RickshawDe åbne døres land.
Den unge knægt hiver i min arm, så jeg føler mig som en 3 årig, der fjerde søndag i advent bliver hevet igennem julebutiksmylderet af sin mor. Hans brede grin og det, at han ganske uopfordret hilser rundt til højre og venstre, signalerer at han kender Gud og hver mand i gaden. Jeg har lidt svært ved at følge med, og glider rundt på de toppede og skæve brosten i mine noget tyndslidte sandaler. Knægten, der hiver mig igennem en af Lahores snævre gader i den indre by, er formentlig en 17 - 18 år gammel, og han hilser garanteret også på en hel del folk, han ikke kender. Ingen kender så mange mennesker og jeg kan se, at selv om stort set alle høfligt hilser tilbage, så ser de også lidt forbløffede ud somme tider. Men selv om det nok virker lidt skørt, og jeg ikke aner, hvor vi er på vej hen, ja, så tør jeg ikke stritte ret meget imod. Jeg vil så nødig skuffe ham, for hvornår har jeg dog sidst har set en sådan lykke? Den pakistanske yndling lyser af glæde ved at vise alle andre, at han er sammen med en hvid mand, en Mister, og over at have fået ham til at følge med. Det er nu alligevel lidt skægt, så jeg må acceptere mest af alt at ligne en stud, der bliver trukket igennem gaden af sin ejer.
Egentlig er jeg sammen med Kirsten, en frisk pige med rejseblod i sine jantelovshærgede nordjyske årer, men hende er der ingen der trækker i, så hun er allerede sakket uhjælpeligt agterud. Vi mødte fyren her på gaden, og efter få indbyrdes smil og sætninger, fandt vi os selv i midt i dette hæsblæsende styrtløb. Min rejsepartner skal ikke bare tro, at hun kan følge med.
Vi stopper og gutten banker på en skæv trædør ved et hushjørne. Det varer lidt inden nogen kommer, og knægten, der holder krampagtigt fast i min hånd, er så spændt, at han hele tiden lydeligt udstøder nogle klynkende og lidt anstrengte grin. Så er der nogen, der åbner den øverste halvdel af døren, og vi bliver præsenteret for en fætter, der er noget ældre end Khan, som føreren hedder. Fætteren og Khan snakker en smule sammen på deres normale urdu-dialekt, men ellers står vi alle bare og kigger lidt forlegent på hinanden. Imod forventning ser fætteren absolut ikke ud til at være ligeså overvældet, som Khan nok havde troet, så pludselig giver det et “tvang” i min arm, og vi er på vej hjem til ham selv på den modsatte side af gaden ikke langt derfra. Kirsten er nået op og slutter troppen. 

Postyr i et baggårdshus.
Først kommer vi igennem en smal passage og derefter ud i en slags baghave. Dér ligger så et lille hus, hvor drengen skynder sig at hive mig ind gennem døren. Rummet i huset er mørkt, for der hænger et tykt gardin foran det eneste vindue, der er, så der kun kommer lys gennem yderdøren. Stuen må være omkring 5 gange 3 meter, og der er bare een dør mere med forhæng foran modsat yderdøren. Henne op ad den ene væg ligger en mand med en gigantisk vom og et kuglerundt hovede. Det er faren. Han løfter hovedet lidt, idet vi braser ind, og der dukker øjeblikkeligt en håndfuld mindre børn op. Khan udbreder sig gestikulerende og dirigerer med alle, mens faren, der er en lille, skaldet og noget træt mand, skynder sig op, og vi bliver præsenteret. Så kommer der også fut i ham, og en trebenet taburet bliver rakt over til mig. Den hastigt voksende hob af unger har forsamlet sig i døren, hvor een, efter hurtigt og alvorligt at være blevet instrueret i et eller andet, så piler afsted. Jeg sætter mig på skamlen op ad væggen. Kirsten står ved siden af, og de andre bare står rundt omkring, mens Khan fortæller familien, hvad vi er for nogen. Vi mødtes på gaden udenfor en lille købmandsbutik, hvor vi stod og snakkede. Han kom nysgerrigt hen for at lytte i første omgang, og siden begyndte han at praktisere sine engelske fraser fra skolen. Vores forsøg på at vise velvilje og være tålmodige, hver gang en ny kommer op for at snakke, opmuntrede ham til at gribe fat i min hånd og invitere os hjem. Vi møder nemlig mange hver eneste dag, der gerne vil snakke og være sammen med os, og føler en form for forpligtelse til altid at være på toppen og tage godt imod. Folk kan jo ikke gøre for, at der måske allerede har været 20 før dem, som også gerne ville vide, hvad vi er for nogen fisterløgsovse.
Pludselig stikker moren sit hovede frem fra døren med forhæng. Hun kommer smilende ud og siger ydmygt goddag, men står og tripper lidt usikkert inden hun hastigt forsvinder bag forhænget igen; genert og utilpas ved situationen. Hun har garanteret længe stået og lyttet til postyret, inden hun tog sig sammen til at komme frem, og der må være et lille køkken derude, hvori hun befinder sig bedst. Khan spørger, hvad vi gerne vil have at drikke. Chai eller cola? Kirsten vil gerne have cola, hvilket jeg også vælger, hvorpå en ny af ungerne straks bliver instrueret udenfor huset, og vi kan høre han spæne afsted efter ordren. Den nationale chai er, med noget ofte halvsurt bøffelmælk i, som regel svær at nedsvælge, men alligevel som traktement svær at afslå. Chai og cola repræsenterer trods alt en betydelig værdi, og må betragtes som en flot invitation i disse omstændigheder. En invitation som nødig skal tolkes, som ikke værende god nok, hvis vi kommer til at afslå.

Chai kop
Når sprog er en barriere.
Det første sendebud kommer nu tilbage med en ny trebenet stol, der hurtigt bliver rakt over til Kirsten. Vi fornemmer dybt, hvor indædt vigtigt det er for familien, at gøre os tilpas, og ingen kan rigtig slappe af, for alle tænker på, om der er noget, der ikke er godt nok, eller noget vi mangler. Det er klart, at familien her intet har. Der er ikke andre møbler, end de to taburetter som vi sidder på, i stuen hvoraf den ene er lånt et sted i et nabohus. Ingen siger ret meget, og vi kan ikke undgå at høre, de større børn hviske om os. En af de mindste unger har dog allerede glemt, hvad begivenheden er og ligger på cementgulvet og piller med en pind. Så kommer buddrengen tilbage med to iskolde colaer med sugerør. Herligt og en smule penibelt, for det er kun os, der skal trakteres. Faren kigger ængsteligt, om vi nu kan li´ colaerne, og han smiler lidt genert, imens han klør i hårene på sin tykke mave. Det er noget pinligt, for vi kan ikke tale sammen, og de få vendinger som Khan kan på engelsk, er for længst  fyret af. Hver gang vi forsøger at spørge om noget, eller at fortælle et eller andet, bliver det bare meget krampagtigt,  hvis det ikke helt fiser ud i sandet. I den anspændte situation forstår vi trods ivrig gestikuleren simpelthen ikke hinandens sprog, men vi smiler alle som kompensation. Khan ænser ingenting, han småklukker stadigvæk  af indesluttet fryd, mens han sammen med resten af familien står eller knæler rundt om os i en halvcirkel. Vi sidder på stole, og de står eller sidder på hug omkring os. Vi drikker colaer, som de kunne have lavet dagen til en fest for - for dem selv, og trods det at vi har penge til at købe en hel hær af colaer, vover vi ikke så meget som at foreslå, at der skal skaffes mere, for ikke at ydmyge familien og måske tvinge dem til at bruge penge, de ikke har. Vi skal trakteres som gæster; det faktum er situationens nagelfaste grundlov, hvilket samtidig fastlåser vores forlegenhed. Forholdene er så omvendte, og vi yder intet som helst for at blive behandlet så fyrsteligt. Vi kan i situationen knapt vise tilstrækkelig taknemmelighed, ved at sige nogle pæne ting til gengæld. Kun smile så bredt vi formår, og vise at vi er tilpasse. Jeg tænker på, hvor svært det kan være at tage imod. Det er jo ikke fordi, det at få en stol og en cola er alverden i vores målestok, men det er omstændighederne og hele holdningen bag, der gør det lidt, familien kan tilbyde, til noget specielt. 

Stjernestatus på godt og ondt.
Det uudgrundelige er at blive behandlet som royale, selv om vi bare er børn af en anden verden. Vi er rejsende i et land hvor hvid giver stjernestatus, og hvor folk samtidig er fantastisk søgende efter vestlig anerkendelse i enhver form. En anerkendelse man viser ved blot at besøge landet. Den vestlige verden, dens repræsentanter og dens rigdom, står i dette land som et ideal, et billede på frihed og en bedre tilværelse. Frihed og rigdom har højstatus, og det er let at se hvorfor. Alligevel hersker en kulturbunden åbenhjertig indstilling over grådighed, hvilket virker underligt bagvendt, og afslører et fundamentalt modsætningsforhold. Det pinlige består sikkert i, at nogle af disse kvaliteter er nedtonede i vores frie verden; hvilket gør det stærkt og forrygende skønt at opleve, de eksisterer her. Vi er vant til hjemmefra, at folk i det store hele passer sig selv for ikke at risikere noget, eller for ikke at miste noget, de allerede har erhvervet. Her ejer folk faktisk ingenting, og har alligevel overskud til at give, til at smile og være glade. Jeg føler mig privilegeret og glad på en måde, mens Kirsten er mere forbeholden. Vi kommer nemlig ud for denne slags oplevelser hele tiden. Overalt henvender folk sig til os på gaden med invitationer eller måske blot “hello Sir” og “good morning Madam”. Jeg kan li´ det fordi jeg fornemmer en overvældende positiv nysgerrighed bag henvendelserne, og vi ender næsten altid med at sidde med traktement i hænderne og tage imod. Kirsten opfatter det, som at hun aldrig får fred til at være sig selv, og at folk generelt er noget pågående. Det gør jeg vel egentlig også, men den ofte lidt ubehagelige og skræmmende opmærksomhed, vi vækker i gadebilledet, bliver automatisk til en følelse af tryghed og velvære, når vi giver os tid til at blive budt. Det er en anden verden. Vi må sætte tempoet ned, og nå det vi kan nå, for ofte skyldes irritationerne, at vi aldrig selv får lov at bestemme dagens indhold, endsige hvem vi vil være sammen med. For at lære hvad der ligger bag den pakistanske facade, må vi acceptere dette lands betingelser. I folkets karaktertræk er spillereglerne defineret. Nysgerrighed, stolthed, generthed, respektfuldhed, samtaleiver, gæstfrihed og broderskab fornemmer jeg som den positive cocktail, hvor den negative kan være manglende situationsfornemmelse, påtrængethed  og en nærmest guddommelig respekt for det hvide skind. Men hvem siger; det bare skal være nemt at være turist? 

Udenlandske venner.
“Your adress”, griner Khan, imens han stikker en kuglepen og en lap papir hen, som jeg skal tage. Det er umuligt at begynde at forklare ham, at vi alså ingen adresse har, mens vi rejser, og først får en igen når vi kommer hjem. For ham er det umådeligt vigtigt, at få vores adresse som symbol på at han kender os, og at han er vores ven. Der er afgjort betydelig prestige i at have venner i de rige lande, og i erkendelse af at han aldrig får brug for adressen til andet end at gemme og vise frem til andre, får han navn og en gammel adresse. DENMARK kommer der til at stå nederst med store fede typer, for jeg ved, at det betyder meget. Jeg tror såmænd ikke at han eller nogen af de andre i familien ved hvor Danmark er, men de har fået at vide det ligger i Europa, og for Khan er det tilstrækkeligt. Det er samtidig en passende anledning til at bryde denne lidt ubekvemme sammenkomst, så vi rejser os fra skamlerne, og begynder at sige farvel og tak. Faren, der kun er i et par meget tyndslidte shalwar-bukser, ser nu ligeså glad ud som Khan, og hans kostestive overskæg sidder næsten helt oppe ved ørerne. Moren kommer igen frem bag forhænget, og vifter et par tjavser væk fra panden, imens hun smilende rækker hånden frem til farvel. Hun er i en komplet shalwar-kamees plus et kulørt tørklæde. De af ungerne, der tør, siger også farvel, og resten hopper rundt og gemmer sig bag hinanden. Situationen er underlig, for afskeden foregår så inderligt og hjerteligt, som havde vi kendt hinanden i årevis og ikke bare knapt en time. Men taknemmelighed og respekt fra begge sider, omend med vidt forskelligt udgangspunkt, har opslugt scenens aktører. Vi bakker ud og vinker, til vi ikke kan se dem mere. 

En nation født i vold.
Pakistan er et land med mange kontraster og meget uro. Styret er temmelig ustabilt, og hvor lederne konstant bliver beskyldt for korruption, bliver oppositionens frontfigurer til gengæld jævnligt deterneret i stuearrest eller bare fængslet. Folk er vant til myrderier og regelmæssige optøjer, og der er såvel politisk som religiøs splittelse. Alligevel mærker vi kun sjældent angst og bitterhed iblandt folk, om end den nok eksisterer i det skjulte. Uro har været en del af landets historie, og nationen er født i vold og krig. Heldigvis kan almindelige folk acceptere deres skæbne samt alligevel finde plads til glæde. Det er dejligt livsbekræftende. 

Lahore - en Østens Perle.
Vi har boet sydpå i det tørre Karachi-område en uges tid ved en rig familie med to biler, stort hus og tjenestefolk. Men det er på en måde extra spændende at færdes her iblandt jævne folk, og følge gennemsnitsfolkets brogede tilværelse og forunderlige dagligdag. Lahore er måske den mest farverige af alle verdens byer. Bankende af puls i gader og stræder, er den hyldet i et virvar af liv som forundrer og forbløffer den besøgende. Byen er gennemkrydset af smalle, krogede brostensgader med melbikse og silkebutikker, værksteder og baggårdsslum. Den er kronet af smukke bygningsværker som den storslåede Badshahi moske, der er ét af stormogulen Shah Jahan´s (1628 - 1668) ypperlige bygningsværker. Verdens Konge, blev den fænomonale bygherre kaldt i sin regeringstid, og han stod bl. a. også for opførslen af det verdenskendte marmor-mausolæum Taj Mahal i Agra i Indien, et andet vidnesbyrd om ufattelig rigdom og enorm magt. Fra Badshahi og alle de dusinvis af andre moskeer spredt rundt om i byen, lyder mu´addhinnernes mere eller mindre melodiøse bønneremser 5 gange dagligt. Der er flokke af herreløse gadehunde, som næsten altid ser forarmede ud med rifter, sår og fremstående ribben, og så er der de løse køer og okser, der går og æder skrald. Der er tiggere med deres oftest sammenkrøllede udseende, som roder med en tøjbylt, eller med deres langsomme bevægelser forsøger at appellere til de forbipasserendes hjerte og pengepung. Gaderne er fulde af trehjulede knallertrickshaws, slidsomme cykeltaxaer og store tunge personbiler med form som biler i 40´ erne. Større transporter foregår i individuelt overordentlig smukt udsmykkede lastbiler, mens mindre opgaver udføres af trækæsler, langsomme oksekærrer med kæmpestore træhjul eller hestevogne med gummihjul, hvor hestene med store betændte slidsår næsten altid ligner levende lig.
OksekærreSå er der ellers budcykler og almindelige cykler og folk med alle mulige slags løbevogne blandet med løst fjerkræ og madsøgende gribbe. Der er businessklædte mennesker blandet med folk i det todelte pakistanske nationaldress - shalwar-kamees. Shalwar-bukser på ca. 1,5 m. bredde med snor til at snøre om livet, samt en knælang løs kamees-tunika med lange ærmer. Dette sæt, i som regel lyse farver, bæres af langt den overvejende del af befolkningen, hvilket er flot, seværdigt og praktisk. Og så er der overalt små klaner af svedende personer der holder siesta, noget der vidner om et trods alt afslappet forhold til armbåndsuret. Joh, det er fremmedartethed i sin bredeste form, og man skal lede længe efter en by med en tilsvarende palet af variation. 

Et bekendtskab med en tøjsælger.
En dag sætter vi os ved indgangen til et flot hus i et beboelseskvarter, og venter på at en eller anden skal komme til os. Vi er nysgerrige over, hvad det er for et hus, for det skiller sig ud ved at være udsmykket, og med en bemærkelsesværdig velholdt have. Efter få minutter kommer en blå bil drønende gennem gitterporten. Den tager en runde i gården foran huset så gruset sprøjter, hvorpå den holder foran os, og en fyr ruller vinduet ned.
“What do you want?” kommer det tørt men smilende.
“Øh, vi ville såmænd bare, øh, vide hvad det her er for noget”
“Her bor jeg, kom med ind”, og så sprøjter gruset igen før han sætter bilen henne foran indgangen. Det er Agha Ali Kizilbash, og han er hjemme til frokost i sin middagspause. Vi kommer ind i huset, som synes bælgmørkt, når man kommer udefra det skarpe sollys. Der er store tunge møbler, tæpper og glasskabe i stuen, og vi bliver placeret i et par dybe lænestole, mens Ali får en tjenestepige til at fixe nogle drinks. Alt imens øjnene vænner sig til mørket, fortæller vi lidt om os, og han fortæller lidt om sig selv på et ganske udmærket engelsk. Ali er 30 år og tøjhandler. Han har et rundt, venligt ansigt med helt sort hår og overskæg. Han går ind i rummet ved siden af, øjensynligt et soveværelse, og står pludselig i halvlange underbukser i døren og siger at vi skal komme ned i hans butik, som ligger i et eller andet marked. Den kunne vi såmænd godt tænke os at se, så vi får et visitkort at gå efter, og aftaler at mødes. Efter derpå at have slugt det sidste i glassene, skynder vi os atter ud gennem den store udskårne trædør, for ikke at forsinke hans frokost yderligere.
Dagen efter, da vi kommer ned i butikken, bliver vi en smule forbavsede, for butikken er ganske lille med en glasdisk og et par høflige ekspedienter. Det smalle rum er fyldt med tøj og stof, i en temmelig rodet blanding. Ali er der ikke, men ekspedienterne forsikrer, at han kommer lige straks, så de finder to stole, vi kan sidde på og vente. Bagerst i butikken er der et lillebitte prøverum, og ved siden af, en glasdør ind til et minikontor med et skrivebord og en stol. Vi havde vist forventet noget større. Ali kommer pludselig halsende og ser glad ud. Fluks sender han en af ekspedienterne efter colaer, og jeg bliver noget forbløffet sat til at prøve en shalwar-kamees. Vi er jo bare gæster, der er kommet for at se hans butik, og havde ikke tænk os hverken at skulle have nyt tøj eller andet. Men se nu at komme i sving-tonen neutraliserer alle indvendinger. Det står klart, at der er en vis kvalitetsforskel mellem det sæt, jeg tidligere har købt hos noget lummer gadehandler, og så det jeg nu får på. Jeg vælger et lyseblåt i rigelig stor, og sættet bliver så andægtigt pakket sammen, og jeg får det under armen i en pose. Alting sker så selvfølgeligt, at det er svært at afslå, men det er dog en unik gæstfrihed, der er lidt vanskelig at forholde sig til. Da colaerne kommer sætter vi os ind på kontoret for at snakke lidt. Ali er god til engelsk i forhold til de fleste, men dog ikke bedre end at samtalen er langsom og simpel. Uden at pumpe ham for detaljer, er vi forundrede over, at han med den lille biks kan bo i sådan et stort hus, men det er øjensynligt moren, der ejer huset, og som har noget af en formue. Kort efter bliver også Kirsten sendt ud for at prøve et sæt tøj, en ny gestus, der skal få os til at ligne rigtige pakistanere. Ali spørger, om han skal komme og hente os på hotellet, så vi kan spise sammen om aftenen, og uden videre dikkedarer bliver det vores aftale. Kort tid efter forlader vi butikken, ærbødigt takkende for tøjet, og endnu engang forundrede over tilliden til totalt fremmede, samt hvor hurtigt tingene udvikler sig. 

Venskabsbånd.
Ali henter os i sin bil sammen med Rani, en kusine, og vi kører først lidt rundt på sightseeing, for at samle noget appetit. Rani er en elegant og smuk kvinde i tyverne, der underligt nok bor alene ligesom Ali. Det er ikke så tit at kvinder bor alene i muslimske samfund, men hun har et arbejde, og kan klare sig selv. Hun taler engelsk på niveau med Ali, og har en forunderlig løssluppet form for humor. Vi ender efter en god time på et af deres yndlings-spisesteder, umiddelbart et overraskende valg, for vi sidder udenfor på nogle træbænke i næsten mørke, men vi har meget at lære om madkultur og hygge her. Kirsten og jeg vælger blot, hvad parret foreslår, for det er spændende at se, hvad der bliver bestilt til os, og ud fra en uforståelig urdu-menu har vi ingen særlige præferencer.
“Hvad laver I i Danmark?”, spørger Rani og afslører kort efter at hun gerne ville besøge vores lille land, og at hende og Ali planlægger en rejse til Europa sammen. Vi hygger os dermed en stund, med at tale om rejser og rejseplaner i efterhånden bælgragende mørke, og har atter brudt gadeanonymitetens anstrengende barriere. Vi er nu der, hvor chancerne for indsigt og nærhed er allerstørst, og hvor følelsen af velbehag bliver bevidsthedsudvidende - det ultimative mål for en rejse. Glæden ved at være i det fremmede vokser som dej til hævning, og gæren er at befinde sig på venskabeligt plan med lokale mennesker og finde ud af at drømme og mål er de samme. Maden er noget hakket kød med krydderier og en tomat/løgsalat, der kaldes “gol capa”, som selv uden synssansen smager himmelsk - og Ali betaler. 

En pan med effekt.
Siden kører vi rundt i gaderne igen, og med et spørger Ali om vi vil have en “pan” - noget betelnød i et grønt blad med en masse smag. Nå ja, det kan vi da så godt, og Kirsten bestiller en sweet, mens jeg satser på en strong. Rani vil ingen have.
Lidt efter vender Ali tilbage fra en opklappet gadebiks med de to små grønne pakker, og en tredje siddende som en byld i hans kind. Vi propper også de små pakker ind i kinden, spændte på hvad de smager af. Derpå kører vi igen og et øjeblik efter kan jeg mærke noget. Man skal tygge lidt på pakken en gang imellem, ligesom man tygger cocablade i Sydamerika, men i øvrigt helst lade den sidde stille og roligt og lade juicen sive ud. Man skal løbende spytte saften ud, og kun nyde smag og virkning. Efter ganske få minutter er jeg fuldstændig slap og svimmel. Det går åbenbart lynhurtigt, hvilket er både sjovt og betænkeligt, for jeg har aldrig prøvet noget lignende. Den øjeblikkelige virkning gør mig både usikker og lidt flov over at indrømme at blive ramt så hårdt, og hvor længe vil det mon blive ved at bygge op? Helt koncentreret om mig selv, sidder jeg bare fuldstændig forstenet, og ser lysene i gaden passere. En gang imellem må jeg stikke hovedet ud ad vinduet og splatte en kæmpe rød klat ud på vejen for at undgå at blive kvalt  Det er grusomt så hurtigt spyttet dannes i min mund, men jeg tør ikke sluge det, da jeg frygter at virkningen så bliver endnu stærkere. Få minutter til og er jeg på randen af at kaste op. Det ville være frygteligt, hvis det skulle ske i bilen, men jeg føler at rusen er alt for meget for mig, og har ingen kontrol over noget tilbage. Derfor hiver jeg bladklumpen ud, og håber på at virkningen fortager sig. Ali fortæller om stederne, vi passerer, og det samme gør Rani. Kirsten har også allerede spyttet sin pan ud, men det er fordi hun ikke kan li´ systemet. Jeg hører ingenting af, hvad de fortæller, og sidder bare koncentreret om ikke at kaste op. Det er modbydeligt, og føles som om jeg har fået 5 genstrande for meget og er kommet ned i en rundtosset seng. Aftenen er ødelagt for mig, og jeg er glad, da vi igen holder udenfor hotellet og siger godnat. Virkningen har fortaget sig lidt, men er stadig stærk nok til at jeg snubler op ad trappen. Ali spurgte flere gange om vi kunne li´ vores pans, og jeg sagde “ja, ja” med så meget overbevisning, jeg kunne. Man vil vel gerne vise, at de fremmedes skikke ikke virker helt tåbelige på én selv. I øvrigt kunne jeg vel godt li´ smagen selv om virkningen var lammende. Da bilen med de to fremragende pakistanske værter drejer om og forsvinder, fortæller jeg snøvlende Kirsten om mit traume, og vi bliver enige om, at det må have været en særlig strong, de har brygget sammen til mig. Måske med kokain eller noget andet stærkt, for ingen betelnødder nok så kraftige kan alene virke med sådant et hammerslag. Alt for gæsterne! Jeg vakler op på værelset og får hurtigt sagt godnat. 

Til Islamabad
Et par dage senere, efter at vi har luftet planen for Ali om, at vi vil en tur til Islamabad i nord, bliver vi hentet af ham og Rani, og sammen sætter vi kursen mod hovedstaden. Da de spurgte, om de ikke skulle køre os, var det som om vi trak lidt på det. Der er ca. 275 km. mellem Lahore og Islamabad, og det er ligesom ikke så ofte, man får tilbudt den slags køreture. Men Ali insisterede for så ville de samtidig søge dansk visum, og vi bumper således alle 4 ud ad den fantastisk hullede vej. Godt nok er ruten asfalteret men så meget desto værre, for derved er hullerne bare mere skarpe og endnu dybere. Den venstre dør lyder hele vejen som om den er ved at falde ud, og bilens fjedre går konstant i bund, selv om vi zig-zag´er rundt imellem kraterne på vejen. Der kan gå et eller andet i stykker hvert øjeblik, tænker jeg, men Ali lyder fuldstændig ubekymret, og vi kommer da også til Rawalpindi uden sammenbrud. Pakistan er helt forståeligt uden medlemskab af det internationale samarbejde vedrørende færdsel. Dertil er trafikbilledet simpelt hen for uorganiseret og anarkistisk. Omvendt skal det samtidig retfærdiggøres at folk tilsyneladende er fortrinlige trafikanter, der forstår at begå sig i tilsyneladende kaos ved forudseenhed og gemytlig optræden. To cyklister, der med fuld knald stødte sammen i et af Lahores kaotiske kryds, rejste sig forslåede, børstede hinanden af og sagde undskyld inden de hver især haltede afsted med cyklerne i modsatte retninger. Aldeles uimodståeligt!
Rawalpindi er tvillingby med Islamabad, der ved løsrivelsen fra Østpakistan i 1960 blev grundlagt som en helt nyopført hovedstad, og forskellen på de to byer svarer til forskellen mellem oasen og ørkenen på trods af en nærmest sammenvokset tilstand. Hvor Pindi, som den almindeligvis betegnes, er gammel, fuld af hverdagsmylder og orientalsk stemning, er den nykonstruerede Islamabad mondæn, øde og temmelig kønsløs at bevæge sig rundt i. I hvert fald set med vores turistøjne.
Ude på Shakar Parian, sukkerhøjen, hvor vi går rundt imellem botaniske mindesmærker i form af plantede træer fra besøgende statsledere, går det pludselig op for mig, at Ali for første gang selv har en shalwar kamees på. Han ser flot ud i den funklende hvide dragt og det samme gør Rani, som altid er elegant påklædt. Folk går op i at se ordentlige ud trods de noget svære forhold, og specielt kvinderne har ofte imponeret os med deres smukke klæder og betagende hår. Og det gælder i vid udstrækning for folk uanset deres status. Rani og Ali er ikke kun smukke, de er løsslupne som forårskvier på en græsmark. Kåde som et nyforelsket par løber de rundt imellem træerne, og kaster bær efter hinanden og os.
-“Det er skønt at være udenfor familiens kritiske øjnes rækkevidde” betror Rani os stilfærdigt på en bænk, og vi får et lille indblik i hvorledes det muslimske samfund kan hæmme den individuelle udfoldelse. For os er det vidunderligt at møde en så stor tillid og så udtalt accept, at man efter få dages samvær kan snakke sammen om alt, og tilmed have en fælles forståelse af det meste. For dem er samværet med os med til, at generere ideer om frihed og individuel livsførelse. Deres rejse til Europa og evt. Danmark  planlægges på trods af familiens misbilligelse, og det ville være herligt for os, når vi kommer hjem, at få en chance for at gøre lidt gengæld og vise dem rundt i det danske, som tak for sidst. Derfor skal vi over på den danske ambassade og søge visa. Vi får en drink sammen inden vi kører, og upåagtet vores forskellige baggrund, kan vi pjatte og hygge os på en måde, som om vi har kendt hinanden i årevis. 

På den danske ambassade.
Beliggende i et udtalt ambassadekvarter med indhegnede gigantiske pragtvillaer, finder vi det danske repræsentantskab. Vi kommer ind i et rum bagerst i huset med et par bænke og nogle pulte til papirskriveri. Det hele ser knapt så prangende ud ved nærmere eftersyn, men der er en luge af den slags, man taler igennem med en usikker fornemmelse af, om damen bagved kan høre en. En lille pakistansk mand siger, at de skal vente på at damen i hullet kalder dem hen. Der er nogle andre i rummet, der står og roder med en stor stak papirer. Damen bag glasset er tydeligvis dansk, og da hun banker, går vi alle hen til lugen, hvor Ali og Rani på engelsk siger, de gerne vil søge turistvisum til Danmark. Damen siger hurtigt noget, de hverken kan høre eller forstå og går ligegyldigt sin vej. igen. Det var da pokkers, tænker jeg, men de andre med papirerne, siger at formularerne til visumansøgning er i en kasse, der hænger på væggen. Så bliver papirerne nøje udfyldt og stukket ind til damen i hullet, der siger at hvis de vil søge visa, så skal der afleveres to eksemplarer af hver formular. Så må de tilbage og udfylde en lang gul seddel mere, med alle de informationer, der skal gives om alt muligt. Det tager omkring et kvarter at udfylde sedlerne, og da damen igen får de 4 gule formularer samt billederne, der skal følge, siger hun, at de ikke kan få visum her, men at papirerne skal sendes til Danmark. Damen har et ganske ligegyldigt udtryk, og er yderst kortfattet. Hun virker ret irriteret over, hvor svært det er at høre, hvad der bliver sagt, og er nærmest uforskammet uengageret. Ali kommer lidt slukøret hen og siger, at de ikke kan få visa. Det kan ikke passe skumler jeg, og går hen for at ordne damen på dansk.
- “Hvorfor kan de ikke få visum?”, spørger jeg lidt pågående..
- “De kan ikke få visa” siger hun, - “for papirerne skal sendes til Danmark”. Hun har bare en temmelig afvæbnende “nu har hun ved gud problemer med de pakier igen” - attitude, og der ligger et dybt underforstået ØV i hver sætning, hun formulerer.
- “Hvorfor?”, jeg lægger øret helt ind mod lugen for at kunne høre.
- “De skal kende nogen, der kan tage ansvaret for dem” sukker hun opgivende.
- “Jamen jeg er jo her nu og inviterer dem, og i øvrigt har de penge til at sørge for sig selv. Det kan de bevise med deres bankgarantier.” Damen taler nu til mig med langsomme ord, som til et barn, der bedre skal kunne forstå: - “Papirerne skal sendes til Danmark, og der vil man så kontakte dig, og få bekræftet at du inviterer de to, og kan tage ansvaret.” Hun vender sig bort og begynder uden videre at snakke med en ved et skrivebord ved siden af.
- “Jeg er jo her, og kan dermed ikke svare på nogen henvendelse fra visumministeriet hjemme i Danmark” råber jeg rådvild og irriteret igennem glashullet. Hun vender blot hovedet og trækker på skuldrene, og får mig med sin attitude nærmest til at sprutte af raseri. Hvorfor i hede hule helvede kan de pakistanere ikke få lov at besøge Danmark, som vi kan besøge andre lande. Hvor i alverden er logikken, når det skal være en menneskeret at rejse, og så vil vi ikke lukke dem ind. Hvor mange i dette land mon kender en dansker, der vil invitere dem endnu inden de har betrådt dansk jord.? Tak for kaffe!
Jeg går forbitret tilbage til de andre, og siger nedtrykt, at det ikke kan lade sig gøre. Kirsten og jeg skal rejse noget tid endnu, og kan dermed ikke hjælpe de to hjemme far Danmark. Jeg er flov; både over de tåbelige regler, men også over damen. Tænk at hun er dansk, den første og eneste sure person vi har mødt i dette land. Lige her i et af de mest venligtstemte lande, sammen med mennesker der har taget sig af danske gæster som deres egen familie. Her kommer det at være dansk til at virke æreskrænkende og hensynsløst pinligt, og det er næsten utåleligt at måtte sande vores nationale begrænsninger på den måde. Skuffede forlader vi ambassaden.
Jeg ved ikke hvad vore værter tænker, men de lader ikke situationen gå ud over os. Vi kører lidt rundt, og spiser sammen, på Alis regning som altid, inden Kirsten og jeg bliver kørt hjem til vores hotel i Pindi.
- “Tak for denne gang” smiler de tilsyneladende igen i godt humør, - ”og kom endelig tilbage til os, når I kommer tilbage til Lahore påny. Vores dør står altid åben for jer.” Det er ganske vemodigt at se dem sætte kurs sydpå igen. 

Fotomodel for søndagsturister.
Nogle dage senere tager vi fra Muree, et af pakistanernes yndlingsmål for søndagsturen, efter at have nydt de kølige bjerge for en kort bemærkning. Busturen er unikt pictoresk flotte, og samtidig skræmmende. Det går umådeligt stejlt ned, og vejen der går til kanten er ret smal, så busser og lastbiler skal nærmest smyge sig forbi hinanden i hårnålesvingene, for at den yderste ikke skal ryge i dybet. Jeg sidder og tænker på mit første skue ud over Himmalaya bjergene i hvis udkant byen Muree ligger. Det var fantastisk stemningsfuldt, at sidde oppe ved bjergstationen Ayubia og se solnedgangen over bjergene.
Men aldrig er jeg blevet fotograferet så meget i mit liv som den dag, og først da solen begyndte at stå lavt forsvandt alle turisterne, hvorpå der sænkede sig en befriende fred over det smukke område. Folk var vilde med at få sig stillet op i det flotte søndagstøj sammen med en Mister, og så få deres snapshot med et eller andet billigt klikkamera. De spurgte som regel om lov inden, men enkelte stillede sig bare ligesom helt tilfældigt tæt hen, mens en anden tog billedet. Kirsten var selvfølgelig ligeledes et udsøgt mål, men med respekt for at gå for tæt på min kone, holdt mange sig tilbage fra at spørge om tilladelse, selv om hun nu alligevel blev foreviget ikke så få gange endda. Jeg tror vi ser lidt anstrengte ud på de billeder, der blev taget til sidst, for efter de første 30 opstillinger sammen med fuldstændig ligegyldige søndagsturister, så er der ikke den store energi til at vise begejstring på de sidste 50. Men pakistanerne blev glade, og vi endte med at nyde stedet i fred og ro med aftenhimlen i alle mulige nuancer af rød og orange. Herligt!Kamera

Blodigt kød og undtagelsestilstand.
På vej tilbage til Lahore, er vi lidt usikre på situationen, for i mellemtiden er der blevet indført undtagelsestilstand og udgangsforbud i dele af byen. Men vi håber på at komme ud til Ali, og at udgangsforbudet netop ikke gælder det område af byen, hvor han bor. Det er noget med nogle muslimske grupper der slås, så gaderne eksploderer i vold, og lig bliver slæbt bort. Pakistan er hovedsagelig et sunnimuslimsk land men der er en betydelig shiitisk minoritet, og hovedgrupperne er igen fraktioneret i en mængde forskellige retninger. Jeg tænker på shiiternes parade i gaderne i Muree. I den hellige måned Moharram mindes man i 10 dage, at Muhammeds barnebarn blev halshugget, og hans hoved senere udstillet på et fad. I den måned laver shiiterne optog i gaderne, skærer sig med knive, slår og pisker sig og synger klagesange. Umådeligt udtryksfuldt var det, at se optoget i den lille by langsomt bevæge sig fremad med sanggruppen forrest i en rundkreds, og så gruppen af nøgne bloddryppende rygge der fulgte, imens de med vekslende intensitet hamrede hænderne mod brystet i jamrende elegi. Mændenes brystkasser var mørbankede og blårøde, og deres rygge var skåret eller pisket i lange blodige spor. Optoget, som kun bestod af mænd, var på mindre end 100 deltagere, men sangen og de rytmiske klask, kunne høres i de stejle gader over det meste af byen. Sang og pinsel var cocktailens ekspressive ingredienser, men mange af de øvrige folk i gaden rystede på hovedet af dem, og kiggede ligeså åbenmundede som vi. Der var tydeligvis en religiøs kløft, men ingen sammenstød eller konflikter. 

Afsked med beklagelse.
Ankommet til Lahore, får vi fat i en taxa, der uden problemer kører os ud til Ali. Han bor ikke mere end ti minutter fra stationen, og det er åbenbart stadig lovligt at bevæge sig ud i det område. Heldigvis er han også hjemme, for klokken er 22 om aftenen. Vi bliver taget godt imod, og bliver øjeblikkeligt tilbudt et værelse og en drink. Ali fortæller om situationen og problemerne.
- “ Præsidenten og hans kumpaner køber nogle folk til, at løbe rundt i gaderne og råbe skældsord efter nogle muslimske grupper, og måske skyde en enkelt her og der. På grund af en ophobet spænding i mellem grupperne, skal der kun lidt til før disse bliver rasende og angriber de andre, som de tror står bag. Og sådan starter mange af optøjerne”, beretter han i et tilsyneladende helt nyt jakkesæt.
- “Og så kan præsidenten sætte militæret ind og argumentere for at militær kontrol i landet er nødvendig, så alt ikke ender i ren anarki eller borgerkrig. Sådan er det hele tiden og så igen, men det har vi vænnet os til”, forsikrer han, og så skal vi ellers ud og spise gensynsmiddag. 

De næste par dage kører vi rundt på tidspunkter og steder, hvor vi kan komme. I den del af byen, hvor Rani bor, kan folk kun gå ud i et par timer midt på dagen, så vi henter hende og kører rundt til noget mere familie. Pakistanerne har generelt stor glæde ved at præsentere os for familie og venner, for det er som om, det er en del af fornøjelsen, at dele oplevelserne med dem man står nærmest. Det kan godt være lidt anstrengende, at blive præsenteret for så mange folk, som man ofte bare udveksler sporadisk høflige bemærkninger med, men hele systemet med at ville dele oplevelserne, er egentlig stærkt. Og vi bevarer tålmodigheden.
Den sidste aften giver jeg Ali min fineste og relativt nye, grønne sweat-shirt, som tak for shalwar-kamees, alle middagene, drinks´ene og generøsiteten. Det er klart at en sweat-shirt ikke er den mest ideelle gave at give en mand med en tøjbutik i et utroligt varmt land, men det er det bedste, jeg har i rygsækken, og det bedste udtryk for taknemmelighed, jeg kan finde på. I en spartansk pakket rygsæk er der desværre sjældent noget, man kan undvære eller som egentlig egner sig som gave, hvilket absolut kan virke pinagtigt. For ligeså positivt for os rejsende dette samspil med lokale mennesker forekommer, ligeså påbydende nødvendigt er vores egen evne til at udtrykke taknemmelighed og til at gengælde spontan gæstfrihed. At modtage og at give er to forhold der aldrig opvejer hinanden i disse situationer, men der skal alligevel være en eller anden minimal afstemthed, der kan forhindre samvittighedens totale kollaps. Mødet med det pakistanske folk har absolut været et højdepunkt, der har imponeret et begærligt rejsehjerte. Et folk med en ubarmhjertig nysgerrighed har for os resulteret i en nærkontakt på det menneskelige plan, der går langt ud over, hvad vi normalt støder på, og jeg håber inderligt at Ali fornemmer den dybe følelse af taknemmelighed der følger med sweat-shirten. Han takker i hvert fald ihærdigt.
Dagen efter sidder vi i toget på vej mod den indiske grænse, og længes allerede tilbage.



Skrevet med dyb respekt af Karsten Østergaard.