Bolivia i verden
Blade der giver kræfter
- fra djævelens underjordiske rige i Bolivia.

DUNK! Hovedet rammer hele tiden op i loftet, for det er vanskeligt at se og bedømme højden, når man må gå helt foroverbøjet med kanten af en hjelm på næseryggen. Ofte må vi decideret kravle fremad på alle fire, for at møve os igennem de extremt snævre minegange. Det er faktisk ubegribeligt, hvordan mændene kan bevæge sig igennem gangene med store fyldte lærredssække med malm på ryggen. Det var der vist ingen af os store vesterlændinge, der kunne; men de krumryggede bolivianske minearbejdere er nærmest også kun i halv størrelse. Vi er en lille udenlandsk gruppe med to lokale førere, der møjsommeligt bevæger os ind i et mineterræn i Andesbjergenes tynde luft. Det malmrige bjerg, som hedder  “Cerro rico” - det rige bjerg - ligger i det sydlige Bolivia, med byen Potosi placeret for dets fod. Det har været bearbejdet i 450 år siden spanierne kom til landet, og indeholder ca. 5000 indgange, hvor der nu bliver gravet. Det er klart at bjerget således er byens betydeligste arbejdsplads, og at de fleste familier har leveret mange generationer af arbejdere til at bryde de værdifulde metaller. 

Alvorlige ansigter.
Alle gangene ender i et hul med arbejdere, der venligt hilser og stilfærdigt fortæller os om deres metier. Med alvorlige ansigter beskriver de, hvor dybt et borehul skal være for at rumme en stang dynamit, hvor tunge sække de kan bære op ad gangen, eller hvor længe den blyåre, de netop nu er i færd med at gennemhulle, har været gravet. Måske er de fleste lidt fåmælte, men de svarer alle tålmodigt på guidens og vores spørgsmål. De graver, tygger cocablade og forekommer på mange måder at besidde abernes tomme udtryk. Et signal om arbejdets ubeskriveligt krævende karakter.
Eduardo, der viser rundt, spørger mændene og fortæller os. Han har en god og tillidsfuld måde at omgås arbejderne på. Han får situationen til at virke intens, og opfører sig engageret med oprigtig interesse i det arbejde, der foregår. Tydeligvis har han ikke glemt sin fortid, og færdes blandt sine gamle arbejdskollegaer med stor respekt; hver gang han tager en gruppe med ind, besøger han nye huller, siger han, for ikke at forstyrre mændene unødigt. DUNK! Jeg banker atter hovedet op i klippeloftet, og priser endnu engang beskyttelseshjelmen som alle vi besøgende har fået udleveret. Ingen af arbejderne har hjelm på, og tanken om at overbeskytte kluntede og uopmærksomme turister strejfede mig unægteligt ved indgangen. Men nu erkender jeg for alvor størrelsesforskellen og priser plastichattens beskyttende egenskaber. 

Ild i Helly Hansen.
Vi kommer til et hul med to lasede skikkelser, der knapt ænser vores indtog igennem sprækken. Mændene her har nøgne, svedige og muskuløse overkroppe, samt bukser der knapt kan hænge sammen længere. Støvet i hullet er tæt som tåge og temperaturen ca. 35 garder. Vi står og lytter til de tunge hammerslag mod stemmejernet, og den mindst ligeså tunge stønnen fra arbejderen, der håndterer den. Hver gang han trækker til og svinger muggerten op mod stemmejernet i klippeloftet, udstøder han en dyb og halvhæs stønnen. Først “DONK” fra værktøjet og så “HÅHR” fra arbejderen. “DONK - HÅHR”, “DONK - HÅHR”, “DONK - HÅHR”, og så går der ild i Hannes jakke. Min dejlige odenseanske guldblomme, Hanne, sveder tran, og i udmattelse af at bevæge sig i gangene er opmærksomheden et øjeblik borte. Carbidlampen som hun går med blev et kort øjeblik vendt med flammen ind mod hende selv, så straks blev der et ordentligt hul i hendes Helly Hansen-jakke. Men der er intet at gøre andet end hurtigt at få det slukket, og se på det senere. Lige nu er vi fanget af en fængslende underjordisk “DONK - HÅHR” monotoni, der ikke levner plads til koncentration mod noget så simpelt som en utæt regnjakke. 

Respekt for blade.
Arbejderen tager det omkring 40 cm. lange stemmejern ud af hullet, og viser os tålmodigt sølvåren, som strækker sig henne fra makkeren, en 4 - 5 m. længere inde, og hen over hovedet på os. Sølvet er blandet med tin, siger de to med en lille antydning af begejstring, men det har god værdi alligevel, og her må ingen andre grave. De, der finder en åre, har rettighederne over den, og så må alle andre søge deres lykke andre steder. Årene løber syd-nord, og søgegangene løber derfor øst-vest. Støvet, der virker lidt som røg, når det kommer ned i lungerne, får os uvant til at hoste; men arbejderne hoster ikke. I stedet, øjner de ved besøget en mulighed for at spare lidt penge til sprængstof. De spørger efter dynamit, for dynamitstængerne er en uundværlig del af arbejdet og en dyr daglig omkostning. 4 stænger koster ca. en krone, men ingen af os har taget dynamit med til dem, så med en antydning af skuffelse må de nøjes med en pose cocablade, som alle i gruppen har taget med til gave. Bladene er åbenbart billigere at anskaffe for mændene her, og vi er efterhånden ved at have fået noget respekt for bladenes kraft og det arbejde, de små mennesker laver dybt hernede i jorden.
-“Se cocabladene er ensbetydende med at folkene kan udføre det arbejde, de laver”, beretter guiden. -“Uden bladenes energi og kraft kunne de aldrig klare det. Derfor bruger de så lang tid som 1 til 1½ time hver dag inden arbejdets begyndelse på at sidde i solen udenfor mineindgangen og tygge.”
Jeg husker, de tavse eller meget fåmælte skikkelser, der sad, og forberedte sig til dagens arbejde. Da vi kom i den 14 mand store gruppe, kunne vi ikke forstå, hvorfor de sad der. Hvorfor kunne de ikke bare gå i gang med at arbejde, og så tygge nogle cocablade samtidig? Det forstår vi allerede nu. Bladene er alså mændenes energiforsyning, og det, der holder minedriften i gang.
-”Bladene er en simpel nødvendighed, for at arbejdet kan foregå”, fortæller Eduardo igen, så vi samler en rimelig pose sammen med håndfulde fra mange gaveposer til de to sæt bedende øjne. Jeg har aldrig rigtig været klar over, hvilken betydning traditionen med at tygge cocablade egentlig har haft, udover at være en vane i det daglige ligesom at ryge. Men her er det ikke kun vane. Efter at det er gået op for mig, er jeg glad hver gang jeg eller en anden kan dumpe en håndfuld energi ned i en hat, der bliver rakt ud. Des flere af de dystre huller vi ser, des dybere vi kommer ned i systemet, des flere rifter vi får på ryggen af at skrabe mod det skarpe klippeloft i gangene, jo mere udmattede bliver vi, og jo gladere bliver vi også for at dele en håndfuld cocablade ud til støvede, forslidte mænd. På en måde vil vi nok gerne købe os et alibi for at være gæster, for snart at kunne stige op igen - og være frie. Præsis her synes grænsen mellem at være træl og fri at gå.
Manden med hammeren holder en ny pause, og siger at det varer to timer at hamre et stemmejern op i en dybde der svarer til en stang dynamit. Når der er lavet 3 - 4 huller, sprænges der. Det sker normalt ved middagstid, og så går der en times tid med at tygge blade igen, for at få frisk energi, og samtidig vente på at støvet fra eksplosionen lægger sig lidt. Mændene har ikke mad med i minen, kun poser med blade. En lille pose blade ekstra passerer derpå fra hånd til hånd over til arbejderen, og vi forlader tavse det snævre hul. 

Dagsløn på 16 kr.
Vi møver os nu ned ad en stejl afbarket bjælke med udskårne trin, og kommer ud i 3. niveau. Der er 4 etager i denne kooperativ-mine, som giver arbejde til omkring 120 mand. Guiden fortæller i hullet, hvor vi befinder os at der er 2 slags miner foruden den kooperative slags, hvor arbejderne på skift leder og administrerer driften. De 2 andre er de rent private og de statsejede miner, hvor lønnen og forholdene er de bedste. Lønnen her er ca. 8 bolivianos - 16 kr. - pr. dag.
-“Arbejderne skal selv betale trucken til og fra minen i bjerget, ligesom tøj, der slides op på kort tid, calcium-carbid til lamperne og redskaber til at bryde med. Lønningerne er ikke høje”, Eduardos ord forstærker de øvrige sansers vemod. Jeg tror vi alle føler medlidenhed. Arbejdernes liv er defineret af arbejdets udmattelse og bladenes kraft. Hver gang de kører imod skakterne og bjergets indre univers, er det med håbet om et stort fund i tankerne. Et fund, der kunne frigøre dem fra en tilværelse som intet menneske har fortjent. Men det er dog de allerfærreste, der gør nogen fund, som er mere end til at leve af; leve fattigt af. Folkene er og bliver ubemidlede, ligesom de er uden særlige visioner for fremtiden, ellers ville de ikke være her. Arbejdet er simpelt hen for hårdt og utiltalende, så var det ikke af nød, manglende alternativer og en smule tradition, ja, så blev der ikke gravet malm her på denne nedslidende måde under usle middelalderlige forhold. Mændenes motivation og trøst ligger vel til dels i håbet. Udsigten over byen oppe fra bjerget kan de selvfølgelig nyde på vej til og fra arbejde hver dag, for der er flot, når man ser det med neutrale øjne. Men har de blik for denne detalje i helheden? Kan en slave i de kæder der binder hans ankel nyde smedens håndværksmæssige færdigheder? Forhåbentlig, for der er måske ikke andet, der holder livets tynde tråd. 

Gennemsnitsalder på 42 år.
Under et nyt ophold i en slags gangkryds samles gruppen tæt omkring Eduardo, som beretter, at nogle mænd arbejder fra kl. 9 om morgenen og indtil kl. 17, hvor de så tager ned fra bjerget og får noget mad. Derpå tager de på arbejde i  7 - 8 timer igen. Det gør de ikke hver dag selvfølgelig, for det kunne simpelthen ingen holde til, men nogle gange om ugen har de alså kræfter til at tjene lidt ekstra.
-”De yngste, der arbejder i minen er 10 år, og mændene bliver i gennemsnit kun 42 år. De dør tidligt hernede; af sygdomme i lungerne for det meste” fortæller Eduardo, der selv arbejdede med muggert og dynamit i 2 år, inden han fandt på at lære engelsk, og vise turister forholdene i stedet for selv at være en del af dem.
-“Børnene kommer med som hjælpere til at starte med, og får 4 bolivianos (8 kr.) om dagen i nogle år, inden de har lært at arbejde som mænd. Der er udelukkende mænd og drenge i minen. Ingen kvinder.” Der skal bruges både kræfter og rutine, for der anvendes ingen maskiner eller mekanik; kun forslidte hænders råstyrke.
Jeg tænker lidt over den sørgelige skæbne, de børneliv har, som starter her i gangene endnu længe inden et dansk barn lovligt kan køre med aviser. De har omkring 30 år til at hamre, slæbe, sprænge, indånde støv og tygge, inden de bukker under af sygdom og slid. Hjemme bekymrer vi os om gennemsnitsalderen er 72 eller 73 år, men her findes ikke rum rum til at bekymre sig om livets værdi og dets længde. Hvor er verdens goder dog ulige fordelt. Et minearbejderliv under disse omstændigheder er man stavnsbundet født til, og ikke noget man vælger. Hvad er det hele værd? Er der glæde og perspektiv i deres tilværelse? Næppe meget, for den slags kommer i anden række, når man taler om simpel eksistens. For os er det afgørende at tilværelsen har mening og levner plads til at realisere egne drømme, men her i minen får de nedslidte krumryggede kroppe samvittigheden til at forvitre over sådanne ublu krav. Man må skamme sig over privilegiernes absurde fordeling. 

Djævelen - livets beskytter.
El tioVi bevæger os lidt videre på halvt kravlefacon, og  kommer til en meget snæver gang, hvor vi på skift kan kravle ind og se El Diablo, en ca. 50 cm. høj djævlefigur i sten. Figuren står majestætisk på en udhugget klippehylde med noget tingeltangel og nogle blomster ved foden.

-”Arbejderne kalder den el Tio, onkel.“, griner Eduardo til os. Fandenfiguren er en af de ting som arbejderne tilbeder med bønner om lykke i arbejdet. I lighed med den noget makabre tradition at splaske lamablod rundt omkring mineindgangene nogle gange om året, og det faktum at de fleste arbejdere regelmæssigt deltager i den almindelige katolske kirkemesse, således giver det, at være på god fod med El Tio, mændene en vis tryghed og et spinkelt håb i livet. De spiller på flere heste, og hvem kan fortænke dem i det i dette lumre, bælgmørke og støvede virvar af gange. Der skal mere end held til at komme ud i det fri herfra, så hvem der end måtte have nådige øjne at se på andre med, ja, dem gælder det om at stå sig godt med - en fra eller til. 

Alene i jordens indre.
På vej ned i 4. niveau ad stejle gange, der visse steder er så smalle at man liggende helt udstrakt må sparke sig fremad i løse klippefragmenter, er der kun de 5 - 6 mest udholdende og ivrige tilbage. Noget der ligner 2 times underjordisk bjergbestigning i tropisk varme har tappet mange kræfter. Vi kommer ned i et hul, hvor der kun er plads til at vi kan sidde en og en i en række efter hinanden. Jeg sveder som en hest af anstrengelse ved i det hele taget at være kommet herned og af en varme, der nok nærmer sig de 40 grader.  Her arbejder èn mand. Kun svagt kan jeg skimte hans gyldne, glinsende krop i det flakkende lys fra carbidlampen. Vi hilser pænt på ham, og Eduardo kravler hen og taler stille med arbejderen, mens vi andre bliver siddende en 3-4 m. væk nær indgangen til hullet. Sveden løber ud under min hjelm, imens vi tavse bare sidder og kigger rundt på hinanden. Udmattelsen i de andres udtryk er synlig, og varmen, mørket og den tætte støv giver mig en følelse af utilpashed. Der en mørkere her end i de andre huller, måske fordi dette er forholdsvis nyt og dermed mindre, men arbejderen har også kun een lampe at se ved. Manden arbejder alene, for åren er for lille til, at han kan få råd til en hjælper. Han bryder zink og spørger efter cocablade, men ingen har nogen tilbage. Her allerdybest nede, hvor man tydeligst fornemmer arbejdets totalt umenneskelige karakter, her er vi løbet tør for trøst og opmuntring. Flovt og fandens! Tænk at skulle arbejde hele dagen alene i dette dunkle hul, og til sidst slæbe al den brudte malm op til udgangen. Først skal han trække malmen ned i trillebør til et sted hvor der er plads nok til at fylde den på sække. Dernæst skal han så have den på ryggen og slæbe den de 4 niveauer op til udgangen. Bare turen i sig selv vil vare over 20 minutter. Der er ingen chance for at kunne komme igennem gangene herfra med en sæk malm på ryggen, selv ikke for en lille bolivianer fra verdens højest beliggende by, Potosi. Nu sidder vi så her inde i det store bjerg uden blade til ham, jeg allerhelst ville vise lidt sympati. Fordømt! Vi må have været for flinke ved de arbejdere, der var længere oppe i systemet. Eduardos hjælper, Fernando, som også er fulgt med ned, kommer over og fortæller, at han har slidt i minen i 5 år. Med intens og alvorlig mine bedyrer han:
-“De er nødt til at tygge cocabladene for at få energi. Ellers kan de ikke holde det ud”. Det er som om der er en lidende medfølelse i hans måde at fortælle om arbejdet og mændene på, og at han ønsker at overtale os til at give manden lidt courage. Hjælpeguiden fortæller også, at når arbejderne bliver dårlige på grund af støv eller mangel på ilt, ja så brænder de cocablade og tygger dem.  Han viser os med en 8 - 10 stykker, hvad han mener, og propper de glødende blade ind i siden af munden.
-“Der går en times tid, og så er den syge klar igen. Cocabladene kan alså virke som helbredende medicin, og arbejderen behøver ikke at gå den lange vej ud af minen og spilde en masse kræfter på det.”  Vi lytter opmærksomt, og stemningen virker helt trykket. Ingen siger ret meget hernede, og det lidt, der bliver sagt, kommer yderst lavmælt. Situationen får den respekt den kræver, og situationens alvor med livets kontraster i fokus fremtræder klarest i tavshed. I det samme finder en tysker en lille pose blade i sin rygsæk, og pyh, hvor det lettede, at vi trods alt kunne give den lille aldrende fyr det ubetydelige lidt, han bad om. Een siger, at sådan har livet også foregået i Europa engang, og så begynder vi at kravle ud. 

Kamp for cocabladene.
Alle bladene fra vores poser er puttet i udstrakte hænder eller hatte, og alle os er møre i krop og sjæl af anstrengelse samt af indtrykkenes intensitet. De andre venter os oppe i 3. niveau, i et ganghul, der er højt nok til, at vi næsten kan stå oprejste. Vi fortæller lidt om det dystre mørkekammer, og sammen defilerer vi derpå sammenkrøllede opad mod lys og kølig luft. Jeg gokker hovedet for hver 10 m., men mærker det knapt længere. Følelsen af medlidenhed, skam og uretfærdighed har taget al koncentrationen. Bønderne i dette land gennemfører i øjeblikket generalstrejke og blokerer samtlige veje i protest over at regeringen vil bruge militæret i kampen mod narkoproduktionen. Bønderne vil angiveligt ikke skulle gå og være bange for at dyrke cocablade, hvilket de har gjort i århundreder. De mener ikke deres produktion af blade skal sidestilles med raffinering og produktion af kokain, selv om de er narkotikaens råvare. Men Bolivias regering er under pres fra USA, som vil have produktionen af blade omlagt til andre afgrøder, og de giver betydelige tilskud til denne omlægning. At pengene normalt forsvinder i andre lommer, inden de når frem til bønderne, er sin  sag. Bønder i højlandet skal leve, og coca`en er nu engang den afgrøde der giver bedst, samtidig med at den er nødvendig i de små menneskers dagligdag. Bladene brødføder tusinder af campesinos, og enhver plejer vel sit livsgrundlag - og sin kultur. 

Ud i lyset.
Da vi een efter een kommer ud af indgangen til minen virker sollyset som en eksplosion lige i ens ansigt. Folk misser med øjnene og trækker vejret dybt i den kølige og friske luft. Byen Potosi ligger stadig sine 4070 m. over havet, smukt spredt ud i dalen for foden af det rige bjerg. Der er en fabelagtig udsigt oppe fra bjerget, hvor masser af andre bjerge, søer og kløfter pryder landskabet i alle retninger. Flere fra gruppen har grøn saft i mundvigene, for vi har alle tygget en gang cocablade, inden vi entrede minen. Vi tyggede sammen med arbejderne, mere for at erkende virkningen og forstå situationen end af nødvendighed. Nu er der ingen arbejdere tilbage heroppe; alle er i gang inde i minens støv  og dynamitdunst, for arbejdsdagen en lang endnu.
Hanne og jeg ser på hinanden, kigger på hullet i jakken og trækker på skuldrene. Det 3 timer lange minebesøg har påvirket os så stærkt, at hullet i jakken virker ubetydeligt i forhold til hullerne i bjerget. Hul i jakken er på sin måde ærgerligt, men hullerne og livet i bjerget er tragisk. Kun nogle grønne blade giver minearbejderne energi til overlevelsens kamp, og alligevel yder de dem kun omkring 30 års retfærdighed. Kunne El Tio dog blot vise dem vejen ud i lyset!
Vi børster lidt støv af, og går stille ned ad bjergvejen. Tilbage til virkeligheden og en forsinket frokost.



Skrevet med en følelse af uretfærdighed.
Karsten Østergaard.