Østens Daltonbrødre.
- Røverbanden på ambassaderuten i Indonesiens hovedstad.

Det er tirsdag morgen i Jakarta, og vi bestemmer os til at aflægge et besøg på den danske ambassade. Som rygsækturist på ubetrådt sti har man ofte en forhåbning om en Ambassadeskjoldhjælpende hånd eller måske et par gode råd fra stedkendte landsmænd. På gesandt- skabernes dørtrin, hvor fædrelandets skjold, med blå løver omkranset af røde hjerter, hænger, opstår uvægerligt også en følelse af genkendelse og nostalgi. De fleste, der har været hjemmefra i længere tid, har oplevet længsel imod deres moderlige ophav. Usle, ubetydelige hændelser hvori nationalismen kan få afløb, og derved finde et udholdeligt leje kan eksempelvis være småindtryk som: en kølig Carlsberg i en drømmevenlig blomsterfyldt gårdhave, en times tid i snak med en lokaltboende dansk udvekslingsstudent, et glimt af et billede med en frisk udsprunget bøgeskov, at få lov til at læse om 11 nyudklækkede ællinger i Vilvorde i en dansk avis eller måske at få en påmindelse af kongefamilien i festtøj på en dansk ambassade. Ens kritiske sans bliver på en måde skærpet udenfor de danske grænser, ligesom omvendt også det patriotiske sindelag bliver stærkere, og dermed er man fanget i en indre konflikt, der må have lov at rase. På ambassaderne kan man af og til hente lidt praktiske informationer, samtidig med at det nationale jeg kan få lov at blomstre, men desværre er der ofte skuffende beskeden hjælp at hente. Ambassadefunktionen er udpræget møntet på at varetage diplomatiske og erhvervsrettede opgaver, for vi kommer ofte til at gå igen uden egentligt udbytte. Men man har vel lov at håbe.
Jeg husker på en ambassade i Kuala Lumpur, hvor vi søgte råd om malariasituationen i Malaysia efter en masse modstridende oplysninger andre steder fra. Medarbejderen i lugen sagde, at hun egentlig ikke var klar over, hvorvidt det var nødvendigt at tage profylakse, men hun kunne spørge. Derpå vendte hun sig rundt til de 3-4 andre medarbejdere ved skrivebordene i kontoret og spurgte:
-“Er der nogen af jer der spiser malariapiller?” Nej, det var der ikke.
-”Det er ikke nødvendigt” lød beskeden derpå til mig, og tak for det råd, når alle andre kyndige havde forsikret at det vár nødvendigt udenfor byen, men tvivlen gik på, om der var resistens overfor særlige profylaktiske præparater.
Også fra det danske gesandtskab i Managua, Nicaragua måtte vi gå med en fejlagtig besked fra konsulens medarbejder om, at visum for indrejse i El Salvador formentlig var unødvendigt. Det viste senere til stor ærgrelse at visum til det land netop var nødvendigt, og vi blev således afvist ved grænsen. 

Alligevel er Kirsten fra Snevre og jeg efter 8 måneder på tur atter på vej ud mod en ambassade, her efter morgenmad og lidt fælles brok over indoneserne og deres indædte anstrengelser for ved enhver lejlighed at bøffe os for ekstra penge. Det virker som om turistsnyderi har generel accept her, så den daglige kamp for at købe ting til den rigtige pris, har drænet os for kræfter. Selv Kirsten, der ellers på helt overbevisende måde er brudt ud af et grundfæstet indre missionsk miljø hjemme i det nordjyske, er tæt på at længes hjem, og glæder sig til at vi skal forlade landet om et par dage. Vi føler nok ikke helt at være blevet behandlet fair, og derfor er vi pumpet for energi og tålmodighed i den daglige stritten imod.
Efter en god times gang fra hotellet, når vi således til stedet, hvor ambassaden lå. Nu, er der kun et almindeligt beboelseshus at se og ingen røde hjerter eller løver. En eller anden siger noget og vifter med en arm i retningen vi kom fra. Pokkers! Ambassaden er flyttet, selv om vi fik adressen på en turist information i går, og vi må traske hele vejen tilbage til en anden turistinformation, der muligvis kan give os et bedre sted at prøve. 

Et nyt forsøg i en anden retning
Jakarta er jo selvsagt ikke det sted i verden, man ønske at gå flest ture forgæves, for luftfugtigheden, varmen og bilosen får hurtigt ens tunge til at føles som en beskidt sveske, der burde spyttes ud. Men vi når dog tilbage til det nye informationskontor, hvor vi træder ind i et herligt kølende airkonditioneret lokale med bløde møbler til at slænge sig udmattet ned i. Vi får først en slapper og derpå en ny adresse at stile efter, og finder samtidig ud af at der går en bus lige til ambassadens dør. Så snupper vi et par ekstra mundfulde kølig luft, og går derpå ud og venter ved et stoppested på en bus med det rigtige nummer - P11.
MenneskemængdeDer står en del folk og venter, og nogle springer på andre busser, der ankommer før vores. Da P11 kommer, holder den et stykke fra selve stoppestedet, så Kirsten og jeg skynder os henimod den, idet man skal være på tæerne nogen gange, for at de ikke klapper døren i for næsen af én. Der kommer 2-3 unge fyre springende og de når med nogen masen døren før os, men vi er vant til masen ved påstigning af transportmidler, og kan give og tage som enhver indfødt. Da vi kommer ind er bussen faktisk så fuld at, at de sidste efter os skal kæmpe noget for at komme med. Jeg står lidt nede ad gangen og må bøje mig forover for ikke at banke hovedet i loftet, når vi kører. Kirsten får sig stillet bedre; nemlig lige op ad ruden bag chaufføren, med ryggen mod den metalbøjle der beskytter ham imod trængselen. Bussens standard er ellers noget bedre end normalt, og den ser temmelig ny ud. BuspassagerDer er 2 og 3 sæder i siderne  mod normalt 2 og 2, og alle passagererne er “pæne” mennesker i kjoler, jakkesæt eller skjorter med slips, og med små attachetasker eller mapper under armen. Det er tydeligt, at både bus og folk skal ud til det mondæne ambassadekvarter, tænker jeg, for den slags kvarterer er der altid noget eksklusivt over. Det eneste der ikke rigtigt passer er stilen i trængselen, men hva´ det er vel Indonesien.
Først én og kort efter et par stykker mere maser sig forbi mig nedad gangen med et undskyld, men med en ret hensynsløs påtrængen, der er tæt på at gøre mig arrig. Der er simpelthen ikke plads, og det er hele tiden mig der må flytte mig til et nyt sted, hvilket virker drønirriterende i den noget stressende sammenhæng. Møveriet betyder at jeg bliver trykket helt op i nærheden af Kirsten, hvor jeg dog stadig så godt som muligt forsøger at holde øje med gadenavnene for at finde, hvor vi skal af, samtidig med at jeg opmærksomt våger på om nogen i trængselen piller ved tasken ved kameraet ved min fod. En fyr ved siden af begynder at spørge om alt muligt, og selv om jeg ikke gider svare på de dumme spørgsmål, de samme om hvor jeg kommer fra, hvor længe jeg har været her, hvad jeg synes om landet osv., som jeg har svaret på til bevidstløshed igen og igen, for at folk kan få øvet deres engelsk, ja så svarer jeg pligtskyldigt igen, for man er vel høflig. Manden har vel krav på at få et rimeligt svar på en venlig og interesseret tiltale. Det må være en af de største forpligtelser, man har som gæst i et fremmed land. At opføre sig værdigt og svare tålmodigt på tiltale er da en gestus enhver bør kunne yde i tredje verdens lande, hvor folk p.g.a. deres ringe økonomiske vilkår må leve i drømmen om besøgendes frie, udfordrende tilværelse. Som turist i disse lande bliver man betragtet, vurderet, beundret og misundt i en målestok, de færreste overhovedet tænker på, hvilket absolut forpligter, når man er ude efter levende fortællinger i en sammenhæng, hvor præmisserne ikke udelukkende er ens egne. Og den forpligtelse gælder også her i bussen, når man selv er udpumpet. Som regel begrænser indonesernes engelsk sig til 8 - 10 spørgsmål, og jeg har i flere tilfælde oplevet at fyrene hurtigt har fået etableret en lille spontan kø, således at de 3 - 4 næste i rækken pænt venter på, at den i tur bliver færdig. Og uagtet at de selvfølgelig allerede har hørt alle svarene op til flere gange, stiller de troligt de samme spørgsmål igen, når det bliver deres tur. I disse tilfælde kan jeg ikke finde ud af om det er spørgsmålene, svarene eller bare det at være sammen med turisten, der er det vigtigste. Men det er sikkert en god blanding, og vel egentlig en smule respektløst overfor ofret. 

Et rask snit i pungen.
Også her i bussen er der en ny, der starter med at stille spørgsmål til mig, og han bytter ligesom plads med den foregående på trods af at det burde være umuligt i trængselen. En lille mand med en sort mappe står med front imod mig og stirrer op i mit ansigt, men han er en pjevs, der kun går mig til skulderen, så jeg kigger blot henover hovedet på ham, samtidig med at jeg sammenligner adressen skrevet i min hånd med vejskiltene, vi passerer. Pjevsens mappe glider en smule op ad brystet på mig imellem os, og jeg skubber den lidt væk, idet vi står så tæt at jeg kan mærke ham imod min mave, når bussens bevægelser får folk bragt ud af balance. Min nye påtrænger får nogle temmeligt kølige og kortfattede svar, for jeg finder det ærlig talt noget taktløst, som han prikker mig på skuldrene for at få min opmærksomhed. Her, hvor jeg har nok at gøre med at stå som sild i en tønde, at holde balancen samt at se efter vejskilte i den altfor lave bus, er hans tåbelige spørgsmål ikke lige det, jeg værdsætter mest. Pjevsens mappe glider op igen, og jeg bliver mistænksom, for det er ikke helt logisk, hvorfor den glider praktisk taget op under hans hage, og hvordan han faktisk holder den sådan. Jeg skubber lidt til mappen igen, for jeg vil ikke risikere, at manden piller ved min pung, som sidder på maven indenfor bukserne under min ærmeløse T-shirt. Men i det samme bliver jeg trådt hårdt over foden af en mand skråt bagude, som tilsyneladende mister balancen og siger undskyld. Jeg kigger - nok lidt bebrejdende - fra ham og over på den lille igen, og nu mærker jeg klart noget på maven. En hård hæl mere på de bare sandaltæer efterfulgt af et “undskyld”, får mig til at hoppe.
-“Så hold dog op” hvæser jeg rasende over fjolsets manglende påpasselighed, og i det samme mærker jeg nogen rode ved min pung  indenfor cowboybukserne. Jeg skubber brutalt mappen væk og kigger ned. En hånd bliver trukket væk i det samme, og den holder om noget. Jeg hiver min løsthængende T-shirt op og ser nu til min rædsel en lang gabende revne, skåret tværs over min håndsyede lærredspung, der kun lige stikker over buksekanten.
 -“De har skåret min pung op” råber jeg desperat til Kirsten, samtidig med at jeg kigger op og griber efter en fyr, som er på vej ud af bussen. Han kigger spørgende tilbage, og i løbet af nogle millisekunder, sker der flere ting, som er umulige at overskue. To fyre træder hurtigt ind foran mig, et kort glimt af en der løber bort fra bussen, og folk bagfra, der maser for at komme ud. Jeg er sikker på at de har taget noget fra mig, men forvirringen over alle de ens klædte mænd efterlader mig fuldstændig rådvild, så jeg slipper taget i ham jeg har fat i og forsøger i stedet at mase mig ud. Men i det samme starter bussen og chaufføren smækker døren i. Rystet og helt ude af stand til at vurdere, hvad der er sket, befaler jeg Kirsten, at vi skal ud ved næste stoppested. 

Afmagt og analyse.
Da vi udenfor får set lidt nærmere på min pungs 15 cm lange operationssnit, viser det sig, at de fandens mappebærende skiderikker har stjålet alle mine kontante dollarsedler - omkring 400 US. De har samtidig skåret sig igennem alle mine rejsechecks, og det er tydeligt, at pungen har været udsat for et uhyre skarpt instrument, som ligeså godt kunne have åbnet maven på vid gab, hvis ikke det  ½ cm. lag af rejsechecks havde været imellem. Med en god blanding af raseri og rædsel sætter vi os til at analysere episoden. Kirsten har intet unormalt observeret udover tumulterne ved busstoppestedet, men det er klart at 8 - 10 stykker har været involveret, måske endda flere, og selv buschaufføren, der sikkert har fulgt hele sceneriet i bakspejlet, har uden tvivl været impliceret.
-“Jeg skulle have smadret ham, der trådte mig over fødderne, en i synet” sukker jeg desillusioneret, da vi sidder på en stenopsætnig og funderer. Alt det gode ved denne dag er pludselig afløst af bitterhed og modløs stemning.
-“Det var godt du ikke gjorde noget” svarer Kirsten bestemt, “de kunne jo have stukket dig ned.” Og dermed tænker vi på alle de ting, der var medvirkende til at operationen lykkedes. Det fulde forløb bliver efterhånden tydeligt for os, ved at vi stykker alle hændelserne sammen, lige fra vi stod på bussen. De første stykker, der med nød og næppe nåede at mase sig ind i bussen før os skulle “sætte proppen i” på gangen, så de sidste 6 - 8 fyre, blandet med hvad der ellers måtte være af udenforstående folk, kunne sørge for at vi blev stuvet sammen som svin til slagteriet. Dernæst har nogle stykker mast mig helt op til udgangen i en position, hvor den, der snuppede byttet, let kunne komme ud. Da var det så bare at gå i gang med distraktion og chikane for at bane vejen for Daltonbrødrenetyveriet. Den ubetydelige pjevs, som jeg længe stod overfor, var helt sikkert med, og han kan muligvis være den, der både har skåret og listet pengene ud, men det er nok mere sandsynligt, at opgaverne har været fordelt på flere af bandens medlemmer. Til sidst sørgede buschaufføren bare for at lukke af, så manden med pengene frit kunne stikke afsted. Nej hvor nederdrægtigt. Det er som at have været ude for et overfald - uden vold, en psykisk nedværdigelse. Jeg føler mig voldtaget og udsat for et komplot. Hvis jeg havde sløset eller havde begået dumheder, havde jeg haft noget at hænge hændelsen op på og dermed en slags håb. Men jeg har min pung i bukserne inde på maven med et bælte omkring, og kan dårligt beskytte rejsemidlerne bedre på nogen måde.
-“Vi var chanceløse og dømt til at tabe, fra det øjeblik de spottede mig som offer” siger jeg retfærdighedssøgende til Kirsten, trods alt imponeret over røverbandens taktiske og tekniske snilde. Der var bare ingen Lucky Luke da Daltonbrødrene slog til. 

Tilfældigt er vi kommet af helt tæt på ambassaden, så vi begynder langsomt at bevæge os op imod den, uden nogen større entusiasme eller gnist. Oppe i det lille sparsomme ambassadeværelse møder vi ingen personer, der kan give lidt trøst, og efter et par hurtige aviser plus lidt mere analyse af hændelsen, dasker vi slukørede ned af de fine trapper igen. Dagen er smadret og ligeså er moralen. Der er dømt lav sol over Århus, og det er bare dejligt at vide, at tabet ikke får nogen ødelæggende konsekvenser for vores videre rejse, selv om det var mange penge.
Vi må bare modvilligt erkende at dagens bustur blev den dyreste nogensinde - og tager ikke bus hjemad.


Skrevet af Karsten Østergaard.