Gyldne drømme i blik.
- Guldgraverscener fra Venezuela og Brasilien. Guldvægt

Idet jeg vender mig om for at se tilbage opad bjerget, hvorfra jeg netop kommer, synes det længere borte end det føltes at gå derop og komme ned igen. Det ligner herfra en rigtig pæn tur på gåben, og korset på toppen virker ikke særlig stort sammenlignet med, da jeg sad deroppe og spiste frokosten. Jeg undrer mig over placeringen, for hvad skal det forestille at slæbe et stort tungt trækors helt derop, hvor der ikke findes andet end tørt, gyldent græs, udviskede dyreveksler og kølig højlandsluft? Lidt længere fremme ad vejen kan jeg se den lille fine kirke, som jeg allerede kender, og dernede svinger vejen så ind til byen. Jeg er ved at være nede. Der ligger nogle store mørke frø på vejen, og under et træ som frøene øjensynligt kommer fra, stopper jeg op for at undersøge frugterne. Tre pjattede unger er samtidig standset lidt længere borte, og de kigger også op i træet. De vil tilsyneladende undgå mig, for de kigger afventende og fniser lidt sammen. Jeg signalerer spørgende, om man kan spise frugterne, og de nikker straks ivrigt tilbage. Hurtigt smutter de forbi, da jeg går 5-6 m. væk fra træet, og et øjeblik efter sidder to af dem oppe mellem bladene, og kæmper for at nå de yderste grene. Der er så mange fremmede frugter, og det er sjovt at lære dem at kende lidt efter lidt. Jeg samler en op som børnene har kastet til mig og bider i den for at prøve. Bitter og ikke ligefrem nogen delikat oplevelse.  

Det første hus. 
Jeg går et kort stykke til og ser oppe til højre en dame komme med hurtige skridt ned ad en smal sti på en græsklædt bakke. Hun siger et eller andet og skynder sig tilsyneladende for at nå mig. 
-“Buernos tardes” forsøger jeg belevent for at få gentaget den smøre, hun allerede har fået fyret af, endnu inden hun når leddet ved vejen. Hvad enten jeg skal have skæld ud eller hun vil have penge eller noget helt andet, så er det absolut skønnest at være med helt fra begyndelsen. 
-“Buernos tardes, Señor, vil du se det første hus, der blev bygget her i byen?” kvidrer hun dermed, og peger opad den lille bakke. Det forekommer vigtigt for hende at jeg accepterer. 
-“Jeg bor deroppe sammen mine to søstre, og min far byggede huset, da han først kom til Santa Elena.” Hun vil åbenbart være sikker på, at jeg forstår, hvad hun mener, for hun gentager det hele og siger opfordrende til mig, at jeg bare skal gå op og snakke med søstrene, som er i huset. 
-“Ligger det omme bag bakken?” spørger jeg uden at kunne se noget hus, og hun forsikrer -“si, si” samtidig med at hun nu begynder at gå baglæns op ad skrænten, for at lokke mig med. Jeg tager opfordringen, springer over hegnet og følger i hælene på den ældre dame, der er i en let blomstret nederdel, en mørkeblå cardigan og blåsorte sko. Hun bærer en plasticpose i den ene hånd, samt på armen en noget afskyelig lakskinnende taske. Efter få minutter dukker huset op bag bakken, et almindeligt adobehus af lermursten med bølgeblikstag som de fleste andre i området. Straks vi når huset, bliver der en vældig sladren, for damen skal have forklaret to andre damer det væsentlige i, at den fremmede får set huset, der er grundlaget for byen. Der står et bord med flere stole omkring og en bænk under en slags halvtag, hvor den ene søster sidder med sit strikketøj. Hun rejser sig, siger goddag og sætter sig hurtigt igen. Den anden springer efter kaffe og så skal vi præsenteres. 
-“Jeg hedder Isabel og det er Theresa.” Damen, der klart havde haft intentioner om at gå ind til byen, peger på søsteren med strikketøjet, som har noget galt med det ene øje. 
-“Jeg hedder Elena” siger den tredje i døren til køkkenet, idet hun rækker mig en kop kaffe, -“..og det var mig byen blev kaldt op efter.” 
-“Er du amerikaner?” spørger Theresa så mig med et interesseret udtryk og en trækning ved øjet. 
-“Jeg hedder Karsten”, siger jeg med det specielle tryk der skal lægges på den første stavelse, for at folk kan opfatte navnet. -“Jeg kommer fra Europa” , siger jeg prøvende, - “Dinamarca”. 
Damerne nikker, smiler og siger -“Aaah , jaså, du er dansker”, tilsyneladende noget kendt for dem. Så fortæller Isabel noget om en onkel i Østrig, alt imens hun begynder at samle sin pose og taske sammen på ny. Derpå giver hun hurtigt hånden til farvel, og skynder sig ned over bakkekammen. Hendes mission er fuldført.  

En mand med eventyrlyst. 
-“Far var fuld af eventyrblod, så da han fik lyst til at prøve noget andet, rejste han herud. Der var ingenting herude dengang, men han byggede huset her, som vi sidder i. Siden kom mor, men de er begge døde nu,” beretter Elena livligt. -“Det, er gammelt og dårligt nu, huset, men det er dyrt at bygge et nyt. Vi ville så gerne have et i rigtige mursten.”  Efter en lille pause får hun et dejligt smil og siger: -“Det er 61 år siden nu, far kom hertil, og jeg blev født her som det første barn af 23. Stedet kaldte han Santa Elena efter mig, og det hedder Santa Elena de Uairen i dag, fordi byen ligger ved floden Uairen.” Det er en god historie tænker jeg, og prøver at forestille mig, hvordan det må have været at komme rejsende som den første. Dette er noget af det sydligste land i Venezuela, og den brasilianske grænse ligger kun få km. herfra. Hvad ville de mon her? 

Kort-“Hvorfor kom de netop hertil, jeres forældre”, spørger jeg interesseret i, hvad der bragte dem til denne afsidesliggende del af landet. 
-“Far, som hed Lucas Fernandés, kom fra Caracas og ville på opdagelse. Der er masser af muligheder her: Guld, og god jord til agerland. Og så er der fantastisk flot.” Theresa og Elena fortæller på skift, for de kan se, at jeg er blevet nysgerrig, og med store armbevægelser får jeg at vide, hvor meget land, der stadig hører til huset. De få huse man kan skimte i træerne rundt omkring er beboet af nevøer, sønnesønner og deres børn, og jeg forstår næsten at de fleste af den eksisterende bys øvrige ca. 16000 tusinde indbyggere også på en eller anden måde er slægtninge til familien. -“Tidligere var det uhyre svært at komme herud, for der var kun et spor,” bedyrer Theresa, den ældste af søstrene. -”Men for et år siden åbnede de en ny god vej, så nu er det godt.” 
Jeg husker den funklende nye vej, der helt snorlige bare strakte sig ud i horisonten, så langt øjet rakte. Bebyggelserne havde knapt fået navne, så nogle havde blot fået en kilometerbetegnelse, km 88 eller km 259, alt efter hvor langt ud af asfaltvejen de lå fra Rio Cuyuni ved El Dorado. Turen op til La Gran Sabana-området starter ved km. 100, og der kører man så op på det Tepui Roraimakæmpemæssige savanneplateau med fladtoppede tepui-bjerge, brusende vandfald, isolerede indianersamfund og spredte flokke af vilde heste til at fryde øjet. Klimaet er køligt og meget mindre tørt end nedenfor plateauet, så egentlig kan jeg godt forstå den eventyrlystne mands rejse endte her i områdets mest afsidesliggende part. Landskabet har absolut format. Jeg nipper til kaffen, der er mere end almindelig sød, og fortæller at jeg har gået rundt i bjergene omkring byen.
-“Ja, korset deroppe blev sat op da missionærerne kom hertil”, fortsætter Elena, idet hun sætter en bakke med nogle gule, pillede frugter foran mig. -“Det er et symbol, som man skal kunne se langt væk, og som viser at kristendommen har fundet fodfæste på dette sted. Andet formål har det ikke. Vær´sågod at spise!” Frugterne kender jeg ikke, men de er noget melede og smager ubegribeligt sødt. I det samme kommer jeg i tanker om de brunskællede, stenhårde granater, jeg har i tasken fra en gåtur i går. -“Ja, ja, det er de samme”, nikker Theresa muntert, da jeg viser dem frem. -“De kaldes maurichos og smager sødt.” Det er næsten ufatteligt at det er den samme frugt, for mine er umodne og helt krystalagtigt hårde indeni. -“No le gusta”, smiler de to ældre damer til hinanden, selv om jeg højtideligt forsikrer, at jeg godt kan lide frugterne, men bare ikke har lyst til een mere. De smager som flormelis blandet med appelsin marmelade, og er vist alligevel blevet for meget selv for min søde tand. 

Pengenes betydning.
Ingen af søstrene ligner hinanden, synes jeg, bortset fra at de er flinke og interesserede i ting, der sker ude omkring i verden. De forstår alt, hvad jeg fortæller dem om Danmark, og spørger om hvad de vigtigste ting er, at vi laver. For en gang skyld bliver jeg ikke spurgt om prisen på flybilletten, et spørgsmål der ellers normalt er obligatorisk ved enhver samtale af længere varighed. Præcis ligeså uundgåeligt som spørgsmålet fra folk hjemme, om hvor meget turen kostede ialt. Alle er interesserede i de økonomiske omkostninger, der er forbundet med at rejse, hvilket er naturligt nok. Dels giver prisen jo et billede af personens status, og dels kan det give en slags vurderingsgrundlag af, hvor langt den enkelte er fra selv, at kunne gøre noget tilsvarende spændende. De fleste har nogle fjerne drømme om at rejse uden nødvendigvis at have ambitioner om at fuldføre dem, selv om muligheden bød sig. Man kan komme langt i drømmene alene, og det er bestemt ikke at foragte; specielt ikke for klodens skarer af ubemidlede mennesker stavnsbundet af fattigdom. Søstrene her er tydeligvis heller ikke velhavende, men de har dog til at klare sig, og har åbenbart overskud nok til at koncentrere sig om den pulserende verden udenfor fattigdommens barrierer.

Venezuela flag
-Venezuela er det rigeste land i hele verden, fastslog en snakkesalig fyr oppe i en af guldgraverflækkerne på vej hertil. -Der er olie, guld, kul og alle mulige mineraler, så der er massevis af penge. Det er bare gringoerne, der tager hele profitten. Er De gringo? Nej, godt. Regeringen fløjter gringoernes pibe, så de bare får lov at suge pengene ud af landet. Hans grimasser fortalte tydeligere end ord, at der er noget ravende galt med den måde rigdommen bliver brugt. Og han havde sansynligvis ret, for ikke så få steder lever folk ikke bedre end de allerfattigste andre steder i verden. Det kan være mere end svært at få øje på den overvældende velstand. 

En 61 årig historie.
-“Tak for nu; det har været smadder interessant at snakke med jer”, siger jeg og rejser mig op. Jeg giver hånd og kigger indtrængende på Elena, fordi der på en måde er noget specielt historisk forbundet med hendes person. Det, der i dag ligner en helt almindelig by med veje, biler og den allestedsværende Plaza Bolivar er alligevel ikke ældre end damen her. Hun var det første barn og er på en måde stamtræets tykkeste gren. Det er fantastisk at forestille sig dette bare landskab for 61 år siden. Menneskers fremmarch og den moderne civilisations landvindinger forvandler så grueligt hastigt steder far land til by, at man aldrig tror, det har været anderledes. Men her er alså en undtagelse, hvor bosætningens første tilflyttere og tilmed det første hus stadig vidner om den sædvanligvis glemte historie, som enhver by dog trods alt har. Søstrene følger mig ud til lågen, og siger at jeg skal komme igen med min kone en anden dag, og så går vi lidt hen ad stien, hvorfra man har udsigt over en lille dal, som ligger på den modsatte side af vejen. Landet derovre tilhører ligeledes huset efter faren. Meget af det ligner noget vildtvoksende brakjord med nogle træklynger hist og her, men der ligger også nogle dyrkede områder rundt omkring med majs og maniok. Damerne bliver stående og vinker et stykke tid, mens jeg går ned ad bakken imod leddet ved vejen. Jeg går hjem til min kæreste Hanne med en dejlig fornemmelse af at have oplevet et lille stykke fortid. 

Byer af blik.
Nogle af guldgraverbyerne længere nordpå er betydeligt yngre end Santa Elena, og kan vel knapt kaldes byer. Las Claritas f. eks. på nogle få hundrede mennesker er en rodet samling interimistisk opslåede blikskure og rustne campingvogne med et væld af guld og diamanthandlere spredt i et par gader i midten. Arbejderne bor udenom i nogle tilsvarende usle blikhuse, der i nogle tilfælde er lavet af opsprættede dåser. Og som for at holde stilen er gaderne indtaget af bulede vraglignende mobiler uden skærme, lydpotter eller sæder. Store udtjente statsamerikanske modeller med knuste glas i ruderne og gabende øjenhuler, hvor der engang har været lys. Noget af det eneste, der har nogen standard, er den katolske mission som foruden forskelligt hjælpearbejde også kører byens skole. Men trods det uudholdeligt menneskefjendske blikmiljø har byen alt, hvad enhver gennemsnitlig graver behøver i hverdagen. Der er restaurant, bar, frisør, bordel samt butikker med diverse hakker, spader, reb, vaskepander o.lign. Byen er centrum for en række diamant-og guldgraverlejre i det omkringliggende område, og har et underligt præg af midlertidighed. Blikanretningerne vidner på en og samme tid om geschäftens pioneragtige vilkår og om dens ofte ubarmhjertige væsen. Selv set fra indgangen til en guldmine kan der være langt til landet med mælk og honning.
- Det er farligt at tage ned til de steder, bedyrer folk i den gamle hovedstad Ciudad Bolivar, - for det er slemme folk der bor der, og der er en masse kriminalitet. Men efter 7 timers køretur i en alt for lille bus med benene krøllet ind imod hagen og et ryglæn fra sædet foran i panden, er man nogenlunde ligeglad med, hvad folk ellers har sagt om et givet sted. Da gælder det bare om at komme af og få underkroppen, der efterhånden er kommet til at ligne et optrævlet strikketøj, rettet ud. 

Guldgruppe på tur.
El Dorado er en af de ældste og dermed største guldgraverflækker i området, og den virker imod al forventning ganske fredelig, med rigtige huse og tilmed charme. Efter et par gåture rundt i gaderne fra den centrale plads, hvortil bussen ankommer, og hvor folk bare ynder at cirkle omkring eller småsnakke, da bliver busturens pinsler snart fortrængt.
Netop der på plazaen møder jeg en morgen Warner, en frisk fyr der ellers kører taxi oppe ved Orinoco floden. -“Vi skal ud at se på en guldmine”, siger han nærmest venskabeligt, og trækker mig med ned til floden. Han er herfra byen, og tydeligvis på hjemmebane hvad angår den lokale omgangstone og kendskab til området. Igennem stille men benhårde forhandlinger hyrer han derpå en bådejer til at sejle os op ad Cuyuní floden, sammen med en lille flok halvsyge tyskere. Vi skal sejle for der går ingen veje.
Således jager vi næste morgen afsted med en fart på 60-70 km/t. en times tid op ad den bugtende flod ind i junglen for at besøge en aktiv guldmine. Ofte foregår guldsøgningen i selve floden fra nogle specialbyggede pramme med et par støvsugeragtige pumpemaskiner på.

Pengesæk
Dykkerne får en luftslange i munden og en støvsugerslange under armen, og nede på flodbunden arbejder de således hele dagen og nogle gange natten med, for at suge jord og mudder op til udvaskning på prammen. En dykker og hans ven fortæller muntert om arbejdet i en lille skovhytte med palmetag, hvor de øjensynligt sidder og kæver bajere imellem skiftene.
“Tres mil dolares”, griner fyren, og viser os en lille guldklump som bevis for nattens arbejde. Han ser yderst tilfreds ud, men selv om han lidt efter modererer de 3000 dollars til 2500, forekommer det mig temmelig meget for den lille klump. Warner ryster på hovedet, da vi ad en lille sti går videre ind i skoven mod vores mine, og fortæller at folkene herude kalder pengene for dollars selv om det kun er bolivares, de mener. Forskellen er sølle 1 til 53, men alligevel svarer det til en dagløn på over 300 kr., hvilket ville kunne få smilet frem på de fleste læber i dette land.
Vi går en halv times tid igennem tæt, smuk jungle med dansende sommerfugle, smygende slanger, armtykke lianer og gigantiske termitboer i træerne, før vi når til en slags åbent læskur, som er et stykke sejldug spændt op på nogle krogede pinde. Derinde står et langt bord, og der er et køkkenlignende hjørne med potter, der tydeligvis kan klare mad til mere end en almindelig 4 personers familie - spisestedet for arbejderne! Warner snakker lidt med en dame, hvorefter vi går ned ad en kort bakke for at krydse over en 3-4 meter dyb kløft. Der ligger en væltet træstamme hen over kløften, som vi må balancere tværsover for at komme ind til mineterrænnet. Det går ret trægt med de ret slappe tyskere at komme over, for stammen er glat af rødt mudder, og deres én-stroppede plasticsandaler har ikke meget berettigelse i dette terræn. Tyskerne er i sig selv storbyagtigt nervøse, og et par af dem er desuden endnu ikke fuldt restituerede efter et længerevarende maveonde, så den kombination får dem til at virke temmelig ynkelige i disse omgivelser. 

I mudder til halsen.
Vi kan nu se minen, som ikke lige er, hvad man almindeligvis forbinder med en mine. Der er mudder, vandhuller, væltede træer og grene overalt i området, og det ligner mest et sted, der har været hjemsøgt af vildfaren tyfon. Men henne ved en skrænt arbejder 4 rødbrune mænd i shorts og stråhatte. Med skæve smil afbryder de, idet vi kommer nærmere, deres forehavende for et kort øjeblik. Warner udveksler en nærmest familiær samtale med arbejderne, og lidt efter går de videre med det mudrede arbejde. Vi har fået tilladelse til at studere gangen i guldudvindingen. Skrænten er godt et par meter høj og nedenfor står to af mændene og styrer en højtryksspuler, som de lidt efter lidt underminerer brinken med. Ovenover sørger de andre for at lette sammenstyrtningen ved at hugge en revne i jorden med et par spader, og når skrænten efter lidt tid styrter ned bliver jorden gennemspulet, så den med vandstrømmen kan flyde ned til et stort mudderhul, hvor en anden pumpe kører. Der er mudder og smat allevegne, men mændene i deres sparsomme beklædning skal såmænd bare selv spules engang for at komme tilbage til menneskeheden igen.
VandspulingHvad det drejer sig om er alså at udvaske jorden imellem træernes dybe rødder, for deri findes det værdifulde metal. Fra mudderhullet med den tilflydende ælte bliver vand og jord pumpet op på en trappeinddelt slidske af træ. Det tungeste materiale med guldet falder dermed ned i slidskens trappetrin, mens spildevandet og de fleste jordpartikler frit løber ned og flyder ud i andre vandhuller i området. Dermed har man fået en koncentreret guld/mudder blanding, som flere mænd slæber ned i store spande til spændingsudløsning i et vandhul, hvor minens boss, sidder fastnaglet til et gelænder.

Det store øjeblik er, når det guldholdige mudder med kyndige hænder bliver bearbejdet nede i vandhullet og det derefter afsløres, hvad der er tilbage i solden, når den sidste mudder bliver skyllet ud. Bossen og et par andre mænd med fingerringe af guld og tykke gyldne kæder om halsen sidder med store maver på et raftestakit og overvåger udvaskningen. De ser ganske tilfredse ud, og der er da også gukdflimmer i bunden af vaskepanden hver gang en omgang er færdig. Udvaskeren ser dygtig ud, og hans rutinerede og sikre måde at slynge vand, jord og guld rundt i den konisk formede træpande på, så kun mudderet forsvinder over kanten, vidner om stor erfaring. Guldet er tungere end jordpartiklerne, hvilket gør det muligt at slynge jorden ud over kanten og stadig bevare det værdifulde guldstøv inden borde. GuldgraverTil sidst bliver guldflagerne bearbejdet med kviksølv og nogle kemikalier, der får dem til at samles i en klump, og det er klart til deling. Delingsforholdet mellem bossen og arbejderne er 70 : 30 eller sjældent 60 : 40. Det er dermed bossen med maskinerne, der tager broderparten af gevinsten, men uden ham ville der slet ikke blive gravet. Warner skiftevis snakker med mændene og fortæller os, hvad der sker. En tillidsfuld tone kendetegner på usædvanlig vis kommunikationen i dette området, og den virker ganske venskabelig selv om det ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er højst sandsynligt bare formen, men trods alt en behagelig form. 

Miljøets pris.
Guldudvindingen er mange steder med til at forurene miljøet med den ukontrollerede brug af tungmetaller og andre giftige stoffer. Det forurenede vand flyder tilbage ud i floderne og slår livet ihjel. Samtidig sker der en omfattende destruktion af skoven, idet det er enorme områder, der efter guldeventyret bare bliver efterladt som ødelagt brakjord. Restitutionsprogrammer for gendannelse og bevarelse af skoven bliver sjældent udført efter gravningen, siger Warner, så det er sørgelige skader jagten på velstand forvolder. Der er tilstrækkelige penge bundet i jorden til, at den kan trække tusindvis af lykkeriddere til fra hele verden, men i et guldgravermiljø går pengene let igen, så kun de færreste ender på rigdommens forgyldte tinder. Der er i hvert fald ikke råd til at spendere noget på et utilgængeligt vildnis, der i den almindelige tankegang ingen synderlig værdi har, hvadenten det fremstår som restitueret urskov eller forurenede mudderhuller.
På tilbagevejen får vi milde smil og et par morsomheder med, da tyskerne nu med gennemmudrede sko igen skal forcere træstammen. En langsommelig og ganske morsom seance. 

Fra Venezuela til Brasilien.
Der er umådeligt mange checkpoints i det sydlige Venezuela, specielt med det formål at afsløre illegale guldgravere, der hovedsageligt trænger ind fra Brasilien og Guyana. Videre i bussen fra Santa Elena og sydpå mod den brasilianske grænse må vi 3 gange stige ud, for at vise identifikation, og en gammel mand må stå af ved den første kontrolpost og vende tilbage. Han mangler et stempel fra et kontor, der lå placeret på en bakke 100 m. væk fra busstationen udenfor Santa Elena; et stempel som vi andre kun tilfældigt havde hørt rygter om var nødvendigt, og derfor heldigvis havde erhvervet inden afrejsen. Manden har svært ved at kapere alt det extra besvær og formentlig også den extra fordyrelse af turen ved at skulle have taxa de 40 - 50 km. tilbage og derpå have ny billet til en anden bus. Han får det særligt ynkelige udtryk, der kendetegner folk, der løber ind i systemets ofte umådeligt tåbelige og uflexible regler. Der er klart ikke tale om nogen guldgraver, og i øvrigt er han jo knapt selv skyld i mangelen, men stemplet er ikke destomindre livsvigtigt for de magtfulde stenansigter ved posten. Det militære systems stivhed har et skrøbeligt og nyligt indført demokrati endnu ikke formået at nedbryde. Desværre!
Udenfor Brasilien er spansk sproget, man skal kunne, for at klare sig i Sydamerika, og Hanne, der stadig kæmper indædt med de spanske vendinger efter et yderst overfladisk kursus for adoptivforældre som baggrund, er ikke synderligt begejstret for et nyt skift i sprog allerede nu. Portugisisk, der tales i Brasilien, ligner spansk nogenlunde som dansk ligner svensk, så man starter ikke på bar bund, men bliver trods alt sparket et betydeligt stykke baglæns. Jeg nåede selv inden afrejsen at gennemføre et 2 årigt HF kursus i spansk, og har dermed hele tiden været en sproglig tand foran, hvilket på en måde har virket lidt skævt. Det er aldrig rart at føle sig  sprogligt handicappet, hvilket vi dog trods alt gør begge to, men i mødet med lokalbefolkningen er man i en ubehagelig kattepine, når man mangler sproglig formåen. Som rejsende er sprog noget af det, der skal læres hurtigt. Men udover det problem er den 21 årige pige frisk, eventyrlysten og rejseglad. Vi mødtes under en glødende midnatssol ved Nordkapp, og blev hurtigt enige om at en rygsækstur til Sydamerika ville være en passende fælles udfordring. I valg af mål udgør vi et fint harmonisk makkerskab, og på portugisisk er vi nærmest lige. 

Det Smukke Syn.
Staten Roraima, den nordligste i Brasilien er opkaldt efter det store fladtoppede tepui-bjerg som ligger på grænsen til Venezuela. Boa Vista, Det Smukke Syn, er hovedstad i denne stat, der tidligere virkede på guldgravere fra hele verden som trækpapir for fluer. 120.000 mennesker lever direkte eller indirekte af det guld der bliver fundet i jorden, hvilket svarer til 3/4 af byens indbyggere. Men hvordan byen har erhvervet sit tillokkende navn er ganske uforståeligt, for området er mere end almindeligt tørt og fladt, og idet hele taget råbende kedsommeligt. 

En engelsk lykkeridder.
På havnen ved flodbredden i Boa Vista møder Hanne og jeg en englænder ved navn Steven, en mand der øjeblikkeligt bliver sendt bud efter på en nærliggende bar, da folk erfarer, at vi er udlændinge. Med løse bevægelser og et stort smil kommer han skrånende over imod os fra den anden side af gaden. Han er lidt for kraftig til sin formsyede skjorte, har flaskebundstykke brilleglas, skæve, spredte tænder i et fænomenalt overbid og et tilsyneladende smittende humør. Vi ville bare høre, om der er flodbåde sydpå, og om man kan opdrive en koleravaccine i dette område. Men vi kommer hurtigt til at snakke med Steven om hans tilværelse i stedet for.
-”Time is changing. Jeg ved ikke hvad jeg laver her nu, for der er ingen ting for mig at lave længere. Men jeg vil vente og se tiden an.”  Stewen virker ikke særligt nedtrykt over situationen, selv om han har været arbejdsløs, ligesom ca. 40.000 andre - garimpeiros - guldgravere i denne by, i over et år. Han fortæller at han ejer et par pumper og plejer at ansætte folk til, at arbejde for sig. Men det er blevet forbudt at grave, fordi kirken og nogle miljøbevægelser har sagt at Yanomani indianernes eksistens er truet af gruldgravningen.  Det har været noget ballade med både drab af indianere og guldgravere, som startede, hvad der siden udviklede sig til et forbud mod at trænge ind i indianernes områder, der vist stort set dækker alt uden for bygrænsen. Indianerne kæmper for deres land og deres eksistens. Et af hovedproblemerne er tilførte Yanomani landsby.sygdomme som malaria og influenza, som de indfødte er meget sårbare overfor. De er uden naturlige antistoffer og moderne medicin, og dør af sådanne for dem ukendte sygdomme.
-“Til sidst tog ingen på arbejde uden et gevær” griner Stewen, og ryster på hovedet ad situationen. -“Sådan er det. Det er helt skørt for alle folk er flyttet herop med deres familier for at grave guld, og nu har de ikke noget at leve af. Ingen ved hvornår vi kommer i gang igen. I et år har vi ventet nu på at forhandlinger kan bløde situationen lidt op. Yanomanierne siger at deres land bliver ubeboeligt, selv om de slet ikke lever i det område, hvor vi plejede at grave, og politikkerne lytter mere til miljøbevægelserne for ikke at få en international stemning vendt imod sig.”  Den tiltalende englænder udveksler på flydende portugisisk nogle bemærkninger med et par venner, der går forbi, hvorefter han rask væk fortæller videre, da jeg spørger om, hvorfor han lige er taget hertil. Han skulle egentlig have været i Guyana og grave guld der, beretter han, men endte her i stedet, fordi det for 5 år siden var nemmere at grave her.

Kvindedans - Yanomani.-"Det er helt vildt nu. Nogle mennesker tager stadig ind i området og graver om natten..” Han slår ind på dramatikken i branchen. “Det er farligt, hvis de bliver snuppet, for politiet patruljerer derude. De er begyndt at sprænge vejene i sønder med dynamit, for at gøre det umuligt at komme ud med maskiner og redskaber. Dem de finder bliver puttet i fængsel, hvis de ikke skyder dem. Der er masser af skyderi i denne del af landet; alt er korruption og bedrag. En guvernør lejede for et par år siden nogle folk til at likvidere en rival, så lejesvendene gik bare lige op til manden på gaden og fyrede deres geværer af. Alle ved, hvem der stod bag, men har du penge har du også magt, og ingen kan gøre dem noget. sådan er det bare her.” Vi lytter lidt måbende, og synes det må være underligt at bo i sådant et anarkistisk system. -“Det her er ikke som ethvert andet civiliseret sted, det er for langt fra alting”,  fastslår Stewen på en løjerligt uberørt facon, og overlæben glider igen op over fortænderne. Folk her er simpelthen vant til lidt af hvert, og det virker ikke, som om de er særligt trykkede af forholdenes karakter. Tværtimod har de fleste en dejlig åben attitude og et godt humør. Men de venter på bedre tider.
-“I´m going to wait and see though, because I like it here and generally people are very nice”, forsikrer englænderen inderligt, og det har han da forsåvidt ret i, selv om vi nok er en smule duperede af hans beskrivelse af området. Derpå hjælper han Hanne med at betjene en mønttelefon, og vi får at vide, at der for tiden er lavvande i floden og derfor yderst ringe trafik med pramme. Vi siger farvel til den arbejdsløse guldgraver med en intens følelse af at befinde os i det vilde vesten. Folk er unægtelig fantastisk imødekommende, men behovet for system og retfærdighed må nødvendigvis være eklatant, ligesom der umuligt kan være særligt langt fra smil til gråd. Hvornår slår guvernørens folk, eller bare nogle andre, til igen? - og hvornår sker de næste drab af indianere eller hvide i junglen i interessekonflikten mellem land og guld? Med en vis portion skepsis lusker vi tilbage op i byen til en frokostinvitation, vi fik om morgenen. 

Invitation med varme.
Maria de Natividade, en krølhåret 37 årig kvinde med en ekstremt uanseelig kaffebiks, har nogen af de mest strålende øjne og et af de ærligste smil, man kan finde. Fantastisk livsglæde stråler fra det lille runde ansigt, og hun elsker at gøre mennesker godt. Et par gange har vi allerede været for at få kaffe og nogle sjove historier, og efter morgenmaden i dag fik vi invitation til at komme og spise frokost. Hun lavede speciel sukkerfri kaffe til os, gav os “pan de queso” samt ikke så få andre lækkerier inden hun sagde, at det hele var gratis, og ydmygt spurgte om vi ville spise frokost med hende. En af den slags spontane invitationer en ægte rejsende ikke afviser med mindre helvede er løs.
Da vi når hen til biksen, der både har nogle sammentømrede barstole og nogle eftergivende plasticstole udenfor, sidder der en fyr med et nærmest enormt overskæg, som vi hilser på, efter at have givet Natividade et par solide gensynsklem. Hun fortæller ham at vi er fra “Dinamarca”, og han nikker ivrigt så overskægget næsten blafrer. Han er pilot og har sit eget fly, som han flyver folk ind i junglen med. Men der er ikke noget at lave mere, for de må ikke grave længere, så det er noget møg. Det er temmelig svært at forstå hans portugisiske snøvl, der for det meste bliver sløret i overskæg, men han nævner nogle svimlende beløb, som det koster at få ham til at flyve én ind i junglen.
-“Det er utroligt farligt at lande på de små ryddede stubmarker inde i Amazonas jungle, så det koster at blive fløjet derind. Men før var der mange at flyve med. Nu er det dårligt. I dag er der højst 6000 “garimpeiros”, og 18.000 i byen der kan leve af guldgravningen, for det halve af staten er lukket. I 9.5 mio. hektar ud af 23 mio. er det nu forbudt at grave.”  Han lyder bestemt modløs. -“Børnene løber rundt i gaderne og sælger slik, for at tjene penge til familien. Guldgraverepoken eksisterer ikke her længere” siger han og vipper med et opgivende udtryk på barstolen. Du må sælge dit fly, når jeg uden den store medlidenhed lige at få sagt, inden Natividade afbryder snakken.
-“Venga conmigo” siger hun med en vinkende håndbevægelse og et lurevorent udtryk. Frokosten er rede. Hanne og jeg går om på siden af det lille skur for at komme ind af døren, der er af træ med blik på ydersiden, og leder ind i rummet bag disken. En ung gut, der er værtindens hjælper overtager betjeningen af kunderne og pasningen af hendes lille 5 årige søn, for nu gælder det gæsterne og ikke noget må forstyrre.

Kok
Derinde i det lille blikskur uden gulv bliver vi efterfølgende trakteret med den mest vidunderlige frokost, man kan tænke sig. Maden er uhyre veltilberedt, og intet må vi afvise af sikkerhedshensyn. Der er forskellige grønsagsblandinger, bønner, kyllingefad, kokosdrys, ris og en hel del andet som bare smager herligt. Natividade sidder bare og betragter os, om vi nu kan lide sagerne, og glemmer helt selv at spise.
-“I er på bryllupsrejse”, siger hun så pludselig og slår en hjertelig smittende latter op. -“Har I ikke hvedebrødsdage?”. Og selv om vi siger nej, griner hun højlydt, -“Si, si”.
Nej, hvor herligt, og nej hvor er der gjort meget ud af maden i forhold til den daglige gang ris bønner og sejt oksekød, vi, på linie med alle andre, normalt altid spiser. Her slutter vi af med friskbrygget kaffe, for hun har forlængst fundet ud af hvor store elskere af brasiliansk kaffearoma vi europæiske nordboere er. Momentvis stirrer det glade ansigt aldeles henfaldent på Hanne, uden at hun måske bemærker det. Kvinder rundt omkring har ofte speciel interesse i en kvindelig rejsende, og det er som om, at de ligeledes føler det mere legalt at henvende sig til en kvinde. At vise interesse overfor en kvinde kan ikke misforstås på samme måde som interesse overfor en mand. Hverken af den ene eller anden. Og tilmed har kvinderne nok også en bredere fælles forståelse bare i form at fælles køn. Natividade er tydeligt betaget af Hanne, det hun fortæller, samt livet vi repræsenterer. Nogen gange lægger hun tilmed sin lille hånd over min og udbryder: se hvor blå de øjne er; de er meget smukke! Hun betager os med blid hengivenhed og forunderlig varme. 

Afsked med vemod.
Kvinden er immigreret fra Argentina, og er efter en brasiliansk romance blevet alene med sin lille søn. Hun taler og forstår således spansk uden besvær, hvilket gør kommunikationen let. Ofte spørger folk om ting fra Danmark eller Europa, men forstår ikke svaret. Bagrund, kultur, måde at udtrykke sig på er foruden sproget ofte barrierer i en fælles forståelse. Her opfattes sagtens de ting, vi fortæller fra Danmark, og på en måde får vi dermed en fornemmelse af at stå hinanden nærmere.
Efter kaffen skynder vi os at sige tak, for ikke at lægge beslag på for meget af hendes tid. Det er klart, at hun har meget, der skal bages og tilberedes til salg i biksen, men hjælpe må vi ikke, og før vi kan gå, skal vi ud i baghaven efter nogle mangoer.
Jeg får en 4 - 5 m lang pind i hænderne og bliver anvist et vakkelvornt stykke af en halvt sammenstyrtet mur at kravle op på, og derfra kan jeg godt nå at banke til nogen af frugterne, men de falder ikke ned.
-“No, no, no!” siger den facinerende kvinde i en bebrejdende tone, men med et bredt smil. -“Du skal trykke på dem nedefra og op, så kommer de.” Og det er rigtigt. Når jeg giver de hængende frugter et let tryk opefter med pinden, falder de villigt som jomfruøjne for en sømand. Hanne og Natividade må så springe rundt for at gribe de faldende granater. Vi slæber dem til sidst ind i huset, og Hanne får en 8 - 10 stykker af de bedste i tasken, hvorefter vi knuser damen farvel og tak.
-“I skal bare komme igen” siger hun, og jeg lover lidt rørt at sende et foto af biksen, som jeg har taget ude foran. Hendes charme er uimodståelig, og humøret en oprigtig fryd, men tiden er kommet, hvor nye mål venter, og vi skal afsted.
Det bliver hurtigt svært at sige farvel, og vanskeligt at gengælde kærlig gæstfrihed. Hvor kan man hurtigt komme i taknemmelighedsgæld, og føle sig ubegrundet modtaget. Hvordan takker man mennesker, der giver af sig selv? Vi træder ud af det uanseelige blikskur med missende øjne og en klump i halsen, hvorefter vi vinkende bakker ned ad den stille villavej. Det er dog vidunderligt at vide, at selv i “junglen” er der mennesker med værdi og hjerte; mennesker man står nær og som også ser op til det anderledes. Vi er så sandelig i et land med guld - og mærker en smule feber.


Skrevet med dyb beundring for det anderledes af Karsten Østergaard.