Pumamanden
- en søvnløs nat i  "the big apple"

Kenedy lufthavnI Kennedy lufthavn i New York kommer jeg kl. 23.30 torsdag aften, efter at have fløjet og ventet i forskellige lufthavne hele dagen siden kl. 6.00 om morgenen. Jeg har mistet min flyver til Europa, som gik for mange timer siden, og nu ved jeg ikke, hvad der skal ske. Selvfølgelig eksisterer forhåbningerne om, at når alt ser helt håbløst ud, kan der alligevel vise sig en løsning, der ikke er helt så tosset endda. Efter at have fået min rygsæk, priser jeg TWA for, at den stadig er intakt, og uden andre mén af flyveturen end et godt lag skidt. Hver gang den skal sendes op i luften, frygter jeg at se den komme rullende på transportbåndet i afhentningshallen halvt smadret med tingene hængende ud. Maltrakteret eller helt forsvunden bagage er et almindeligt forekomment fænomen, men heldigvis har et par bøjede stivere og nogle få løsrevne ting udgjort mine ærgrelser indtil videre. 

Et flot tilbud.
I ankomsthallen er jeg noget overrasket over at finde lyset dæmpet, skrankerne lukket, og rengøringsfolk de eneste synlige mennesker ud over os, der kommer med den forsinkede aftenflyver fra Washington. Selv i en lufthavn af denne størrelse, kører man åbenbart på lavblus om natten. Jeg kan dog aldrig huske at have set en så livløs international lufthavn før. Ved udgangen står der en ensom TWA-agent i blå uniform og kasket, og siger høfligt "farvel og kom godt hjem" til gæsterne fra dagens sidste flyvning. Jeg henvender mig håbefuldt til ham, og fortæller kort om mine problemer. 
-"I Steamboat Springs, Colorado, ville en lille propelflyver ikke lette i snevejr og tåge. Derfor nåede jeg ikke ombord i en forbindelsesflyver fra Denver til New York, og mistede selvfølgelig også min bestilte afgang fra NY til Europa." Ved et par alternative mellemlandinger på vej hertil har beskeden ganske vist været, at vil være umuligt at komme hjem i dag, men jeg håber stadig på at kunne blive overført til et andet selskab. Henne ved computeren ser agenten temmelig opgivende ud, og jeg kan allerede mærke kendsgerningerne inden han siger - "ingen muligheder, da de seneste afgange til Europa går sidst på eftermiddagen." 
Det var dog et tåbeligt uflexibelt system, tænker jeg, der må da også være nogen der skal afsted på andre tidspunkter. Agenten kigger lidt på mig og spørgen, om jeg har noget sted at tage hen. Det har jeg ikke, og jeg svarer lidt udspekuleret -"no, I have to stay here in the airport." Jeg ved at hotelværelserne rundt omkring koster en formue, så jeg spiller lidt sølle i håbet om, at han kan finde en eller anden udvej for en betrængt kunde. -"You can sleep in my place if you like" siger han så. Er det alvorligt ment? Jeg kigger lidt undersøgend på ham og siger at det da ville være for meget besvær, og at jeg ikke engang har en sovepose. - "I don´t mind" siger han, og jeg tager det som et : pyt, det går nok alligevel. - "All right, så vil jeg da gerne det" siger jeg, og priser med et gran af ængstelse mit held. Jeg må ofte kæmpe imod den indre mistænksomhed, mistro og selvbeskyttelsestrang, der plager, når det kommer til åben og uoverskuelig konfrontation med fremmede på rejser. Man må selvfølgelig passe på sig selv, men der skal også gerne være plads til at tage en spontan invitation. Hvad er det hele ellers værd? Men jeg oplever selvfølgelig en psykisk spænding, der er en direkte følge af to modsat rettede følelser. En ængstelig påpasselighed blandet med en stærk vilje til at udvise mod, får de røde lamper til at blinke. Spændingen fra den indre konflikt, er dog med til at skærpe sanserne til gavn for såvel gode som farlige oplevelser. Det er gevaldigt anstrengende på den måde at presse sig selv, men det giver ofte bonus.

Hjem med den fremmede. 
Vi tager lufthavnsbussen hen til garageanlægget, hvor agentens bil holder parkeret, og kører derfra hjemad. Først henter vi lige hans lille Thrysil hos hans forældre. Det er en særdeles glad lille yorkshire terrier, der snart virker som om, den anser mig for at være en herlig ny legekammerat. Jeg er spændt på at se den mørke og forholdsvis lille mands hjem, og spændt på om jeg skal være pligt-høflig alt for længe, inden jeg kan komme til at knalde brikker. Jeg er bare dødtræt efter den lange rejsedag og har brug for lidt hvile. Efter at have parkeret bilen i et underjordisk garageanlag, og vandret ad diverse snørklede gange og trappesatser er vi fremme. Paul Cioffi står der på døren, hvor han begynder at låse op. De svagt italienske træk var altså ikke nogen tilfældighed. Bedsteforældrene på farens side var italienere forklarer han på mit spørgsmål. Det er tydeligvis et enormt lejlighedskompleks af den mest kedelige slags, vi har bevæget os igennem, med gulve og gange i rå beton. Vi mødte ingen mennesker i hverken gangene eller i elevatoren op til 6. sal. Da vi træder ind i lejligheden fornemmer jeg øjeblikkeligt at her bor en enlig mand. Vi kommer direkte ind i stuen fra opgangen, og jeg stiller en smule skuffet rygsækken ved væggen tæt ved døren, og kigger rundt. Det ærgrer mig at han ikke bor sammen med en kone, for så havde det hele været mere ligetil. 
Stuen er lang og smal, og væggene er bare, på nær et billede af to pumaer, der springer imod hinanden. To døre går fra stuen til andre rum, samt noget der ligner en altandør henne ved vinduet. Af møbler er der et lille rundt bord til højre for yderdøren, og lidt længere henne en reol og et tv på hjul. Ellers er der kun en sofa, en lænestol og et sofabord med en blankpoleret pumaskulptur i noget der ligner sort marmor. Ved gulvet ved vinduet står der 8 - 10 potteplanter i klynge, visne, med blade og jord overalt på tæppet rundt omkring dem. Bag tv apparatet står en kæmpestort udstoppet legedyr på størrelse med en mellemstor pony, som jeg mest får til at ligne en dromedar, men også lidt en puma. På sofaens armlæn ligger der andre legedyr og i lænestolen, hvor jeg har sat mig, læner jeg mig op ad en nærmest gigantisk cremefarvet bamse. Umiddelbart har jeg egentlig vurderet Paul til at være flink, og bare i færd med at gøre en vennetjeneste ved at tilbyde soveplads til en husvild fremmed, men stuens indhold indgyder skepsis i mit udmattede sind. Hvad får en voksen mand til i den grad at samle pumaer og tøjdyr? Han går lidt rundt og kigger i sin stak af post, samtidig med at han tager sin uniform af inde i soveværelset. Jeg leger lidt med Thrysil og kigger mig omkring i lejligheden. Først ind i køkkenet, som ligger lige til venstre for yderdøren, hvor jeg ikke kan undgå at bemærke en springende puma i et metalaskebæger. Dernæst ind i soveværelset ved siden af, hvor Paul nu kun har boxershorts på. 

To mand og en dobbeltseng! 
Der er jo ikke så mange muligheder, så jeg foreslår, lidt usikker på hans forestilling om hvor jeg skal være, at jeg kan sove på sofaen inde i stuen, men Paul siger henkastet, at jeg sagtens kan sove i sengen. Og det er unægtelig rigtigt, for det er en enorm dobbeltseng, der nærmest er bredere end den er lang, så jeg kan ikke i skyndingen finde på en umiddelbar grund til ikke at ville acceptere det forslag. Jeg er også stort set ligeglad, hvor jeg skal ligge, hvis bare jeg kunne være sikker på mandens bevæggrund til i det hele taget at have mig her i lejligheden. Men balancegangen er bestemt svær, for dels vil jeg nødig virke reserveret og utaknemmelig, og dels siger min intuition, at der er vanskeligheder i vente. Så hvordan skal jeg reagere? Den "pæne" vinder som sædvanlig, så jeg håber bare på, at det hele er min paranoide indbildning , og begynder at klæde mig af på den fjerneste side af kæmpesengen. Da ser jeg til min gru, at det samme store kvadratiske tæppe dækker hele sengen. Der er lagt op til en situation, som ikke bliver dejlig rolig og afslappet, som jeg havde set frem til. Jeg forudser en desperat psykisk kamp imellem os, og håber, idet jeg glider ned under tæppet, at resten kan undgås. Paul ser meget tilfreds ud og forekommer ikke det mindste træt, da han kommer ud fra badeværelsesdøren, som går ind fra soveværelset. Han lægger sig med den lille Thrysil bundet i en lang snor, som han vikler om sin højre arm. Jeg forsøger fortvivlet at virke så udmattet og søvnig som overhovedet muligt, men i virkeligheden er jeg efterhånden edderspændt, og våger opmærksomt på enhver bevægelse i sengen. "Good night" siger jeg høfligt, og på trods af situationens ret uskyldige og ukomplicerede overflade, er dette en faresituation, hvor enhver bevægelse, ethvert ord skal overvejes nøje. Her ligger jeg pludselig, et sted i udkanten af New York, og deler tæppe med en mand, jeg kun har 5 kvarters kendskab til. Alt kan i teorien ske, og ingen aner selvfølgelig hvor jeg befinder mig. Jeg har end ikke nogen kvalificeret vurdering af om det er en godmodig bamse eller en snerrende puma, jeg er kommet i seng med. Scenens groteske karakter ærgrer mig dybt. Er det en sindssyg massemorder, jeg skal sove sammen med? Momenter som disse er svære at bryde ud af eller at skaffe sig herredømmet over, da det altid indebærer risikoen for at være uretfærdig, utaknemmelig, overfladisk og respektløs - præcis de egenskaber jeg foragter mest hos andre mennesker. Mulighederne ville være at stå op, tage tøjet på igen, og sige at jeg alligevel ikke har lyst til at have et sted at sove, og så bruge natten på at finde tilbage til lufthavnen. Eller med risikoen for at skyde helt forbi, kunne jeg kræve at Paul skulle tone rent flag, og sige hvad han vil ha´. Måske skulle jeg sætte mig lysvågen op i sengen og bekendtgøre at alt, hvad angår hans sexuelle fantasier, kan han godt lægge på hylden. Ingen af delene vover jeg, og han ligger jo også derovre i den anden side uden at sige noget. Men i løbet af natten bevæger Paul sig tilfældigt men målbevidst fra sin egen side af sengen de næsten 1½ m. over til mig. Han har tilsyneladende accepteret, at jeg er for træt til, at noget kan ske før om morgenen, men de sidste timer rører han hele tiden sporadisk ved min krop med en tå, en arm, et knæ eller en skulder, selv om jeg ligger på det aller yderste på vej til at falde ud af sengen. En komplet tragikomisk situation i denne kæmpeseng. 
Jeg får selvsagt ikke rigtig sovet andet end rævesøvn med det ene øje, og i de tidlige morgentimer da der er ved at være for svært at negligere tilnærmelserne, bestemmer jeg mig for at handle. Jeg vil ikke længere ligge og upåvirket lægge krop til den skide italieners gnubberier. Jeg må handle, og se hvad der sker ved det. Jeg er træt af det spil og træt af ikke at få sovet overhovedet. Jeg flår med et tæppet af, og sætter mig op på kanten af sengen, og prøver ihærdigt på at se ud til at være frisk. Øjeblikkeligt er Paul vågen og rejser sig på albuen med rynkede bryn. 
-"What are you doing?" spørger han i en bebrejdende tone. 
-"Jeg skal op nu" siger jeg bestemt. " 
-"Nej, hvorfor" 
- "Jeg kan ikke sove længere, og jeg vil gerne tage et bad, hvis du ikke har noget imod det." 
- "Nej, det kan vi gøre bagefter" siger han i et fortvivlet toneleje, og dét er for mig et endeligt bevis på mine anelser. Forløsningen fra de mange timers psykologiske spil fra begge sider er sket, og fra nu af vil jeg være den der bestemmer. Han skal ikke få nogen chance til at bemægtige sig min krop. 
- "Jo" siger jeg tørt. 
- "Nej, ikke nu" siger Paul argumenterende. 
- "Hvad mener du med det?" spørger jeg uforstående, idet jeg forsøger at redde hans ære. 
- "Det er for tidligt at stå op endnu" forsøger han forgæves en sidste gang. 
-"Jeg er frisk nu, OK, og jeg vil altså op nu." Jeg ser bestemt og alvorlig ud, og han opgiver. Han får tydeligt et andet udtryk i ansigtet, idet han nødtvungent og skuffet erkender, at jeg er umulig. Jeg går ind i badet efter at have lirket min pung ud fra under madrassen og ned i min toilettaske, og Paul lægger sig opgivende tilbage på min hovedpude. 

Uventet hjælp. 
Manhattan skylineKort tid efter badet, står jeg med pakket rygsæk i stuen, parat til at gå. Jeg er klar til at tage ind på Manhattan og bruge dagen der, samt at komme ud af dette noget anstrengte forhold. Paul er også stået op, og han siger vi skal ses i lufthavnen om eftermiddagen, for han skal på arbejde kl. 13.00. Derpå tegner han en skitse af undergrundsystemet til mig, så jeg nemt kan finde ud til J.F.Kennedy. Til sidst giver han mig et visitkort med sit navn, adresse og stilling, og forklarer omhyggeligt hvilken bus jeg skal tage ind til centrum. Jeg er nok lidt overrasket over hans reaktion ovenpå det bitre nederlag i dobbeltsengen, men omvendt føler jeg mig uhyre lettet. Hans eneste formål med at invitere mig hjem, havde været at få en sexuel oplevelse, og på den måde er jeg blevet fælt misbrugt, men nu får jeg da som kompensation også lidt hjælp, og jeg er trods alt stadig i live. Jeg siger, stadig noget i vildrede, farvel og på gensyn, samtidig med at jeg efterlader en pose med noget bagage, som Paul vil tage med ud i lufthavnen, ved siden af den store udstoppede dromedar/puma. Kan jeg stole på hans løfter?
Tilbage i lufthavnen kl. 16.30 ser jeg ham komme gående i sin indigo farvede tjenesteuniform. Rank og med hastige målbevidste skridt stiler han direkte hen imod gate 42, hvor jeg står. Han smiler, da han får øje på mig, samtidig med at han rækker armen frem med min pose. Hurtigt siger han farvel og god rejse, og giver et fast håndtryk til afsked. Han skal tilbage til en skranke i forhallen for at passe sit arbejde. Altså ingen nag fra hans side - og for så vidt heller ikke fra min, nu hvor det hele er ovre. Enhver spiller vel sin chance, selv om jeg unægtelig hellere havde set ham spille med åbne kort. 

Måske indeholder pumamanden en utæmmelig og vilddyragtig side, men selv uden et sexuelt afkast oplevede jeg heldigvis kun en bamsefar, der viste sig at være både god og rar.



Skrevet af Karsten Østergaard.