Arbejdskraftens frie bevægelighed.
- ungdommeligt forsøg udi kunsten at arbejde og blaffe sig frem i Europa.

Blafferteknisk vidunderDet er svært at regne med noget i det her land. Det går bare langsommeligt med at komme frem selv om der er masser af biler. Citroëner og Renaulter på stribe drøner forbi os time efter time, dag efter dag. Men kun få af dem stopper. Min rejsefælle og gamle ven fra skolen, Kim, og jeg står i dag på en motorvejs tilkørsel i udkanten af Valance og sparker sten på anden time. Nedenfor løber en landevej under motorvejen, hvor vi indtil for kort tid siden kunne vinke til den waliser, vi drak rødvin sammen med hele sidste nat på campingpladsen. Men grebet af et utålmodighedsanfald, så vi ham for 10 – 12 biler siden hovedrystende gribe sin vadsæk og begynde at vandre udefter. Hver gang en bil viser sig i svinget på vej op imod os, springer vi op og prøver at se ud, som om vi er nogle særdeles friske fyre med smil og højt humør, eller også sætter vi en ynkelig maske på, for at se trætte og forkomne ud. Vi skal appellere til det humør, føreren i bilen er i, hvilket absolut er vanskeligt at ramme, og det er ikke lykkedes os alt for godt i den sidste tid. Somme tider holder vi tommelfingeren højt op i luften i udstrakt arm, og til andre biler holder vi blot armen lavt og neutralt nedefter. Nogen gange helt uden tommeltot. Vi har også prøvet at bevæge armen frem og tilbage, og at stå med siden til. Men det dur i hvert fald ikke. Det er ikke til at finde ud af, hvilken teknik der er den bedste overfor franskmænd, og det har sikkert mest at gøre med chaufføren, når det kommer til stykket. Men vi smider i hvert tilfælde aldrig sten efter en bil, der kører forbi, hvis der kommer en anden lige efter. Jeg har en fast overbevisning om, at det gælder om Renault4at stå et godt sted, hvor bilerne let kan komme til at stoppe, samt at småpirke til førerens ædle samvittighed ved at kigge denne bønfaldende i øjnene med et blik, der garanterer, at man aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd. Desværre glemmer man som regel i ren befippelse, hvilken teknik man brugte, da en bil stoppede, eller også virker netop den metode som ren afskrækning på alle andre billister. Blafferlivet kan være utroligt ligetil nogen gange, men andre gange som en uløselig gåde.

Taktiske overvejelser ved at stoppe.
En blå Renault 4 stopper med kun én bremselygte. Så hurtigt vi kan, griber vi rygsækkene, og det par ekstra madposer vi har, og småløber hen til bilen.
- ”Bonjour, vi skal til Avignon, må vi køre med?”
- ”Mais oui” siger både den mandlige fører og kvinden ved siden af, hvorefter vi får rygsækkene ind bag i bilen og selv bliver sat ind på bagsædet. Det viser sig, at parret skal til Perpignan,  netop samme by, vi rejser efter, så det passer os således ret fint, da manden med mørkeblå alpehue spørger, om vi ikke vil køre med dertil. Vi skal søge arbejde som drueplukkere i Frankrigs sydlige vindistrikter, og en marokkaner som Kim snakkede med for et par dage siden, fortalte at netop Perpignan er et godt vinområde med masser af arbejde. Så det er blevet vores hovedmål. 
Snakken går lidt i bilen og vi får stukket noget chokolade om til at fordrive køretiden med. Vi holder til gengæld ofte en pakke cigaretter frem imellem de flinke folk, for erfaringen har lært os, at langt de fleste franskmænd aldrig kunne sige nej til en Gitane. Og det er nu rart at have noget at tilbyde, der viser vores taknemmelighed for køreturen. Som blaffer gælder det selvfølgelig om at få billisten til at synes om én, for at få maximalt ud af liftet, og det er en krævende opgave, når det skal gøres hver dag igennem lang tid. Det gælder om at få snakken i gang, så man allerede kender hinanden en smule, når det er tid at stå af. Igennem samtale får man dels en lærerig oplevelse, men man kan også bearbejde føreren til at ville gøre sig ulejligheder, han sikkert aldrig selv havde troet, før han stoppede bilen. Interesse for alle mulige livsførelser, for forskellige hobbys, og ikke mindst indlevelse i de spegede problemer, der måtte plage manden eller i enkelte tilfælde kvinden, er essentielt for at få bilisten til at bedømme én som en rigtig kammerat – en man kan snakke med, og en der kan forstå. Derved ender man i de fleste tilfælde med at blive kørt et mere bekvemt sted hen eller måske med en eller anden form for invitation. Blafferliv kræver engagement, omgængelighed, en taknemmelig indstilling og en lille smule leflen, så kommer resultaterne.
Engang på Gran Canaria fik jeg Eddie, en sød ung schweizisk værnepligtig i en Golf GTI, til at forlænge sin tur med 50 km i forhold til hvor langt han egentlig skulle, for derefter at vende bilen mens jeg forrettede et par ærinder, og så køre de 50 km. tilbage igen.
Eller en sommerferie hvor jeg skulle blaffe fra Århus til Finland, og stod 25 km. udenfor Gøteborg med Örebro på læberne til den Saab 900, der stoppede. Da chaufføren Olle fandt ud af, hvor jeg virkelig skulle hen, spurgte han efter lidt tid om jeg ikke ville med lidt længere. Jooh tak, det ville da være fint, og så endte vi efter 10 timers kørsel og 850 km. oppe i Umeå, dybt inde i Bottenviken, hvor jeg næste  dag blot skulle gå ombord på færgen til Kokkola. Bekvemt!

En rørende invitation.
Her i bilen er der en dejlig afslappet atmosfære, og kvinden, som er blond og ret charmerende, sidder vredet om på forsædet og smiler til os, mens vi fortæller lidt om vores planer med drueplukningen. Hun er chaufførens datter og dejligt impulsiv. 
- ”Min forlovede kender en godsejer, og han kan tage jer med ud til hans chateau i morgen”, siger hun i et anfald af hjælpetrang. Jeg nikker, og Kim siger, det lyder godt.
Til Perpignan ankommer vi omkring kl. 16.30 og først kører vi hjem til farens hus, hvor de bor. Der får vi anrettet et lille bord i haven med Pastis 51, whisky og noget snack. Vi snakker hyggeligt og møder et par venner af familien, inden Josephine, som pigen hedder, ved 18 tiden spørger om hun skal køre os ud til en campingplads.
Jooh tak, Kim og jeg bliver hurtigt enige om at vi skal have noget mad inden, og spørger om hun i stedet gider køre os ind til byen. Morgenes camembert og noget luftige baguettes er for længst forbrændt, så vores tarme er tomme som tvangsudpumpede nytårsmaver og skriger efter et nådefuldt måltid.
- ”Tres bien, j´ai faim aussi, et je connais un restuarant tres delicate”, siger Josephine, og et øjeblik efter har hun gjort sig klar til at køre. Hun vil med. Kim og jeg takker meget for traktementet, og så kører vi ind til Perpignans centrum, hvor den charmerende kvinde med sit dejligt livlige pagehår viser sig som en dygtig og handlekraftig billist. 24 år gammel og sekretær fortæller hun over maden, der er muslinger, rødvin, gullash, ost, is og kaffe. Hun er en af den slags livsglade, lattermilde mennesker, man kan blive forelsket i på 1½ minut i en elevator. Restauranten er virkelig prima og umådeligt hyggelig med levende lys i snesevis. Fremragende mad og fremragende selskab. Vi nyder sammenkomsten indtil ved 22-tiden, og bliver på det nærmeste bløde i knæene, da Josephine insister på at betale regningen. Det er dog fantastisk selv i Europa at møde en så uforbeholden indstilling fra fremmede. Hun smiler glædestrålende, og signalerer at hun gør det med oprigtig fornøjelse, så selv om det er både rart og pinligt, lader vi hende styre.
Derpå kører vi i den småbulede bil ud til vores nattely, som ligger i udkanten af byen. Campingområdet er totalt uoplyst og næsten tomt, så det virker lidt dystert, da vi hiver rygsækkene ud på græsset i skæret fra bilens ene baglygte.
- ”Jeg kan holde her og lyse med bilen, til I får rejst teltet” siger Josephine med bekymring for hvordan det ellers skal gå.
- ”No, no” råber vi i munden på hinanden, for vi er allerede så overvældede af hendes offervilje, at det ville være for pinligt.
- ”Vi bruger vores lommelygter” siger Kim overbevisende, selv om vi ingen lommelygter har, men for Josephine lyder det betryggende nok, og dermed kan vi knuse og kysse den dejlige pige farvel med en blanding af vemod og fryd. ”Au revoir et bon voyage”, er noget vi hører næsten hver dag, men i nogle munde gør ordene unægligt større indtryk end i andre. Vi har ført vores tilværelse på landevejene i 3 uger nu, og det er selvfølgelig blevet til mange lift og mange gode bekendtskaber, men selv om stort set alle har været flinke mennesker har Josephine´s og hendes fars bil, været den med de blødeste sæder.
Da øjnene vænner sig til mørket, er det slet ikke slemt at finde rundt. Vi får hurtigt rejst tomands teltet, og den sydfranske charme, som har erobret vores hjerter allerede fra starten, vugger os blidt i søvn.

Jagten på job.
Josephine´s forlovede tropper ganske vist op på det aftalte mødested dagen efter, men det eneste budskab, han har er at de allerede har tilstrækkeligt med folk på hans vens vinchateau. Han er i øvrigt ikke nær så forhippet på at hjælpe os, som Josephine havde fået det til at lyde, og han kommer tydeligvis kun fordi han er blevet sendt. Måske har hun også været  lidt rigeligt facineret af os?
Vi prøver i stedet  formidlingskontoret inde i byen, uden at det giver et bedre resultat. Vi får overalt at vide, at der er masser af arbejde at få, men når det kommer til stykket, er det for tidligt, for sent eller der er fyldt op. De følgende dage traver vi skosålerne tynde for at komme rundt på de noget usle vin-arbejdsformidlings-kontorer i Narbonne, Lézignan, Toulouse og Agen – uden held. Vi har ofte hørt om folk, der har arbejdet sig frem gennem landene, ved at tage nogle småjobs her og der, og nu skal det afprøves. Vi skal have vores europæiske horisont udvidet og eventyrlysten stillet. Kim har været min bedste og mest hvidhårede ven lige siden 2. klasse hos frøken Andersen, og han har de skæveste ben, jeg kender. Man kan blive helt svimmel af at gå efter ham ud af en Kim skærer for til mig og nogle kagevennerlandevej i middagsheden. Men han har også det sødeste smil, som to amerikanske homosexuelle smigrende komplimenterede på vej til borgen i Carcassonne. Kims smil og mine blå øjne gjorde deres ellers ganske fedtpolstrede hjerter ekstra bløde, så vi næsten blev flove over at afslå deres i øvrigt ydmyge forespørgsel om at dele nattens glæder sammen på et hotel. Kims smil ér et trækplaster, for han er den glade, folkelige og ubekymrede levemand, som automatisk suger folks opmærksomhed, hvorimod jeg er den eftertænksomme, undrende og hyggelige, der bedst kan li´ at fyre et par henrykkere af fra sidelinien. Vi går godt i spænd sammen, og har den samme stædige vilje til at udfordre og løse problemerne.

Drueplukning i omegnen af Bordeaux.
Bordeaux når vi med en bonde, der med kun et par millimeter Gauloise vippende i mundvigen garanterer, at der er masser af arbejde at få, om end vi dog så småt er begyndt at tvivle. Dagen efter sidder vi dog allerede i en fyldt bus på vej til arbejde 40 km. sydøst for byen. Vi er en ordentlig gruppe plukkere, der skal køres ud til fordeling blandt bønderne i området omkring Langon, og straks bussen drejer ind i byen og holder ved den centrale plads, bliver vi kaldt ud sammen med arbejderne fra 2 andre busser. Folkene fra formidlingskontoret i Bordeaux, som er fulgt med herud, har nogle lister med vores navne på, og de går rundt sammen med vinbønderne, for at enhver kan få det antal plukkere, de har brug for. Dig, dig, og dig. Vi bliver peget ud en efter en, får et kryds på navnelisten, og skal så følge bonden, der i vores tilfælde er en lille, ældre mand med en ternet kasket. 9 stykker er vi i gruppen, deriblandt 2 franske piger og en større gruppe englændere. Et par gader væk fra torvet giver bonden os hver især sin ru næve, og præsenterer først sig selv som Gaston Flaujac og derefter en skægget venligt udseende mand, der sidder i en bil, som sin søn Michell. 5 fra gruppen bliver efterfølgende proppet ind i bilen og vi andre kravler ind i en gammel spand af ubestemmeligt fabrikat, som holder foran. 
Endelig er vi på vej til det arbejde, vi så længe har forsøgt at finde. ”faire le vendange” hedder vinhøst arbejdet, og det er med noget spænding, vi triller afsted mod bondens gård. 20 km. ude ad små krøllede veje omgivet af langstrakte vinmarker, svinger vi ind til gården, hvor vi bliver taget imod af en nydelig ung pige, Marie Claude, som er Michell´s kone, samt deres 6 årige knægt Christophe. Desuden endnu en bror og madame Flaujac foruden en gruppe franske plukkere på 7, der allerede har arbejdet 1 dag. Den fulde arbejdsstyrke på 16 plukkere, heraf 7 udlændinge, er dermed samlet, og i morgen starter arbejdet.

Indlogering på egen gård.
- ”I laden foregår vinbrygningen” siger den lille hyggelige ”le patron”, og han viser os rundt, mens han forklarer arbejdsgangen. Der er forskellige maskiner placeret rundt omkring, snegle til at flytte druerne rundt mellem forskellige rum eller til store tragte, der leder ned til et par underjordiske tanke, hvori gæringen skal foregå.
- ”Det der med at trampe rundt i druerne med de bare tæer, bliver der altså ikke noget af her. Havde I regnet med det?” siger han spøgefuldt, idet han stamper lidt rundt i sine gummistøvler. Kim og jeg har i sjov ofte set frem til netop den opgave, men hva´ så slipper vi da for vindruesten under neglene.
Vi bliver efter et måltid mad kørt over til en anden ejendom et par kilometer væk, hvor vi skal indlogeres i stuehuset. De to piger får et rum for sig selv, et par tilbagevendte franske professionelle arbejdere får også værelser for sig selv, og resten af os skal sove på en lang række inde i stuen. Det virker hyggeligt med pejs og bløde møbler og tegner godt. De 5 englændere griner og pjatter, som en flok blå mandags drenge i Karolinelund, og at en seng ind imellem falder sammen, er kun med til at øge stemningen. Den ophobede spænding er på vej til at blive udløst, også for dem, og fra nu af er fremtiden rimeligt overskuelig for os alle. 

Arbejdsliv.
De første 2 arbejdsdage er hårde men skrider hurtigt, og så har vi lært proceduren. Den 3. dag på gården er det min fødselsdag, og vi har forhåbninger om, at det vil give et par ekstra pusterum i løbet af dagen, men det viser sig allerede fra morgenstunden at være ubegrundet. Heller ikke i dag bliver der tid til svinkeærinder, inden bilen med den yngste bror holder og dytter udenfor for at hente os til morgenmad. Han er ubønhørligt krævende og skriger ofte hæmningsløst ud over druerækkerne, at vi skal skynde os mere. Hans rigtige navn er Pierre, men han får hurtigt navnet ”Allez”, fordi han i sit helt eget melodiøse toneleje regelmæssigt råber ”Allez, allez, allez, allez, alleeeez” eller ”Vite, vite, vite, vite, viiite”. Vi skal arbejde hurtigere mener farmeren og  sønnerne, og Allez er den, der med uudtømmelig energi går mest op i at presse tempoet. Arbejdet er slidsomt og alle bliver ømme i ryg, knæ og fødder. Vi klipper drueklaserne med en slags saks og putter dem i en kurv, som regelmæssigt tømmes over i en større kurv på ryggen af en opsamler, når den er fyldt. Opsamleren går rundt i mellem plukkerne og tømmer selv sin store konisk formede flettekurv ud i en vogn som kører for enden af de 50 – 100 m. lange rækker. Vi arbejder 2 og 2, med en på hver side af vinhækken, for at få det hel med. Druerne sidder i en så umulig højde, at man enten skal kravle fremad på knæene eller stående bøje sig dybt forover til ulempe for lænden. Det er svært at se drueklaserne Vinmark med plukkereog den andens hænder i mellem bladene, så man famler sig lidt frem, og får ofte nogle snitsår på fingrene i skyndingen enten af sin egen eller af makkerens saks.

Rytmen i arbejdet.
Plukkerne spiser sammen med familien på vingården. Morgenmad 7.30 – 8.00, middagsmad og hvil 12.30 – 14.00 og aftensmad kl. 20.00. Morgenmad er kaffe og brød, men middagsmaden er en fest på 4 retter. Først suppe, så paté eller salami og derpå en varm ret som afsluttes med af dessert og kaffe. Aftensmaden går efter samme recept suppleret med ost og et ubegrænset antal vinflasker. Vi spiser storslået, og jeg nyder at teste det franske landbokøkkens madsortiment. Madamme og Marie Claude kan så sandelig få mundvandet på udasede drueklippere til at løbe. Værtsfamilien kan i det store og hele ikke snakke engelsk selv om de ofte forsøger at vende nogle sætninger til overfor englænderne. Disse kan  til gengæld kun sige ”mercy bioukoo” på fransk, så kun Kim og jeg kan kommunikere noget i begge lejre. Men generelt behøver der heller ikke at blive sagt ret meget, for der skal knokles og ikke ævles.
I marken holder vi hinanden i gang med snak pjat, sange, slagsmål og fælles beklagelser. Hubert, 2 gange Gerard, Jean Jaque, Roger, Bernard, 2 gange Steve, Les, Marc, Woody, Chou Chou, Marie Paul, Kim og jeg, foruden patronen selv, Michell og Allez slider os fremad dag for dag, fra række til række. Mange læs både hvide og røde druer Drueplukkerbliver kørt hjem, og den ene dag løber bare ud i den næste. Plukningen skal helst foregå indenfor en periode på 3 – 4 uger, så druerne ikke bliver overmodne, og de der vil arbejde længere, må derfor rejse længere nordpå, hvor sæsonen begynder senere. En del sæsonarbejdere når gerne 2 – 3 steder indenfor den relativt korte høstperiode, men de kommer ofte tilbage til de samme steder år efter år, så de ikke har bøvlet med at finde bønderne, der har brug for dem.
 

Når arbejdere slår sig løs.
Om søndagen er det hviledag fra plukningen, så lørdag aften skal der viftes med ørerne. Efter aftensmad vandrer vi ca. 4 km. ned til en lokal knejpe, hvor der bliver fyldt øl på til nogle gevaldige drønnerter. Med sang latter og lystig samtale huserer der en frigjort stemning, som også en hel del stamkunder deltager i. Hen imod midnat kommer vi så til at lægge arm med nogle lokale gæster, og pludselig udløser det et slagsmål imellem Gerard og nogle andre. Der bliver hurtigt udsigt til større tumult, så vi må skyndsomt fortrække med en rasende Gerard under armene. Vi når dog kun knapt en kilometer ud ad hjemvejen, før en hvid folkevogn kommer drønende tæt forbi os, og stopper lidt fremme ad vejen. Det lokale vinavlersjak vælter ud, for at gøre os det klart, hvem det er, der bestemmer heromkring. Alle begynder at slås til højre og venstre, og efter lidt tid ser jeg Kim kaste sig ind i en majsmark med hænderne over hovedet. Jeg har selv travlt med at udveksle boksestød med en lille sprælsk kung-fu kæmper, men da han og de andre uden nogen afgørelse springer tilbage i folkevognen, forsøger jeg ængstelig at finde Kim. Det er bælgmørkt, så jeg råber desperat på ham ind i majsen, og pludselig dukker hans hvide hoved frem med et lille gok i panden som eneste overlast. Steve har fået et par grimme slag i hovedet, men ellers er det største problem, vi har, Gerard. Selv efter at vi når hjem, er han helt ustyrlig og banker både sit hoved og sine knyttede næver til blods imod en væg. Han vil vist tilbage med sine 1.60 m og ordne folkevognen helt alene, men til sidst slår han sig selv ud og bliver lagt i seng med størknet blod i hovedet.
 

Lønnedgang med tilbagevirkende kraft.
Dagene går, drueplukningen slider på kroppen, og tæerne bliver følelsesløse af at være bøjede i hugsiddende plukkerstilling. Alle har problemer med tæerne og 14 dage henne har Kim og jeg mistet følelsen i de sidste tæer. Vi glæder os til at høsten er i hus. 
Da vi en aften på 3 uge kommer tilbage efter aftensmad for at drikke vores sædvanlige flasker godnatvin, kommer den lidt ældre og stille Jean Jaque ind til pejse. 
- ”Merde, har I hørt at vi får 10 franc mindre per dag end de har lovet? Det sagde Michell til mig” Stemningen bliver pludselig intens. 
- ”Jeg ved ikke, men Michell har vist set et avisudklip, der skal dokumentere, hvad tariffen er over hele Frankrig” Jaque ser sørgmodig ud, mens vi andre bander og svovler et stykke tid. Englænderne er helt gearet op, men mon ikke der nok skal komme en løsning på misforståelsen?
Næste morgen viser det sig dog at familien holder på tarifbetaling, og selv om Chou Chou fører vores krav om aftalt aflønning frem, kommer vi ingen vegne. Det ender med at samtlige plukkere på nær et par af de franske sæsonarbejdere går hjem og pakker deres ting, for situationen er fastlåst i en uløselig konflikt. Vi er heller ikke kede af at stoppe, for de 3 ugers hårde arbejde har tæret på energien, men vi er kede af den måde det sker på. Jeg er kommet til at synes vældig godt om den lille vinavlerfamilie, og jeg kan ikke finde ud af hvordan fejlen er sket. Har de virkelig bøffet os eller har vi misforstået noget fra starten, der så aldrig er blevet afdækket? Kim og jeg havde utvivlsom også arbejdet til den lavere afregning fra starten af, men det er unægtelig svært, at acceptere en negativ lønudvikling endda med tilbagevirkende kraft. Derfor vælger vi at stoppe. Én for én får vi de optjente penge og med hængende hoveder fra begge lejre ender druepluknings-eventyret med et par  spage farvelråb bag fra traktoren på vej ind til Langon. Vi er tilbage på landevejen.

Efterår på sydeuropæiske landeveje.
Det er begyndt at blive efterår i Europa. Vi er sidst i oktober og nætterne er blevet isnende kolde med frostrim på græsstråene i morgentimerne. Vi må skynde os sydpå, hvis det at sove i telt stadig skal være en fornøjelse. 

Europa kort
Mange af drueplukkerne hostede og fik hæse stemmer i de sidste 14 dage i marken, for dagens første par timer, hvor duggen lå tæt på vinrankernes grønne blade, var ofte isnende at komme igennem. Kim og jeg vælger nu at rejse hver sin vej til Grækenland, for det må være nemmere at få lifts alene, og samtidig kan vi to stædige kameler bedre selv bestemme ruten.
Men selv i ensom skikkelse går det alt for langsomt med at autostoppe, og til tider giver 3-4 lifts ikke mere en få kilometers fremskridt. Helt til grin bliver det 20 km. udenfor Rom, hvor jeg bliver samlet op af en høj storsmilende fyr, der ingenting siger, men i stedet galant springer ud og åbner bagagerummet til min rygsæk - og bildøren for mig. Et engelsk par sidder bag i bilen, og siger at de er på vej til Napoli. Chaufføren, som er i en pyjamaslignende sparkedragt med lyserøde bobler, samlede dem op i Firenze, og har i Rom på en eller anden måde har givet udtryk for, at kan sagtens kunne køre dem videre til Napoli. Det lyder liiidt suspekt, men et lift er vel et lift, så pyt med det tænker jeg og springer ind på forsædet. Derpå bliver musikken knaldet op i nærheden af smertegrænsen, og så kører vi ellers afsted. Jeg forsøger et par gange at starte en samtale med den albinoblege, lystigt smilende chauffør, og han skruer godt nok ned, for at høre hvad jeg siger, men i stedet for at svare griner og nikker han blot, hvorefter det ret kapable anlæg bliver skruet på fuld igen. Ved 2 betalingssteder på motorvejen kører vi temmelig overbevisende udenom de autoriserede betalingsluger, og englænderne råber mig i øret, at sådan har de gjort hele vejen. Det går sgu godt, tænker jeg og krøller lidt på tæerne, der er i gang med at genvinde følelsen, mon ikke politiet kommer efter os på denne her måde? Manden, der ser ud til at være ca. 35 år, forklarer få minutter efter en højremanøvre ind til en tankstation med et par fagter. Han står ud og får en tankpasser til at fylde benzin på biler, men lidt efter opstår der noget skænderi med 2 andre tankpassere, og den ene forsvinder løbende over mod tankpasserhuset.
- ”Han har ingen penge” siger englænderne på bagsædet, og 5 minutter efter kører en grøn politibil op på siden af os, hvilket betyder at turen er slut. Den natpåklædte chauffør bliver nemlig sat ind i politibilen, og en betjent, som hjælper os med rygsækkene i bagagerummet, forklarer, at manden er anholdt, fordi han er stukket af fra en anstalt, og at bilen er meldt stjålet. Ærgerligt nok for det gik jo ellers lige så godt. Der går 2½ time inden det næste lift ud fra tankstationen.

Arbejde med frugt.
Turen går til Kreta, som er noget af det varmeste, man kan finde i Europa på denne årstid, og samtidig skulle der være gode muligheder for arbejde. Det viser sig dog snart endnu engang, at det ligger tungt med at finde jobbene og endnu tungere med betalingen. Olivenplukning på øen bliver hurtigt opgivet, da det knapt kan føde en halvskaldet suppehøne, og samtidig fordi grækerne anser den salgs beskæftigelse for at være kvindearbejde. Det arbejde, en mand kan få, er på de svinske oliefabrikker, hvor det vil tage mindst et par uger at tjene til et nyt sæt tøj. Derfor tager jeg over til Sparta på Peloponnes, hvor appelsinhøsten giver mulighed for nogle løsarbejder jobs, der lige netop kan belægge brødet i madpakken. Fabriksjobbene jeg får varer sjældent over én dag, men plukkertjansen kan strække sig over længere tid. 
I en plantage, hvortil der bliver hyret en stor gruppe plukkere, skal vi plukke 50 kasser appelsiner á 20 kg pr. dag.  Altså 1 ton appelsiner før man har tjent sin løn. Appelsinplukker på stige Appelsinerne, som godt nok også er enorme af størrelse, smager som en drøm og udgør alle andre måltider end aftensmad. En del af plukkerne bruger nærmest mere tid på at fylde i hovederne end i kasserne, og det er noget udpræget møg, for vi er 12 plukkere med en fælles dagskvote på 12 tons, som derved får nogle ulideligt lange dage, inden 2 containere med hver 6000 kg er fyldte. 
En eftermiddag kommer en lille firskåren og moustache-prydet mand råbende igennem plantagen. Pegende rundt i alle retninger slår han sig igen og igen på siden af hovedet, og med en svada af rasende græsk decideret overfuser han mig, der sidder oppe mellem svulmende frugter på en stige. Jeg er alene i området, for jeg har bestemt mig til i dag at holde mig lidt i periferien af de andres appelsinsmasken og uproduktive sladder. Jeg vil derimod klø på, for at blive færdig. Den gale mand går med bister mine og hidsige skridt hen imod en smal mosbegroet betonrende, råber nogle sætninger og står et øjeblik efter igen med hoppende overskæg for foden af stigen. Det virker mest som om, han ikke er til at formilde, og at man hellere må blive oppe i træet, så jeg smiler lidt til ham og trækker på skuldrene, for det er umuligt at tolke, hvad problemet er. Med fagter viser jeg ham derfor, at jeg intet har med det hele at gøre, og at det er bedre, han snakker med bossen. Jeg peger i den retning, hvor denne sandsynligvis arbejder, og grækeren skræver derpå afsted i sine lange gummistøvler, så de ternede bukser vrider sig om hans bagdel. Jeg klatrer ned fra træet og lusker i hælene på ham. Det viser sig at den lille bonde har rimelig grund til at være ophidset, for jeg har klodset godt i det. I min arbejdsiver har jeg plukket 8 kasser appelsiner inde på mandens mark, og fuldstændig overset det ubetydelige halvt tilgroede betonskel, der angiver grænsen af vores plantage. Bossen og naboen bliver dog hurtigt enige om en pris for appelsinerne, og begge mænd forklarer dermed med svingende armbevægelser og pædagogisk mimik, at jeg kun skal plukke frugterne på den ene side af afgrænsningen. Nå ja!

Blodsuger i Athens gademiljø.
Det blev den sidste arbejdsdag i den plantage, men et par unge græske medplukkere, Dinna og Dimitris, inviterer mig til at bo hos dem i Athen, hvor der skulle være masser af jobs at få, så jeg kører med dem i en ældgammel rustspand til hovedstaden. På trods af ihærdig søgen er det eneste job jeg kan opdrive, at skaffe kunder til en blodbank. Jeg skal dele reklamesedler ud til folk med udenlands udseende, for at lokke dem til at give en pint blod eller mere henne på en klinik. Græske katolikker er næsten umulige at få stukket en kanyle i, selv om betaling for blodet ellers ligger på noget nær en ugeløn for mange af dem. Jeg må derfor forsøge at indsmigre mig hos udlændingene i gaderne, og specielt dem med blodtyper som AB eller B rhesus positiv. Arbejdet er temmelig kønsløst, og jeg er usædvanligt uengageret, for i virkeligheden er jeg ikke overbevist om , at det er helt anstændigt at lokke hverken blod eller organer ud af folk med penge. Men jeg går dog  hver dag troligt hen og hæver min løn i blodbanken, imod en ny stak sedler og et par specialopgaver til dagen efter. Samvittigheden er ikke helt i orden, og min indsats bliver unægtelig derefter. Indsatsen er heldigvis behageligt ukontrollerbar, så de fleste dage tager jeg seddelbunken med ned udenfor universitetet, hvor Didi, en stor, tyk historiestuderende, står og sælger bøger. Han er ven med nogle af anarkisterne i Dinna og Dimitris´ lejlighed, og har tilbudt at dele mine sedler ud for at have noget at give sig til. Nogle dage gør jeg livet lidt lettere for ham og smider halvdelen af de ca. 300 sedler i skraldespanden, inden han får bunken, og andre dage spreder jeg dem bare selv til højre og venstre i hænderne på folk, før de når at se, hvad det er de får. Derved kan jeg have fyraften efter blot en ½ times tid, og at sedlerne derefter ligger spredt overalt og flyver imellem benene på folk, ignorerer jeg behændigt.

Anarkisterne. 
Dinna og Dimitris er nogle langhårede og letlevende revolutionære midt i tyverne. De har som så mange græske unge et ganske distanceret forhold til det travle utiltalende arbejdsliv, hvilket betyder at de bruger tiden på at hutle sig igennem tilværelsen med nogle løse småjobs, lidt tyveri og en god gang statsundergravende virksomhed. Jeg kan ikke finde ud af, hvor deres politiske ambitioner egentlig fører hen, men der er klart at det uoverskuelige antal venner, der kommer i kælderlejligheden ikke nyder stor anerkendelse udadtil.  De udgør en samfundskritisk gruppe, der med en vis stolthed kalder sig anarkister, og deres underjordiske liv med skodder for vinduer, samt en dør, der kun kan åbnes indefra er tydeligvis med til at styrke sammenholdet. En del af dem er efterlyst for forskellige kriminelle forhold. 
- ”Vi smadrede engang nogle butikker nede under Omonia-pladsen under en demonstration” forklarer Dimitris en aften over et par øl.
- ”Politiet gennede os hele vejen igennem byen, og det var deres skyld at volden startede, men nu er vi eftersøgte og bor aldrig nogen steder længe ad gangen. Vi smutter faktisk afsted til Korfu i morgen tidlig, men du kan bare blive boende.” Han rokker til musikken på en underlig ubekymret facon, og det virker som om deres underjordiske tilværelse har været dagligdag meget længe. De andre anarkister, der mest har med trykningen af et illegalt blad at gøre, har jeg ikke snakket meget med, og jeg er egentlig træt af at ligge på mit liggeunderlag i et hjørne af et kælderrum uden møbler, og ikke mindst træt af at færdes i et miljø, som mest minder om Fredericia banegård, hvor man stadig skal passe på at ingen ser, man går ind.

Gensyn med venner.
Jeg forlader derfor ejendommen i det stille athenske yderkvarter for at opsøge mere bekvemte omgivelser på vandrehjem nr. 1 i Kipselis, og for atter at forenes med Kim. Vi mødes på en café sammen med nogle venner, vi har lært at kende på rejsen, og som absolut udgør stammen i den noget usammenhængende vennekreds, man kan opbygge og pleje i et omflakkende rejseliv. Pigerne, Janice og Christine, er to eventyrlystne skolelærere fra New Zealand, og Richard er en vidtberejst fyr fra Tasmanien. Derudover er en anden meget smilende pige fra en sydaustalsk kvægfarm, som hedder Margareth, og hun er stødt til de andre på Kreta. Vi hygger os gevaldigt med at fortælle hinanden om vores oplevelser, og den græske kaffe smager bedre end nogensinde. Også Kim smiler endnu sødere end normalt, for det at mødes med gode venner, der forstår tanker og oplevelser på en anden måde end de lokale man møder, er noget af denne rejses mest uforlignelige indhold. Det er dejligt at være på opleveren alene, men det er storslået at føle sig tilbage i venners trygge favn. Den vekselvirkning kan holde rejseånden høj længe. Vi bestemmer os således også for nu at holde sammen i en tid, og at rejse længere sydpå, hvor vi i Israel vil bo og arbejde sammen på en kibbutz.

På lokum uden gasmaske. 
Få dage senere står jeg nervøs og svedende på herretoilettet i Athens lufthavn, og forsøger at lukke gassen ud af  min primus, men de andre venter ved check-in i afgangshallen. Udenfor regner det i lårtykke stråler, og jeg kan ikke komme med flyet med en fuld gaskontainer, så en ligegyldig dame ved skranken har sagt at, at jeg kunne lukke gassen ud på toilettet eller efterlade primussen her. Men det er allerede tykt af gas i luften, og øjnene løber i vand. Jeg forsøger at holde vejret længst muligt, men tænk, hvis der kommer nogen med en cigaret, tænker jeg pinlig til mode, og i det samme kommer en tilsyneladende ret forskrækket rengøringsdame ræsende ud fra det sidste toilet længst inde. Med opspilede øjne slynger hun et par vrisne græske bandeord efter mig og forsvinder skyndsomt ud. Pokkers som der kan blive ved at være gas i den lille djævel. Det er koldt som is, og tanken om hvad der sker, hvis jeg kommer til at skrue dysen helt af, så trykket måske river dåsen ud af min hånd, er ikke behagelig. Lige før jeg ikke tør løbe risikoen for at dratte om i tågerne længere falder trykket, og apparatet er tømt. Det går ikke et sekund før jeg med eksende ben står udenfor toiletdøren og gisper efter vejret. Operationen er overstået, og jeg kan bare håbe på, at ingen uforvarent trængende skal besørge de næste par timer.

På jagt efter arbejdsplads.
I Tel Aviv er det varmt, grønt og moderne. Der er masser af højhuse og travle folk, der Tel Avivgår rundt i gaderne med slangekrøller og gevær. I banken ligger folk skyderen på disken, inden de hæver penge.
- ”Det er vist godt at der ikke er så mange israelere blandt kunderne hjemme i sparekassen på Østre Alle” siger Kim til mig en af de første dage, endnu inden vi har vænnet os helt til forholdene. Og det har han da ret i. 
Vi kommer til at svede af at gå rundt og må lidt nervøse erkende at de første 2 kibbutz-kontorer ingen medlemmer har, der kan tage os alle som gruppe. Også på det 3. kontor, Hakibbuttz Haartzi Hatzair, får vi negativt svar, og indstiller os så småt på at splitte op. Men på vej ud af døren finder damen ved skranken ud af, at en kibbutz, der hedder Kinneret, vil tage os, hvis vi bestemmer os med det samme. Den beslutning er ikke svær, så papirerne bliver udfyldt på stedet, og dermed bliver vi sendt direkte til lægen for at få helbredsattester.
- ”It´s a miracle” himler Jannice strålende i taxaen på vej ned ad Leonardo da Vinci, og jeg fryder mig over hvor meget til fælles, vi danske har med unge fra den anden side af kloden. Vi vil de samme ting, tænker på den samme måde, og har hjemmefra stort set de samme muligheder. Vi er lige og glæden fylder os sammen. Verden kommer på en måde til at virke mindre, des stærkere venskabets bånd binder.

Kibbutz Kinneret.
Kinneret, godt 4 timer i bus nordøst for Tel Aviv, ligger placeret lige ved sydspidsen af Genezareth søen, og der bor omkring 600 kibutznikker med en smuk udsigt over en 

Kibbutz Kinneret og omegn
frodig dal, hvor grænsen til Jordan løber. Nabo kibbutzen Degania blev starte i 1910 som den første, og 3 år senere  grundlagde østeuropæiske emigranter Kinneret ved siden af, på nogle dengang bare, ørkenlignende jorder. Der bor allerede næsten 50 voluntører i produktionskollektivet inklusive en voluntørhund, Bananas, som går i arv til andre frivillige arbejdere hver 3-4 måned, efterhånden som gamle rejser og nye kommer til. Vi kommer Kinnerets druemarker til at bo i nogle lange træbarakker og får at vide at man skal arbejde på fabrik 3-4 uger, før der kan blive tale om anden form for arbejde. Arik, der tilsyneladende er noget af en nåh-ja type, har ansvaret for voluntørernes arbejdsplan, og han sætter mig på en  beach-ball fabrik, Kim og Richard på dadelfabrik og pigerne i druerne. Dermed demonstrerer han en noget inkonsekvent arbejdspolitik, for jobbene i druer, bananer og grapefrugter er nogle af de mere attraktive voluntørtjanser, og pigerne glider således direkte ind i jobs, der nok ellers tilkom andre.

På job i et bold-bageri.
På fabrikken skal jeg lave bolde på størrelse med bordtennisbolde af PVC til bat spil.  Min boss hedder Shaul, og er en flink, lille mand omkring de 40 med et tykt sort hår, en bred mund, der går nedad, når han smiler. Da der er gået et par dage forklarer han mig om hele fabrikkens produktion og viser tålmodigt rundt. Ovre i en stor hal bliver battene lavet af udskåret laminat af arabiske arbejdere, der bor udenfor kibbutzen, men altså tjener til føden ved at arbejde på fabrikken. Nogle skærer formen ud på maskine, men andre pudser, lakerer, monterer gule plasthåndtag og pakker. Det er de samme batspil, der sælges i Danmark, og de bliver pakker parvis med 2 bolde i en netagtig pose.
- ”We make two containers per week, only for export” beretter bossen, som snakker flydende engelsk, og så tager han et færdigpakket sæt op af en kasse og rækker det til mig.
- ”Det her kan du tage med hjem som souvenir,” siger han med et smil, hvorefter vi går tilbage til den lille boldfabrik foran bathallen for at gå i gang med dagens akkord. Jeg ér i hovedtræk blevet fortrolig med boldproduktionen, men stanken har jeg svært ved at kapere. Der er 2 sæt ovne, hvori boldene bliver bagt, og det er Helmut, en tysk voluntør, der sammen med Shaul selv passer den anden maskine. Boldene bliver lavet af en tyktflydende PVC-masse, som man med en sprøjtepistol fylder ned i noget, der ligner et 15 hullers æbleskivejern. Derpå skruer man låg, der hver passer over 3 huller fast med en boremaskine, og formen er klar til at blive monteret inde i ovnen. Her bliver de roteret rundt i alle retninger og bagt i ca. 12 minutter, hvorved PVC´ en størkner hele vejen rundt i formene, så bolde bliver dannet. Der er to jern i ovnen samtidig, som så snart de er færdige, bliver hevet ud og erstattet med 2 andre klargjorte jern. Imellem hvert sæt, fra klargøringen af 2 nye jern og til dem i ovnen er færdige, er der 3-4 minutter pause, så der bliver tid til en mundfuld frisk luft og en smøg. Den opvarmede PVC fra ovnen lugter ubeskriveligt grimt, og jeg bilder mig selv ind, at jeg kan mærke dens kræftfremkaldende virkning langt ned i lungerne.
1000 bolde er en dagsnorm uanset om vi laver sorte eller gule, og det svarer til 6 timer ved maskinen. Jeg begynder nogle dage at arbejde 2 skift i træk, for derved at slippe for dampene dagen efter. Det er værre hjemme på barak-værelset at tænke på at skulle på fabrikken, end at blive der og snuppe en ekstra tørn, når man først er kommet, og fridagene giver mulighed for at komme lidt ud.

En rejsendes færden i et terroristisk land.
Der er næsten altid nogen af de andre, der har fri, så vi blaffer rundt på nogle dagsudflugter til de nærmeste byer i området. Israel er formentlig det letteste land i verden at autostoppe i, med både soldater og civile tæt rangerede langs landevejene. Teknikken med en strittende tommelfinger signalerer dog overdreven sexlyst, så måden at komme op på uden forpligtelser er at pege med et par fingre ned i jorden foran én, ligesom for at markere hvor bilen skal standse – og det virker bare. Selv i grupper på 3 og 4 kommer vi relativt let afsted, hvilket man alle andre steder godt kunne glemme. På den måde må man prise den uniformerede israelske ungdoms eminente forarbejde, idet netop de i udstrakt grad transporterer sig ved at blaffe, men det er måske også noget af det eneste positive, jeg kan komme i tanker om ved deres virke. Israelske soldaters overgreb mod den palæstinænsiske befolkning er afskyelig. Når ufrivillige deportationer, bevidst lemlæstelse og forsætlig destruktion af beboelse hører til dagens orden for en besættelsesmagt, er det umuligt at bevare sympatien. Fjerne maskingeværsdueller og jagere, der med øredøvende brag sprænger lydmuren, beretter på kibbutzområdet om den urolige tilstand,  landet befinder sig i, men decideret angst for at færdes føler vi aldrig. Det er nok fordi vi heldigvis har svært ved at begribe, hvor inkarneret en del af dagligdagen vold er for denne nation. Tilfældige og virkningsløse bombeattentater udført af sporadisk opståede palæstinensiske frihedsgrupper er det sørgelige modspil, der bydes den overlegne jødiske krigsmaskine, som regel med skade på almindelige civile samfundsborgere til følge. I virkeligheden skulle jeg måske slet ikke være her, for den hensynsløse og kyniske statsterrorisme som Israel med USA bagved står for, finder jeg usmagelig og menneskefjendsk. Men som altid har jeg valgt at ignorere de politiske realiteter i landet på rejsen, og i stedet snuse. Hvor kan man færdes i verden, og finde forholdene i overensstemmelse med ens egen holdning? Ingen! Kun på havet er man fritaget for det dilemma. Når man rejser på land er politik noget man skal lære om, og danne sin mening om, men forhåndsindtryk skal normalt ikke være bestemmende for rejsemålet, for så når man aldrig langt. Men selv sådanne grundfæstede principper kan der selvfølgelig i yderlighederne sås tvivl om.

En lille brøler.
Et lille bevis for voldens indflydelse fik vi en dag, efter at have spist et par stående felaffeler på en food-bar i den nærliggende by Tiberias. Kiwien Jannice kom først 300- 400 m. henne ad gaden i tanker om, at hun havde glemt sin taske på baren. Hurtigt gik vi tilbage for at hente den, men da var baren allerede ryddet af politiet, og en skrigende ensom lædertaske kunne ses igennem vinduet i glasdøren, som det eneste i lokalet foruden møbler og nogle halvt spiste felaffeler.
- ”Tasken er min” råbte Jannice uskyldigt, og skyndte sig ind efter sit gamle slidte snøretornyster, hvorefter hun nærmest blev omringet af mennesker med opspilede øjne. De højst 10 minutter den havde stået, havde været nok til en nærmest panikagtig rydning af stedet. Derpå fik hun først en omfattende belæring af en mand i uniform, og igen en overdådig skideballe af baren ejer. Enhver ubevogtet taske eller pakke bliver anset for at være potentielt sprængstof, så det lille pinlige optrin lærte os lidt om dagliglivets realiteter hos Guds udvalgte folk.

DadelsorteringBrugt eller ….misbrugt.
Efter 3 uger ved bageovnen er jeg fuldstændig mør af PVC dampe og varme, og trænger virkelig til luftforandring i bogstaveligste forstand. Arik sætter mig derfor ind i dadelfabrikken. Dadlerne suser forbi på et transportbånd, og sammen med et par stykker mere skal jeg snuppe de dårlige dadler fra, så kun de bedste ruller ned og bliver pakket. Arbejdet er let og ligetil, men har desværre nogle ubehagelige bivirkninger i form af svimmelhed og synsforstyrelser, hvilket man opdager når en eller anden stopper båndet. De millionvis af små hastige ryk med øjnene, man laver for at følge de fremadskridende dadler, vender op og ned på virkeligheden inde i ens hoved. Når bånd og dadler rent faktisk står stille, ser det for os ud, som om det hele kører baglæns, og mange klager over hovedpine. I det hele taget foregår fabriksproduktionerne under yderst angribelige former, hvilket gør det meget klart, hvorfor israelerne overlader sådanne jobs til voluntører og arabere. Ideen fra kibbutzens side med at acceptere frivilligt tilrejsende, der for hovedparten gerne vil opleve landet indefra, ser noget udspekuleret ud. Kibbutzen har en industri af forskellige ting, som frembyder så ubekvemt arbejde, at ingen gad udføre det, om de kunne blive fri. Det er i hovedtræk slidsomt, uinspirerende, sundhedsskadeligt og ret mentalt nedbrydende, men det skaber indtægter til fællesskabet. Derved får voluntørernes arbejdskraft enorm betydning, idet de i allerhøjeste grad er med til at holde nogle ellers tvivlsomme produktioner kørende, hvoraf det væsentlige udbytte havner i kibutzkassen. Jeg føler mig frivilligt udnyttet på den måde, og kibbutzlivet har mistet noget af det rosenrøde skær, det havde, da vi kom fra Europa. 
Kibbutznikkerne er på ingen måde interesserede i os privat, og kun undtagelsesvis kommer der en pligtinvitation, til at besøge en eller anden i deres hjem. Udenfor arbejdstiden passer vi generelt os selv, og vi har det da også overordentlig sjovt sammen; ikke mindst om aftenerne nede i vores egen bar, der er indrettet i en underjordisk bunker. Den side af kibbutzlivet er perfekt og minder mest af alt om det sociale samvær på en dansk højskole. Det er sjovt, hyggeligt og mægtigt inspirerende med den internationale atmosfære, som dannes af folk fra de første 25 lande i det frivillige selskab.

Mord på en uskyldig.
Efter en ugelang forfriskende bustur til nogle historiske steder, kommer vi hjem og finder BananasBananas hængt i et træ. Den lille livlige og evigt svedende gulvmoppe, der plejede at farte legesyg rundt imellem vores ben, bliver fundet dinglende fra en gren i baghaven. Det er en noget uhyggelig og bestialsk handling, og for et par af dens mest hengivne beundrere et kolossalt chok. Men uden at kunne opklare mordet kan vi dog regne ud, at nogen har været ærgerlige over os, over at voluntørerne skulle have deres eget kæledyr. Handlingen ser ud til at skulle ramme os, og give os udefrakommende en lille lærestreg om, hvem det er, der bestemmer i kibbutzen. Og hvem der ikke skal tro, de er noget. Der er en underlig uigennemskuelig spænding imellem nogle af kibbutznikkerne og os gæstearbejdere, som indeholder en form for skjult bitterhed, men spændingerne kommer aldrig rigtig op til overfladen. Kibbutzens overordnede interesse stemmer muligvis ikke altid helt overens med de enkelte beboeres interesser, og dermed kan der selvfølgelig let opstå noget irritation over det gennemtræk af folk, som voluntørordningen automatisk indebærer. Hvad der nærmere ligger til grund for bitterheden, er dog umuligt at gennemskue, men Bananas hængning er i hvert fald ikke med til at løsne noget op. Tværtimod.

Ud i frisk luft.
Min tid på fabrik er endelig udtjent, og jeg bliver sat ud i bananerne, hvor arbejdet trods alt smager en smule af fugl. Det er slidsom, for bananbundterne er tunge og skal somme tider bæres langt igennem plantagen for at blive lagt på en vogn. Bæreren griber med begge hænder om bananbundtets armtykke stamme, hvorefter en cutter med en krum, skarp kniv på et langt skaft snitter bundtet fri af palmen. Man får så det 30 – 40 kg. tunge bananbundt ned på skulderen og bærer det ud til vognen. Dyrelivet inde i bundterne er varieret, og noget vi grønskollinger fra Europa skal vænne os lidt til. Ikke sjældent springer rotterne ud på bærerens hoved eller skuldre ved forstyrrelsen. De bygger nogle dejligt beskyttede reder inde i hulrummet mellem bananklaserne og stammen, men når pludselig deres kære hjem hensynsløst bliver slæbt rundt i plantagen, vil de helst ud i en fart. Derimod kan edderkopper og småslanger godt finde på at blive siddende i bundterne og bide lidt, hvis man er meget uheldig. Men arbejdet er i frisk luft, og vi skiftes til en slappertjans på traktoren, eller til at skære de udtjente bananplanter ned, så al energien kan samles i de nye skud. At fælde de umådeligt vandholdige palmetræer hører også til det lette arbejde, og i det hele taget forekommer plantagearbejdet ret interessant. Det er sjovt at lære om produktionen og dens vilkår, og de anstrengte muskler bliver trænet op efterhånden.

Juleaften i Bethlehem.
Der er selvfølgelig ingen der arbejder om lørdagen, sabbatten,  og derudover optjener vi en ekstra fridag pr. uge til at tage på udflugter. Den 24/12 – juleaften – er en særlig dag, hvor kibbutzen arrangerer en udflugt til Bethlehem for voluntørerne, der så godt som alle er fra kristne lande, og dermed vant til at fejre Jesus fødsel. Jøderne giver naturligvis ikke meget for den begivenhed, men da det er besat palæstinensisk land byen Bethlehem ligger i, er det således også israelerne der står for kontrol og sikkerhed. Så der er hos dem indhentet adgangskort for de tilmeldte.
Busturen derned varer 4 timer, så vi når igennem julesangene på næsten alle sprog, inden vi ankommer til fødebyen ved 20-tiden. Der er allerede et vrimmel af folk, der vil ind, men de fleste har ikke fået den fornødne forhåndsgodkendelse, så de står bare i kø udenfor, uden mulighed for at blødgøre de lidet stemningsfuld udseende blåuniformer, der forestår kontrollen. Der går 1½ time inden vi er blevet kropsvisiteret og kommet ind på pladsen, der har en mur hele vejen rundt. Fødselskirken ligger i det ene hjørne, men vi har ikke den særlige tilladelse, som kræves for at blive sluppet ind af den lave ”ydmygelsens dør”, der fører ind i kirken.
Dér er vi så; på en sparsomt oplyst plads med souvenirbutikker hele vejen rundt, og maskingeværs bevæbnede vagter rundt på tagene. Forskellige kor går spredt rundt på pladsen og synger nogle melankolske salmer, men ellers har vi efter en 10 minutters runde langs muren set udbuddet af bedende Mariaer, korsfæstede og krybbeliggende Jesus figurer, samt kirkemodeller i alle mulige størrelser og materialer.
- ”Nå, det var det, let´s get back to the car”, siger Ronnie, en lun københavnsk voluntør, efter kun ½ time, og den samme følelse står vi andre med, for hvad skal vi lave nu? Hverken geværpiberne, souvenirboderne eller atmosfæren i øvrigt formår at opbygge nogen storslået julestemning hos nogen af os, og desuden er det smadder koldt. 
Nogen arabere kommer og piller ved Kims og mit hår, og de får tilmed hurtigt fat i nogle venner. Vi er de eneste rigtig lyshårede mænd i gruppen, hvilket viser sig nærmest uimodståeligt for de fyre. Jeg kommer nærmest i håndgemæng med en tynd, senet fyr med en fejekost af et overskæg, der simpelthen ikke vil acceptere mit nej til at gå med ham hjem. Han bliver ved at hive i arme og tøj, for at tvinge sin vilje igennem, indtil min tålmodighed er ved at være brugt op. Men da får Anita, en billedskøn og kløgtig svensk pige, den ide, at de andre skal danne ring om Kim og mig, for at holde araberne på afstand. Det virker! En ½ time efter er der ingen af fyrene tilbage, og hver gang der derefter er optræk til noget, lukker ringen sig simpelthen beskyttende om os igen. Det er noget ufoståeligt for os, hvad der er årsag til deres anmassende opførsel, men vi bliver enige om at de nok ikke må bedrage deres kone med en anden kvinde.

Panik før lukketid.
Klokken 24.00 er der messe inde i kirken, og det bliver vist i en grå-sort udgave på en kæmpeskærm udenfor på muren, så vi efterhånden iskolde festdeltagerne ikke skal føle os forbigået. Ingen af os forstår, hvad der sker på den mørke skærm, så vi snupper at par stærke chili-felaffeler og drikker noget øl fra en af boderne langs muren. Den hyggelige julestemning må vi tænke os hjem i stuerne til. Stemningsforladt og ret skuffende forekommer hele affæren, og de nærgående arabere har heller ikke just været med til at fremme indtrykket. Faktisk går de fleste bare rund og venter utålmodigt på at klokken skal blive 2.00, hvor vi har aftalt at køre hjem. Men kl. 1.30 bliver der røre.
- ”There is a bomb. Get out of here, there´s a bomb”, skriger et par løbende mænd, og sekunder senere pisker folk rundt i alle retninger. Soldaterne fægter med armene og vi løber også mod porten og udgangen, hvor alle skal ud samtidig i et vildt maseri. Jeg ser tilbage efter folk fra vores gruppe, og det, der for bare få minutter siden var en plads med roligt slentrende eller småsnakkende grupper af mennesker, ligner pludselig et sted, der allerede hár været udsat for en bombe. Kun en enkelt eller to bener som rasende over pladsen, og alle andre råber, maser og kæmper for at komme ud. Hvad med dem i kirken tænker jeg, men glemmer det igen, og efter 10 minutter i hastigt trav væk fra pladsen samles gruppen fra kibbutzen efterhånden atter i bussen. Ingen har trods spidsede ører hørt nogen eksplosion, så det har sikkert været falsk alarm, men pyt, hellere løbe en gang for meget. Vi begynder at snegle os igennem køerne i en noget mat atmosfære. Ingen vidste vel rigtig, hvad man kunne forvente af at være så tæt på julens egentlige udspring, hvor Jesus første gang sprællede, men skuffelsen står tydeligt malet i folks ansigter. Ronnie udtrykker sig i overensstemmelse med den generelle vurdering af begivenheden, idet han, halvvejs hjemme hovedrystende mumler:
- "Juleaften i Bethlehem er noget opreklameret møg."


Skrevet af Karsten Østergaard