Den store fest
- til calypso tam-tam og hede kropsrytmer i Trinidad. Dansere

Pigen er høj, mørk, slank og chokoladelækker. Hun har tydeligvis prøvet det her før. Det kører, så det er en fryd, og hendes bevægelser i hoften samt hele attituden får automatisk mig til at oppe mig og spille med. Hun er i fest og farver. Langt, kulsort hår med orange bånd kruser omkring de elegante skuldre. Stramme tights med et flagrende kulørt skørt udenpå, der ikke når hende meget længere end til lige under navlen. Hun er virkelig en udfordring, og det eneste, der generer mig, er en noget klodset fornemmelse og min kniv. Hun vender rundt og kører med sit kugleleds-underliv, som man kunne forestille sig bløddyr uden skelet ville gøre, og det gør de øvrige i gruppen også. Jeg har observeret bevægelserne i over en uge nu, og ved at sådan er de mennesker bare skabt. OUOOH, hendes dybsorte, tændte øjne, og det inviterende smil får mig til at gøre det ypperste, jeg formår. Med en taske i hånden, og i tøj der overhovedet ikke har karnevalskarakter er jeg brutalt blevet trukket fra tilskuerrollen og ind i et konkurrenceudstyret band, så det ypperste rækker ikke langt. Vi skulle jo bare ind og tage nogle billeder og snuse lidt stemning. Og så den fordømte kniv. Følelsen af en umådelig akavethed i forhold til pigens elegance er påtrængende. Mange andre står rundt om og griner. Både mine venner og hendes meget farverige, livligt ballesvingende soca-dansere. Pigen slår ud med armene og bøjer ned i knæene, alt imens hun kører sit lystigt roterende underliv op og ned ad mit. Hun er med sine 18 - 19 år  billedlig smuk og virker uimodståelig udfordrende. Hun deltager i den gruppe, der nu er ved at være passeret, og  jeg er i færd med at blive lidt febrilsk, totalt uerfaren i at være involveret i sexlignende optrin på åben gade, som jeg er. Og selv om lignende scener ganske vist foregår over det hele, er jeg noget ubekvem ved situationen. Alligevel forsøger jeg at presse mine hofter ud i positioner, hvor de aldrig tidligere har været, og håber på at jeg ikke ser alt for flagstangs-agtig ud i forhold til de ryggradsløse slangemennesker, der er i gruppen. Hun ser endda ud til at blive opildnet af mine anstrengelser. Pigen og jeg står helt tæt front imod front, og vrider vore hofteskåle af led, da hun pludselig træder et halvt skridt tilbage, stikker hånden ned og giver mig et hurtigt fast klem på mine ømmeste dele, imens hun kigger lidt forundret og opgivende på mig. Så vender hun sig blot og danser lystigt videre i hælene på  gruppen. Hvorfor det? Jo, selvfølgelig! Jeg græmmes, ærgrer mig og føler mig umådeligt dum.  Hun kunne ved nærkontakten mærke min 10-funktioners sweitziske armykniv, som jeg havde hængt indenfor bukserne i en snor, for at den ikke skulle blive stjålet i mængden af folk. Hun har utvivlsomt kunnet føle kniven, og troet det var mig. Pinligt og fandens irriterende, at jeg lige slæber rundt på den kniv i dag. Grebet af den tætte atmosfære er jeg ganske vist ophidset, men mine fysiske reaktioner er dog trods alt til at tøjle, hvilket hun må have fået en anden opfattelse af. ØV! Jeg flytter kniven ned i min taske, uden at nogen af de andre bemærker noget, og så går vi videre.

Folkefest
KortVi, en større blandet gruppe fra forskellige sejlbåde, er i Port of Spain til karneval i Trinidad. En folkefest der får et karneval hjemme i Danmark til at minde om et høstbal i en husmandsforening. Der er en helt utrolig larm overalt, og oppe ved det store anlæg med scene og tilskuerpladser, som kaldes Savannah, og hvor hele optoget er på vej op for at passere, er menneskemylderet næsten infernalsk. Alligevel er der en foryngende stemning af fest og “jump up”, som om landet havde vundet en 30-års krig på en uge. Alle smiler, eller hvis der er tilstrækkelig plads, griner over hele femøren, og alle er med til at gøre det smukt og levende. Et par gange bliver jeg mindet om hindufesten “Thaipusam” i Singapores gader, hvor kostumelignende, 40 kg. tunge stativer med stålstivere boret ind i deltagernes bare hud, blev båret igennem byen som en bodshandling. Spyd blev stukket igennem kinder, tunge og læber, ligesom nogen bar mælkefyldte krukker ophængt med kroge i skindet. Umiddelbart en noget makaber måde at feste på, men ikke desto mindre en jubelglad fest, der ikke mindst blev præget af deltagernes opmuntrende og dansende familie og venner. Men dette er omend endnu mere omfattende,  og på det nærmeste er hele samfundet berørt af begivenhederne.
Der kommer calypsoorkestre kørende i gaden på kæmpemæssige rullende stilladser hele tiden. Der er masser af olietønde-grupper spredt på byens hjørner og pladser, ligesom enhver butik med den mindste respekt for sig selv, fyrer et par kæmpe højtalere af ud mod gaden, for at lokke folk ind. Folk er tummelumske af feststemning, og det der følger med. Fest er fest, og der bliver indtaget en enorm mængde energistimulerende hyggedrik. En aften skulle to af vennerne køres hjem fra en af de faste barer. En bekendt politimand påtog sig den opgave, fordi han mente, det kunne være for risikabelt at tage en taxi, med al den kriminalitet, der er overfor turisterne. Desværre var han lidt for omtåget, så han faldt i søvn ved rattet i sin ladbil. Da bilen begyndte at trække ubehageligt over i den modgående kørebane, blev de nødt til at ruske den mere end halvsnaldrede kasketkarl vågen i en fart, og efter en lille pause i vejkanten, blev de vist nok enige om at alting var OK, så de kunne  forsigtigt trille det sidste stykke hjem. Hvordan den store neger klarede sig tilbage, er der ingen der ved, men han er garanteret ikke blevet stoppet.

Et langt forspil.
Egentlig er det lidt svært at finde ud af, hvad der foregår dag for dag, og hvorfor. Men i hovedtræk er alle konkurrencerne og de kontinuerlige optog i gaderne forløbere til det officielle karneval, som starter med j´uvee om natten 2 dage før askeonsdag. Askeonsdag er indledning til fasten, samt 40 dage inden påske. Det vil sige at det rigtige karneval kun varer 2 ½ dage, og at alle aktiviteterne forinden kun er optakt. Alligevel er disse indledende begivenheder også umådeligt vigtige for helheden. Samtlige aktiviteter har mening, og der ligger et stort forudgående arbejde i forberedelserne. Konkurrencerne får intens opmærksomhed. Foruden Kings and Queens, som er kostumekonkurrencer, er der duel i pan - steelband musik - med bands på flere hundrede olietøndebankere. Der er konkurrencer i calypsosang, en speciel slags folkeunderholdning, hvor aktørerne syngende fabulerer og improviserer over aktuelle og ofte politiske temaer. Og endelig er der konkurrencer i, hvem der har lavet den bedste karnevalsmelodi. Alså hvilken af de omkring dusin melodier, der bliver spillet overalt, som oftest spilles af bandene i gaderne.

Vikinger til karneval.
Vi er via optoget nået op til semifinaler i “mas”, som er de flotte og gigantiske kostumers konkurrence. Det er ikke detaljer, der mangler i de mange meterhøje og ligeså brede dragter. Der er en edderkoppekvinde, fodboldpokal, havets dronning, Bush/Hussein ryg mod ryg og et væld af andre ubeskriveligt fantasifulde og smukke kreationer. Jeg går hen og snakker lidt med én der er klædt ud som et vikingeskib. Kostumet har været undervejs lige siden sidste karneval, og det har detaljer som en krage og et sværd med skjold på siden. De flinke folk omkring kostumet fortæller ivrigt at konstruktøren har studeret nordisk mytologi i 3 måneder, før selve arbejdet med konstruktionen af skibet gik i gang. Bæreren, en lille skindklædt mand med hornhjelm på hovedet og langhårede støvler, går nervøst frem og tilbage for at høre om kostumet bliver kaldt ind på scenen igen. Han bliver lukket ind i dragten, ved at gå ind igennem en låge, og så ind under en bøjet metalramme, som han bærer den forreste del af skibet med på skuldrene. Den bagerste del er på hjul, men det er vigtigt i bedømmelsen af kostumet, at det er fuldt mobilt i alle retninger. Fyrene griner og er nervøse, men de er stolte over at fortælle om projektet, der tilsyneladende betyder meget for dem. Jeg ønsker dem held og lykke og går op imod scenen for at se kostumerne som er på vej ind at blive præsenteret for dommere og publikum.
Scenen er en enorm åben platform med tilskuerpladser på begge sider. Kostumerne kommer så ind i den ene ende, og efter nogle danserunder går de ud i den anden ende. Jeg er mest begejstret for den slags kostumer, som bæreren fuldt og helt kontrollerer selv ved at bære hele systemet på skuldrene. Det er ofte nogle ret indviklede konstruktioner, danserne kommer i, og systemerne på hjul er tit større og tungere, men selve bevægelsesmønsteret bliver dermed også lidt stift. Man får hurtigt nogle favoritter efter at have set kostumerne få gange, og man bliver helt spændt på, om det nu også i sidste ende er dem der finder nåde hos dommerne.

Flere tusinde i een gruppe.
Jeg går udenfor igen til de andre. I kulissen er det næsten sjovere, for der kan man komme helt tæt på kostumerne og folkene bag. På scenen præsenterer de sig, og alt sidder som det skal, men udenfor bliver de klargjort, står i deres stativer eller hviler i sig selv, og der kan man så rigtig se og mærke alt tylden, alle pailletterne, for ikke at snakke om de hundredvis af andre materialer, der er blevet brugt for at gøre dem unikke. Dét særlige, der gør det hele umådeligt lækkert og medrivende, er den energi og fantasi der er lagt i dragterne. Man kan sagtens se, at der til de fleste er gået et forarbejde, der har taget tonsvis af tid og energi, hvilket bestemt er inspirerende og facinerende. Frontfigur
Typisk er et af konkurrencekostumerne en tilhørende gruppes flagskib. Men kreativiteten gælder heldigvis ikke blot de relativt få konkurrencekostumer, men sandelig også den enkelte gruppedeltager, der ofte ved nærmere eftersyn har krydret deres dragt med helt personlige detaljer. Pigerne i særdeleshed, lige fra den mindste lille kravlegårdstøs og til den aldrende bredrumpede negermama, er i udstyr der matcher i deres gruppe. Det er forberedt og springer i øjnene. Hver gang en ny farveeksplosion i form af en dansegruppe viser sig i et optoget, tænker man uvilkårligt: det er det flotteste. Men det er i ligeså høj grad kontrasterne der overvælder en. Det er ligesom at se en solnedgang over havet. Hvis man lukker øjnene, eller kigger bagud i mørket, vil man hver gang, man igen vender blikket mod farverne, blive overvældet på ny. Det er en fantastisk dejlig måde at snyde sig selv på. De store kostumebands med i hundredvis af ensklædte deltagere er særligt imponerende. “Barbarossa”, som vandt årets konkurrence er i blå, lilla og turkis med bjælder på anklerne. Med mere end 3000 deltagere i gruppen til at svinge viftekludene er bandlederens organisering af en fælles koordinerede danseopvisning en særdeles krævende opgave. Et band et alså ikke kun musikken på de rullende vogne. Det består også af hele følget, som ofte er en blandet skrabsammen fra alle steder. Enhver kan købe sig en tur til Trinidad, og få et rejsebureau til at arrangere deltagelse i et band til karnevalet. Så indgiver man størrelser og en lille indbetaling, hvorefter kostumet i de rigtige farver ligger færdigsyet og klar til deltageren ved ankomsten. Bandarrangørerne kender så i en vis udstrækning antallet af deltagere på forhånd, og kan organisere placeringer og opstilling lidt før det store kaos opstår. Noget af en udfordring.  7 ud af 10 af de udklædte mennesker i optogene er piger. Mændene vrikker også med bagdelen, men det er mere i baren, i bussen, eller i bagerbutikken. De er engagerede nok, og der er flere mænd end piger i olietøndeorkestrene.

Dans i kjole
Djævle i mudder.
Natten efter kl. 2.00 til j´uvee, er mændene med i stort antal og tilmed de dominerende i begivenhederne. Efter finalen i “mas” søndag aften, går alle folk  lidt rådvilde rundt i et par timer, og venter på at olietøndevognene skal komme rullende, så dansen kan begynde. Jeg er ved at få lidt pip af, at alle de folk bare vader frem og tilbage så tæt, at man næsten skal skubbe for at trække vejret. Man har hele tiden mindst et sæt fremmede hænder i lommerne, men det gør ikke så meget, for vi er på forhånd blevet advaret, så der er ikke andet end det sorte fra de andres negle. Hen imod kl. 3.30 kommer de første grupper med mudder-og malebøtttemænd, som giver alle i nærheden en ordentlig omgang. Mange er klædt ud i sorte dragter med lange haler dinglende efter, og denne første del af det officielle karneval går ud på at få folk til at ligne djævle, og symbolsk bagefter at genne dem ud af byen. Jeg står lidt og gemmer mig bag en lygtepæl, sammen med min kæreste, Hanne; men snart får en af mudderspandeførerne øje på os, og kommer hoppende med et vildt udtryk i øjnene. Han smiler dog, da han står overfor os, og signalerer lidt spørgende om han må smøre os ind. Realistisk set er det totalt umuligt at undgå, og ud fra det faktum, giver vi efter, og føler snart efter den våde ælte løbe fra håret og ned i øjnene. Og derefter den noget klamme fornemmelse oversølet tøj giver. Helt indsmurt med klæbrig rødbrun muddermaske ærgrer jeg mig et øjeblik over at have taget mine lysegrå bomuldsbukser på, men det er hurtigt glemt, da der kommer et rullende band forbi, og vi bare vrikker med i takt til calypsoenrytmerne sammen med alle de andre små fandener. Vi er faktisk temmelig glade for vores mudderven, da vi senere ser malingsefterladenskaberne fra en blå djævlekonvoj. De, der allerede er smurt ind, er nemlig ikke mål for andre djævle, og mudderet er trods alt noget at foretrække for maling.
Noget udmattede, med størknet mudder i skæg og krøller, forlader vi slagpladsen henimod kl. 6.00 om morgenen, og går hjem for at få et lille nap. Hovedindtrykket af denne officielle åbning er, at vi har haft det sjovt, men det blev en noget rodet affære. Folks utålmodige forventninger var med til at skabe nogle nytteløse og masive massevandringer fra sted til sted, noget der overhovedet ikke har præget de foregående dages begivenheder. Og p.g.a. mylderet var det selvfølgelig svært for de organiserede musikbands at bane sig vej frem, så der kunne komme egentlig system i festlighederne. Afviklingen kræver sine ofre.

Drifternes spillerum.
De lokale, eller i hvert fald et utal af dem, går ikke hjem. Mange laver “jump up” i gaderne lige til de segner, og der ligger de så og bobler indtil de med fornyet energi springer op igen nogle timer efter. Det er selvfølgelig hovedsagelig de unge, der udfolder deres uudtømmelige energi, men trods det er det bemærkelsesværdigt, hvor meget det er en fest for alle generationer. Familierne fester og konkurrerer i begivenhedens ekstatiske ånd. Det er åbenlyst, at sex er drivkraften for mange. Sexuelle signaler er festens tydeligste budskab. Men det er sex på en sjov, pæn og anstændig måde, og der er både moralske som givne regler for udfoldelserne. Ingen bare bryster eller løse tissemænd er tilladt. Aviserne er ved at skumme over af  forargelse, imens de viser billeder af nogen som er gået over stregen. Festen skal kun lægge op til noget, men må ikke kamme over. Folk skal pirres men ikke voldtages, og den balance bliver generelt imponerende flot holdt. Anstændigheden råder trods alt, alså anstændighed for så vidt, at man ikke moralsk lader sig genere af ivrige danseres samlejelignende udvekslinger med alt fra lygtepæle og højtalervogne til forhåndenværende forbipasserende bagdele. Under festen er alle dagligdagens normer, i dette i høj grad katolske land, blevet ophævet. Alle pirrer hinanden, og sådan kan de li´ det. Nogen påstår at unge ugifte piger, der uforvarent bliver gravide under karnevalets ukontrollerbare pardannelser, ikke i samme grad skal lide fordømmelse, som andre, der utilsigtet er blevet det under normale omstændigheder. I hvert fald er tolerancetærskelen høj og udfoldelsen fantasifuld. Folk er glade, og det er skønt at se. Og for mig at se, er det  dejligt frimodigt, selv om man godt kan føle sig lidt ydmyg i visse situationer.
Det ærgrer os, at der er så meget, vi ikke forstår. Det gik for alvor op for Hanne og jeg en aften, hvor vi var inde at høre calypso-monarkerne give opvisning i deres fabulerende sangkunst. Vel er engelsk et sprog vi forstår, og vel var det engelsk de sang på, men den lokale dialekt og slang gjorde, at vi fik mest ud af at kigge på familien foran os. Sjældent har verden set en pige more sig så inderligt i så lang tid. Hendes hovede gik fra side til side og op og ned i en så medlevende og vedvarende fryd, at vi inderligt forstod, hvad vi gik glip af. Også denne populære og særprægede den af karnevalet vidner om folkefest med dybe rødder.

Mandag morgen, alså  kl. 14.30 dagen efter j´uvee, er vi godt smadrede, og orker ikke at skulle ind i vrimlen igen. Vi har været til karneval i 10 dage i træk, og selv om det er nu, at krudtet skal fyres af, så er det som om, flere af os er noget pumpede. En stille dag med rolige øl er nødvendig som opladning til en sidste kraftmobilisering.

Calypsofloden.
Men om tirsdagen, 2. dagen, er vi på banen igen. En del er klædt ud, og skal med i optoget, mens andre af os hellere vil agere tilskuere og fotografere de spektakulære grupper. Her midt på formiddagen er det rimeligt sikker at tage kamera med ind til byen, og det er næsten nødvendigt at få taget nogle billeder af det imponerende optog. Vi hører ellers om en del tyveri, som specielt om natten får flyttet en god portion dollars over i de trængendes lommer. Man skal jo ikke tro, at alle problemerne med fattigdom og arbejdsløshed forsvinder bare fordi der er fest; selv om man i den medrivende stemnings beruselse nemt kan glemme det. Mylderet er næsten umuligt at finde ud af, for der er faktisk optog i alle gader i den indre by. Port of Spains gader er blevet til levende floder af calypsodansere i alle verdens tænkelige farver. Man bliver totalt ombruset af stemning og vrimmel. Det er flot, storslået og virkelighedsforførende.
Nu kommer der en lille gruppe farvestrålende børn forbi i Hawai-skjorter og røde glinsende bukser. Børnene som ofte danner grupper for sig selv, er mindst ligeså sjove at se som de voksne. I karnevalets optaktsface havde de et særskilt kæmpeoptog med grupper af afrikanske zuluer, arabiske sheike og nordamerikanske indianere. Også blandt børnene blev det bedste kostume kåret - en havfrue med alt fra viftekoraller og søstjerner til englefisk og 8 armede blæksprutter. Børnene kan lide postyret, det kan man se. De gumler alle sammen på noget slik eller sutter sodavandsis. De føler sig mærkværdig vis trygge i masserne, og som om det er en del af deres opdragelsesmæssige lod efterligner de blot de voksne. Der er således også altid nogle voksne i nærheden. Børnene her  danser til en af de aller populæreste calypsomelodier “Dollar”. Børnene elsker teksten og bevægelserne til den:

Cent - hoften til venstre
Five cents - hoften til højre,
Ten cents - rumpen bagud,
Dollar - hoften fremad så skørterne blafrer.

Om og om igen. Og for de små er det bare skægt; når sangeren til sidst synger “Dollar, dollar, dollar, dollar......” For dem, der er 3, 4 eller 6 år, har de sexuelle signaler nok ikke den store betydning, for dem gælder det om, at kunne følge tekst og musik, og sangen er så simpel, at det kan de sagtens. Samtidig er det med til at udvikle de hofteskredsrotationer, vi andre betragter som overmenneskelige. Rytme og krop hører sammen; det lærer de små fra starten.

Stilhedens velsignelse.
Grupperne passerer forbi time efter time. Der tilsyneladende ingen ende på optog og deltagere. Ingen lader sig mærke med, at de er kommet til vejs ende og ingen kan tilsyneladende få nok. Det er en nådig stilhed og fred, der når os nogle gader få gader væk fra optogene i byens udkant, da vi udslukte slentrer hjemad. Festen varer nogle timer endnu inden de sidste olietønder er blevet banket, inden de sidste hofter er blevet krøllet og inden den sidste ølflaske er blevet tømt. Men for os er det ovre nu. Vi er dødtrætte af at være til karneval 12 dage i træk med kun få pauser. Det skal vare et godt stykke tid igen, inden det næste skal udfordres. Vi må ha´ hverdag igen!
Det gælder i allerhøjeste grad også for den lille caribiske tropeø. Når festen er forbi, og kun skidtet ligger tilbage i gaderne vender folk tilbage til deres jævne lidt kedelige og ofte fattige dagligdag. Men for de ivrigste, og de der har råd, kan forberedelserne til næste års begivenhed så begynde. For dem er det ene kun lige slut før det næste begynder. Forberedelserne er lange og grundige, og erfaringerne fra år til år skal der naturligvis bygges videre på. For dem er karneval en del af tilværelsen - en vigtig del. Festen er en del af landets kulturelle arv. Og så kan alle andre godt begynde at glæde sig. I ro og mag!

Blomst



 Skrevet af Karsten Østergaard