ScarfaceBORNEO - Fantasi og virkelighed.
- Hos hovedjægernes sønner i Kalimantan.

Skræmmende, ukendt og farlig som Elefantmanden. Børnene fniser, peger og hvisker. Men når jeg kigger direkte på dem, løber de spidsrod. Så hurtigt som muligt om bag hinanden eller en gruppe palmer eller noget andet. Bare noget der skjuler lidt, så de kan få mig til at kigge et andet sted hen, og dermed give dem selv fred til igen at liste frem og glo. Det er nogle MØG-beskidte unger, der, hvis de overhovedet har noget på, er klædt i lasede klude, der kan få maskerne i ethvert fiskenet til at virke små. Nogle har lidt “mave”, men ellers ser de friske ud. Glade dybsorte øjne, runde kuglehoveder med ligeså sort hår, og en hærdet, mørklødet krop, der, selv for de mindste, ser ud til at have været udsat for noget en sagsbehandler burde tage sig af. De står der hele vejen langs flodbredden - også de voksne. Ligeså nysgerrige som ungerne og næsten ligeså sky. Tager jeg mit kamera frem for at fange momentets magi, er det som at smide en mus i en strikkeklub. Der går en øjeblikkelig panikagtig bølge igennem flokken, og jeg ser børnene piske afsted i alle retninger for at finde skjul og sikkerhed. Ikke bare vil de ikke kunne ses. Det er som om, de skal gardere sig imod at blive ramt, og alligevel kommer de næsten med det samme listende tilbage, ligesom soldater, der sniger sig fremad ved at søge ly bag hver en busk og hvert et træ. De voksne reagerer med mindre desperation, men de reagerer dog næsten altid. Selv om de sjældent løber, vender de sig eller går. De modigste nøjes med at tage hatten eller en hånd hen foran ansigtet, og bliver så ellers stående for at kigge selv. Også hos dem er usikkerheden blandet med nysgerrighed - en ganske svær cocktail at håndtere. Jeg er selv på usikker grund, drevet af nysgerrig trang til at finde originalitet, og efterhånden føler jeg mig som en Elefantmand, altid overvåget og i besiddelse af en skræmmeeffekt, der får folk til at te sig som murmeldyr på en afrikansk savanne: glo, glo, glo - piivnnn! Kameraet holder jeg hurtigt op med at bruge. 

På flodbåd ind mod midten.
Jeg sejler i en to-etagers flodbåd op ad øens næstlængste flod, Mahakam, og det er fra båden, jeg kan iagttage børn og voksne inde på bredden. Stedet er Kalimantan - den indonesiske del af Borneo. Flygtningene er folk fra Dayak-stammerne, Borneos indfødte og oprindelige beboere, malayer som det meste af det øvrige Indonesien, men blot kommet længe før den almindelige bosætning. Dayakerne var engang, for ganske få år siden ganske vist, hovedjægere, hvilket betyder at de fandt på at halshugge fremmede, og sætte hovedet op ved deres hytte, for at den dødes ånd kunne beskytte stammen imod onde lokalt huserende ånder. Denne praksis finder næppe sted mere, såvidt jeg har kunnet finde ud af, selv om visse skrivelser siger, at det forekommer en gang ca. hvert 5. år. Folk i de civiliserede dele af landet  stoler ikke på de mystiske jungleboere og deres sære skikke, og det er kun få år siden, at regeringen åbnede øen for turister, idet det tidligere blev anset for alt for farligt at rejse ind blandt orang utan´erne - skovmenneskene. På Java og Bali er den opfattelse stadig rimelig udbredt, men uholdbare rygter spredes hurtigt, afstandene er store og generelt er informationen tvivlsom. Mytedannelse og manglende viden er så udbredt, at jeg anser det for at være veloverdreven angst. 

Et middelalderligt træskib .
Jeg har lige fra barndommen haft en særlig kriblen i kroppen, når jeg hørte eller  læste beretninger, eller så film om Borneo. Junglens forbilledlige skønhed, det eksotiske plante-og dyreliv krydret med underlige stammers isolerede liv kunne få en kildrende fornemmelse til at fare op og ned ad rygsøjlen på en eventyrlysten barnekrop. Mit indre billede af dette afsidesliggende, tropiske vildnis var fyldt med en vidunderlig spænding; en mixet blanding mellem realitet og fantasi. Og billedet er stort set blevet hængende lige til i dag og måske ekstra krydret af en gang ubegrundet romantik. Forventningerne blev kun styrket af en usædvanlig rejse fra øen Sulawesi og hertil:
................ 

“På gaden i Pare Pare på Sulawesi falder det mig ind at den foregående aftens to tilbud om erotisk samvær, et fra hvert køn, bare skyldes at udenlandske gæster her er en sjældenhed. Jeg går ned mod båden til Samarinda på Borneos østkyst , indstillet på at nu  bliver rejselivet spændende. Der er store øjeblikke på vej. Også i rejselivet er intensiteten ind imellem særlig tæt, og fornemmelsen er, at et af den slags momenter er i vente.
Da jeg ser skuden, er det første der slår mig: Det skib ligner Vasa-skibet i Stockholm, som lå på bunden af Stockholms havn i flere hundrede år, efter at være sunket få meter ude på sin jomfrurejse. Men dette her skib ser i modsætning til Vasa-skibet, om ikke udtjent, så dog temmelig slidt ud, og dermed er det nok mere sødygtigt end det svenske krigsskib. Og i øvrigt kun i halv størrelse. Skibet er af træ fra ende til anden. Kun skorstenen ligner noget metal i en rødbrun farve.
Jeg går op ad to stejle sammentømrede planker for at borde skibet, og træder direkte ned i en varm kolort kamufleret af noget halm. Først nu ser jeg, at skibets indre er inddelt i store båse med kvæg, som ser ud til allerede at have stået der længe, for de ælter rundt i et dybt lag af lort og halm. Varmen er intens og stanken ubeskrivelig. Langs rælingen fylder svedige beskidte arbejdere op med kasser og sække, ligesom der indrettes en slags bås til en hel lastbilfuld røde kyllinger, som nogle mænd allerede er begyndt at slæbe op ad planken i benene. To eller tre sæt baskende vinger i hver hånd og en nakkeisnende larm af dyr i dødsangst.
Jeg kigger mig om efter andre passagerer, og er nok lidt i tvivl om, at dette er det rigtige skib, jeg er kommet ombord på. Et sted er der et hul i bjælkeloftet på størrelse med en udslået avis, hvor en skæv stige fører op. Jeg møver mig op gennem hullet, og får en mand til at stikke mig rygsækken. Dette er helt klart passagerdækket, for der sidder nogle folk rundt langs rælingen og fniser, da jeg stiger op af hullet. Det er nærmest en lang korridor på et par meter i bredden, som buer rundt i skibets stævn. I midten er der nogle bittesmå kahytsdøre ind til noget der ligner sovekabiner. Jeg ser mig beklemt om efter andre turister. Ingen! - og alle glor på den fremmede Mister. Omkring 15 mennesker befinder sig siddeende eller stående fra hullet og hen hvor gangen runder.
Jeg sætter mig lidt på en bænk med rygsækken helt tæt, for at få overblik over mulighederne. Jeg drypper af nervøs sved, idet varmen i situationen, hvor min blotte tilstedeværelse har forårsaget nærmest ekstremistisk opmærksomhed, forekommer at skabe overtryk i mit hoved. Der kommer nogle stykker flere op gennem hullet uden bagage, bare for at kigge, og snart er antallet af mennesker fordoblet. Jeg finder mig en plads ved rælingen, for passagererne breder sig grådigt med tæpper og måtter, så der er allerede kun en lille smal streg tilbage, hvor jeg skønner, at liggeunderlaget kan klemmes ind. Her sætter jeg mig, sveder tran og føler mig i det hele taget ikke særligt godt tilpas ved tanken om, at dette skal være mit hjem de næste 2 ½ dage. Der kommer nogle unge fyre over og snakker til mig, mens alle andre snakker om mig. Fyrene kan lidt engelsk og jeg lidt bahasa indonesia, så en smule kan vi snakke sammen. Det er dog hurtigt slut og nye kommer til for at stille de samme spørgsmål. Det vigtigste spørgsmål er, hvor jeg skal hen, selv om det burde være ret indlysende, og de selvfølgelig kender svaret i forvejen. Kun denne båd afgår herfra, og den sejler til Samarinda to gange ugentligt. Alle ved det. Endnu er det kun nysgerrige fra havnen, som trænger sig på. Passagererne lader tålmodigt de andre komme til først, for de kan jo godt se, at de selv har tid nok senere. Allesammen spørger, hvor meget billetten har kostet - berapa harga?, og der er noget ubehageligt ved, at de vil more sig over den overpris de tydeligvis forventer, jeg har betalt. Det har taget mig 1 ½ dag at få billetten til prisén på 20.000 rupees (82 kr.) og ikke med 5.000 rupees i overpris. Jeg var stædig og alligevel kun heldig, og skuffelsen i fyrenes ansigter er ganske tydelig. Jeg føler en slags hån i  opmærksomhedens væsen, men véd at jeg kun er i lære. En ukendt på fremmed grund, der må give sig tid til at kende og forstå.
En dyb gennemtrængende sirene lyder flere gange efter hinanden, og det betyder, at vi skal afsted. De unge fyre forsvinder igennem hullet ned af den stejle trappe en efter en. Det er blevet mørkt og lidt køligere, og lysene fra byen blinker smukt i vandet, idet vi glider ud fra havnen. Endelig er vi på vej! 

Med kurs mod eventyrernes ø.
Passagererne tager nu over, hvor de andre slap. De sidder rundt om med beundrende, nysgerrige og uforstående blikke. Et par unge knægte i teenage-alderen sidder på hver sin side af mig og føler på mine ører, hiver i de små hvide hår på mine arme og ælter mine muskler. De behandler mig som en europæer kun ville gøre med en grøn, ukendt skabning fra det ydre rum. De undrer sig. Dels fordi jeg er større end dem, jeg er hvid, og jeg repræsenterer en fjern tilværelse, som de betragter med ærefrygt og beundring. Det er som en eventyrskikkelse dumpet ned i virkeligheden. Mit liggeunderlag er noget af det, der forbavser dem mest, hvor alle ellers sover på nogle flettede græsmåtter. Selv den gamle mand til højre afbrød sin hoste et øjeblik, da jeg rullede underlaget ud. Siden fik jeg en anerkendende gestus og ikke så få nik, da han havde gennemskuet skummadrassens formål. Desværre var hostepausen ved at flå hans lunger fra hinanden bagefter. Virkeligheden her er deres virkelighed, og jeg må tillade dem at stille nysgerrigheden, selv om jeg føler mig ydmyget. Netop nu savner jeg en ven mere end nogen sinde - og vist også lidt respekt.
Jeg har taget mad med til turen, men opdager snart at mad er inkluderet i billetprisen. Køkkenet er nede på kreaturdækket i skibets agterende, i øvrigt sammen med toilet og vaskerum. Der er sat brædder op hele vejen på tværs af dækket, undtagen ved døren, hvor en 30 cm. høj kant skal forhindre grise og høns i at løbe ind. Inde i køkkenet er der et bord langs med bræddevægen, og endnu et midt i rummet. Henne bag en bærende træsøjle er der en lille lav trækasse med et hul ned til vandet. Det er toilettet. Der skal man sidde og forrette sin nødtørft, mens køkkenpersonalet går rundt omkring én lige udenfor og tilbereder mad. Der er allerbagerst et vindue, hvorfra man kan se bådens kølvand. Ved vinduet står en plasticspand med et knudret reb, som er til bad. Pøsen skal kastes ud af vinduet og så kan man trække en gang mærkeligt gulligt saltvand op til en skyller. Det er svært at holde balancen på de helt utroligt fedtede dørkplanker. Det forekommer mig at køkken, bad og toilet i samme rum da heller ikke ligefrem at rutte med faciliteterne, men det er klart, at skibet mere er indrettet til transport af naturalier end af mennesker.
Stanken er infam. Især ammoniakdunsten fra kolorten samt hørmen fra køkken-lokumafdelingen siver i en evig kloakagtig fims op gennem hullet til os på passagerdækket.. Men værst, og det der får mig til at føle virkeligt ubehag er min højre sovekammerats lange slimede snotguirlander, som snart hænger i lange buer på rælingen lige bag mig. Rælingen er også af træ, og på de kraftige tværbjælker hænger den gamle mands mangfoldige mønstre af slim og snot. Han sidder tæt ved min side og hoster konstant lungesegment op, som han sender direkte ind i rælingen bag os. Trævæggen er gjort til en forkølelsesgrøn dryphule, og jeg tænker på at skælde ham ud, for flere af de tykke, seje langharkere svajer faretruende hen over min bagage. Men det får jeg mig ikke taget sammen til, og forsøger i stedet at rykke tingene tættere sammen og lidt væk fra rælingen. Men til sidst opgiver jeg dette , da der simpelthen ikke er plads, og finder i stedet nogle pastiller frem, som den gamle får, som et forsøg på at lindre hans hoste. Han smiler venligt, men forstår i øvrigt ikke hentydningen til at stoppe svineriet.
Passagererne kigger, når jeg lægger mig til at sove, og de kigger igen, når jeg vågner. Straks er der tre, der sætter sig for at se, være sammen, undersøge, snakke m.m. Nogen er dødirriterende og nærmest enfoldige, men nogen er såmænd søde og helt behagelige at være lidt sammen med. På en måde er det uforeneligt med disse menneskers opfattelse af en turist, at jeg sidder her med roti (brød), peanutbutter og et par bløde bananer. Spørgsmålene træder utilsløret frem i deres ansigter. “Hvorfor sidder den rige mand og gumler tørt brød lige som os selv, og hvorfor er han også klædt i ligeså slidte klæder???” Jeg kan mærke at de tænker med forundring: ”Det er da ikke et liv for en Mister.”
Jeg gør netop sådan, for at mindske afstanden. For at komme nærmere på folk. Og måske mest for at skabe en slags respekt omkring mig selv som turist. I virkeligheden føler jeg mig nok mest som et asocialt dumt svin, når jeg i denne sammenhæng kommer fra en anden verden som observatør. Med penge og muligheder, som ligger fjernt fra virkeligheden her. At rejse; i stedet for at afhjælpe menneskers nød, er et dilemma, der maler turistens venlige ansigt slemt egoistfarvet, og samvittigheden formørkes igennem dette misforhold. DERFOR prøver jeg at skjule mit ansigt, mit sande tilhørsforhold. Jeg vil være usynlig, eller være som dem, og forsøge at eliminere afstanden. Selv om de ikke kan skelne forskel på turister, kan jeg godt fornemme, at de på en måde opfatter mig som tilnærmelig. Jeg vil samtidig gøre afstand til forskel og opnå accept igennem åbenhed og et venligt ansigt. Det virker nok, men opnår jeg respekt ved denne facon? Jeg er i tvivl, men der er ingen anden måde. Sure tæer bliver aldrig rene af at komme i friske sokker, og i visse sammenhænge afslører turismens løgn automatisk sig selv. 

Indsejlingen til Samarinda er en lang, smal rende, det varer 2-3 timer at komme igennem. Jeg har sat mig helt op på taget af båden, for at være alene, og for at kunne koncentrere mig om en drengedrøms opfyldelse: at se med egne måbende øjne, Borneo -eventyrernes ø, dukke op. Det giver en tonus i kroppen, som er ganske særlig. De længe oparbejdede forventninger, skal snart stå deres prøve, og efter dagene med ryggen mod rælingen på den gamle knirkende træskude, fulgt af intens opmærksomhed dagen lang, er jeg glad for at anløbe Borneos kyst. Måske kan dér blive lidt spillerum?”

Tr
En jungleby med stenbro.
I Samarinda fik jeg dog noget af en skuffelse. Det var ikke den jungleby med vilde dyr rundt omkring i trækronerne, jeg havde set for mig. Men en beskidt og fortravlet industriby med en temmeligt højtråbende og endog hånende attitude. Konstante underlivsfixserede udfordringer mødte mig. Mest fra mænd men også fra kvinder ude efter penge. På flodbåden i mundingen af Mahakam f.eks., tænkte den unge fyr end ikke på at besvare mit uskyldige spørgsmål om bådens sejlplan. Han lynede simpelt hen mine bukser ned og begyndte at løsne knappen, imens hans tunge spillede som en slanges. Og på vej fra båden et stykke henne ad molen, signalerede en anden arbejder i en robåd nede på vandet ivrige onanibevægelser på sin åre. Billedet af dette miljø blev således hurtigt trukket op. Indonesiens økonomi er for en stor del baseret på indtægter fra tømmer- og olieindustri fra Kalimantan, så en masse vestlige firmaer har veletablerede baser langs kysten. Samarinda er således et af de vigtigste samlingspunkter, og samtidig en vigtig udskibningshavn. Jeg blev derfor anset for at være en “business-mister”, idet øen på grund af de indfødtes lidt ugæstfrie rygte, ikke har nogen turisme. Stort set kommer kun forretningsfolk, missionærer og videnskabsmænd udefra. En arbejdsstyrke udstationeret på et fjernt og fremmed sted udvikler let simple og primitive samlivsformer. Samtidig er der muligvis en reaktion på en enorm tvangsdeportation af folk til Kalimantan, som, fra den indonesiske regerings side, har været et forsøg på at løse overbefolkningsproblemet på Java. Resultatet er prostitution, druk og kriminalitet blandet med en ubehagelig men ganske forståelig hån mod Misterne og deres rige liv. Det gik pludselig op for mig, at hvor langt Borneo end synes fra min verden, var det allerede opdaget og for længst forandret. Mine drømme og fantasier stod overhovedet ikke mål med realiteterne. Derfor forlod jeg hurtigt kysten og den utiltalende atmosfære for at søge fred og ro i regnskoven. De spændende samfund af ældgamle stammefolk, som jeg egentlig var kommet for at opsøge, ville forhåbentlig vise sig mere intakte.
..............

Stammefolk med lange ører.
Her i båden på vej op ad floden får jeg det bedre og bedre des længere vi kommer op - på trods af at ungerne flygter og de voksne er sky. “Selamat Datang” - Velkommen!, siger skiltene langs floden, når vi kommer til de lidt større byer. Byerne ligger næsten altid langs floden, for den er livsåren og kontakten med omverdenen. Velkomsten ledsages konsekvent af mennesker i hobetal, som kommer for at se, hvad båden bringer i denne uge. Psykisk er jeg på flodbåden i en anden situation, fordi jeg fornemmer at folk et eller andet sted er anderledes; de fleste er efterhånden indfødte. LangbådNok føler jeg mig som en “Elefantmand”, når de reagerer, men jeg fornemmer også den menneskelige respekt, som længe har manglet. Når folk på båden, eller andre der midlertidigt kommer ombord, mens vi lægger til ved en af de utallige bopladser langs bredden, har set og undret sig et stykke tid, giver de sig til noget andet. Deres nysgerrighed har dermed en naturlig grænse, som gør situationen meget behagelig. Jeg er ikke længere overvåget. Kun fulgt af en naturlig interesse ledsaget af smil og venlige bemærkninger. Enten det så er dayakkernes høflighed eller det bare er naturligt for dem at acceptere det anderledes, ved jeg ikke, men med presset taget af, får jeg en ubeskrivelig ro i kroppen. En ro som gør mig rørt og hengiven, for jeg havde nær glemt sådanne menneskelige egenskaber.
Traditionelt er dayak-folket udsmykkede med blå tatoveringer på arme og ankler, samt med skulderlange ører. Øreflipperne bliver trukket ud af tunge metalringe, som efterhånden forøges i antal og vægt. Lange ører betød oprindelig høj anseelse og status for personen. Dayakkerne er også kendt for at bo i langhuse; pælehuse på 60 - 80 m., hvor alle familier i byen så bor under samme tag i et eller to huse. Der er normalt en slags gang hele vejen rundt om huset, således at man kan komme ind ad forskellige indgange. Husene er flotte men bliver mere og mere sjældne, idet en-families byggeri tydeligvis vinder frem. En eftermiddag opdager jeg pludselig en DAYAK. En rigtig èn med ører, der når helt ned til brysterne, behængt med en halv snes tunge gyldne ringe. De øvrige på båden er også dayak, men mere moderne. Mange har lange slatne øreflipper uden ringe i til at trække dem ud. På en måde bliver jeg overrasket over det specielle syn, for de lange ører ser ud til at kunne sprænges hvert øjeblik. Kvinden sidder ovre ved rælingen på det nederste dæk, og hun bliver noget urolig, da hun får øje på mig. Hun sætter en mønstret og helt blåtatoveret hånd op foran ansigtet, og kigger fra tid til anden med sky sideblikke over mod mig, idet jeg tydeligvis har gjort hende beklemt ved at stirre så henfaldent. Flov over at have gjort den enlige kvinde utilpas,  sender jeg betaget et par skjulte blikke over mod hendes spagettitynde øreflipper en ekstra gang, inden jeg går op. Jeg er glad, og ørernes længde får mit blod til at koge. Det smukke i verden eksisterer. Denne kultur er i live - endnu - og jeg har fået del i dens særpræg. Henrykkelsens eufori er påtrængende.

Matahari - dagens øje.
Flodbåden er inddelt i to etager. Jeg har plads på det øverste dæk, hvor der er ret lavt til loftet. Men under den bløde skummadras, som ligger henover sovebænken, kan man løfte en lem hvorunder et stort rum giver plads til bagagen, så alt i alt er der god plads. Der er fast tag på båden, og hele det øvre dæk er delt i to lange rækker med sovebænke og en gang i midten. Nedenunder er der ingen sovebænke. Folk ligger hulter til bulter imellem hinanden blandet med kasser og tønder med mad fra Samarinda samt olie og benzin til lokale motorbåde. Larmen fra motoren er intens dernede og billetprisen er selvsagt noget billigere end ovenpå. Ude foran i stævnen er der på begge dæk plads til, at sidde og falde i svime over skønheden. Det er forrygende lækkert at sidde ude i spidsen hævet et par meter over vandet, og bare se at vi bugter os længere og længere ind i junglen. Ovenpå er larmen fra motoren ikke noget særligt, og her kan man samtidig opfange nogle af regnskovens hypnotiske hemmeligheder, når de tilkendegiver sig for ens sanser. Jeg ser springende fisk, og slanger, der med kun hovedet oven vande, ser ud til at være ved at drukne, imens de med svajende rytmiske ryk bevæger sig fremad. Der er også aber, og vildt skrigende fugle, der basker henover vandspejlet i utrolig fart. Spændingen for mig er intens, for hvad gemmer sig bag den næste pynt, i næste bugtning? Naturen åbner sig som en bog efterhånden som vi kommer fremad, og floden bliver smallere. Specielt i aftentimen bliver jeg helt opstemt, og lader mig saligt indsvøbe i solnedgangens uforlignelige farveeksplosion og naturens magtfulde favntag. Det samme gør de fleste andre passagerer for de er et nok et kvalitetsbevidst naturfolk. Matahari - dagens øje - borer sig ind i sindet og besætter sanserne med Solensymfonisk pragt. Hvert øjeblik forandres billedet og nye farvekonstellationer spilles ud, og vi småskabninger må bare spille med og lade vore hjerter rodfæste. I lysets vælde står det mig pludselig klart, at ingen, der ikke har oplevet en solnedgang over Kalimantans prægtige jungle, har nogen anelse om hvor storslået farveglans en himmel kan få. Jeg bliver pludselig poetisk og digter spontant til dagbogen:

Aftenstund har guld i mund,
 og tilmed meget mere.
Overgiv dig for en stund,
lad dit hjerte eskapere.
- Lysets magt gør sjælen sund!


Sproglig udfordring.
Fire dage henne er alle passagererne dayak-folk på vej hjem, efter at have været ude ved kysten. Der står stort set kun folk af båden, og ingen på.
Pludselig mister jeg min Kamus. Åh nej, katastrofe! Ordbogen triller ligeså langsomt fra min seng og ud af et åbent vindue ned i floden. Jeg bliver helt stiv ved synet, og der er malet forskrækkelse i flere ansigter rundt omkring. Alle ved hvad den ordbog betyder for mig. Det er forfærdeligt. Jeg er efterhånden blevet helt god til at tale det indonesiske sprog. Hver dag har jeg brugt meget tid på at lære nye gloser fra den lille uundværlige Kamus, for det har været nødvendigt, eftersom ingen taler andet end deres stammesprog og Indonesiens officielle sprog, Bahasa Indonesia. I landet, der tæller 13.677 øer og strækker sig 5000 km. fra øst til vest, findes der et utal af lokale stammesprog. Uden et fælles middel til kommunikationen ville sammenholdet uvægerligt blive et problem, og på forunderlig vis er det alså lykkedes at udbrede Bahasa Indonesia, så folk næsten taler det overalt. Dermed kan jeg heldigvis også stadigvæk kommunikere helt herude, omend jeg langfra er nogen ørn. Men nu har jeg mistet min eneste vej til forståelse. Jeg føler det netop nu som om, ordbogen var det vigtigste jeg ejede. Folk ser medlidende på mig og fortæller hinanden om episoden, hvordan jeg sad ovre på den anden bænk sammen med nogle kortspillere. Ordbogen var lige blevet fundet frem for at slå et par kort-udtryk op, og da jeg så kastede den tilbage på sin plads forsvandt den alså ud af det åbne vindue. Det er slemt og jeg græmmes dybt, men det giver en dejlig trøst at folk omkring viser medfølelse. Tiden er inde til at klare sig uden moderne tiders hjælpemidler - på lidt primitiv basis. Helt bevidst har jeg jo opsøgt det primitive, og er måske i grunden lidt skuffet over ikke at finde det hele ligeså primitivt, som jeg i fantasien havde forestillet mig. Men faktisk er jeg nok mere foruroliget over at måtte erkende, at det afbalancerede liv som i generationer har udviklet sig unikt og fremstået helt specielt, ja det er, selv herude i en af verdens absolutte afkroge, sendt på retur i den seneste menneskealder. Verdens totale omskiftelighed er en igangværende proces med store tab til følge. Nok er dette langt væk fra elektricitet, fabriksos og flødekager, men livets gang er alligevel påvirket af disse ting, og den kulturelle tradition er, i bestræbelsen på at opnå nødvendig nutidig anerkendelse, ved at forgå. Dayakkerne holder op med at bo i langhuse og tager ikke fremmedesDayak kvinde - uden øreringe! hoveder mere, de lægger øreringene, bliver kristne og går i korte bukser og t-shirts - atypisk tøj for junglemennesker. Kort sagt: de kommer til at ligne alle andre mere og mere, hvilket er ganske forfærdeligt at indse, når det er særpræg og forskelligartethed, man søger. Hvor ville jeg ønske at de ville forkaste denne påvirkning, og bevare deres egen traditionsrige livsstil. En stil med smukke traditioner og specielle vaner, i stille og beskeden harmoni med naturen. 

Menneskeskabt ødelæggelse.
Men udviklingen taler sit tydelige sprog. Gigantiske tømmerflåder af sammenbundne træstammer glider, med interimistisk opslåede hytter til rorsfolkene ombord, regelmæssigt forbi os nedad junglens flydende færdselsåre på vej mod kysten. Tømmeret følger Mahakams stærke strøm på en 3 ugers rejse mod savværket. Men efterspørgselen på ædelt tropisk træ til møbler, kosteskafte, malerhåndtag m.v. har sin pris. Skovhugst sammen med svedjebrug ændrer regnskovens fint afstemte balance. Når de store træer fældes bliver underskoven tør og bushagtig, samtidig med at nedbørsmængden falder. Kæmpebrande raserer dermed let områder større end Sjælland, og får landskabet til at ligge hen i aske og afsvedne stubbe. En brand kan fortsætte i et halvt år inden ilden mister sin magt, og derpå er erosion og udvaskning af jorden næsten uundgåelig. Jeg har aldrig været så langt fra civilisationen endsige oplevet en så isoleret tilværelse i tilsyneladende uspolerede omgivelser, og alligevel er forandringerne tydelige. De flyder med strømmen op ad floden, alt imens tømmeret flyder ned.
Efter en uges sejlads og 520 km. når vi Ujoh Bilang, så langt vi kan komme med denne type flodbåd. Herfra er det med longboat videre, og jeg vælger at stoppe selv om oplevelserne nok bliver stadig bedre des længere man kommer ind. Men folk siger at det er uhyre farligt at tage herfra. Junglens vandmasser bliver flere steder presset gennem nogle helt smalle klipper, og selv om man kun sejler ved absolut lavvande, skal man næsten sejle op ad bakke i den vilde strøm. Den risiko tør jeg ikke løbe uden lokalkendte til at tage mig med, og den mulighed har ikke budt sig. 

Trivina  - en kvinde med uddannelse.
Den sidste håndfuld passagerer der var tilbage på båden er nu alle gået op til deres huse - undtagen Trivina. Hun står lidt tøvende oppe på skrænten, og afventer hvad jeg vil. Jeg tager min rygsæk og går efter hende. Trivina Luhung er en sød pige, som jeg traf en af de første dage på båden, og hun har tilbudt at jeg kan bo hos hende og hendes familie, hvilket sådan set er vældig bekvemt, eftersom der hverken er lodges eller hoteller herude. Hun skal nu hjem efter i flere år at have studeret til lærer i Samarinda og selv om skolen i byen allerede fungerer en smule, skal der nu sættes skik på undervisningen for alvor. Trivina er en lattermild og smart pige, der godt ved, hvad hun er værd. Hun ligner overhovedet ikke et skovmenneske fra den mørke urskov, men går i rent og pænt tøj med stærke farver, som hun selv på båden ofte skiftede, og det er ikke til at tage fejl af, at hun får vendt hovedet på en hel del mænd. Men hun har den stille og afdæmpede fremtoning der så markant tegner forskellen mellem junglemenneskene og tilflytterne. 

Gæst i en fremmed verden.
Familien tager godt imod mig trods overraskelse over pludselig også at skulle huse en fremmed hvid mand, og jeg bliver anvist et hjørne til min rygsæk. Huset som er hævet en meters penge over jorden er et fint og godt enfamilieshus med 4 rum. Der er ingen møbler i huset, men Trivina har en stålseng med fra byen til en begyndelse. Det er dog kun rammen, som de så må forsøge at lave en bund til. Men ellers er der på gulvet en slags måtter af plantefibre. Jeg bliver tilbudt “mandi” - at vaske mig, hvilket lyder som et tillokkende forslag i mine ører, også for at lade familien lidt alene.
Jeg tager badetøj og håndklæde med de ca. 150 m. ned til floden, hvor nogle få andre badende er forsamlet ved en lille flydende ponton, som er bundet fast til træerne ved bredden. Vandstanden i floden er relativt høj, idet det sidste nat regnede heftigt i bjergene omkring. Det vækker unægtelig  noget opsigt, da jeg, lange, midefarvede mand iført Speedo-badebukser med fartstriber, kaster mig ud i strømmen. Nok lever dayakkerne her med og i floden, inklusive bad morgen og aften, men svømning er ikke noget de kender meget til. De enkelte, der modigt kæmper sig fremad kastende hovedet fra side til side, er efter få tag altid på randen af kollaps. Ganske målløse over det usædvanlige syn stopper al aktivitet stort set indtil jeg har svømmet færdig og er blevet ren. Dagens oplevelse er i hus.
For første gang på rejsen tager jeg chancer med min pung. Den ligger oppe i huset hos familien, som jeg endnu knap kender navnene på, en satsning, jeg ellers aldrig gør. Men dels kan jeg jo ikke svømme med den, og dels stoler jeg i barnlig naivitet på menneskene her. Dette er trods alt ikke et hvilket som helst sted, og selv om jeg uden pungen ville mere fortabt her end nogen andre steder, anser jeg det for umuligt at nogen skulle stjæle den. Dette er et samfund, hvor tyveri, alene på grund af størrelsen og den sociale struktur, med garanti ville blive opdaget. Og det at blive opdaget ville igen betyde fordømmelse fra det fællesskab, som enhver i bund og grund er afhængig af. Derfor tør jeg løbe en risiko, jeg end ikke anser for at være en risiko. 

Missionærer i junglen.
Jeg går op, klæder mig på, og bliver lidt efter vist over til pastor de Graaf af et af børnene. Jeg har spurgt efter missionæren, for eventuelt at høre om arbejdet herude. Jeg besøgte også længere nede ad floden et “pastoran”, hvor jeg boede hos en katolsk mission. Her hed pastoren Ian, og han havde oprettet en lille præsteskole med henblik på at uddanne lokale præster til at udstationere andre steder. Ian selv var en noget reserveret type, der tilsyneladende havde glemt det meste af sit hollandske modersmål og  andre europæiske sprog, han engang havde behersket, men en af de lokale lærlinge fortalte velvilligt og engageret om arbejdet, hvis ene mål var at omvende stammerne i skoven.
De Graff er også hollænder, en venlig mand midt i 60 ´erne, som taler et fint engelsk, selv om han af og til må ransage hjernen for at finde ordene. Han vil gerne modtage en gæst, og får sin husholderske til at lave te samt en gang “pisang goreng” - panérede oliestegte bananer - som smager så fuglene synger.
Hans beretning virker både stærk og forstemmende på mig. For over 40 år siden forlod han Holland og har siden levet sit ensomme liv blandt stammerne her i regnskoven. Han er flyttet meget rundt, og er startet et nyt sted, når en menighed var stablet på benene i et område. Han har fået det meste af dette område inddelt imellem sig selv og nogle andre nye præster; lokale som udenlandske; så der i de fleste anseelige bosættelser nu findes en kirke og en menighed. Pastoren er en rolig, smilende mand med et fromt kirkeligt væsen. Han synes vist, det er sjovt, at jeg er kommet helt herud bare som turist, og han virker til at have al den tid, en kirkens lakaj altid skal have. I hvert fald fortæller han ivrigt om sit isolerede liv og det utraditionelle arbejde.
- “It is fery diffucult” siger han, idet han forklarer, hvordan man får dayakkerne til at omvende sig. Normalt er det ved at vise et godt eksempel; ved at udføre hjælpefunktioner eller ved at støtte folkene med f.eks. skoleoprettelser, at budskabet vinder gehør. Og når først nogle få har bekendt sig til den kirkelige tro, er det lettere at få flere omvendt.
- ”Education is extremely important” forsikrer han, for det at uddanne lokale præster gør klart nok de Graaf selv mindre betydningsfuld. Og jeg må beundre den stædige kamp missionærerne kæmper, samt beundre den respekt, som kirken trods alt har formået at tiltvinge sig, bare ved at være til eksempel. Men jeg væmmes ved tanken om den undertvingelse, som kirken i vid udstrækning satser på. Dens imperialistiske væsen får folk som de Graff til, at hellige hele deres jordiske liv på, at omvende urskovens vantro hedninge. Hvilken afskyelig form for kulturelt mord. Det er kvalmende at konstatere, at religiøse bevægelser i den grad tromler frem overfor sårbare uudviklede samfund, som i forvejen er yderst trængt af det moderne samfunds ekspansive vækst og mangel på resourser. Kirkens væsen kommer blandt samfund, der allerede lever i egen selvtilstrækkelig forståelse af verdens ubesvarede spørgsmål, til at virke destruktivt anmasende. Hvad er der galt med dayakkernes traditionelle animistiske tro? Hvorfor skal kristendommen og for den sags skyld også islam komme her, og spolere en ældgammel velfungerende livsanskuelse? Mod psykisk og moralsk pres er et sådant samfund naturligvis uhyre sårbart.
Som veltrakteret gæst forbliver disse tanker dog usagte, og De Graff tilbyder mig at bo hos ham. Han nikker genkendende, da han får at vide, hos hvilken familie jeg er blevet indlogeret. Familien er allerede blevet omvendt, bedyrer præsten, allesammen, undtagen faderen. De Graff virker, på trods af allerede at have fået splittet familien, temmelig modløs med udsigten til også at få lov at frelse faderens, byens heksedoktors sjæl. Opgivende fortæller han, at faderen, der igennem dans og trancetale virker som åndemaner, ikke vil lade sig omvende. Han er gammel og vil fortsætte sit virke på trods af at de fleste andre er blevet kristne.
Jeg går fra præstehuset, glad for besøget, men med afsky for den indblanding kirken foretager i disse sagesløse menneskers liv. Lad dog åndemaneren leve! 

Splittede følelser.
Senere slentrer jeg lidt rundt sammen med Trivina på hovedstien igennem byen. Stemningen er lidt penibel, ikke så meget for mig, men for Trivina; og dermed også for mig. Jeg kan mærke, at det er pinligt for den unge ugifte pige at gå omkring i sin egen by med en fremmed mand. Det er åbenbart ikke helt efter normerne, så jeg sender hende hjem, og siger jeg gerne vil gå lidt for mig selv. Det er tydeligvis en lettelse for hende, selv om det egentlig er min fornemmelse, at hun enormt gerne ville gå sammen med mig og vise mig rundt. Grunden til hendes ubehag forstår jeg ikke, men hun vil utvivlsomt imødegå en fordømmende reaktion for at bryde nogle moralske regler.
Der er en ubeskrivelig ro i denne by. Der er mange huse som ligger gemt inde mellem træerne, så det er svært at danne sig et præcist skøn over størrelsen, men jeg gætter på et sted mellem 200 og 300 beboere ialt. Her er smukt og helt fantastisk stille. Alle lyde bliver dæmpet af den tætte bevoksning, og det er som om folk selv beskytterSolnedgangstilheden. Der er ingen der smækker døre i, banker eller råber. Hovedgaden, en letbugtet jordvej så bred som en dansk cykelsti, løber langs med floden, og derfra leder mindre stier ned til husene imellem tætte træer og buske. Det er uhyre grønt, og i skumringen, med himlen i al sin farvepragt, er det som om en længsel smyger sig ind i min krop. En længsel efter dette. Stilhed, farver og harmoni. Jeg er her ganske vist, midt i det hele, og alligevel er det, som jeg længes hertil. Min tilstedeværelse er som turist; en slags fremmed fugl på træk. Men jeg længes efter at være en del af dette afbalancerede paradis, og ikke kun en observatør. Fornuftens indre stemme argumenterer:
- “Men du er jo vesterlænding! Et bymenneske på afveje. Din baggrund og dit liv tilhører en anden tid; en anden virkelighed. Du vil aldrig kunne trives som junglemenneske inde midt på Borneo. Du er fra Vendsyssel og ikke fra Kecamatan Long Bagun.”
Fornuftens ord har vægt, og jeg erkender modvilligt paradokserne. Men alligevel længes jeg efter at leve primitivt, stilfærdigt og lykkeligt. Jeg er lykkelig lige her. Ensom men lykkelig!
Jeg sætter mig i baghaven ved et hus med udsigt over floden og funderer, mens himlens gyldenglans spejler sig i de tyste og vældige vandmasser. Her er så ubeskriveligt smukt og fredfyldt, at jeg beruses af indre velvære. Jeg tænker mig hele vejen ned ad floden, over havet og den lange vej til Danmark. Som en drøm man ikke kan finde sammenhængen i, føler jeg mig på en underlig måde bedst tilpas ved at blive her. Hundreder af kilometer inde i junglen sidder jeg og forkaster mine hjemlige trygge omgivelser. Hvorfor? Hvad er der galt med livet i Danmark? Fornuftens indre stemme svarer:
- “Livet er præcis så godt som man gør det til alle steder. Glæd dig hvor du er nu, men forkast ikke dermed din egen sammenhæng. Du er afhængig af et bagland, og din tankegang er banet af din opvækst, selv om du har kritiske meninger. Vogt dig!”
Min indre diskussion kører mens dagens sidste lys brænder ud. Jeg ved, at fornuftens stemme taler klarest, men at følelsen taler mest indtrængende. Længslen er pinefuld, for her er en tilværelse der ligger tæt på mine forestillinger om livsværdi, og dog kører værdierne på lånt tid. I mit sind er dette paradis allerede dømt til undergang; udviklingens klare sprog står skrevet tydeligt for mit blik. Længselen udtrykker nærmest en utopisk drøm om en udbredt anerkendelse og respekt for dette livs kvaliteter, istedet for iver efter at destruere det. 

Junglens stemme.
Jeg slæber mig beruset hjem til huset, hvor familien henslængt langs væggene med en olielampe midt på gulvet, sidder og snakker. Moderen og et par af pigerne laver mad, og lidt efter sætter vi os i en rundkreds ind til midten, hvor jeg bliver bedt om at række til fadene først. Menuen er små rispakker i palmeblade, kasawarod og to forskellige slags kogte grønsager med noget kokosdrys til, og det er tydeligt, at der er gjort en del ekstra ud af middagen, både fordi jeg er her, og fordi Trivina er kommet hjem. Vi sidder i skrædderstilling og spiser maden med fingrene. Roen er påfaldende. Sted, situation og mennesker er i harmoni, og mad smager særligt godt i denne kulisse.
Efter middagen er der bare hygge. Kvinderne skrår og skiftes til at spytte i en messingkrukke med låg, der hele tiden cirkulerer rundt. Faderen og Trivinas bror ryger, og synes det er mærkeligt, at jeg ikke vil ryge. Enhver rigtig mand kan vel ryge sig en cigaret, tænker de vist nok, og et øjeblik er jeg ved at give efter. I stedet giver jeg faderen en pakke fine filtercigaretter, som jeg længe har slæbt rundt på i tilfælde af at skulle komme i taknemmelighedsgæld til nogen. Han lyser op og bliver tydeligvis særdeles glad.
Aftenen går med at familien sidder og snakker. Een fortæller typisk i lang tid, mens de andre opmærksomt tilkendegiver deres medleven med små grynt eller nik. Siden overtager en anden hovedrollen, som så fortæller sine historier. Det hele er vældig stemningsfuldt selv om jeg ikke forstår, hvad der bliver sagt. Det meste foregår på deres stammesprog, men af og til taler de til mig eller stiller et spørgsmål, for at jeg ikke skal føle mig ensom iblandt dem. Det gør jeg ikke! Det er sjovt bare at være her, og jeg nyder, at iagttage deres vaner og deres sociale adfærd. Stemningen virker intim omkring det flakkende lys fra olielamperne, og atmosfæren er varm. Jeg kan bestemt li´ deres måde at være sammen på og ligeledes deres diskrete måde at traktere mig på som gæst fra den anden side af jorden. Den hyggelige familiestemning fortsætter i evigheder. Junglens mysterium af natlige lyde trænger ind i huset igennem vinduer, døre og vægge og opsluger vor eksistens. Ingen i hele verden ved hvor vi er, for vi er indhyldet i mørkets uendelighed og knyttet af sammenholdets ubrydelige bånd. Jeg føler mig i dette øjeblik, med sindet bedøvet i tryghed, som en del af familien, og længslen er forsvundet. Jeg er blevet del af en evig familie.
.....
En allerede opdaget verden.
Da jeg tog afsked med familien og den lille by, tog jeg på en måde også afsked med øen. Jeg blev  forelsket i dayakkernes liv, i Trivina og hendes familie, og i Mahakam. Drømmenes højdepunkt var det stille liv i de rolige omgivelser, floden, og dens lange vej mod den anden verden. Men heroppe blev  jeg også mere realistisk bevidst om, hvad fremtidige rejsemål kan byde. Ingen, uanset hvor de end rejser hen i dag, skal forvente at finde liv eller kulturer, der fremstår upåvirket af denne moderne verdens indflydelse. Opdagelsesrejsernes tid er forbi, undtaget opdagelsesrejser som denne på afgrænset personligt niveau. Kloden forandrer sig hurtigere end et kritisk opdagerhjerte bryder sig om at erkende, men der er dog stadig noget i behold. Jeg forlod Borneo med ønsket om en dag at vende tilbage, og med bevidstheden om, at jeg dèr har haft nogle af livets mest værdifulde øjeblikke.



Skrevet af Karsten Østergaard.