed været en del forsvindinger: Chilipeberen forsvandt efter en aftensmad, hvor specielt skipper mente, der var frådset med de hotte små røde. Batterier indkøbt til fælles brug forsvandt. Ketoganer, codimagnyler og nogle andre piller fra medicinkassen forsvandt, selv om sygeplejerskerne har kæmpet hårdt på deres jobs, for at skaffe medicin til alles glæde. Det er sørgeligt at erfare tingene forsvinde, og ingen aner, hvor tingene kan være blevet af??? Der eksisterer kun formodningerne. I en situation som den tror jeg, at sammenholdet kunne blive så meget stærkere, hvis vi delte sorger og glæder. Egoisme her har ingen fremtid, men så meget er vi åbenbart ikke i samme båd. 

Hvor mange er loggen?
GuldmakrelVed frokosttide har vi vind igen og humøret er vendt tilbage. Det ser grangiveligt tomt ud i slagbænkene, hvor forsyningerne har plads, men der er stadig nogle dåser leverpostej, og en stump pølse. Vi må have fanget nogle fisk tænker jeg, og begynder at rigge et par regnfrakkegule agntotte til, der er nams for guldmakreller
. -”Hvor mange er loggen?”, spørger skibets absolut mest ukuelige humørspreder, Søren; idet han grinende stikker snuden op fra pantryet med en leverpostejmad i gabet. - “Halv fem”, siger Hanne veltilfreds bag roret på vores indforståede skibsslang. Det betyder at farten er 4 ½ knob, og enhver der sejler over 4 knob er i temmelig godt lune. Hen på eftermiddagen snakker vi, fisker, spiller yatzy m.m. akkurat som vi plejer. De forsonlige miner er taget på. Vi skal jo med djævelens vold og magt finde ud af det sammen, og forsøge at holde humøret oppe. Derfor er perioderne imellem udbrudene som regel fredelige, og uden de store falbelader. Livet ombord foregår som på enhver anden oceangående yacht. Blot ligger der i baghovedet en længsel efter sikkerhed, forudsigelighed og tryghed, samt efter muligheden for at rive sig fri. 

0 mil på 6 timer.
Position 26 dag:    Nord 12°.37´
                           Vest 47°.56´, kl 18.05, 677 mil tilbage.
Jørn og jeg skriver i logbogen, ikke uden et gran af tragikomisk stolthed: NY REKORD. 0 mil på en fuld 6 timers vagt. Der har været en smule vind men ved styrker på 2 og 3 beaufort fra agten, sejler skibet bare ikke, så strømmen er alt vi kan sætte vores lid til. Den ligger på ½ - 1 knob i vestlig retning, og netop i dette område nærmer den sig efter kursberegningerne en hel sømil i timen. De seneste dage har det faktisk vist sig at give 20 - 25 mil gratis, så det glider sgu alligevel. Herligt! 

3 delfiner i måneskin. Springende delfiner
En nat sidder jeg i klart månelys på vagt sammen med skipper. Vagten har kun varet lidt over en time. Vi sidder vendt mod bagbord side, og stirrer på månens lysende landevej, som bare snorlige strækker sig ud mod horisonten. Vi sidder altid vendt imod den side, der er lys på. Søen er temmelig rolig, men vi går dog en 3 ½ - 4 knob. Klokken er lidt over 5, og smalle i øjnene småsnakker vi måske en smule og sidder ellers bare og kigger. Pludselig, lige ud af sølvet i månevejen, brydes vandspejlet af 3 kulsorte silhuetter med minutiøs samtidighed. Vi ser begge det fantastiske syn. 3 delfiner springer højt i en blød bue mod himlen, men luftvender elegant og bryder atter stilfuldt retur gennem den knitrende månevej. Ud af intetheden og tilbage. Aldrig har nogen skabninger timet deres tilsynekomst så overraskende. De springer som dansere i en skøn ballet. De får billedet til at fryse fast. En evig dans på sølvpailletter. Og endnu inden de er landet, ved vi, at dansen er for os. Fra at være søvndrukken og småsløv, er jeg pludselig helt opstemt. Selvfølgelig kommer den lille delfinskare hen og leger lidt foran stavnen. Dog kun et kort stykke tid, før den sporløst er forsvundet igen. Den pludselige hilsen, den imponerende tilsynekomst og hele mystikken omkring de fortryllende væsener brændemærker et stemningsfuldt og malerisk billede i bevidstheden. Det konforme og oftest livløse ocean rummer overraskelser og intelligens som nærmest er metafysisk. Hvordan kan de gøre det? Holder de øje med os? Kan de gennemskue hvad vi tænker? Naturens mangfoldighed og uforudsigelighed vil til stadighed forundre os mennesker, selv om vi ofte glemmer dens værdi. Dagligt forgår arter af planter og dyr fra vor klodes skrøbelige økologiske sammenhæng, og havet er ingen undtagelse. Det er smerteligt at se, som mennesker bruger havet som skraldespand. Vi ser dagligt drivende plasticposer, syltetøjsspande, eddikeflasker, dunke og andet skrald, mens at vi ved,  der på bunden ligger atomaffald og kemikalieoverskud. Ude af syne ude af sind; menneskets perspektivløse livsgrundlag. Allerede i 1854 skrev en indianerhøvding disse kloge ord til USA´s præsident:

Ord der nok i endnu højere grad er relevante den dag i dag.
Men oplevelserne som vi har haft på sejlturen, kan ingen dog heldigvis udrydde. Så delfinerne, de andre hvaler, de vildfarne fugle, skilpadderne, morilden og de mange fisk, der har været med til at sætte kolorit på en noget konform hverdag, har vi kun lovprisninger tilovers for. De har tilmed alle bidraget til at skabe forsonlig glæde i en situation af menneskelig disharmoni. 

Landkending efter 33 døgn. 
Vi har endelig fået land i sigte og blæser afsted imellem kæmpebølger og orkanagtige vindstød. Vi, gasterne, har alligevel haft et fint socialt samvær med mange gode fælles oplevelser, selv om skippers Palmeronde ånd har ligget som en skygge over båden. Først om nogen tid ved vi, hvad turen i almindelighed og det intense samvær har betydet for os hver især. Alle morgentoiletterne på fordækket med kiksedåsen i snor som pøs, alle middagene i pantryet som vi har tilberedt med blækspruttearme og rutchende potter og pander, alle skænderierne uden resultater, ligesom alle nætterne ved roret med stjernehimlen at kigge på i stedet for TV, alle de fantastiske fisk, der blev hevet fra havet og op i dinghyen og videre op på dækket, tillige med alle sekstantskuddene og positionsudregningerne. Der er mange specielle momenter at huske på. Momenter som vi måske aldrig kommer til at genopleve, men som har været med til at forme en hverdag for os. Vi kender ikke rigtig betydningen af disse, før vi for længst har fået land under sålerne igen. Det vi ved nu, er at de 33 døgn trods alt har lært os meget nyt, og at vi glæder os til langt om længe at kunne plante kartoflerne i Barbados muld. Selv en båd i modvind kan få landkending.
Oceansejlads har vist sig at være imponerende flot, storslået ensomt, bevidsthedsudvidende, fyldt med unikke oplevelser, mystisk og en enorm udfordring. Samtidig er det til tider drønhårdt, enerverende kedeligt og gudsjammerligt opslidende. En gevaldig prøve på tilpasning. Noget for noget!
----    ----    ---- 

Landgang og flugt.
At komme i land og få mad var en begivenhed. At få en stak breve og at have slikposer med Losseplads fra Bon Bon og Tyrkisk Peber til at cirkulere var i momentet indbegrebet af hygge. At få vekslet penge efter en måned i forbrugsmæssig cølibat var et overordentligt påtrængende behov. Pyt med hvad man kunne købe. Bare det, at prøve situationen igen med at hive svinelæderet op ved et kasseapparat var vigtig. Og øen. Hvad var det for et land? Nyt og spændende skulle udforskes.
Omstændighederne på skibet blev dog ikke bedre - tværtimod - men trods det, stod ingen af gasterne af. Først mange øer senere i Trinidad, kulminerede konflikten. Alle gasterne var flyttet fra båden undtagen Jørn, der var blevet smidt af af skipper. Alle stod dog stadig på bådens crew-liste, og myndighederne, der havde lagt “claim” på båden krævede at skipper skulle udrede tingene med sin besætning. Men her blev tingene skipper for spegede. Han tog en mørk nat skibet ud af havn og sejlede væk fra landet. Væk med de 14.000 kr. han stjal fra gasterne, og ligeledes væk fra alle andre forpligtelser og ubehageligheder overfor besætningen. Således kastede han ansvaret fra sig og flygtede, og dermed efterlod han alle i en situation af både lettelse men også af afmagt. Han snød os alle til sidst, og ingen kunne andet end trække på skuldrene. Men det var på en måde for let at slippe, og en ærgerlig udgang. 

Ups, hvor er skipper.
Men vi forspildte nok vores chance på havet den nat ved vagtskiftet på position:
Nord 13.12´
Vest 52.10´, 437 mil fra land.
Søren kaldte på os alle, for at vi skulle se sedlen, han havde fundet øverst i kortbordet, hvor alle nødvendige ting til navigation lå. Han læste:
-“Tror du ikke jeg har fjernet min dagbog din store idiot m.m. Du har i øvrigt ikke noget at gøre i kortbordet. Hilsen skipper.”
Den nat ved vagtskiftet, kunne man tænke sig, at alt hadet og al vor indestængte bitterhed pludselig kunne have fået vinden til at stige til storm, regnen til at piske og bølgerne til at skumme. Et uvejr med en styrke ingen kan kæmpe imod, og som kan trække op uden at nogen aner uråd. Og hvis en sky var gledet for månen, ville ingen måske have opdaget noget før morgengryets befriende stråler ville afsløre: Ups, hvor er skipper. 



Rejsebeskrivelse skrevet med tanke på nogle af de oplevelser,
man måske nok kunne have tænkt sig anderledes. Af Karsten Østergaard.